Findes den?
Man kunne se det som en slags oplæg til en diskussion, men før man kunne begynde på sådan en diskussion, før man kunne begynde for alvor, blev man nok nødt til i hvert fald at definere hvad man forstår ved politik og hvad man forstår ved politisk når det indgår i poesi. Poesi kunne man mere praktisk definere ud fra hvad der står på permen på bogen eller i hvilken sammenhænge det indgår i.
Uanset ville navne som Peter Laugesen og Klaus Høeck vel altid blive nævnt.
Hvis man skulle nævne nogle enkelte bøger, der behandler makropolitik som om det havde noget med os at gøre, kunne man måske pege på for eksempel Katrine Marie Guldager: Ankomst, Husumgade (2001), Ursula Andkjær Olsen: Atlas over huller i verden (2003), Lars Skinnebach: I morgen findes systemerne igen (2004), (min egen:) Martin Glaz Serup: 4 (2005), Thomas Boberg: Livsstil (2005) og Maja Lee Langvad: Find Holger Danske (2006).
Men ’Det Politiske’ indgår eksplicit i ret meget nyudgivent dansk poesi efterhånden, for eksempel hos så forskellige folk som fx Morten Søndergaard, Sten Kaalø, Marianne Larsen, Niels Frank, Mette Moestrup...
Hvad har ovenstående bøger til fælles, om noget, kan man udlede, aflæse noget af at se dem oven på hinanden, hvordan er de beslægtede, en bevægelse af en art, eller netop: ikke en bevægelse, men måske en anti-bevægelses bevægelse – men. er det ikke meget let at sige... Og så skal man også til at definere dét, hvad man forstår ved en bevægelse, det er måske ikke det mest interessante her... Hvis noget er det... Kommentarfeltet findes!
23 kommentarer:
Hej Martin -
jeg synes godt man kan se det politiske i litteraturen, men som du selv er inde på, handler det vel også om, hvordan man forstår noget som værende politisk, eller politik i det hele taget.
Som jeg ser det, handler politik om at tage stilling, til noget, have en mening, og lave en eller anden form for reaktion på den mening - skrive en bog, skrive et digt, gå ned af gaden i hættetrøje, og sko, og råbe: Pia er en so.
Det kommer til udtryk på forskellige måder, men jeg synes, ikke at det er en kvalitet i litteraturen, at den er politisk. Så hellere holde den politisk bevidst - som jeg ser den, hos Skinnebach (både I morgen... og Din misbruger), Maja Lee Langvad og din egen 4.
Noget andet jeg også synes er kendetegnende for den her "politiske" litteratur, er at den ikke giver nogen løsninger, men at den oftest blot peger fingre, eller forholder sig "politisk korrekt" på en meget "pæn" måde, der træder nogle over tæerne, uden rigtig at efterlade en brækket tå - altså: jeg synes man peger mere med sine fingre, end man gør nytte af dem, til at formulere noget; en løsning måske.
Men på den anden side, det er vel ikke litteraturens rolle i samfundet, i kulturen, at skulle bringe løsninger frem - så: måske det hele er meget godt som det er, et lille friskt pust over siderne, i bogen, i landet, hvor vi bor op og ned af hinanden, ryg ved ryg.
Jeg synes i hvert fald man kan se det, som værende en klar reaktion på 90'er minimalismen, der ikke rigtig forholder sig politisk, og så den offentlige debat der hersker for tiden, om integration, Dansk Folkeparti, og så videre.
Stop.
I går skrev jeg på min blog, i et indlæg om Find Holger Danske,
"Selvom jeg synes, at bogen er yderst sympatisk, underholdende og måske sågar nødvendig, så kan jeg godt savne nogle flere reaktionære, konservative stemmer i yngre dansk digtning... nogen man kunne slås lidt med. "
Jeg er helt enig med Sigurd i, at tonen ofte kan virke en kende for "pæn". Den del af tidens litteratur, der kan siges at være egentligt, eksplicit optaget af- eller interesseret i at sige noget om tiden vil altid på den ene eller anden måde være politisk. Problemet er nok, at der er for lidt polemik... i litteraturen... og når jeg siger litteraturen, så mener jeg her primært den yngre danske poesi.
Et rart og tiltrængt tiltag har været den nye redaktionelle linje i Blå Port.
vh
M.
