I aften 19.30 i København
torsdag, august 31, 2006
Mexico // When this you see remember me
I aften 19.30 i København
onsdag, august 30, 2006
" (...) Mads skriver på sin blog, at han savner herreværelse i litteraturen. Tænk, jeg synes snart ikke, der er andet. Jeg synes, meget af den litteratur der bliver skrevet for øjeblikket, er befolket af det ene mere eller mindre interessant indrettede herreværelse efter det andet, der spankulerer rundt i København eller evt. tager en smuttur til Island eller Firenze eller hvad ved jeg og hvis liv og tanker til forveksling ligner hinanden, gerne krydret med lidt homofobi, kvindefjendskhed eller andet godt fra hylden til at stive den trængte maskulinitet af med. Det, synes jeg, er et ret så (køns)politisk foretagende. Lad os endelig nævne navne – Kofod, Frost, Bang Foss f.eks, Llambias i nogen grad. Der er gået sgu gået husmor i den. Der rykkes hjem og hen til kødgryderne og mig selv og min lille navle, når verden bliver for svær og uoverskuelig. Den essayisme der praktiseres hos f.eks. Frost lader til hovedsagelig at blive brugt til bestyrke Lasse/jeg´et i hans egen tro på sig selv som en rigtig mand, der nok har en mening om lidt af hvert og ikke er bange for at udbrede den nede på det lokale værtshus sammen med alle de andre halvsnaldrede taberfjolser. (Frost får lejlighed til at svare for sig i næste nummer af Banana Split). Den samme tendens virker til at gøre sig gældende på d´herres diverse blogs (med undtagelser skal det siges). (...)"
- Kristina Nya Glaffey om politik og litteratur HER.
- Kristina Nya Glaffey om politik og litteratur HER.
tirsdag, august 29, 2006
mandag, august 28, 2006
STEDET i Nordisk lyrik
...Det overordnede mål med seminaret er at undersøge stedet som en vigtig kategori i den nordiske lyrik, idet digtere sjældent arbejder med f.eks. den episke fortælling og dens narrative struktur. I stedet handler det om – måske bare i et flygtigt øjeblik – at skabe særlige billeder og stemninger med udgangspunkt i en bestemt lokalitet e.lign. Stedet kan behandles ud fra en lang række forskellige vinkler, hvilket er blevet fremlagt de i alt seks oplægsholdere, der kommer fra fem forskellige nordiske lande...
fredag, august 25, 2006
"god politisk kunst" ?
Imens vi venter på at nogle går ind og blander sig her, er det måske et udmærket sted at fortsætte eller udvide diskussionen, ved at kigge på Jakob Brøbecher blog.. Hvis det er rigtigt at Anarko er blevet hacket, kan man måske tale om politisk (eller kunstnerisk?) aktivisme...
Der er arbejdet med omgivelserne, miljøet, det relationelle, dér hvor man plejer at finde en bestemt blog, finder man nu noget andet, men også mere grundlæggende med formen. Sørg for at have lyd på. Billederne er timet efter musikken og ordene i sangen ("He has been here" eller sådan noget, bliver sunget som en slags omkvæd, imens vi zoomer ind på et billede af George Bush Jr.). Musikken arbejder i det hele taget - som på film - følelsesmæssigt manipulerende...
Men hvor går grænserne, jeg mener (med Cynthia Freeland): But is it art osv. - hvad er reelt forskellen på politisk aktivisme og kunstnerisk aktivisme, på en sultestrejke eller sit-down-strejke og en happening eller performance?
Og hvordan finder man ud af, om det er "god" eller "dårlig" politisk kunst - den anonyme kommentator her er tilsyneladende ikke i tvivl---
Hvis vi kigger på hacker-videoen med Sontag / Gade in mente, hvad ser vi så? Andet end lidelse, død og ulykke, og et postulat om at det er den amerikanske præsidents skyld. Vi ser lemlæstede og mishandlede og sårede og døde småbørn. Jeg stiller de spørgsmål Rune Gade stiller til Jan Grarups bog igen:
"Shadowlands største udfordring er imidlertid ikke æstetisk, men etisk:
* Hvordan kan man bære at bevidne al den ulykke?
* Kan man tillade sig at betragte den lidelse, som man ikke er i stand til at afværge eller afbøde?
* Hvorfor skal vi se lidelsen?
* Kan man tillade sig at repræsentere den?
* Eller omvendt: Kan man tillade sig at lukke øjnene for den?"
Der er arbejdet med omgivelserne, miljøet, det relationelle, dér hvor man plejer at finde en bestemt blog, finder man nu noget andet, men også mere grundlæggende med formen. Sørg for at have lyd på. Billederne er timet efter musikken og ordene i sangen ("He has been here" eller sådan noget, bliver sunget som en slags omkvæd, imens vi zoomer ind på et billede af George Bush Jr.). Musikken arbejder i det hele taget - som på film - følelsesmæssigt manipulerende...
Men hvor går grænserne, jeg mener (med Cynthia Freeland): But is it art osv. - hvad er reelt forskellen på politisk aktivisme og kunstnerisk aktivisme, på en sultestrejke eller sit-down-strejke og en happening eller performance?
Og hvordan finder man ud af, om det er "god" eller "dårlig" politisk kunst - den anonyme kommentator her er tilsyneladende ikke i tvivl---
Hvis vi kigger på hacker-videoen med Sontag / Gade in mente, hvad ser vi så? Andet end lidelse, død og ulykke, og et postulat om at det er den amerikanske præsidents skyld. Vi ser lemlæstede og mishandlede og sårede og døde småbørn. Jeg stiller de spørgsmål Rune Gade stiller til Jan Grarups bog igen:
"Shadowlands største udfordring er imidlertid ikke æstetisk, men etisk:
* Hvordan kan man bære at bevidne al den ulykke?
* Kan man tillade sig at betragte den lidelse, som man ikke er i stand til at afværge eller afbøde?
* Hvorfor skal vi se lidelsen?
* Kan man tillade sig at repræsentere den?
* Eller omvendt: Kan man tillade sig at lukke øjnene for den?"
torsdag, august 24, 2006
WHY DID YOU TRAVEL HERE?
Jeg er blevet i tvivl hvad den animerede debat her egentlig handler om; poesi og politik, selvfølgelig fordi den, læs selv efter i kommentarerne nedenfor, handler om mange forskellige ting samtidig, fordi det er flere forskellige debatter.
Udgangspunktet for diskussionen, som det blev formuleret her den 12. august var om den politiske poesi overhovedet findes. Det er vi vel næppe blevet klogere på, selvom: ingen benægter at det er et fænomen, dette politiske, der optræder med stor og større hyppighed i den nyere poesi, 00´renes.
