fredag, november 30, 2018

Afslutning på Forfatterskoledebatten

[Jeppe Brixvold og Niels Frank trækker sig fra debatten nu, som jeg forstår det. Her er to statements fra Facebook, i dag den 30. november, som jeg lægger på Kornkammer for alle de der ikke er på Facebook eller er venner med forfatterne, og som dokumentation. Skal vi så komme videre. –MGS]



Jeg er ked af, at diskussionen om min fyring skaber så meget splittelse i det litterære miljø og blandt venner. Jeg tænker, at hele diskussionen om Forfatterskolen måske er i gang med at skade den skole, som jeg holder af, og som jeg også synes, skal eksistere i fremtiden. Jeg er meget ked af den måde, bestyrelsen har håndteret situationen på, men nu må jeg trække min egen streg i sandet. Jeg mener, jeg har været en god rektor, og jeg fastholder, at jeg aldrig har krænket eller chikaneret nogen i min tid på skolen – eller nogensinde. Jeg ved samtidig godt, at jeg tidligere i skolens historie nogle gange har været et fjols og uansvarlig, og det beklager jeg dybt. Jeg bakker stadig 100 % op om skolens whistleblowerordning, selvfølgelig skal folk have den mulighed for at fortælle om det, hvis de har forladt skolen med dårlige oplevelser. Jeg takker alle dem, der har interesseret sig for min sag, men nu slutter striden for min del, jeg forlader alle diskussioner om Forfatterskolen for at se lidt fremad. Alle gode hilsner, Jeppe.

*

SIDSTE SUK
Da Poul Borum døde i maj 1996, blev jeg valgt som leder (ikke rektor) af Forfatterskolen af den gruppe forfattere, der havde undervist på skolen, mens Poul Borum var i live. Jeg havde ikke søgt stillingen, og det var der heller ingen andre, der havde.
På det tidspunkt var skolen ikke en statsinstitution med fast plads på Finansloven. Vi søgte hvert år tipsmidlerne om støtte til den fortsatte drift og til husleje for det kælderlokale, vi lejede under Forfatterforeningen på Christianshavn. Der var ingen fastansatte lærere, ingen stillingsopslag, ingen ansættelseskontrakter. Der var ingen afgangseksaminer eller afgangsbeviser. Jeg fik et symbolsk honorar for at lede og fordele. Jeg havde ikke noget kontor, men gik oven på til Lisbeth Algreen i Forfatterforeningen for at klare alt det administrative, eller jeg sad hjemme og ringede til forfattere og nye undervisere.
Jeg indrømmer, at jeg havde svært ved at betragte mig selv som en autoritet, da jeg blev leder som 33-årig. Jeg havde udgivet fire digtsamlinger og en essaysamling og følte mig lige så famlende som forfatter, som sikkert alle eleverne. Jeg følte, at jeg lærte lige så meget af dem, som de forhåbentlig lærte af mig. Jeg følte, at jeg selv kun var på vej til at finde noget, jeg kunne kalde mit eget, og den proces lignede for mig at se nøjagtig den, som eleverne var midt i.
Af samme grund udfordrede jeg fra starten den opfattelse, at der skulle eksistere et på forhånd givet lærer-elev-forhold, hvor læreren kommer og fylder på af hele sit litterære forråd, så snart eleven åbner næbet. Af de forskellige udsagn fra gamle elever begriber jeg, at det ikke var en uproblematisk opfattelse. Især de mere skrøbelige elever havde svært ved at orientere sig i det åbne rum, hvor rollefordelinger og autoriteter blev udfordret.
Jeg havde ikke lyst til at gå på arbejde i litteraturen, jeg ville møde eleverne som kolleger og venner, også selv om nogle af dem var yngre og endnu ikke havde udgivet noget. Jeg ville også have, at diskussionerne skulle fortsætte ud over de skemalagte timer, ja, for mig foregik det vigtigste måske netop uden for timerne. Det kan man kalde lovligt idealistisk og temmelig naivt, men det var altså min forståelse af fællesskabet. Som en af de gamle (glade) elever har skrevet til mig, var Forfatterskolen en blanding af ”ånd, intellekt, intimitet, udskejelser, udsvævelser, lyster, rus og knivskarp faglighed. Det er det nærmeste, jeg har været på Platons symposium.”
Jeg er selvfølgelig ked af at læse, at visse elever ikke havde så frugtbar en tid på skolen, som jeg troede. Det tager jeg ansvaret for og beklager dybt. Jeg kan i tilbageblik godt se, at det ikke var produktivt for alle, at grænserne blev udfordret. Det krævede, at man selv deltog med hud og hår. Det krævede, at man åbnede op og havde mod til at få kritik. Til gengæld blev man virkelig udfordret og ikke bare strøget med hårene. Mange fik store og stærke forfatterskaber ud af det. Og mange af os lærte en helvedes masse af de diskussioner, der blev ført dag og nat.
De seneste ugers debat om Forfatterskolen har unægtelig ikke handlet om litteratur eller ideer. Den har handlet om, hvilke undervisere der har kysset hvilke elever i gadedøren, og hvem der gerne ville have hvilke stillinger. Den har med andre ord handlet om magt og prestige og penge. Alt det, som kunsten i mine øjne skulle bekæmpe. I stedet for at diskutere, hvad vi overhovedet skal med litteraturen og os selv, har kvinderne givet sig til at bekæmpe mændene, som har givet sig til at bekæmpe kvinderne. Det er ingen kunstnerisk dyd, hvis I spørger mig.
Det eksperimenterende værksted, som Forfatterskolen i sin tid var, i hvert fald i mine øjne, er nu blevet en tung institution med åremålsansættelser og whistleblowerordning og med en kulturminister, der fungerer som kunstnerisk overdommer. Det er kreperligt, ikke blot for skolen, men også for litteraturen. I gamle dage var det nærmest ugleset, at man havde gået på skolen, i dag er der så stor status i det, at alle maser sig frem for at få en Forfatterskolemedalje på brystet. I gamle dage fandtes der en fortrolighed på skolen, hvor vi alle fik lov at dumme os lige så meget, som det var kunstnerisk nødvendigt, uden at offentligheden lyttede med. I dag grines vi alle ud af den samme offentlighed. Eller vi sidder på dens skafot.
I 1987, da Poul Borum oprettede Forfatterskolen, gav det god mening at skabe et nyt litterært fællesskab. I dag tjener skolen kun til splittelse. Derfor synes jeg, at vi skal lukke Forfatterskolen og sige til hinanden, at den skole har haft sin tid, og nu er det på tide at komme videre. Hvorfor opbygge tunge, intrigante institutioner for litteraturen, når den nu bedst trives i uafhængighed og uforpligtethed? Hvorfor gøre sig afhængig af kulturministre og embedsmænd og bestyrelsesmedlemmer? Hvorfor opbygge litterære loger, som stræbsomme personer vil slå ihjel for at blive en del af, når en forfatter nu engang er en selvstændig skabning, og alt, hvad han og hun foretager sig, er singulært og indimellem endda unikt?
– "DaDa is alive" –

