mandag, marts 31, 2008

Nødvendige afslag

Solen kunne æde denne aften

Forskningsfrihed?-bloggen kan man se programmet for endages-seminaret om Humanioras betydning i det 21. århundrede annonceret. Det løber af stablen onsdag den 2. april fra 16 til 18.30 på Københavns Universitet (lokale 21.0.54).

Det giver mig lyst til (med Tania Ørums tilladelse) at genoptrykke referatet fra det forrige af den slags møder på KUA:

Uhøflige gæster og visionsløse ledere

af Tania Ørum

Ved semesterstart d. 5.februar havde IKK besøg af dekan Kirsten Refsing og prodekan Mette Thunøe i anledning af det projekt om ”Humaniora ind i det 21. århundrede”, som fakultetet har fået støtte til at sætte i gang ved en række arrangementer i løbet af foråret.

Kirsten Refsing var inviteret til at tale om “humanistiske værdier, om humaniora som værdiskabende og om de visioner for fakultetet, som dekanatet har for de kommende år”. Hun indledte med at sige, at hun ikke havde tid til at forberede oplæg. I stedet ville hun gentage et powerpoint-foredrag, hun havde brugt ved tidligere lejligheder. Dette “foredrag” repeterede i uargumenteret og nedladende kortform illustreret af diverse “sjove” billeder stort set alt, hvad Helge Sander og Dansk Industri gennem tiderne har klaget over: for lange studietider, for stort frafald, for ringe erhvervsrelevans. Humanioras værdier var der derimod ikke noget om. I stedet definerede Refsing sine visioner og fakultetets opgaver som 1. “at styre økonomien” og 2. “at styre de ansatte”.

Man fik tydeligt indtryk af, at der er tale om en dekan, som er ansat af ministerium og universitetsledelse til at gennemføre de stramninger og effektiviseringer på Humaniora, der ønskes oppefra. Man kan ikke påstå, at det faglige niveau i dekanens oplæg var højt. Faktisk skulle man ikke tro, dekanen talte til en gruppe akademiske medarbejdere og humanistiske studerende. Mens man påhørte Refsings udtalelser, kunne man ikke undgå at spekulere på, om hun mener, hendes ansatte og studerende er dårligt begavede? Eller dårligt uddannede? Gad vidst, hvordan dekanen opfatter niveauet på uddannelserne og i den humanistiske forskning? I hendes oplæg var der samme kontrast som i ministeriets udtalelser, hvor krav om eliteuddannelser støder sammen med besparelser, stramninger, “effektiviseringer” og kontrol.

Adspurgt af forsamlingen om, hvorvidt hun udelukkende så negative og tabsgivende træk ved det humanistiske fakultet, svarede dekanen, at hun da havde et mere positivt foredrag til udvortes brug, men at hun fandt det negative mere egnet til indvortes brug.

Efter dette bud på de humanistiske værdier fra dekanatets synsvinkel trådte prodekanen op på talerstolen for at redegøre for projekt ”Humaniora ind i det 21. århundrede”. Thunøe beskrev det som et fælles projekt, hvor vi allesammen i fællesskab skulle finde sammmen om at skabe en fælles “humanistisk identitet”, genfinde arbejdsglæden og fremkalde fælles “medejerskab” til det humanistiske fakultet og den humanistiske identitet. Nærmere planer for, hvordan projektet skal forløbe, var det imidlertid svært at få ud af prodekanen – hvadenten det skyldes, at indholdet og rammerne endnu ikke er nærmere defineret, eller at arrangementerne skal være en overraskelse. Det eneste, der stod klart, var, at alle fakultetets ansatte skal undlade at udføre deres arbejde d. 6. marts og i stedet samles hele dagen i en silo på Islands Brygge, hvor man skal påhøre foredrag, spise frokost og sætte gule sedler op.

Da institutlederen dernæst gik på talerstolen, ringede dekanens telefon og hun forlod lokalet (for at forholde sig til de nye besparelser, forlød det senere), og da hun atter var vendt tilbage, underholdt dekan og prodekan sig livligt med hinanden under både institutlederens og andre ansattes oplæg. Til sidst blev det åbenbart for meget for dekanatet, for prodekanen sprang op på talerstolen og erklærede, at hun “ikke havde temperament til” at lytte til “alle de ord”.