Marius Nørup-Nielsens Alle tiders barn (2004) skal jo også med.
Sigurd har klart ret i at den politiske drejning, eller whatever, også er en del af en (litteratur)historisk (re)aktionskæde. Tilbagevenden til 60'erne/70'erne; en venden sig mod 90'er renhed eller minimalisme eller ekstremt styrede firkanter eller krypto-videnskabeligt lingo i technicolor. Man kan altså også se det politiskes genkomst som et mere formelt greb - noget med inklusive storforme, hvor der er plads til det meste (stof), hvor traditionelt adskilte områder som fx det intime liv og det makropolitiske blander sig uhindret (det er selvfølgelig i hovedsporets tradition, hvor man kan få at vide at man er for privat og så videre, den anden tradition eksisterer sideløbende).
I det hele taget er der mange paralleller til 60'erne og 70'erne i øjeblikket, er der ikke? Ikke bare i litteraturen, men i det hele taget. Jeg skrev en art kronik i Søndag Aften i februar 2003, Det politiske i kunsten hedder den, den slutter sådan her:
"Vi oplever i øjeblikket en genoplivning af strømninger lig dem man så i den vestlige verden i 60'erne og 70'erne, men først og fremmest er det noget der er på vej. Hvordan udviklingen videre kommer til at forløbe, hænger i høj grad sammen med om og hvordan vi får en landkrig i Irak. Hvad der vil ske i kunsten i samfundet i vesten, når de første bodybags bliver fløjet ind, kunne tænkes at finde sine historiske paralleller i perioden fra den amerikanske optrapning af krigen i Vietnam, cirka 1965, til genforeningen af Nord- og Sydvietnam, efter Nordvietnams totale sejr, i 1975."
hej martin
jeg tror, der er en vilje til at skrive såkaldt politisk i 00´erne, som en reaktion, men det er også meget trendy og smart og pænt det, der kommer/er kommet ud af det. det meste i hvert fald. beckwerket og måske skinnebach som undtagelser. jeg synes beckwerkets ting er de mest fornyende - det er reality i litteraturen og den iscenesættelse (hele det teatralske) bliver paradoksalt nok til en meget ægte og, som vi har set, privat historie. hans biografi er jo både klassisk tragisk i sit stof, men også temmelig genrefornyende. det synes jeg ikke, at så meget andet er! der lånes stadig fra 60´erne og 70´erne, for meget efter min smag efterhånden. stig larsson er radikal og kontroversiel og har heldigvis været et fyrtårn. han er jo klog og tør være påståelig, han tør sige noget - det tør kun rigtigt! jeg synes, preben major er spændende, men jeg tror måske mest, jeg synes det, fordi han er grimmere og mere "gusten" end alle vi pæne. men han skriver skide godt.
hvor vil jeg hen med det her? - don´t know. jeg synes, at den blå ports "politiske" program er anstrengt og for meget. det er forceret simpelthen.
vi skal passe på, at vi ikke påkalder os det politiske bare for at have god samvittighed med vores smalle litteratur. det skal IKKE være vores eksistensberettigelse i hvert fald, at vi er såkaldt engagerede og er blevet modne efter minimalistiske og formkneppende 90´ere.
jeg vil gerne se en litteratur, som også er politisk, jeg vil også gerne se en holdning udtrykt, et udsagn, som man må stå til regnskab for. det er der altså ikke rigtig nogen, der gør/skriver, og derfor bliver det også lidt ufarligt det hele. politisk korrekt og i værste fald frelst. jetsetkøbenhavnsk, puha...
Skomager bliv ved din dims. Som alle andre er vi vidner til, at den politiske ligegyldighed i blandt borgerne bliver taget til indtægt af politikeren til at vride citronen i forhold til at trumfe deres mere lumske dagsordner igennem, til at gøre det der kaldes tonen mere stram og ram. Som alle andre tænkende har vi lyst til at gøre noget ved det. Hvordan det er så spørgsmålet. Hvordan en politisk litteratur?
Jeg ved det ikke. 1000 forfattere 1000 metoder. Men jeg kan minde om at man også kan være et politisk menneske ved siden af sin littertur, sådan at man i konteksten omkring ens forfattergerning står frem med sine holdninger i det offentlige. På samme måde som det foregår i den blå port for tiden (Jeg er enig med Mads i at det kan være noget anstrengende at læse, lidt for bedrevidende i argumenternes spring frem imod konklusionerne).