torsdag, november 29, 2018

There's no milk in the refrigerator
And you'll be hearing all about it when you get home tonight
– says John Grant here.
Francis Picabia
Tableau Rastadada
1920 

onsdag, november 21, 2018

(...) 
A gay avalanche destroyed much of the town. 
Please, I thought we were winning. 
Set the wolves, I mean the dogs 
on her, that is, him. 
The stalled investigation proved otherwise. 
And give back the taxpayers’ money. 
The space program cost too much anyway. 
(...)

John Ashbery in The Paris Review, full poem here.

tirsdag, november 20, 2018

lørdag, november 17, 2018

torsdag, november 15, 2018

onsdag, november 14, 2018

Det Danske Akademis store pris SÅ FORTJENT! til Christina Hesselholdt!

Det Danske Akademis Store Pris går i 2018 til Christina Hesselholdt. Prisoverrækkelsen finder sted ved Akademiets årsfest den 30. november på Designmuseum Danmark.

Det Danske Akademis Store Pris bliver anset for at være landets fornemste anerkendelse af et forfatterskab. Prisen bliver uddelt hvert andet år og er på 300.000 kr.

I motiveringen for tildelingen af prisen skriver Det Danske Akademi:

"Christina Hesselholdt er en eksklusiv forfatter, hvis bøger man skal læse langsomt, men det er ikke fordi bøgerne er svært tilgængelige. Tværtimod. Det er fordi betragtningerne er så distinkte og fordi sansningerne er så klare og præcise. Humor og sorg løber side om side, og der er en nænsomhed, en uforstilt glæde ved mennesker, som er ganske sjælden i dansk prosa. Der er ingen foragt og ingen forbehold, men en nærmest hjælpeløs medmenneskelighed tilstede. Hjælpeløs fordi den ikke KAN andet end at være menneskelig og medmenneskelig. Når man læser Hesselholdt, fyldes man af savn, og af håb."

her kan man læse hvem der har fået de andre af årets priser –

Choirs, Love Notes, and Anarchists

– torsdagssalon i København –
– mere her

tirsdag, november 13, 2018

(...)
Er du ensom? spørger jeg og dyret lægger sig kælent på ryggen: Spreder ben, blotter køn. Tænk at være så ublu forbundet til sine behov.
(...)
- Louise Juhl Dalsgaard har nye tekster i Slagtryk

mandag, november 12, 2018

Den Poezie

Martin Glaz Serup

Martin Glaz Serup
Dánský básník (narozen 1978). Vydal jedenáct knih pro děti, šest chapbooků a sedm básnických sbírek. Většina jeho publikací byla přeložena a vydána také v USA, Německu, Švédsku, Finsku a Mexiku. Vydal rozsáhlý literárněteoretický esej Relationel poesi (Relační poezie) a sbírku osobních miniesejů, které se zabývají vztahem mezi místem, čtením a pamětí pod názvem Básnická místa (Læsesteder). Serup se rovněž účastnil založení a následného redigování dánských kulturně-literárních časopisů Apparatur a Litlive, přítomen byl také u založení literárního kolektivu bloggerů Promenaden. Mezi lety 2005-2007 byl asistentem redakce časopisu pro poezii a umění: Hvedekorn. Působil jako učitel tvůrčího psaní na univerzitě v Odense a Dánské Akademii Talentů v Holstebro, jako hostující učitel je zván na dlouhou řadu míst, mezi která patří také Škola tvůrčího psaní, kterou v letech 2002-2004 sám navštěvoval. V současné době působí jako vyučující na Škole tvůrčího psaní pro dětskou literaturu na univerzitě v Aarhusu, zároveň je externím vyučujícím na univerzitě v Kodani. V roce 2006 obdržel za svou poezii prestižní cenu Michaela Strungeho, v roce 2008 pak získal Zlatou medaili Kodaňské univerzity za své pojednání Kulturel erindring og konceptuel vidnesbyrdlitteratur (Kulturní paměť a konceptuální svědecká literatura). Serup je od roku 2017 předsedou dánské společnosti Gertrudy Stein.

fredag, november 09, 2018