Et andet af udgangspunkterne: ”(…) før man kunne begynde på sådan en diskussion, før man kunne begynde for alvor, blev man nok nødt til i hvert fald at definere hvad man forstår ved politik og hvad man forstår ved politisk når det indgår i poesi. Poesi kunne man mere praktisk definere ud fra hvad der står på permen på bogen eller i hvilken sammenhænge det indgår i.”
Dette det politiske har ingen givet en forsøgsvis definition på (der findes definitioner, man kunne hente frem, måske Jacques Ranciére mener noget om den sag?); men det ville ikke nødvendigvis hjælpe diskussionen, diskussionerne, videre, for, som sagt: hvad er det de(n) handler om?
Kommer vi ikke igen og igen til at tale om politik i poesi som mode; flere af indlæggene her har talt om politisk korrekthed (PC), viljen til at ville gøre det der bliver forventet, i den forbindelse. Et spørgsmål i forbindelse med samme og såkaldte PC, er: Kan noget ikke være sandt, kan man ikke mene det, selvom, på trods af at det er politisk korrekt, ville det ikke tværtimod være at gå imod moden. At skrive noget – for eksempel – man mente, eller syntes der var vigtigt at skrive, velvidende at det var ment før. Fordi man mente det. Ville det ikke være at se bort fra gængs gældende originalitets- og modekriterier, for at få noget andet frem? Hvad?
Mere om PC: for nylig sagde en ven til mig, netop i forbindelse med den her verserende Kornkammer-debat, at PC var noget man rask væk og let og så at sige gratis kunne referere til, men at EC (æstetisk korrekthed) blev forbigået. Hvad er så det? Vel at skrive ind i en eller flere specifikke æstetiske traditioner, formmæssigt, og ikke i andre.
Kommer vi ikke også til at tale om poesiens eller litteraturens eller kunstens politiske potentiale som lig med hvor mange der læser den, som at hvis der er mange læsere, er det automatisk bedre, end hvis der er få. Dens politiske kraft er større. Men vi diskuterer ikke hvori denne politiske kraft består. Hvis den består. Og igen: om det er interessant.
Susanne Christensen kunne for eksempel godt tænke sig at vide, hvorfor jeg overhovedet nævner lighedspunkterne mellem 60’ernes og 70’ernes litterære (og makropolitiske) landskab og 00’ernes, hvorfor jeg synes det er interessant. Hun foreslår selv imødekommende - med Hal Foster og Sigmund Freud - at jeg arbejder med en form for fortrængningens gentagelsestvang (”Nachträglichkeit”) der: ”(…) handler [netop] om en tilsvarende bevægelse: den historiske avant-garde fejlede, men bliver ved at returnere fordi den ikke lod sig realisere i første omgang (…)”.
Men udfra den optik, gentagelsestvangens optik, skulle eller kunne min pointe være noget i retning af at den politiske digtning (som en eller flere bevægelser, med et eller flere, men altså fast definerede, mål) fejlede i første omgang (i denne diskussion: i 60’erne/70’erne), og nu kommer tilbage for at gøre arbejdet færdigt. Så at sige. Men sådan tænker jeg ikke. Hvad skulle det for eksempel være for et mål eller arbejde Den Politiske Digtning skulle gøre færdigt nu? (Jeg forsøger ikke at lægge Susanne ord i munden, jeg forsøger at tænke videre). Jeg tror heller ikke på bevægelser. Ikke nu. Jeg mener, ser jer omkring i det danske poesilandskab, se de navne jeg i første omgang nævnte (Laugesen, Høeck, Guldager, Olsen, Skinnebach, Serup, Boberg, Langvad, Søndergaard, Kaalø, Larsen, Frank, Moestrup, Nørup-Nielsen); hvad har de til fælles, om noget? Dét var også et af mine oprindelige spørgsmål.
Men hvorfor nævner jeg det så, lighedspunkterne, måske fordi jeg er så naiv (det er jo en stor grunddiskussion der pågår på historie-faget), at jeg tænker at man kan lære af historien. Måske. Men hvad. Hvad kan man lære. Måske det også har at gøre med et grundlæggende litteratursyn, jeg muligvis ikke har gjort mig helt klart, der blandt andet indeholder en form for pseudo-sociologisk tilgang (som det også er mit indtryk at Tue Andersen Nexø i nogen grad er eksponent for her på bloggen, endskønt vi må mene noget forskelligt om noget forskelligt); sådan en tilgang har som en af sine grundpiller at litteraturen har med resten af verden at gøre, at når litteraturen ændrer sig – markant – er det fordi at verden udenom ændrer sig – markant.
Udgangspunktet for diskussionen, som det blev formuleret her den 12. august var om den politiske poesi overhovedet findes. Det er vi vel næppe blevet klogere på, selvom: ingen benægter at det er et fænomen, dette politiske, der optræder med stor og større hyppighed i den nyere poesi, 00´renes.
Et andet af udgangspunkterne: ”(…) før man kunne begynde på sådan en diskussion, før man kunne begynde for alvor, blev man nok nødt til i hvert fald at definere hvad man forstår ved politik og hvad man forstår ved politisk når det indgår i poesi. Poesi kunne man mere praktisk definere ud fra hvad der står på permen på bogen eller i hvilken sammenhænge det indgår i.”
Dette det politiske har ingen givet en forsøgsvis definition på (der findes definitioner, man kunne hente frem, måske Jacques Ranciére mener noget om den sag?); men det ville ikke nødvendigvis hjælpe diskussionen, diskussionerne, videre, for, som sagt: hvad er det de(n) handler om?
Kommer vi ikke igen og igen til at tale om politik i poesi som mode; flere af indlæggene her har talt om politisk korrekthed (PC), viljen til at ville gøre det der bliver forventet, i den forbindelse. Et spørgsmål i forbindelse med samme og såkaldte PC, er: Kan noget ikke være sandt, kan man ikke mene det, selvom, på trods af at det er politisk korrekt, ville det ikke tværtimod være at gå imod moden. At skrive noget – for eksempel – man mente, eller syntes der var vigtigt at skrive, velvidende at det var ment før. Fordi man mente det. Ville det ikke være at se bort fra gængs gældende originalitets- og modekriterier, for at få noget andet frem? Hvad?
Mere om PC: for nylig sagde en ven til mig, netop i forbindelse med den her verserende Kornkammer-debat, at PC var noget man rask væk og let og så at sige gratis kunne referere til, men at EC (æstetisk korrekthed) blev forbigået. Hvad er så det? Vel at skrive ind i en eller flere specifikke æstetiske traditioner, formmæssigt, og ikke i andre.
Kommer vi ikke også til at tale om poesiens eller litteraturens eller kunstens politiske potentiale som lig med hvor mange der læser den, som at hvis der er mange læsere, er det automatisk bedre, end hvis der er få. Dens politiske kraft er større. Men vi diskuterer ikke hvori denne politiske kraft består. Hvis den består. Og igen: om det er interessant.