Jeg leder selv efter en måde at være politisk på imellem valgene. Jeg er tilbøjelig i mod det det radikale. Jeg har lovet mig selv at smide integrations-Rikke over kmæet og give hende den endefuld hendes mor og far skulle have givet hende for mange år siden. Det samme gælder alle dem fra DF, og venstre, og...
Af den litteratur jeg har læst af det der er udkommet i år, er Peter Høegs Den stille pige det mest politiske jeg er stødt på. Men den er i sin fuldstændige mangel på tvivl i eget udsagn mindst ligeså stram (klam) at læse som en programerklæring fra den sidende regering ( eller den Blå port)
Dennis
... dengang Lars Skinnebach og undertegnede skrev de første "politiske" ledere i DBP blev de i det store hele ignoreret, indtil vi 1: fik en af dem trykt i information, og 2: formulerede vores ledere på en måde, hvor vi tillod os at stille krav til den smalle litteratur. Det gjorde vi i nummer 63, og så kan der ellers være, der kom gang i gaden.
Er det det, der irriterer? At jeg (jeg vil ikke tale på de andre redaktørers vegne; jeg har indtryk af, at det især er de ledere, jeg har været hovedforfatter på, folk bliver hidsige over) ikke ser det smalle og eksperimenterende som kvaliteter i sig selv, og at jeg tillader mig at sige, at der er ganske enkelt er litterære projekter, der er langt mere interessante end andre? Hvormed jeg (ok, vi) stiller krav ikke bare til litteraturens udførsel, men også til dens ærinde. Jeg er træt af den ligegyldighed, der ligger i forestillingen om, at alle "bare skal gøre deres ting". Så heller skråsikre og kantede udmeldinger om tingenes tilstand i det litterære felt.
Personligt hælder jeg mere og mere til en opdeling i dén litteratur, hvis udgangspunkt er, at mennesket er et socialt og historisk væsen (og at sproget selv er tynget af historiske og kulturelle efterklange, og snarere er kommunikativt end deskriptivt) - og dén literatur, hvis grundsituation er det enkelte menneskes noteringer eller beskrivelser af sine oplevelser. Af samme grund er jeg særlig glad for det lange meta-digt i Lars Skinnebachs nye bog, det med linjerne: "Jeg, sociale menneske, er et grundvilkår,/ er født til at lære dit sprog/ fra fladlandet, forbandet er det/ mindste forlis i skriftens swimmingpool"
PS: Ville det ikke være bedre, Dennis og Mads, hvis I forklarede, hvorfor I er uenige med porten, og ikke kun, at vi er irriterende? Det sidste er jo hverken buh eller bæh.
hej tue
jeg er glad for, at du skriver. jeg indrømmer, at jeg nok kommer lidt for let til nogle bemærkninger, og måske er jeg mere enig med dig, end jeg (du?) måske tror. jeg prøver ikke at glide af...
jeg tror, jeg opfatter porten som en del af den andedam, jeg ærgrer mig over nogle gange. der er man tilfreds med lidt og fremfor alt primært æstetisk og i hvert fald snævert orienteret. det er givetvis fordi porten henvender sig til the gang/de få/forfatterskolemiljøet + det løse, at jeg har tænkt, som jeg gjorde. det er nok ikke helt rimeligt. i har prøvet at slå jer ud af pløret.
min hoved(t)anke var egentlig fra starten, at det poltiske i litteraturen er blevet et nydeligt trik, et virkemiddel simpelthen, som tilsyneladende kan fjerne fokus fra, at man skriver tyndt (i enhver forstand). altså at man ikke vover noget og er (som du antyder) tilfreds med en snæver horisont, private noter b.la. b.la.
det samfundsengagement, du har efterlyst, bliver på den måde en slags kitch eller et krydderi, man kan bruge behændigt, uden at man egentlig sætter noget på spil eller kommer til nogen erkendelse.
