Noget står i hvertfald frem so far, en eller flere akser man kan slå ned på eller omkring, fx den nye redaktionelle linje på Den Blå Port; hvor redaktionen er begyndt at 'bruge deres ledere til noget', at ville noget med dem, noget som emnemæssigt spreder sig langt ud over det (i nyere tid) traditionelt (snævert) litterære - og i særdeleshed går interessen i retning af realpolitik, med analyser af taler fra Dansk Folkepartis årsmøder og en direkte opfordring til Claes Kastholm Hansen om at gå af -- se Kornkammer-diskussionen fra maj om Kastholm Hansen
her.
Martin Johannes Møller mener den nye redaktionelle linje er “et rart og tiltrængt tiltag”, Mads Eslund mener det er “anstrengt og for meget. Det er forceret simpelthen.” Det gør de Her.
Hvad er de uenige om?
Noget Martin og Mads til gengæld lader til at være enige om, er at der mangler personlig radikalitet, begge er inde på det forudsigelige og lidt kedelige i det man kunne kalde det politisk korrekte, det vi allerede godt ved er det rigtige at sige; dette ønske om radikalitet kunne være en anden akse, som i bund og grund, ser det ud til, har at gøre med det krav der har været stillet til det meste kunst i i hvert fald halvandet hundrede år om originalitet; et nyhedskriterium som kvalitetsparameter, det kommer tydeligst til syne hos Mads, der synes at den nye politiske bølge i litteraturen trækker for meget på 60’erne og 70’erne – det er vel først og fremmest formelt han mener, eller hvordan???
Et andet spørgsmål: kan det ikke være ’sandt’, bare fordi man har hørt det før? Svar: jo, men så hører vi ikke efter, så har det ingen effekt. Hvis det er effekten (det at få nogen til at gøre noget ved noget) vi opererer med som et parameter for kvalitet, er det så ikke propaganda snarere end kunst vi taler om?
3 kommentarer:
hej igen martin
det er fint med denne diskussion, godt at du lægger den frem.
når jeg taler om 60´erne og 70´erne tænker jeg nok mest på formelle strategier. marxismen var jo ligesom til at tro på dengang, og indsholdsmæssigt var kunsten nok mere forudsigelig og til at tage og føle på. men man kan vel sige at flere kunstnere endte i en politisk blindgyde i 70´erne - jeg tænker på peter louis jensen især, men egentlig også på hans jørgen nielsen, som, jeg synes, blev mere og mere forblændet.
jeg har en fornemmelse af, at man savnede bund eller retning i de litterære eksperimenter, og så forsøgte man sig med politiske ting. det var en anden og mere blandet/rodet tid - kunstarter på tværs etc. - her gik en del i fælden, fordi dde savnede punch! høeck holdt en fin sti fri.
må jeg spørge om en ting eller foreslå en pointe. måske slår politik bunden ud af litteraturen - litteraturen stopper med det politiske - den udhules og bliver noget andet/politik! er politik så totalitær? litteratur er ikke totalitær. er det noget sludder? det er en fornemmelse...
en observation: flere af de værker, vi hylder som politiske, er værker som låner fra andre kunstfelter. f.eks. beckwerket, der låner fra teatret og reality-tv, maja lee langvad som låner/er konceptkunst fra billedkunsten og skinnebach, som henter indslag fra forskellige domæner/felter, kunne man kalde dem (privatsfæren vs. det kolletive/offentlige etc). jeg kan ikke få mening i lars´ting, med mindre jeg læser sådan - dvs. læser med et blik/en strategi, som endnu mest bliver brugt på kunstakademiet - altså igen en slags "billedkunstnerisk" strategi.
er det et krisetegn i litteraturen, at den må overskride/opløse sig selv for at forny sig? er det godt med den krise. litteraturen låner fra andre kunstarter, men kommer den ikke desværre ofte for sent. jeg synes, strategierne er brugte (udtjente?), og vi har siddet fast i det såkaldt formelle gennembrud for længe.
jeg savner en solid essayisme i litteraturen, saglighed og kyndighed blandet med sproglig vildskab. en blanding af herreværelse og vitalisme (-: jeg er glad for niels frank på den måde, og jeg savner svend johansen meget. jeg glæder mig til brixvolds nye bog, som jeg forventer mig meget af.
jeg tror, at litteraturten kan selv...
jeg glemte en ting: det er jo fint, at man trækker politiske emner ind i sit værk, men jeg savner altså, at man er mere ambitiøs, end bare at lave politiske mosaikker (dekorativt) - man må jo vinkle det stof, bearbejde det og få et udsagn, som kan diskuteres, ud af det. ellers er det fims med kant.
Et tredje spørgsmål (til mig selv): Det behøver vel ikke at være propaganda bare fordi det gerne vil være udløsende for noget, tanken, følelsen, gør det?
Det er vel ikke nødvendigvis ude på at sælge os noget, blot fordi det gerne vil generere en effekt?
Send en kommentar