Den voldsomme kontrast mellem dekanatets arrogant-autoritære stil og prodekanens tale om, at vi jo alle i fællesskab skulle udvikle en “humanistisk identitet”, svarer til kontrasten mellem de forringede arbejdsforhold, de ansatte dagligt oplever og de “Grundprincipper for personalepolitik 2008-2012”, som i dyre domme er blevet rundsendt til alle ansatte på dyrt papir og med dyr porto. Her hævdes det,

- at KUs personalepolitik er “kendetegnet ved” “respekt for den enkelte medarbejders integritet”

- at KU “udmærker sig ved engagerede og selvstændige medarbejdere, ved fremsynet, lydhør og beslutsom ledelse og ved tillidsfuldt kollegialt samarbejde”

- ved “trygge arbejdsforhold”, “godt samarbejdsklima”, “kontinuerlig faglig udvikling” og “rettidig information” mv.mv.

Denne kontrast tog instituttets tillidsrepræsentant som udgangspunkt for sit indlæg, hvor han fremhævede, at netop arbejdsglæden og medejerskabet til det humanistiske fakultet har lidt et knæk under de nye ledelsesforhold, hvor medarbejderne har mistet indflydelse og selvbestemmelse. Det stigende arbejdspres giver stressede lærere – og dermed ringere undervisning for de studerende. Og den detaljerede top-down styring, den nye universitetslov har medført, betyder, at vi til stadighed udsættes for byger af ændringer og kontrolforanstaltninger, der hastes igennem uden synligt overblik.

Den tilstedeværende forsamling, der hidtil havde påhørt talerne i tavshed, klappede efter tillidsmandens oplæg og tilkendegav dermed, at et flertal i lokalet var enige i den utilfredshed med ledelses- og arbejdsforholdene, som tillidsrepræsentanten havde fremført.

Hvis det tidligere havde været vanskeligt for dekanatet at holde deres “temperament” i ave og påhøre de høflige oplæg fra instituttets ansatte, udløste tillidsrepræsentantens oplæg (fremført i en venlig tone) et sandt raseriudbrud fra dekanen: De anførte kritikpunkter var “klynk” fra “forkælede”. De universitetsansatte skulle hellere være glade for deres arbejdsforhold, som var langt bedre end de fleste danske industriarbejderes. Med de frie arbejdsforhold kunne man jo i princippet organisere sig, så man kunne “sidde i Nyhavn og drikke øl” i stedet for at opholde sig på arbejdspladsen. Og iøvrigt var hun dødtræt af den “lønarbejdermentalitet”, hvor man hele tiden skulle have noget for de opgaver, man udførte. Det havde hun ikke kendt til i sine tidlige år ved Københavns Universitet og heller ikke i sine år i Hong Kong.

Efter denne svada kom en diskussion så småt igang, men blev hurtigt afbrudt, da dekanen skulle gå til et møde om de nye besparelser, der udløser udsættelse af det planlagte byggeri. Ved det efterfølgende traktement i hallen udenfor var de tilstedeværende fra IKK ret rystede over dekanatets grove tone kombineret med new speak og manglende interesse i at lytte. Ikke mange føler trang til at løbe rundt i prodekanens legerum med gule sedler og kreere en “fælles humanistisk identitet” i siloen på Bryggen på den dekreterede undervisningsfrie dag.

Derimod er alle lærere indkaldt til et fælles institutmøde d. 20. februar for at overveje situationen, diskutere arbejdsforhold og arbejdsmiljø og enes om fælles krav til ledelsen, som måske kan trænge gennem dekanatets høreværn og informere dem om stemningen blandt de medarbejdere, de ønsker at “styre”.

Der er helt sikkert bedre bud både på en “humanistisk identitet” og på humanistiske værdier og visioner blandt instituttets medarbejdere og studerende end de floskler, dekanatet stiller op med.



torsdag, marts 27, 2008

En nymarxist af den hårde slags vil måske forklare hele fænomenet ’Nielsen’ som udtryk for ekstrem fremmedgørelse. Men forklaringer forudsætter, at der er noget at blive fremmedgjort fra. Og det kan jeg med min bedste vilje ikke få øje på.