det er det sidste, jeg vil frem til og efterlyser. jeg savner, som sagt andetsteds, en slags essayismie, klogskab, vid, volumen, som kan flytte stoffet - rumstere med og bringe det henimod en slags erkendelse eller anelse. jeg plæderer ikke for den færdige, støbte tanke, men jeg savner, at litteraturen med vildskab og mod tør udsige noget, at den tø rpåtage sig et tankesæt, om du vil, som man kan diskutere.
det er der for lidt af (du nikker sikkert), det ville være engageret litteratur!
det meste af det vi ser nu er pop(politisk/ulistisk), og så er det jo bare lige meget.
men altså, det kan jeg ikke tillade mig at lade porten stå til regnskab for, det er klart. jeg tror bare, at jeres "nye stil" har været trendsettende, men igen, det kan i jo ikke gøre for. det er desværre bare symptomatisk. der mangler det format i ung dansk litturatur...
nb! vi skal passe på ikke at blive for programmatiske/litteraturpolitiske. det jeg er imod, er, at vi priviligerer det politiske i litteraturen. kan du følge mig?
note til mit indlæg lige før:
det er vigtigt at bemærke, at når jeg savner engageret litteratur med format, den store litteratur, om du vil, så betyder det ikke, at jeg diskvalificerer dansk litteratur pt i almindelighed. der er mange gode forfaterskaber i landet, og der er en meget alsidig litteratur. jeg savner bare den store lidt. jeg savner tanken/reflektionen.
hvis jeg skal være lidt børstet, tue, har jeg fornemmelsen af, at porten gerne snobber lidt mod en bestemt findyrket litteratur. det må ikke blive et program. jeg kunne godt savne et bredere billede, måske. men i bringer jo for det meste gode ting...
Hej Tue
Jeg er uenig med porten og dens forsøg på at politisere det litterære miljø omkring den. Jeg tænkt blot på to ledere, hvor jeg synes der var noget der stak mig som irriterende: Kastholm, hvor jeg synes forholdet mellem de enkelte argumenter ogg konklusionen er for unuanceret (Minder mig om de læserbreve der blev skrevet i mine dage som en del af det autonome miljø) lidt for hurtig på aftrækkeren. Og Dobbelltkontrakten-lederen, der udover faktuelle fejl, lægger for mange ord i munden på andre.
Ellers kan jeg ikke andet end at sympatisere med den nye stil på porten. Der er brug for flere der kæfter op.
Dennis
Mads: nåja, formuleret sådan er jeg faktisk meget enig med dig, sloganagtige henvisninger til det politiske kan ikke erstatte litterær kvalitet.
Dennis: Ja, meget, meget ærgeligt med fejlene i starten af den nyeste leder. Men lægger vi ord i munden på nogen? Selvfølgelig er pointen, at vi ikke er glade for Behrendts måde at teoretisere dén slags nye tekster, som blander fakta og fiktion, men faktisk synes jeg, vi er nogenlunde loyale over for hans argument. Det er måske ikke ham, du tænker på?
Mht. til Kastholm ... måske står lederen ikke klart nok i sine argumenter, men, altså: Når man offentligt mere eller mindre direkte erklærer, at der er forfattere i dette land, man er så uenig med, at man end ikke kan sidde i stue med dem - at hele ens forhold til dem er defineret ud fra en politisk modsætning - så mener jeg ikke, man dagen (eller måneden) efter kan tage en anden kasket på, og fungere som apolitisk embedsmand, der forvalter statens kunstmidler ud fra fagligt-æstetiske kriterier. Min kritik er i øvrigt ikke politisk i dén forstand, at jeg vil af med Kastholm, fordi han er borgerlig. Jeg syntes, han skal gå, fordi hans udnævnelse nu ligner en politisering af embedsapparatet. Og den udvikling bryder jeg mig ikke om.
Mht. til politiseringen af et "miljø" omkring porten. Tja. Jeg ville være lykkelig, hvis der overhovedet fandtes et miljø omkring vores tidsskrift, politiseret eller ej. Men som tidsskrift minder - og det er på godt og ondt - DBP netop ikke om Øverste Kirurgiske; der er næppe forfattere i Danmark, som ser sig selv som "Blå Port"-forfattere, jeg har i al fald aldrig mødt dem.
Men måske tager jeg fejl?
