Denne fornærethed

Fra Bogmarkedet nr.5/2008:

//Martin Glaz Serup

Statens Kunstfonds livsvarige ydelse er på det seneste blevet taget op til heftig debat; Venstre og Dansk Folkeparti vil gerne se på ordningen, om den er hensigtsmæssig. 275 kunstnere i Danmark modtager indkomstreguleret mellem 15.300 og 140.787 kroner om året før skat. Men er det nu også rimeligt. Venstres kulturordfører Troels Christensen synes velinformeret at vide at de 1.275 kroner som kunstnerne med de højeste indkomster modtager månedligt før skat alligevel bare går til ”gode middage på nogle dyre steder”. I samme forbindelse har DF’s kulturordfører Karin Nødgaard udtalt sig om det urimelige i at visse kunstnere modtager livslang støtte fra staten, når nu der ikke er andre grupper i Danmark der gør det. Om det er rigtigt ved jeg ikke, hvordan forholder det sig for eksempel med ministerpensioner? Og hvad med alle de ting kunstnerne ikke har adgang til, jeg tænker på feriepenge og pension og barselsorlov og barns første sygedag og løn under sygdom og mindsteløn og mulighed for at komme i A-kasse og hvad hedder det alt sammen – ja, jeg ved det af gode grunde ikke.

Men det er ikke min pointe, min pointe er at der hersker en enorm despekt, visionsløshed og uvidenhed hos visse af de folk der skal forestille at føre politik og ville noget med kulturen. En grundlæggende, tror jeg, uvilje mod at betale for noget som helst som ikke i sig selv i første omgang genererer penge eller propaganda, en grundlæggende mangel på forståelse for kunstens væsen, dens succeskriterier, og en grundlæggende og fuldstændig mangel på indsigt i den usikre livssituation man som aktivt udøvende kunstner konstant befinder sig i – mange aldeles anerkendte danske forfattere er hele tiden i den situation at de ikke ved hvorfra pengene til huslejen skal komme om et halvt år.

Jeg blev for nogle år siden indkaldt til et møde med Kulturminister Brian Mikkelsen og skulle fortælle om det litterære vækstlags vilkår. Da jeg fortalte hvad man typisk får i honorar for en digtsamling uanset om man er etableret eller debutant (3-4000 kroner før skat), grinede både ministeren og hans embedsmand, flovt, tror jeg, de vidste det simpelthen ikke! Men hvad havde de forestillet sig? Hvad forestiller folk som Troels Christensen og Karin Nødgaard sig? Sikkert alt muligt og mon ikke det er det der er en del af problemet.

Jeg synes mediedækningen af denne diskussion viser hvordan kultur og særligt kulturpolitik ikke er noget der fra politisk hold tages alvorligt som noget der er væsentligt i sig selv. Det er noget man billigt kan profilere sig på, fordi det angår en masse mennesker, fordi kulturen er vigtig – men mener kulturordførerne virkelig det? Når altså kulturen ikke bliver taget som gidsel i konstruktionen af en særlig danskhed, ytringsfriheden, det særlige danske sindelag, åh, disse festtaler. Men betale for det? Fandeme nej. I det hele taget er det som at jo flere penge vi får mellem hænderne, jo mere skal vi spare, jo bedre skal grænserne bevogtes. Brian Mikkelsen har sagt at han mener at vi bestemt bør hædre de af vores samtidige kunstnere der har ydet og yder et væsentligt bidrag til dansk kultur, men at den hæder jo ikke behøver at være økonomisk funderet… well, som altid: det er billigt at tale.