fredag, marts 19, 2010

Nyt nummer af Standart

























Her kan man se indholdsfortegnelsen og her står lederen at læse. I sidstnævnte skriver redaktør Jakob Østergaard Nielsen blandt andet:

I sig selv er det biografiske ikke noget nyt, da almindeligt (biografisk) taskenspilleri og udfoldet litterær maskepi strengt taget alle dage har hørt den litterære aktivitet til, men det nye er (selvsagt) den horrible institutionalisering af selv samme, der har fundet sted de seneste år. Det kan bl.a. tilskrives forfattere som Lone Hørslev, Knud Romer og Jørgen Leth, der har givet deres egne eksistentielle kvaler, vidtgående dårlige oplevelser osv. litterær forrang og dermed bidraget til den (alarmerende) forudsigelighed og verdslige trivialitet, der nødvendigvis følger. Tilsvarende kunne man i november i magasinet Cover se, at det var hipt at være forfatter(inde), og indeni kunne man bl.a. følge Naja Marie Aidt levende i New York og se Mette Moestrup foreviget foran hendes (bog)reolsystem.

Jo, banen er kridtet op til værdikamp. Meget apropos præsenterer tidsskriftet selv sit seneste nummer under overskriften Politik, litteratur og dannelse - læs mere her.

33 kommentarer:

Susanne sagde ...

Tops! Glæder mig.

Susanne sagde ...

Men hvorfor FANDEN har de altid KUN mandenavne på forsiden?!

Martin Glaz Serup sagde ...

Tja, redaktør Jonathan Nielsen kan måske svare på det, hvis han læser dette?

Anonym sagde ...

Til gengæld er hele 5 af bladets 43 skribenter kvinder!

Anonym sagde ...

HVORFOR fanden ER DET INTERESSANT? ER mænd IKKE MENNESKER som KVINDER er DET?

Jeg mener, helt ærlig Susanne, fald lige lidt mere til brystet... Litteraturhistorien er stort set udgjort af mænd, de få kvindeskikkelser som ses, er forsket til bunds i dette nye årtusinde grundet deres singulære kønslige eksistens; for mig at se er det kun med til at udpege polerne, nemlig (post-feministisk) at udpege en særlig interesse, netop fordi de er kvinder, at de lever et andet liv og eksisterer anderledes. Fuck dog hele køns dogmatikken, især kvindernes...

Hvad er der ærlig talt mere interessant ved at være kvinde end mand end kvinde end mand? Jeg mener. Hvor blev det menneskelige af, kroppen, at vi rent faktisk eksisterer? Hvorfor kan kvinder ikke tilegne sig kroppen, fordi barnet (det at kvinden kan blive gravid, fremmedgør deres krop i det offentlige rum, fordi det offentlige rum er mændenes (kva en historisk opfattelse)??) Jeg mener. fuck fuck fuck.

det eneste gode der nogensinde er kommet ud af polarisering er krig og terror, og gudskelov, så kan det være vi fødes i et tredje rige i et fællesskab uden køn

men sug endelig mælk af brystet, dit lille skarn

VREDEN GØR MIG TIL EN RIGTIG MAND!

Fuck MANDEN! Fuck KVINDEN! Fuck at det er det eneste der er at sige til STANDARDT, AT DET kun ER MÆND!

Fuck da lige den kritik også

Eller FUCK JER

Anonym sagde ...

som at læse pierre bordieu at beskæftige sig med feminisme. at mennesker er de og de typer, at mennesker er typer, at de udfolder roller i sociale rum, interagere gennem de roller som påduttes dem af rummet og rollen selv, at det er det de er. fuck da det. fuck da feministerne. de har historisk vigtighed som den franske revolution. lad os nu komme videre! i blod i blod. at opdage nye kritiske positioner (som arbejderne gjode det i frankrig for 160 år siden) er vigtigt. at udtømme disse positioner endnu mere vigtigt. men at automatisere dem kun kritisk! VIDERE

Martin Glaz Serup sagde ...

Det er altid spændende med anonyme indlæg, man kommer uværgerligt til at gætte på hvem det mon kan være, jeg har ingen idé, men mon ikke det er en mand i hvert fald?

Susanne sagde ...

Ovenstående udbrud giver mig ingen lyst til at gå ind i en diskussion. Hvis Anonym havde en pointe et sted så rodede han det i hvert fald grundigt til da han mistede hovedet og hamrede i tasterne. Man kan sige at min egen kommentar fremstår som følelsesmæssig (jeg kunne havde blandet Fanden udenom), men jeg blir ærlig talt bare så overrasket for disse tankeløsheder forekommer så sjældent i andre lande end Danmark, det må da være en slags blind spot? Tidsskriftet er et rum, i et rum kan der være demokrati eller noget andet, i et rum skal der (i hvert fald i mit hoved) helst være plads til alle, eller det bør man i det mindste forsøge at signalisere. Hvis Standart vil fremstå (eller måske faktisk _er_) et tidsskrift for mænd lavet af mænd så synes jeg godt at dette kunne komme tydeligere frem, for så vidt jeg véd vil Standart vel læses af alle, universelt & velkommen. Og jeg tror da gerne at redaktionen vil vide at jeg reagerer når jeg ser forsiden; er tidsskriftet ikke for mig? Det er vel en slags Freudian slip, tænker jeg - eller hvad? Jeg glæder mig iøvrigt vældig til at læse dette nummer og har i andre sammenhænge rost bladet som ellers er i positiv udvikling. Anonyms udbrud er iøvrigt det mest strålende bevis på at der er noget som er råddent dernede, i DK. Sikken aggressivitet. Cheers. Have a cigar.