Jeg ved egentlig ikke om der er et miljø omkring porten, men jeg fornemmer en vis respekt omkring magasinet, det må gøre det ud for det. En politisering skal begynde et sted, hvorfor ikke hos jer. Allerede nu tager vi stilling til hvad i skriver, det er godt. At i så har måske 200 læsere det er kun ærgeligt, men mon ikke omtalen i dagspressen hjælper på det. Og med hensyn til samligningen med ØK, er det da kun godt at magasinet hviler i sig selv og ikke i en programerklæring der i bedste fald er skrevet ned, men som under alle omstændigheder fortaber sig i tiden, sådan at alt kommer til at stå uden afsender. Porten har da en historie der må tælle for noget.
hmm, Tue, det er vist nogle andre fejl, Dennis tænker på (læs på Mister Bloggerblogger. Mht det politiske - det poetiske øre kan øjeblikkeligt høre det, der er forudsigeligt i ens miljø og som derfor svækker enhver prægnans og bliver politisk kliché simpelthen, uanset om de, der mener det modsatte findes. Hvis ens sociale liv mestendels er SFere og einheitsfront-tilhængere kan man ikke skrive venstreorienteret med litterær kvalitet, der er jo ikke noget at skrive op imod - højrefascismen kan kun stimulere til velformuleret modstand, hvis man omgås sådan nogen. eller hvad?
hej igen tue
jeg er ked af, at porten ikke er mere læst, honestly, og jeg kan bare tænke, at det er godt, at i kan starte sådan en diskussion. det bliver dog lidt stift og postulerende desværre på skrift/blog, måske skulle vi forsøge at arrangere et møde, som er mere fokuseret og seriøst end tidsskriftsmødet på forfatterskolen for nogle måneder siden, vi nåede aldrig rigtig at diskutere noget den aften. på et sådant møde kunne man tale om ambitioner på dansk litteraturs vegne, og man kunne udpege tendenser i litteraturen - f.eks. hvordan det politiske kommer til udtryk. vi kunne låne forfatterskolens lokaler. hvis det har interesse (andre, meld gerne ind) vil jeg tale med hans otto om at låne stedet. mødet skal have dagsorden etc.
anyway. jeg har lyst til at kommentere på din opdeling af litteratur, som jeg synes er for rigid, når jeg tænker over den. det er bliver sådan set også en kommentar til mig selv, mit indlæg er blevet lidt for bombastisk og snæversynet.
når du laver den opdeling, du gør: 1. en litteratur som er bevidst om mennesket som socialt og historisk væsen (mennesket i kontekst) og 2. litteratur som interesser sig for det enkelte menneskes optegnelser etc. (klassisk set mennesket som privat, dvs. idiot), forudsætter du vel samtidig, at 2 (sekundalitteraturen?!) også egentlig er interessant for andre. jeg mener, det enkelte er altid i kontekst, og det at man skriver, altså ytrer sig til andre, er da et mellemmennskeligt anliggende. andre mennesker kan identificere sig med et tilsyneladende banalt notat eller digt, som handler om den nære horisont. det er bare menneskeligt.
1 (primærlitteraturen?!) svæver over dette, reflekterende, diskuterende , tvivlende - er givetvis også nede i (med, slang!) niveau 2. men det er jo bare en anden approach. det er i sidste ende en temperamentsag.
bottom line. vi skal passe på ikke at være for arrogante i vores litteratursyn. det bliver nemt et politisk program. det banale er også fantastisk og fortryllende og foruroligende lærerigt og spændnende, for pokker. hvis det vel og mærke er komponeret originalt og set/oplevet rigtigt/sandt, om jeg så må sige.
over!
Hej Jens Jacob
Jamen, jeg er enig (og jo, jeg har set bloggerblogger, det var det jeg tænkte på). Af samme grund tror jeg ikke, litteraturen har nogen større rolle at spille i, f. eks., indvandrerdebatten - jeg har i al fald endnu ikke set værker, som er i stand til at behandle fænomenet på en måde, der både var politisk og litterært interessant. Mere bredt kunne man sige, at meget af den ny-engagerede litteratur ender med at være moralsk forarget og politisk naiv. Det er ikke nogen god kombination. Man skal jo også undgå tankens klichéer.
men der er jeg så uenig, for der er jo andre ekstreme modsatheder man kan omgås, en højre-venstre, ens forældres angivelige borgerlighed / revolutionsromantik (gamle travere) - der jo simpelthen interetnisk ballade. og jo, det kommer på skrift!
hov, trykfejl - der skulle have stået andre modsætninger END .. osv
Mange ord her - og mange mænd ... Serup, jeg lurer lidt på hvad du mener med dette: "I det hele taget er der mange paralleller til 60'erne og 70'erne i øjeblikket, er der ikke?" - måske jeg skulle tage mig tid til at genlæse din kronik (beklager), men jeg forstår egentlig ikke hvad en sådan parallelføring skal til for, hvor fører den hen?