Susanne Christensen kunne for eksempel godt tænke sig at vide, hvorfor jeg overhovedet nævner lighedspunkterne mellem 60’ernes og 70’ernes litterære (og makropolitiske) landskab og 00’ernes, hvorfor jeg synes det er interessant. Hun foreslår selv imødekommende - med Hal Foster og Sigmund Freud - at jeg arbejder med en form for fortrængningens gentagelsestvang (”Nachträglichkeit”) der: ”(…) handler [netop] om en tilsvarende bevægelse: den historiske avant-garde fejlede, men bliver ved at returnere fordi den ikke lod sig realisere i første omgang (…)”.
Men udfra den optik, gentagelsestvangens optik, skulle eller kunne min pointe være noget i retning af at den politiske digtning (som en eller flere bevægelser, med et eller flere, men altså fast definerede, mål) fejlede i første omgang (i denne diskussion: i 60’erne/70’erne), og nu kommer tilbage for at gøre arbejdet færdigt. Så at sige. Men sådan tænker jeg ikke. Hvad skulle det for eksempel være for et mål eller arbejde Den Politiske Digtning skulle gøre færdigt nu? (Jeg forsøger ikke at lægge Susanne ord i munden, jeg forsøger at tænke videre). Jeg tror heller ikke på bevægelser. Ikke nu. Jeg mener, ser jer omkring i det danske poesilandskab, se de navne jeg i første omgang nævnte (Laugesen, Høeck, Guldager, Olsen, Skinnebach, Serup, Boberg, Langvad, Søndergaard, Kaalø, Larsen, Frank, Moestrup, Nørup-Nielsen); hvad har de til fælles, om noget? Dét var også et af mine oprindelige spørgsmål.
Men hvorfor nævner jeg det så, lighedspunkterne, måske fordi jeg er så naiv (det er jo en stor grunddiskussion der pågår på historie-faget), at jeg tænker at man kan lære af historien. Måske. Men hvad. Hvad kan man lære. Måske det også har at gøre med et grundlæggende litteratursyn, jeg muligvis ikke har gjort mig helt klart, der blandt andet indeholder en form for pseudo-sociologisk tilgang (som det også er mit indtryk at Tue Andersen Nexø i nogen grad er eksponent for her på bloggen, endskønt vi må mene noget forskelligt om noget forskelligt); sådan en tilgang har som en af sine grundpiller at litteraturen har med resten af verden at gøre, at når litteraturen ændrer sig – markant – er det fordi at verden udenom ændrer sig – markant.
Nikolaj Rønhede her:
"(...) Spørgsmålet for mig er mere om der overhovedet findes god litteratur uden at den også er politisk, og om termerne derfor ikke er så tomme at man skulle prøve at tænke uden dem? (...)"
Bo Gorzelak Pedersen her:
"(...) Ved at insistere på den personlige erfarings gyldighed, og på retten til at udtrykke den, BLIVER poesien politisk. (...)"
"(...) Spørgsmålet for mig er mere om der overhovedet findes god litteratur uden at den også er politisk, og om termerne derfor ikke er så tomme at man skulle prøve at tænke uden dem? (...)"
Bo Gorzelak Pedersen her:
"(...) Ved at insistere på den personlige erfarings gyldighed, og på retten til at udtrykke den, BLIVER poesien politisk. (...)"
onsdag, august 23, 2006
Martin Johs. Møller her:
"(...) [jeg kommer] til at tænke på Don DeLillo, der allerede i 1989, i Mao II talte om det forhold, at forfattere taber terræn til terrorister, at forfattere ikke længere besidder evnen til at forandre ”the inner life of a culture”. ”What novelists lose, terrorists gain.” skriver han i et af de mest kendte citater fra bogen. Når jeg så spørger mig selv, hvordan eller hvornår forfattere nogensinde har besiddet den kræft, så kommer jeg til at tænke på oplysningstiden eller det moderne gennembrud. Er et problem i forholdet mellem litteratur og politik ikke også at litteraturen, og især den poesi som vi her først og fremmest kredser om, har mistet terræn i befolkningen. Er det ikke et væsentligt problem (eller en væsentlig faktor) som man må have med i denne diskussion, at den (især yngre) danske poesi i så høj grad bliver læst af (og måske også skrevet til) så få – og især til folk i ”miljøet” (her i lidt mere overordnet forstand – men det er stadig ret lille)!?"
Mere fra/til samme diskussion, men udenfor Kornkammeret her og her.
"(...) [jeg kommer] til at tænke på Don DeLillo, der allerede i 1989, i Mao II talte om det forhold, at forfattere taber terræn til terrorister, at forfattere ikke længere besidder evnen til at forandre ”the inner life of a culture”. ”What novelists lose, terrorists gain.” skriver han i et af de mest kendte citater fra bogen. Når jeg så spørger mig selv, hvordan eller hvornår forfattere nogensinde har besiddet den kræft, så kommer jeg til at tænke på oplysningstiden eller det moderne gennembrud. Er et problem i forholdet mellem litteratur og politik ikke også at litteraturen, og især den poesi som vi her først og fremmest kredser om, har mistet terræn i befolkningen. Er det ikke et væsentligt problem (eller en væsentlig faktor) som man må have med i denne diskussion, at den (især yngre) danske poesi i så høj grad bliver læst af (og måske også skrevet til) så få – og især til folk i ”miljøet” (her i lidt mere overordnet forstand – men det er stadig ret lille)!?"
Mere fra/til samme diskussion, men udenfor Kornkammeret her og her.
mandag, august 21, 2006
Mads Eslund:
”(…) Politik er politik og litteratur kan handle om politik, men er altså også noget andet. Der findes ikke nogen mytologisk, saliggørende SKRIFT, som er hele verden i konstant motion, en intens tilstand bl.a. bl.a., det er en modernistisk drøm, som vi må være færdige med, og som nu lugter af røgelse og dårlig fed. (…)
Tue Andersen Nexø:
”(…) jeg bryder mig heller ikke om formuleringen "alt er politisk". På den anden side har jeg meget sympati for en forestilling om, at intet kan unddrage sig det politiske. At "det politiske" - forstået som: hvordan forholder vi os til de magtrelationer, der er en naturlig del af intersubjektiviteten, hvordan organiserer vi fællesskabet og dets konflikter - så at sige er et naturligt vilkår ved det at være menneske, på linje med andre sider af eksistensen (liv/død/sansning osv). Hvilket kan betyde, at alt kan, men måske ikke altid skal, betragtes via en politisk optik. Men også, at selv det at trække sig bort fra "det politiske" er (kan betragtes som) en politisk handling. Måske er det derfor, jeg kan blive irriteret over folk, der beskriver "det politiske" som noget man frit og konsekvensløst kan vælge til og fra, i litteraturen og i livet. (…)”
Begge indlæg kan læses i deres fulde længde her.