- Man kan godt blive lidt i tvivl om hvilken ’Nielsen’ det er Hans-Jørgen Nielsen hentyder til – i hvert fald hvis man ikke ved at ovenstående citat står at finde i det sidste essay i ’Nielsen’ og den hvide verden der udkom i 1968.

onsdag, marts 26, 2008

tirsdag, marts 25, 2008

søndag, marts 23, 2008

Det allerstørste problem er måske, at det faktisk er lykkedes at mistænkeliggøre alt, hvad der lugter af modbilleder og samfundskritik, så der har sneget sig en angst ind for overhovedet at efterspørge dybde, indsigt, klogskab, seriøsitet, dybfølthed. Selv den P2-kritiske Thomas Michelsen, jeg startede med at citere, følte behov for at afslutte sin kommentar med følgende besværgelse: »De færreste ønsker formentlig forne tiders DR-monopol og professorradio tilbage«.

»Professorradio«? Det svarer altså ikke til noget, jeg nogensinde har hørt på P1. Og hvorfor er professor for resten noget indlysende diskvalificerende i en radiosammenhæng? Det er en kolossal undertrykkelse, der ligger i, at værdier som dybde, indsigt, søgen og sjælelighed (sammen med venstreorientering sjovt nok … ) er gået hen og blevet stemplet som så mistænkelige og mindreværdige størrelser, at ingen rigtigt tør stå ved dem længere.

For de behøves jo.

- fra Jette Hansens kronik Løssluppen middagssamtale på DR fra dagens Politiken.

DIGTETs status på Litlive

(Der er tale om et found poem publiceret på Nypoesi - brugen af Litlives site og grafik er således en appropriativ piratstrategi, der som sådan ikke har noget med Litlive at gøre - interessant...)

Jeg har betalt den højeste pris

Giftige bøger for børn

fredag, marts 21, 2008

Ny Nokturno

I tressernes kulturelle kølvand

Århus 8 dage

Litteraturen på Scenen & Museet for Samtidskunst præsenterer
SEMINAR OM TIDSSKRIFTET VICTOR B. ANDERSENS MASKINFABRIK

Lørdag d. 29. Marts kl. 11-18
- fri entré

Kasernescenen
Langelandsgade 139, bygn. 1585
8000 Århus C

PROGRAM
11:00 Velkomst/Åbning v. Mathias Kokholm & Morten Søndergaard

11:30 Mikkel Bolt
12:15 Marianne Ping Huang
- ord(for)styrer Mathias Kokholm

13:00 – 13:45 frokostpause - 13:00 ÅBNING AF BOGMESSE/UDSTILLING

13:45 Martin Glaz Serup
14:30 Jens Juul Nielsen
15:15 afsluttende debat med Kenn André Stilling og Helle Rafn
- ord(for)styrer Morten Søndergaard

pause

17:00 Koncert med Peter Laugesen og Singvogel

lørdag, marts 15, 2008

Sternberg har ret, dette er en sjov blog!

Ny bog af Harald Voetmann

I Kristeligt Dagblad kan man i dag læse Anders Juhl Rasmussens anmeldelse af Kristian Bang Foss' seneste roman. Det er underlig læsning, anakronistisk, morsom. Måden den er skrevet på. Den indeholder fx besynderlige ræsonnementer som: "Forfatteren trækker formentlig på egne erfaringer, i hvert fald virker romanens beskrivelser af den monotone arbejdsdag overbevisende"; altså - hvis en forfatter evner at skildre noget overbevisende, må det handle om forfatteren selv. Et andet sted: "De har gået i folkeskolen sammen, og ingen af dem er begyndt på en videregående uddannelse." Ingen af dem, kunne man måske tilføje, har meldt sig til fremmedlegionen, har arvet et lille landsted på Djursland osv. - i anmeldelsen --- jeg har endnu ikke selv læst romanen --- ser det ud som om at den videregående uddannelse efter folkeskolen er anmelderens succesparameter for et indholdsrigt liv. "Ved forårsfesten bliver de opstemte af alkohol og ender i seng med hinanden." - opstemte af alkohol?! Hvilket århundrede er dette skrevet i?

fredag, marts 14, 2008

Denne fornærethed

Fra Bogmarkedet nr.5/2008:

//Martin Glaz Serup

Statens Kunstfonds livsvarige ydelse er på det seneste blevet taget op til heftig debat; Venstre og Dansk Folkeparti vil gerne se på ordningen, om den er hensigtsmæssig. 275 kunstnere i Danmark modtager indkomstreguleret mellem 15.300 og 140.787 kroner om året før skat. Men er det nu også rimeligt. Venstres kulturordfører Troels Christensen synes velinformeret at vide at de 1.275 kroner som kunstnerne med de højeste indkomster modtager månedligt før skat alligevel bare går til ”gode middage på nogle dyre steder”. I samme forbindelse har DF’s kulturordfører Karin Nødgaard udtalt sig om det urimelige i at visse kunstnere modtager livslang støtte fra staten, når nu der ikke er andre grupper i Danmark der gør det. Om det er rigtigt ved jeg ikke, hvordan forholder det sig for eksempel med ministerpensioner? Og hvad med alle de ting kunstnerne ikke har adgang til, jeg tænker på feriepenge og pension og barselsorlov og barns første sygedag og løn under sygdom og mindsteløn og mulighed for at komme i A-kasse og hvad hedder det alt sammen – ja, jeg ved det af gode grunde ikke.

Men det er ikke min pointe, min pointe er at der hersker en enorm despekt, visionsløshed og uvidenhed hos visse af de folk der skal forestille at føre politik og ville noget med kulturen. En grundlæggende, tror jeg, uvilje mod at betale for noget som helst som ikke i sig selv i første omgang genererer penge eller propaganda, en grundlæggende mangel på forståelse for kunstens væsen, dens succeskriterier, og en grundlæggende og fuldstændig mangel på indsigt i den usikre livssituation man som aktivt udøvende kunstner konstant befinder sig i – mange aldeles anerkendte danske forfattere er hele tiden i den situation at de ikke ved hvorfra pengene til huslejen skal komme om et halvt år.

Jeg blev for nogle år siden indkaldt til et møde med Kulturminister Brian Mikkelsen og skulle fortælle om det litterære vækstlags vilkår. Da jeg fortalte hvad man typisk får i honorar for en digtsamling uanset om man er etableret eller debutant (3-4000 kroner før skat), grinede både ministeren og hans embedsmand, flovt, tror jeg, de vidste det simpelthen ikke! Men hvad havde de forestillet sig? Hvad forestiller folk som Troels Christensen og Karin Nødgaard sig? Sikkert alt muligt og mon ikke det er det der er en del af problemet.

Jeg synes mediedækningen af denne diskussion viser hvordan kultur og særligt kulturpolitik ikke er noget der fra politisk hold tages alvorligt som noget der er væsentligt i sig selv. Det er noget man billigt kan profilere sig på, fordi det angår en masse mennesker, fordi kulturen er vigtig – men mener kulturordførerne virkelig det? Når altså kulturen ikke bliver taget som gidsel i konstruktionen af en særlig danskhed, ytringsfriheden, det særlige danske sindelag, åh, disse festtaler. Men betale for det? Fandeme nej. I det hele taget er det som at jo flere penge vi får mellem hænderne, jo mere skal vi spare, jo bedre skal grænserne bevogtes. Brian Mikkelsen har sagt at han mener at vi bestemt bør hædre de af vores samtidige kunstnere der har ydet og yder et væsentligt bidrag til dansk kultur, men at den hæder jo ikke behøver at være økonomisk funderet… well, som altid: det er billigt at tale.

mandag, marts 10, 2008

I aften i LiteraturHaus i København kl.20

INTERNATIONALT BESØG: CAROLINE BERGVALL

Den norsk/fransk/engelske digter Caroline Bergvall (født 1962) skriver ikke bare digte, hun fremfører dem på en ganske særlig måde. Her hjælper det ikke noget at gå på biblioteket eller på nettet, her hjælper det kun at gå i LiteraturHaus. Caroline Bergvall arbejder med det verbale, den litterære tradition og performance, kunst- og lydæstetik. Mette Moestrup introducerer denne samtidspoet. Et arrangement i samarbejde med Forfatterskolen.

torsdag, marts 06, 2008

Gæstfrihed på prærien

Kære alle

Texas

Så har Anne-Mette og jeg netop forladt Crawford, hvor vi har besøgt præsident Bush og Laura Bush på deres vidunderlige ranch. Det har været to spændende og afslappende dage i selskab med et præsidentpar, som i den grad forstår at hygge om deres gæster...

onsdag, marts 05, 2008

I løbet af de næste par dage sker der blandt andet det her og det her og det her hvor man kan møde blandt andre mig.

Sprogtest 2

Har du aldrig været svin? Jamen, det har jeg da, og jeg er en flink fyr.