Men for at komme dig i møde, Hal Fosters brug af begrebet (som egentlig er Freuds) "Nachträglichkeit" (fortrængningens gentagelsestvang) handler netop om en tilsvarende bevægelse: den historiske avant-garde fejlede, men bliver ved at returnere fordi den ikke lod sig realisere i første omgang - en historisk avant-garde som netop havde til hensigt (der var flere end én intentionserklæring, ja) at destruere kunstobjektet til fordel for en frisættelse af kreativiteten direkte i hverdagslivet, med andre ord: lidt af en politisk vending.
Men hvorfor bliver den politiske litteratur så FLASHY netop nu, det er vel DEN formulering jeg vil frem til, hvis der vitterligt skulle være tale om nogen Etisk Vending (TM) så er pointen for de kunstnere som mener business vel at PEGE PÅ SAGEN, altså gøre noget andet end at starte endnu en metadiskussion.
Jeg synes vældig godt om Skinnebach, Llambias, Nielsen og Langvad -- Skønt, Langvad, jeg kan ikke lade være med at sammenligne med Ida Börjels "Sond" og på den baggrund sidde tilbage med følelsen af at der er lidt for LIDT her, jeg synes om den tørre anti-écriture-stil, de fine (også æstetisk set) indslag af diverse attester, men ...
Kan ske jeg roder rundt i dikotomierne ... Men bliver litteraturen mere politisk hvis den ignorerer l'écriture? Spørg hvordan der så ud i Norge på 60-tallet, der var moderat med seksuel frigørelsesdans i gaderne, men til gængæld var der en radikal politisering (marxistisk-leninistisk) som på den mest heftige måde jævnede æstetikken med jorden (check fx tidsskriftet Vinduet fra 70-tallet) --
Okay, cross-country very fast to POINT: Vil man noget politisk i det litterære felt så ser jeg for mig mindst to mulige strategier: 1) enten radikalt at forlade kunsten og arbejde i det strukturelle i stedet, ændre produktionsgangen: starte forlag, tidsskrifter, skrive kritik og essaystik, jobbe kollektivt, seminarier, netfællesskaber etc. Eller 2) IKKE jævne æstetikken med jorden, men snarere begynde at BRUGE den til noget. Llambias og Nielsen jobber med værkformen og flytter ting rundt, jeg ser et engagement ikke bare i SAG, men netop i SAG som klarer at reflektere æstetikken og etikken sammen i en reaktivering af arkiverne, traditionen - for der ER jo en sådan, ikke sandt? Den politiske vending er jo ikke ren reaktion & for the very first time, hm?
Lidt på en kant, det kan vel være lige meget med litteraturen, om den ikke hviler i sig selv. Inden der bliver "opfundet" en politisk litteratur, der kan vælte regeringen, er den forhåbentligt gået i sig selv, med mindst mulige følger. Og er det sket er det ikke forfatterne som kunstner, der er at takke, men evt. forfatterne som mennesker. Det er vel meget vigtigere er politisk hele tiden, end lige at være det i ens bøger. Jeg må igen komme med min opfordring til at skrive de værker der skal skrives og ellers at råbe op hvor man kan og hvor man skal.
Sådan trækker jeg vel også en del af min kritik af den blå port tilbage.
Hvad angår Mads Eslunds og Dennis Gade Kofods indvendinger imod Den Blå Port, (jeg ved godt at sidstnævnte delvis har trukket sin kritik tilbage – men alligevel... og jeg bemærker at han skriver om, ”Kastholm, hvor jeg synes forholdet mellem de enkelte argumenter og konklusionen er for unuanceret (Minder mig om de læserbreve der blev skrevet i mine dage som en del af det autonome miljø) lidt for hurtig på aftrækkeren. Og Dobbelltkontrakten-lederen, der udover faktuelle fejl, lægger for mange ord i munden på andre.”) så synes jeg ikke, at det fungerer særlig godt at tale om et ”forceret” ””politisk” program” eller, at redaktionen er ” lidt for bedrevidende i argumenternes spring” uden at konkretisere med eksempler. Men det er vel også det Tue Andersen Nexø efterspørger.