Susanne Christensen:
(om 60’ernes og 70’ernes mulige genkomst:)
”(…) Hal Fosters brug af begrebet (som egentlig er Freuds) "Nachträglichkeit" (fortrængningens gentagelsestvang) handler netop om en tilsvarende bevægelse: den historiske avant-garde fejlede, men bliver ved at returnere fordi den ikke lod sig realisere i første omgang - en historisk avant-garde som netop havde til hensigt (der var flere end én intentionserklæring, ja) at destruere kunstobjektet til fordel for en frisættelse af kreativiteten direkte i hverdagslivet, med andre ord: lidt af en politisk vending. (…)”
og:
”(…) Okay, cross-country very fast to POINT: Vil man noget politisk i det litterære felt så ser jeg for mig mindst to mulige strategier: 1) enten radikalt at forlade kunsten og arbejde i det strukturelle i stedet, ændre produktionsgangen: starte forlag, tidsskrifter, skrive kritik og essaystik, jobbe kollektivt, seminarier, netfællesskaber etc. Eller 2) IKKE jævne æstetikken med jorden, men snarere begynde at BRUGE den til noget. Llambias og Nielsen jobber med værkformen og flytter ting rundt, jeg ser et engagement ikke bare i SAG, men netop i SAG som klarer at reflektere æstetikken og etikken sammen i en reaktivering af arkiverne, traditionen - for der ER jo en sådan, ikke sandt? Den politiske vending er jo ikke ren reaktion & for the very first time, hm?”
Det fulde indlæg kan man finde her.
”(…) Politik er politik og litteratur kan handle om politik, men er altså også noget andet. Der findes ikke nogen mytologisk, saliggørende SKRIFT, som er hele verden i konstant motion, en intens tilstand bl.a. bl.a., det er en modernistisk drøm, som vi må være færdige med, og som nu lugter af røgelse og dårlig fed. (…)
Tue Andersen Nexø:
”(…) jeg bryder mig heller ikke om formuleringen "alt er politisk". På den anden side har jeg meget sympati for en forestilling om, at intet kan unddrage sig det politiske. At "det politiske" - forstået som: hvordan forholder vi os til de magtrelationer, der er en naturlig del af intersubjektiviteten, hvordan organiserer vi fællesskabet og dets konflikter - så at sige er et naturligt vilkår ved det at være menneske, på linje med andre sider af eksistensen (liv/død/sansning osv). Hvilket kan betyde, at alt kan, men måske ikke altid skal, betragtes via en politisk optik. Men også, at selv det at trække sig bort fra "det politiske" er (kan betragtes som) en politisk handling. Måske er det derfor, jeg kan blive irriteret over folk, der beskriver "det politiske" som noget man frit og konsekvensløst kan vælge til og fra, i litteraturen og i livet. (…)”
Begge indlæg kan læses i deres fulde længde her.
Susanne Christensen:
(om 60’ernes og 70’ernes mulige genkomst:)
”(…) Hal Fosters brug af begrebet (som egentlig er Freuds) "Nachträglichkeit" (fortrængningens gentagelsestvang) handler netop om en tilsvarende bevægelse: den historiske avant-garde fejlede, men bliver ved at returnere fordi den ikke lod sig realisere i første omgang - en historisk avant-garde som netop havde til hensigt (der var flere end én intentionserklæring, ja) at destruere kunstobjektet til fordel for en frisættelse af kreativiteten direkte i hverdagslivet, med andre ord: lidt af en politisk vending. (…)”
og:
”(…) Okay, cross-country very fast to POINT: Vil man noget politisk i det litterære felt så ser jeg for mig mindst to mulige strategier: 1) enten radikalt at forlade kunsten og arbejde i det strukturelle i stedet, ændre produktionsgangen: starte forlag, tidsskrifter, skrive kritik og essaystik, jobbe kollektivt, seminarier, netfællesskaber etc. Eller 2) IKKE jævne æstetikken med jorden, men snarere begynde at BRUGE den til noget. Llambias og Nielsen jobber med værkformen og flytter ting rundt, jeg ser et engagement ikke bare i SAG, men netop i SAG som klarer at reflektere æstetikken og etikken sammen i en reaktivering af arkiverne, traditionen - for der ER jo en sådan, ikke sandt? Den politiske vending er jo ikke ren reaktion & for the very first time, hm?”
Det fulde indlæg kan man finde her.
Man bliver bevæget, men til hvad?
For nu at udbrede diskussionen en smule til ikke kun at omfatte poesien, men for eksempel også fotografiet, for nu at få en vitaminindsprøjtning udefra. Rune Gade anmeldte i gårsdagens Information
Jan Grarups nye fotodokumentariske bog Shadowland. Gade stiller blandt andet en række gode spørgsmål:
"Når billederne taler for sig selv, siger de 'kun', at her er lidelse, død og ulykke. I Shadowland sker det i smukke og særdeles raffinerede kompositioner, som demonstrerer Grarups store talent som reportagefotograf, og som gør billederne fængende og visuelt udfordrende. Shadowlands største udfordring er imidlertid ikke æstetisk, men etisk:
* Hvordan kan man bære at bevidne al den ulykke?
* Kan man tillade sig at betragte den lidelse, som man ikke er i stand til at afværge eller afbøde?
* Hvorfor skal vi se lidelsen?
* Kan man tillade sig at repræsentere den?
* Eller omvendt: Kan man tillade sig at lukke øjnene for den?"
(Gade opfordrer i samme bevægelse til at man læser Susan Sontags Regarding the pain of others, hvis man vil se diskussionen udfoldet).
Ovenstående spørgsmål, der har været present i fototeorien og diverse billeddiskussioner i mange, mange år, lader sig vel overføre generaliseret til det område man kunne kalde kunst og politik. Altså æstetiske udfordringer overfor etiske, samtidig med at de jo åbenlyst aldrig for alvor kan skilles ad, aldrig for alvor kan vristes ud af hinandens greb. Særligt Gades sidste dobbeltspørgsnål synes jeg er godt - kan man tillade sig at repræsentere al denne lidelse, kan man tillade sig at lade være?
ET ANDET STED forlænger og udbygger Jakob Brøbecher den verserende Kornkammer-diskussion om poesi og politik, og skriver om Den specifikt politiske litteratur.