Debatten i Sandkassen vokser sig stor og større og helt interessant i al sin brogede uskønhed - Ole Birk Olesen giver igen, og det synes jeg er fint. Tue Andersen Nexø giver igen-igen; måske vi ligefrem kan få en (genudsendelse, men okay, af en) debat om divergerende kunstopfattelser her, istedet for blot at afvise den anden som idiot (som jeg jo blandt andet gør nedenfor ved at spørge hvor man har gravet Olesen op - jeg synes stadig at det er utroligt at stifte bekendtskab med sådan en sær og gammeldags, propaganda- og brugsorienteret kunstforståelse - og ikke mindst i 2008 - men jeg er interesseret i at se den foldet ud - og ikke i, som det lader til at Peter Dyreborg er, hvem der vinder slagsmålet på den snedigste facon).

tirsdag, marts 04, 2008

Dagens citat

Den liberale kändis Ole Birk Olesen citeres i Sandkassen for i gårsdagens Smagsdommerne at sige:
Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge et kunstværk til, som ikke anviser mig en vej i livet, som gør mig gladere for livet, som giver mig en mission i livet, får mig til at deltage i noget, der er dejligt eller godt.
Hvor søren har de gravet ham op henne???

Den anden radio

mandag, marts 03, 2008

Litlive #54

I Litlive #54 skriver Kristine Kabel om Carl Frode Tiller, Kari Løvaas om Anna Hallberg, Lars Bukdahl om Cormac McCarthy, Ulf Karl Olov Nilsson om Pia Tafdrup. Pernille Bach er gjesteanmelder i dette nummer med en artikkel om Cia Rinnes digitale dikt.

Dessuten er Litlives kalender oppdatert med mars måneds litteraturarrangementer i henholdsvis Norge, Sverige og Danmark. Savner du et arrangement i kalenderen, eller har du tips om kommende arrangementer? Send en mail til litlive@litlive.dk.

Litlive gratulerer Naja Marie Aidt med Nordisk råds litteraturpris! Kristine Kabel anmeldte samlingen Bavian i Litlive i august 06, og vi trekker for anledningen anmeldelsen frem fra skapet, til våre leseres fornøyelse.


Med vennlig hilsen,
Redaksjonen:

Annelie Axén (S), Mariann Enge (N), Martin Glaz Serup (DK), Martin Grüner Larsen (N) og Thomas Nystrøm (DK).

Lydbøger på telefonen

Invitation til overrækkelse af

Kritikerprisen 2007 og Georg Brandes-Prisen 2007

Torsdag den 6. marts 2008 kl. 16.00

Kunststyrelsen, H.C. Andersens Boulevard 2, København

Litteraturkritikernes lav og Kunstrådets Litteraturudvalg indbyder til prisoverrækkelser med efterfølgende reception.

Hans Otto Jørgensen modtager Kritikerprisen 2007

for værket Med plads til hundrede køer

»Stilistisk har vi at gøre med en gådefuldt klar, suggererende intens og sært smittende tekst, der bringer læseren ind under huden på gårdmandsparret Ejnar og Ida samt, med bevægeligt fokus, deres sønner, Rune og Axel, af hvilke sidstnævnte ligner et sødmefyldt blufærdigt selvportræt. Hans Otto Jørgensen har længe været blandt dem, der satte dagsordenen i den nyeste danske litteratur, men i Med plads til hundrede køer er han for alvor nået frem og omsider nået helt hjem, kunstnerisk set.«, lyder det bl.a. i begrundelsen fra lavets medlemmer.

Niels Frank modtager Georg Brandes-Prisen 2007

for værket Alt andet er løgn. Essays om moderne litteratur

» Franks essays lancerer helt nye forbindelser mellem litterære værker, forfatterskaber og strømninger, ligesom dansk litteratur fra det 20. århundrede på øjenåbnende og original vis ses i sammenhæng med dele af den internationale digtning. Essaysamlingen bærer præg af Franks smittende engagement og hans kongeniale og medskabende forhold til de værker, han tager op til diskussion.«, lyder en del af motiveringen fra årets prisudvalg.

Priserne, som hver er på 30.000 kr., bevilges af Kunstrådets Litteraturudvalg.

Velkommen!

Det svenske ord gosse er blevet uhyggeligt efter at have set Bergmans Fanny och Alexander...