Mads taler endvidere om, at ”det meste af det vi ser nu er pop(politisk/ulistisk)” igen uden at eksemplificere, og så synes JEG, at det ”jo bare” er ”lige meget”. Jeg forstår, at netop han ønsker mere ”essayisme”, for det karakteriserer i høj grad Stærkt røde sokker til slidte blå jeans (det gælder hele vejen igennem, men måske især i Visus/Auditus/Olfactus/Tactus/Gustus). For mig er netop blandingen af ”vid” og det særligt unge, henslængte, det bedste i den samling (som jeg for øvrigt skrev et læserbrev om i forbindelse med Zangenbergs elendige anmeldelse, hvor han heller ikke kom med et eneste konkret eksempel, når han f.eks talte om det underlige, ikke nærmere definerede ”forfatterskolemiljø”, som han mente at Mads virkede præget af – de skrev tilbage at der ikke var ”plads”... der er sikkert for mange Zangenberg-klager til at de gider trykke dem alle).
For mig at se kan et problem med Den Blå Ports nye linje bestå i, at de stærke holdninger i lederne kan komme til at påvirke læsningen af resten af tidsskriftet. Eller endnu værre, som om at bidragsyderne bliver presset ind under Portens paraply. Det siger jeg selvom jeg godt er klar over, at der i den sidste leder eftertrykkeligt står ”vi – dvs. Den Blå Ports redaktion.” Havde der været det ”miljø” omkring tidsskriftet, som Mads taler om, og som Tue ”ville være lykkelig” hvis der var, så ville denne påpasselighed ikke være nødvendig.
”Hvis ens sociale liv mestendels er SFere og einheitsfront-tilhængere kan man ikke skrive venstreorienteret med litterær kvalitet, der er jo ikke noget at skrive op imod - højrefascismen kan kun stimulere til velformuleret modstand, hvis man omgås sådan nogen. eller hvad?” skriver Jens Jacob Toftegaard. Det er jo egentlig det jeg mener, når jeg efterlyser ”reaktionære, konservative stemmer”.
Det er godt, at Mads ikke lader Tue slippe af sted med sin helt fjollede opdeling af litteraturen, som han (Mads) opstiller således, ”1. en litteratur som er bevidst om mennesket som socialt og historisk væsen (mennesket i kontekst) og 2. litteratur som interesser sig for det enkelte menneskes optegnelser etc. (klassisk set mennesket som privat, dvs. idiot).” Det må, i mine øjne, være utrolig svært for litteraturen at være det ene uden også i en hvis udstrækning at være det andet.
Jeg er lidt ambivalent, hvad angår forholdet mellem liv og værk, her tænkt som forholdet mellem ens private holdninger og dem der kommer til udtryk i den litteratur man skriver. Jeg forstår hvor Susanne Christensen vil hen med sine ”to strategier” ovenfor - og så kommer jeg til at tænke på Don DeLillo, der allerede i 1989, i Mao II talte om det forhold, at forfattere taber terræn til terrorister, at forfattere ikke længere besidder evnen til at forandre ”the inner life of a culture”. ”What novelists lose, terrorists gain.” skriver han i et af de mest kendte citater fra bogen. Når jeg så spørger mig selv, hvordan eller hvornår forfattere nogensinde har besiddet den kræft, så kommer jeg til at tænke på oplysningstiden eller det moderne gennembrud. Er et problem i forholdet mellem litteratur og politik ikke også at litteraturen, og især den poesi som vi her først og fremmest kredser om, har mistet terræn i befolkningen. Er det ikke et væsentligt problem (eller en væsentlig faktor) som man må have med i denne diskussion, at den (især yngre) danske poesi i så høj grad bliver læst af (og måske også skrevet til) så få – og især til folk i ”miljøet” (her i lidt mere overordnet forstand – men det er stadig ret lille)!?
hej martin johs.
jeg når måske ikke at svare i aften og er væk et par dage. jeg skal nok svare, håber jeg når det i aften. ellers fredag...