Brøbecher skriver blandt andet:
"(...) jeg tror, at jeg i en eller anden grad strander på min absolutistiske tro på Det Politiske. Jeg er ikke egentligt intresseret i litteraturen, fordi jeg ikke [længere] kan se, hvad dén kan, som alt andet, f.eks. et totalt politiseret liv, ikke kan. Det kan være, det er villet dumt, ignorant og måske også pissesnobbet, men jeg kan simpelthen ikke se, hvad der kvalificerer litteraturen som et særområde, hvori litterære udfoldelser - og på egne, særlige vilkår - finder sted, realiseres. Litteratur er skrift, og skrift er politik. Sådan har det altid været. (...)"
og:
"(...) Af historiske årsager benævnes en bog [eller sider, papir] med satsmæssigt komprimerede, tekstlige udsagn ofte litteratur, men for mig gør det ikke nogen forskel, om ordene giver anvisninger på tilberedelsen af osso buco eller om de forsøger at udrede, hvad der kan tænkes at ske med sjælen efter døden. Under alle omstændigheder er det italesættelse - en aktivering - af det politiske, der til enhver tid jager gennem bevidstheden. Det sporændrer bevidstheden fundamentalt, og på et tænkt overfladeniveau på den ene eller anden facon; men dybest set sker der sgu det samme. Bevidstheds ord og skrift kommer i kontakt med skrevne ords ord og skrift, og begge dele muterer i én stor rævekage. Og dén rævekage er politisk. (...)"
søndag, august 20, 2006
lørdag, august 19, 2006
Littteratur / politik
Kornkammer-diskussionen om politik og litteratur fortsætter, i dag skriver Tue Andersen Nexø blandt andet at:
"...litteraturen har [ikke, -red] nogen større rolle at spille i, f. eks., indvandrerdebatten - jeg har i al fald endnu ikke set værker, som er i stand til at behandle fænomenet på en måde, der både var politisk og litterært interessant. Mere bredt kunne man sige, at meget af den ny-engagerede litteratur ender med at være moralsk forarget og politisk naiv. Det er ikke nogen god kombination. Man skal jo også undgå tankens klichéer."
Måske kunne man prøve at gribe tilbage til nogle af de spøgsmål der blev stillet til den nye danske politiske litteratur, om den findes, her på bloggen, den 12. august. Der stod blandt andet:
"Man kunne se det som en slags oplæg til en diskussion, men før man kunne begynde på sådan en diskussion, før man kunne begynde for alvor, blev man nok nødt til i hvert fald at definere hvad man forstår ved politik og hvad man forstår ved politisk når det indgår i poesi. Poesi kunne man mere praktisk definere ud fra hvad der står på permen på bogen eller i hvilken sammenhænge det indgår i."
Men når nu ingen har valgt at kommentere lige netop dét, er det måske fordi det er et dårligt sted at starte, forkerte spørgsmål at stille, uinteressante?
Flere interne links, se også: her og her.
"...litteraturen har [ikke, -red] nogen større rolle at spille i, f. eks., indvandrerdebatten - jeg har i al fald endnu ikke set værker, som er i stand til at behandle fænomenet på en måde, der både var politisk og litterært interessant. Mere bredt kunne man sige, at meget af den ny-engagerede litteratur ender med at være moralsk forarget og politisk naiv. Det er ikke nogen god kombination. Man skal jo også undgå tankens klichéer."
Måske kunne man prøve at gribe tilbage til nogle af de spøgsmål der blev stillet til den nye danske politiske litteratur, om den findes, her på bloggen, den 12. august. Der stod blandt andet:
"Man kunne se det som en slags oplæg til en diskussion, men før man kunne begynde på sådan en diskussion, før man kunne begynde for alvor, blev man nok nødt til i hvert fald at definere hvad man forstår ved politik og hvad man forstår ved politisk når det indgår i poesi. Poesi kunne man mere praktisk definere ud fra hvad der står på permen på bogen eller i hvilken sammenhænge det indgår i."
Men når nu ingen har valgt at kommentere lige netop dét, er det måske fordi det er et dårligt sted at starte, forkerte spørgsmål at stille, uinteressante?
Flere interne links, se også: her og her.
fredag, august 18, 2006
Michael Strunge-prisen 2006
Martin Glaz Serup modtog i går Michael Strunge-Prisen!
Serups seneste digtbog 4 udkom på adressens forlag sidste efterår,
under større bevågenhed, i 141 signerede, nummerede eksemplarer.
4 er forfatterens fjerde digtbog.
Et stort tillykke skal lyde til Martin Glaz Serup!
4 kan stadig bestilles til en udsalgspris af 150 kr og sendes i dagens anledning portofrit.
Prisen er den anden, der i år tilfalder en forfatter tilknyttet adressens forlag.
Tidligere på året modtog Viggo Madsen Bukdahls Bet for sin digtbog Græsefladning.
mvh
Svend-Allan Sørensen
adressens forlag
Serups seneste digtbog 4 udkom på adressens forlag sidste efterår,
under større bevågenhed, i 141 signerede, nummerede eksemplarer.
4 er forfatterens fjerde digtbog.
Et stort tillykke skal lyde til Martin Glaz Serup!
4 kan stadig bestilles til en udsalgspris af 150 kr og sendes i dagens anledning portofrit.
Prisen er den anden, der i år tilfalder en forfatter tilknyttet adressens forlag.
Tidligere på året modtog Viggo Madsen Bukdahls Bet for sin digtbog Græsefladning.
mvh
Svend-Allan Sørensen
adressens forlag
torsdag, august 17, 2006
"(...) Problemet der opstår med disse meget tidsbundne tekster er, som det ofte er tilfældet med den politiske poetiske tekst, at den bliver for ensidig. At den så at sige kommer for let til det, i en forsimplet opdeling i de gode og de onde. Som det sker hos Peter Laugesen, og som det sker for andre digtere der befatter sig med dette at gøre modstand. (...)"
- Mai Misfeldt i sin anmeldelse på Litlive af Hans Otto Jørgensens Ålen har englelyd (2006).
- Mai Misfeldt i sin anmeldelse på Litlive af Hans Otto Jørgensens Ålen har englelyd (2006).
onsdag, august 16, 2006
"(...)Er det det, der irriterer? At jeg (jeg vil ikke tale på de andre redaktørers vegne; jeg har indtryk af, at det især er de ledere, jeg har været hovedforfatter på, folk bliver hidsige over) ikke ser det smalle og eksperimenterende som kvaliteter i sig selv, og at jeg tillader mig at sige, at der ganske enkelt er litterære projekter, der er langt mere interessante end andre? Hvormed jeg (ok, vi) stiller krav ikke bare til litteraturens udførsel, men også til dens ærinde. Jeg er træt af den ligegyldighed, der ligger i forestillingen om, at alle 'bare skal gøre deres ting'. Så heller skråsikre og kantede udmeldinger om tingenes tilstand i det litterære felt(...)"
"(...)Min kritik er i øvrigt ikke politisk i dén forstand, at jeg vil af med Kastholm, fordi han er borgerlig. Jeg syntes, han skal gå, fordi hans udnævnelse nu ligner en politisering af embedsapparatet. Og den udvikling bryder jeg mig ikke om.(...)"