mads
Hej Martin,
Sjovt nok er dit slutpunkt også dér hele denne debat i sin tid startede i Den Blå Port. Vores leder i nr. 63 handlede om, at den smalle litteratur i DK havde opgivet at tiltale den større offentlighed og i stedet stillede sig tilfreds med et publikum, der groft sagt bestod af "vennerne". Og denne pointe diskuteres altid under overskriften, at vi ville "politisere" litteraturen. Ja og nej: Først og fremmest stillede vi et krav til den (forfatterne) om, at de skal forholde sig til noget andet end sin egen skrift (deres egen navle). Vennernes navler klarer heller ikke cuttet. Af samme grund kunne jeg virkelig godt lide Jens Jacobs Elvis-bog, også selvom det ikke var alt i udførslen, jeg var begejstret for.
Den sociologiske baggrund er, som du skriver, at litteraturen har mistet sin kulturelle tyngde; i det kulturelle landskab er den i dag på mange måder en perifær kunstart. Og spørgsmålet er så, hvordan dens udøvere (forfattere, men også kritikere) skal forholde sig til dette de facto status-tab, hvilket også vil sige: Til vores egen, truende marginalisering.
Jeg tror nu, jeg fastholder min fjollede (måske snarere: skematiske) opdeling. Jojo, man kan argumentere for, at det ene ikke kan forstås uden det andet, men i praksis er det let at se, at visse forfattere betoner perception, jeg-du-relationen, epifanier og, ofte, en kosmisk tid - betoner en serie af tematikker, der underbelyser det sociale og historiske rum - og andre betoner den større intersubjektivitet, sprogets historiske ekko'er, mikro- og makropolitiske spørgsmål, sproget som kommunikation osv. Der er jo stor forskel på Merete Pryds Helle på den ene side, Claus Beck-Nielsen på den anden.
Under alle omstændigheder var det et forsøg på at sætte ord på mine egne interesser, ikke et overordnet, kritisk program - det kan være, det bliver det, men så skal jeg tænke lidt mere først.
Den vigtigste, politiske "indsats", man kan gøre som lyriker, består vel først og fremmest i at fastholde og turde udtrykke ens personlige erfaringer, som bl.a. med nogen nødvendig indbefatter erfaringen af uoverensstemmelser mellem den eller de historier etc., magthavere gerne vil fortælle, og den eller de historier etc., som man selv - som involvereret - oplever. Ved at insistere på den personlige erfarings gyldighed, og på retten til at udtrykke den, BLIVER poesien politisk. For ikke så længe siden læste jeg Jevtusjenkos “Mor og neutronbomben”, et (også i denne henseende) fremragende digt. Som hermed varmt anbefales.
Et par tanker i kølvandet på gennemlæsningen af diskussionen om politik i ny poesi:
For det første er jeg ikke enig med Serups præmis om en tendens til politisk oprustning a la 60/70erne, er der et sagligt nok grundlag for at indlæse den ny danske poesi i en fælles politisk kontekst med store (større? sammenlignet med hin tid) politiske omvæltninger –? Er det vi ser hos de nævnte forfattere ikke bare en retorisk og formmæssig erfaring, der føres med op i tiden.
Til gengæld er jeg fuldstændig enig med Bo. Det er den personlige stemme med en (særegen) personlig erfaring, der rummer det egentlige politiske potentiale. Såfremt den kan artikulere sig med og mod det gængse samfundsmæssige. Hvilket minder mig om at noget af det mest spændende LITTERATUR (dansk) jeg har læst for nylig er Henning Bechs meget udskældte 'Kvinder og mænd', som forsøger at fremskrive eller æstetisere frem nye og bedre kønspolitiske diskurser end de fattige overleverede... Det er sgu politisk – og til det må vi bruge poetisk fantasi.
For det andet er der hele aspektet omkring den litterære fødekæde, er der nok læsere på det danske marked, der gider læse ny dansk litteratur - som endnu ikke har fået plads i kanon (så det kan betale sig at udgive den). Altså er vi for få æggehoveder? Ja, desværre, sådan er det nok, men så kan vi jo bare skrive inderlige breve til hinanden i stedet. Lade hovederne rulle, så at sige, helt revolutionært.
Send en kommentar