- Tue Andersen Nexø, redaktør på Den Blå Port, i to forskellige kommentarer om poesi og politik - og vel bredere, om kunstens rolle i samfundet - HER.
Diskussionen - sådan ser det ud her fra - er kommet meget til at dreje sig specifikt om tidsskriftet Den Blå Ports 'nye redaktionelle stil' og om et særligt miljø af forfattere der (muligvis) er centreret omkring det tidsskrift. Det er fint nok - et sted at starte, og hundrede gange hellere være konkret, end abstrakt programmatisk - men kunne man ikke også træde et skridt tilbage og se på feltet bredere, netop se på kunstens rolle i samfundet, for nu at udtrykke det lidt bombastisk, kigge på den politiske tendens i den nyere danske poesi (og skønlitteratur i det hele taget), det er vel ikke et tilfælde at det kommer nu, er det? Er det kun en forbigående trend (det er det sikkert...), men at den er politisk eller politiseret, skyldes det en ren tilfældighed, kunne vi ligeså godt have fået en masse litteratur om hunde eller digtvers der begyndte med store bogstaver eller hvad ved jeg? Jeg tror det ikke (at det er tilfældigt, at det så at sige kun er et stilistisk virkemiddel, sådan som jeg synes det ser ud som om Mads Eslund foreslår det); men hvad tænker I?
"(...)Min kritik er i øvrigt ikke politisk i dén forstand, at jeg vil af med Kastholm, fordi han er borgerlig. Jeg syntes, han skal gå, fordi hans udnævnelse nu ligner en politisering af embedsapparatet. Og den udvikling bryder jeg mig ikke om.(...)"
- Tue Andersen Nexø, redaktør på Den Blå Port, i to forskellige kommentarer om poesi og politik - og vel bredere, om kunstens rolle i samfundet - HER.
Diskussionen - sådan ser det ud her fra - er kommet meget til at dreje sig specifikt om tidsskriftet Den Blå Ports 'nye redaktionelle stil' og om et særligt miljø af forfattere der (muligvis) er centreret omkring det tidsskrift. Det er fint nok - et sted at starte, og hundrede gange hellere være konkret, end abstrakt programmatisk - men kunne man ikke også træde et skridt tilbage og se på feltet bredere, netop se på kunstens rolle i samfundet, for nu at udtrykke det lidt bombastisk, kigge på den politiske tendens i den nyere danske poesi (og skønlitteratur i det hele taget), det er vel ikke et tilfælde at det kommer nu, er det? Er det kun en forbigående trend (det er det sikkert...), men at den er politisk eller politiseret, skyldes det en ren tilfældighed, kunne vi ligeså godt have fået en masse litteratur om hunde eller digtvers der begyndte med store bogstaver eller hvad ved jeg? Jeg tror det ikke (at det er tilfældigt, at det så at sige kun er et stilistisk virkemiddel, sådan som jeg synes det ser ud som om Mads Eslund foreslår det); men hvad tænker I?
tirsdag, august 15, 2006
Mere politisk poesi i Danmark i 00'erne
Noget står i hvertfald frem so far, en eller flere akser man kan slå ned på eller omkring, fx den nye redaktionelle linje på Den Blå Port; hvor redaktionen er begyndt at 'bruge deres ledere til noget', at ville noget med dem, noget som emnemæssigt spreder sig langt ud over det (i nyere tid) traditionelt (snævert) litterære - og i særdeleshed går interessen i retning af realpolitik, med analyser af taler fra Dansk Folkepartis årsmøder og en direkte opfordring til Claes Kastholm Hansen om at gå af -- se Kornkammer-diskussionen fra maj om Kastholm Hansen
her.
Martin Johannes Møller mener den nye redaktionelle linje er “et rart og tiltrængt tiltag”, Mads Eslund mener det er “anstrengt og for meget. Det er forceret simpelthen.” Det gør de Her.
Hvad er de uenige om?
Noget Martin og Mads til gengæld lader til at være enige om, er at der mangler personlig radikalitet, begge er inde på det forudsigelige og lidt kedelige i det man kunne kalde det politisk korrekte, det vi allerede godt ved er det rigtige at sige; dette ønske om radikalitet kunne være en anden akse, som i bund og grund, ser det ud til, har at gøre med det krav der har været stillet til det meste kunst i i hvert fald halvandet hundrede år om originalitet; et nyhedskriterium som kvalitetsparameter, det kommer tydeligst til syne hos Mads, der synes at den nye politiske bølge i litteraturen trækker for meget på 60’erne og 70’erne – det er vel først og fremmest formelt han mener, eller hvordan???
Et andet spørgsmål: kan det ikke være ’sandt’, bare fordi man har hørt det før? Svar: jo, men så hører vi ikke efter, så har det ingen effekt. Hvis det er effekten (det at få nogen til at gøre noget ved noget) vi opererer med som et parameter for kvalitet, er det så ikke propaganda snarere end kunst vi taler om?
her.
Martin Johannes Møller mener den nye redaktionelle linje er “et rart og tiltrængt tiltag”, Mads Eslund mener det er “anstrengt og for meget. Det er forceret simpelthen.” Det gør de Her.
Hvad er de uenige om?
Noget Martin og Mads til gengæld lader til at være enige om, er at der mangler personlig radikalitet, begge er inde på det forudsigelige og lidt kedelige i det man kunne kalde det politisk korrekte, det vi allerede godt ved er det rigtige at sige; dette ønske om radikalitet kunne være en anden akse, som i bund og grund, ser det ud til, har at gøre med det krav der har været stillet til det meste kunst i i hvert fald halvandet hundrede år om originalitet; et nyhedskriterium som kvalitetsparameter, det kommer tydeligst til syne hos Mads, der synes at den nye politiske bølge i litteraturen trækker for meget på 60’erne og 70’erne – det er vel først og fremmest formelt han mener, eller hvordan???
Et andet spørgsmål: kan det ikke være ’sandt’, bare fordi man har hørt det før? Svar: jo, men så hører vi ikke efter, så har det ingen effekt. Hvis det er effekten (det at få nogen til at gøre noget ved noget) vi opererer med som et parameter for kvalitet, er det så ikke propaganda snarere end kunst vi taler om?
”(…) Vi skal passe på, at vi ikke påkalder os det politiske bare for at have god samvittighed med vores smalle litteratur. Det skal IKKE være vores eksistensberettigelse i hvert fald, at vi er såkaldt engagerede og er blevet modne efter minimalistiske og formkneppende 90´ere. Jeg vil gerne se en litteratur, som også er politisk, jeg vil også gerne se en holdning udtrykt, et udsagn, som man må stå til regnskab for. (…)”
- Mads Eslund om politik og poesi HER.
- Mads Eslund om politik og poesi HER.
Imens vi venter på at nogen skal have en mening om dansk poesi og politik, om 60'erne/70'ernes genkomst i 00'erne og så videre, kan vi altid besøge
Marguerite Duras.
Marguerite Duras.
søndag, august 13, 2006
lørdag, august 12, 2006
Politisk poesi i 00'erne i Danmark
Findes den?
Man kunne se det som en slags oplæg til en diskussion, men før man kunne begynde på sådan en diskussion, før man kunne begynde for alvor, blev man nok nødt til i hvert fald at definere hvad man forstår ved politik og hvad man forstår ved politisk når det indgår i poesi. Poesi kunne man mere praktisk definere ud fra hvad der står på permen på bogen eller i hvilken sammenhænge det indgår i.
Uanset ville navne som Peter Laugesen og Klaus Høeck vel altid blive nævnt.
Hvis man skulle nævne nogle enkelte bøger, der behandler makropolitik som om det havde noget med os at gøre, kunne man måske pege på for eksempel Katrine Marie Guldager: Ankomst, Husumgade (2001), Ursula Andkjær Olsen: Atlas over huller i verden (2003), Lars Skinnebach: I morgen findes systemerne igen (2004), (min egen:) Martin Glaz Serup: 4 (2005), Thomas Boberg: Livsstil (2005) og Maja Lee Langvad: Find Holger Danske (2006).
Men ’Det Politiske’ indgår eksplicit i ret meget nyudgivent dansk poesi efterhånden, for eksempel hos så forskellige folk som fx Morten Søndergaard, Sten Kaalø, Marianne Larsen, Niels Frank, Mette Moestrup...
Hvad har ovenstående bøger til fælles, om noget, kan man udlede, aflæse noget af at se dem oven på hinanden, hvordan er de beslægtede, en bevægelse af en art, eller netop: ikke en bevægelse, men måske en anti-bevægelses bevægelse – men. er det ikke meget let at sige... Og så skal man også til at definere dét, hvad man forstår ved en bevægelse, det er måske ikke det mest interessante her... Hvis noget er det... Kommentarfeltet findes!
Man kunne se det som en slags oplæg til en diskussion, men før man kunne begynde på sådan en diskussion, før man kunne begynde for alvor, blev man nok nødt til i hvert fald at definere hvad man forstår ved politik og hvad man forstår ved politisk når det indgår i poesi. Poesi kunne man mere praktisk definere ud fra hvad der står på permen på bogen eller i hvilken sammenhænge det indgår i.
Uanset ville navne som Peter Laugesen og Klaus Høeck vel altid blive nævnt.
Hvis man skulle nævne nogle enkelte bøger, der behandler makropolitik som om det havde noget med os at gøre, kunne man måske pege på for eksempel Katrine Marie Guldager: Ankomst, Husumgade (2001), Ursula Andkjær Olsen: Atlas over huller i verden (2003), Lars Skinnebach: I morgen findes systemerne igen (2004), (min egen:) Martin Glaz Serup: 4 (2005), Thomas Boberg: Livsstil (2005) og Maja Lee Langvad: Find Holger Danske (2006).
Men ’Det Politiske’ indgår eksplicit i ret meget nyudgivent dansk poesi efterhånden, for eksempel hos så forskellige folk som fx Morten Søndergaard, Sten Kaalø, Marianne Larsen, Niels Frank, Mette Moestrup...
Hvad har ovenstående bøger til fælles, om noget, kan man udlede, aflæse noget af at se dem oven på hinanden, hvordan er de beslægtede, en bevægelse af en art, eller netop: ikke en bevægelse, men måske en anti-bevægelses bevægelse – men. er det ikke meget let at sige... Og så skal man også til at definere dét, hvad man forstår ved en bevægelse, det er måske ikke det mest interessante her... Hvis noget er det... Kommentarfeltet findes!
torsdag, august 10, 2006
tirsdag, august 08, 2006
Nyt fra AUX
KÆRE AUX-MEDLEMMER OG ANDRE INTERESSEREDE
Velkommen tilbage fra sommerferiens fredsommelige lyde af bølgeskvulp, vinden i piletræerne og græsset, der gror. Og velkommen tilbage til AUXs absolut elektriske og øretæveindbydende sensommerprogram, hvor hotdogs, husvilde og elektriske kompositioner går i klinch med lyden af sommerfest og historier fra de københavnske pølsevogne.
SOMMERFEST PÅ THE LAB
Lørdag den 12. august holder LAB sommerfest med grill, sommerpunch og musikalske indslag fra venner af huset. Festlighederne starter kl. 16 og fortsætter til den lyse morgen - og det er en god idé at komme tidligt, for Txture og Rune Søchting åbner ballet med et dj-set, hvorefter AUXs egen Mikkel Meyer langt om længe giver sin første solo live-optræden i DK! LABs sommerfest byder derudover på en lang række live-optrædender og dj-sets. Overskuddet går til driften af LAB. Entré: 55kr Læs mere om programmet på www.komponent.dk
AUXDOGS
Sæt tænderne i en velkogt pølse og skyld efter med en rød sodavand, mens du lytter til listige historier fra københavnske pølsevogne. I en særligt designet pølsevogn kan man lægge øre til reportager fra pølsevognens forunderlige verden, når AUX serverer varme pølsevognsreportager under DRs Public Service Festival den 18.-20. august ved det nye KUA i Ørestad Nord. Public Service er Danmarks største festival for elektronisk musik. Armbånd til alle tre dage koster 200kr. Læs mere på www.dr.dk/publicservice
AUXdogs er støttet af LOs Kultur- og Projektpulje og Tuborgs Grønne Fond.
KOM INDENFOR!
Fredag den 15. september indtager AUX udstillingen HUSVILD på Galleri Ebbesen. Vi byder på en lille én til halsen og et kig ind i privaten. Så kom indenfor til en lytteoplevelse om ejendomspriser, samtalekøkkener og bærende vægge. AUX holder åbent hus mellem kl. 21-24 i Galleri Ebbesen, Øster Farimagsgade 79, 2100 Kbh. Ø
Læs mere om Husvild-udstillingen på www.gallery-ebbesen.com.
DET KNIRKER PÅ WWW.AUX.DK
Knirkelyde, den franske version af lydpoesi, Poésie Sonore, samt minimalismens enkle lyduniverser er blot nogle af de emner, du kan læse om på www.aux.dk/artikler... og vi hører også gerne fra dig!
Har du et emne, en tekst, en lyd eller andet, du gerne vil dele med andre, så send det til redaktion@aux.dk
Velkommen tilbage fra sommerferiens fredsommelige lyde af bølgeskvulp, vinden i piletræerne og græsset, der gror. Og velkommen tilbage til AUXs absolut elektriske og øretæveindbydende sensommerprogram, hvor hotdogs, husvilde og elektriske kompositioner går i klinch med lyden af sommerfest og historier fra de københavnske pølsevogne.
SOMMERFEST PÅ THE LAB
Lørdag den 12. august holder LAB sommerfest med grill, sommerpunch og musikalske indslag fra venner af huset. Festlighederne starter kl. 16 og fortsætter til den lyse morgen - og det er en god idé at komme tidligt, for Txture og Rune Søchting åbner ballet med et dj-set, hvorefter AUXs egen Mikkel Meyer langt om længe giver sin første solo live-optræden i DK! LABs sommerfest byder derudover på en lang række live-optrædender og dj-sets. Overskuddet går til driften af LAB. Entré: 55kr Læs mere om programmet på www.komponent.dk
AUXDOGS
Sæt tænderne i en velkogt pølse og skyld efter med en rød sodavand, mens du lytter til listige historier fra københavnske pølsevogne. I en særligt designet pølsevogn kan man lægge øre til reportager fra pølsevognens forunderlige verden, når AUX serverer varme pølsevognsreportager under DRs Public Service Festival den 18.-20. august ved det nye KUA i Ørestad Nord. Public Service er Danmarks største festival for elektronisk musik. Armbånd til alle tre dage koster 200kr. Læs mere på www.dr.dk/publicservice
AUXdogs er støttet af LOs Kultur- og Projektpulje og Tuborgs Grønne Fond.
KOM INDENFOR!
Fredag den 15. september indtager AUX udstillingen HUSVILD på Galleri Ebbesen. Vi byder på en lille én til halsen og et kig ind i privaten. Så kom indenfor til en lytteoplevelse om ejendomspriser, samtalekøkkener og bærende vægge. AUX holder åbent hus mellem kl. 21-24 i Galleri Ebbesen, Øster Farimagsgade 79, 2100 Kbh. Ø
Læs mere om Husvild-udstillingen på www.gallery-ebbesen.com.
DET KNIRKER PÅ WWW.AUX.DK
Knirkelyde, den franske version af lydpoesi, Poésie Sonore, samt minimalismens enkle lyduniverser er blot nogle af de emner, du kan læse om på www.aux.dk/artikler... og vi hører også gerne fra dig!
Har du et emne, en tekst, en lyd eller andet, du gerne vil dele med andre, så send det til redaktion@aux.dk
lørdag, august 05, 2006
"(...)Den nutidige livsstilslitteratur konfektionerer selvfølgelig fortsat de sædvanlige gys og eksotismer: sociale (narkomiljøer og sådan noget) og geografiske (Himalaya og den slags steder) og historiske (prinsesser og dronninger ad libitum). Men frem for noget tilvejebringer den bunker af sex. For sex er blevet det centrale begreb i det altdominerende småborgerskabs tilværelsesforståelse, og vel nærmest fordi det dårligt kan finde på andet, ligesom sex naturligvis samtidig er blevet et bærende element i forbrugersamfundets dynamik.
Den nutidige livsstilslitteratur leverer da sex med samme utrættelighed som den fortidige leverede familie og fædreland. De producerer begge de brugbare, for de herskende nødvendige ideologier, førhen nationalisme, nu sexisme. For ideologier er hvad det drejer sig om, idet det første jo ikke simpelt hen er udsprunget af en ubændig fædrelandskærlighed, og det sidste lige så lidt af en historisk hidtil uset maksimering af lysten. – Den egentlige litteratur, lad mig nu i farten kalde den det – og nogle livsstilsforfattere bidrager lejlighedsvis også til dén – den betyder stadig lige lidt, og stadig lige så meget for hver enkelt, der opdager den. (...)"
- Jens Smærup Sørensen i kronikken Litteraturhistorie på sidespor i Politiken, den 24. september 2005.
Den nutidige livsstilslitteratur leverer da sex med samme utrættelighed som den fortidige leverede familie og fædreland. De producerer begge de brugbare, for de herskende nødvendige ideologier, førhen nationalisme, nu sexisme. For ideologier er hvad det drejer sig om, idet det første jo ikke simpelt hen er udsprunget af en ubændig fædrelandskærlighed, og det sidste lige så lidt af en historisk hidtil uset maksimering af lysten. – Den egentlige litteratur, lad mig nu i farten kalde den det – og nogle livsstilsforfattere bidrager lejlighedsvis også til dén – den betyder stadig lige lidt, og stadig lige så meget for hver enkelt, der opdager den. (...)"
- Jens Smærup Sørensen i kronikken Litteraturhistorie på sidespor i Politiken, den 24. september 2005.
fredag, august 04, 2006
Litlive #36 er blandt os!
Litlive #36 indeholder anmeldelser af værker af Peter Adolphsen, Knud Romer, Hans Otto Jørgensen og Naja Marie Aidt ved henholdsvis Peter Borum, Lars Bukdahl, Mai Misfeldt og Kristine Kabel.
Den Blå Port #71 udkommer i dag
Endnu engang vender Den Blå Port blikket ind mod litteraturen og ud i bombernes, agitatorernes, terroristernes og de gode tankers verden. Hvem er
det egentligt der styrer verden? Her er Portens bud - væk med dobbeltkontrakten, ind med hands-on-demand-litteraturen.
Henrik Nordbrandt og Pia Juul diskuterer, tværs over generationskløften, hvor det brænder på, Nordbrandt digter, Juul bliver læst og diskuteret af Elisabeth Friis, Høeck digter om magnolier, von Uexküell giver os indsigt i
flåtens liv og levned, Stein fabler eller fabler ikke om køer eller koen som ko, Louise Zeuthen genlæser Suzanne Brøgger, Suzanne Brøgger synger på engelsk, Birgit Munch om at spise eller ikke spise, Tranströmer og Bly skrev
breve, de kendte hinanden og Tranströmer digter. Vi bliver forhåbentligt
klogere.
Glædelig fornøjelse.
Udkommer idag.
MVH Forlaget Arena
det egentligt der styrer verden? Her er Portens bud - væk med dobbeltkontrakten, ind med hands-on-demand-litteraturen.
Henrik Nordbrandt og Pia Juul diskuterer, tværs over generationskløften, hvor det brænder på, Nordbrandt digter, Juul bliver læst og diskuteret af Elisabeth Friis, Høeck digter om magnolier, von Uexküell giver os indsigt i
flåtens liv og levned, Stein fabler eller fabler ikke om køer eller koen som ko, Louise Zeuthen genlæser Suzanne Brøgger, Suzanne Brøgger synger på engelsk, Birgit Munch om at spise eller ikke spise, Tranströmer og Bly skrev
breve, de kendte hinanden og Tranströmer digter. Vi bliver forhåbentligt
klogere.
Glædelig fornøjelse.
Udkommer idag.
MVH Forlaget Arena
torsdag, august 03, 2006
Abonner på:
Opslag (Atom)