Susanne sagde ...

"Standart - tidsskrift for mandelitteratur" fx ... Det er da at spille med åbne kort?

nexø sagde ...

"Litteraturhistorien er stort set udgjort af statsborgere, de få asylansøgerskikkelser som ses, er forsket til bunds i dette nye årtusinde grundet deres singulære retslige eksistens; for mig at se er det kun med til at udpege polerne, nemlig (post-politisk) at udpege en særlig interesse, netop fordi de er asylansøgere, at de lever et andet liv og eksisterer anderledes. Fuck dog hele politik-dogmatikken, især asylansøgernes...

Hvad er der ærlig talt mere interessant ved at være asylansøger end statsborger end asylansøger end statsborger? Jeg mener. Hvor blev det menneskelige af, kroppen, at vi rent faktisk eksisterer?"

... jeg har ikke set det nye standart. Hvor mange af de bøger de anmelder er skrevet af kvinder?

Frederik Bjerre Andersen sagde ...

Jeg vil ikke dele de(n) anonymes hårde tone, men nok en del af pointen: hvorfor skal kønskvotering blandes ind i litteraturtidsskriftet Standart - eller i litteratur i almindelighed?

Susanne Christensen argumenterer med, at "Tidsskriftet er et rum, i et rum kan der være demokrati eller noget andet, i et rum skal der (i hvert fald i mit hoved) helst være plads til alle". Men demokrati /plads-til-alle-hed og litteraturkritik er to størrelser, der for mig at se skurrer grelt mod hinanden. For al litteratur (eller: alt, der positionerer sig selv som litteratur) kan næppe stå inde i tidsskriftets smalle ryg, og hvad så? Skal tidsskriftets redaktion så både prioritere efter, hvad der er godt og dårligt, men dog interessant, OG efter, hvad der i første omgang blev fravalgt som uinteressant, men som netop derfor, med henvisning til 'plads til alle' og demokrati, skal inkluderes?

Når det gælder køn, er det selvfølgelig relevant at sørge for, at der ikke foregår diskrimination - altså, at værker såvel som skribenter ikke bliver fravalgt på grund af deres køn. Men derudover er det vel et litteraturtidsskrifts opgave at sørge for den bedst mulige kvalitet og kritik, selvom det med kønskritiske briller så medfører en spejling (i 70'erne ville man måske endda tale om opretholdelse) af de aktuelle samfundsforhold. Og hvis de mest interessante nyudgivelser (bortset fra kønsperspektivet), de bedste skribenter (litterært, ikke hverken mande- eller kvindelitterært) og de bedste eksperter og eksempler indenfor et tema som eksempelvis borgerlig litteratur så alle sammen er (af) mænd, så er det mænd, der kommer i litteraturtidsskriftet.

Iøvrigt er Susannes eksempel med Standarts forside i sig selv ikke nok til at tale om Danmark som 'blind spot'. Hvor mange bøger er der udgivet af kvinder ifht mænd (forlag kønskvoterer forhåbentlig ikke...)? Hvor mange kvalificerede litteraturforskere / skribenter er mænd ifht. kvinder? Og hvor mange af hvert køn har takket nej til deltagelse i Standart?


Endelig: Hvis dansk litteratur er mandsdomineret, er det næppe Standarts skyld. Faktisk ville magasinet kun gøre det værre at kønskvotere, hvis det ville betyde en nedgang i kvalitet, bredde og muligheder - og derved ville flere læsere falde fra og fravælge indtaget af litterær kritik, mænd såvel som kvinder...

Martin Glaz Serup sagde ...

Kære Frederik Bjerre Andersen (og kære jer andre),

Tak for det fine indlæg.

Personligt synes jeg bestemt også at man bør problematisere den til tider tilsyneladende noget ureflekterede og underlige idé om at demokrati per se er godt uanset hvor man er og at demokratisering per se er et plusord - jeg mener: hvad betyder det - her - i den konkrete situation, på det konkrete sted, hvad mener man, hvad vil man. Og jeg taler ikke kun lokalt om vores passiar her; jeg føler mig ret sikker på at demokrati, ordet, i forskellige afskygninger, i meget høj grad får lov til at virke som en art blind hjemmel for hvadsomhelst for vores politikere for eksempel. Et ord i familie med frihed eller terror; men lad nu det ligge; tilbage til den lokale passiar.

Jeg synes også at din opfodring til Susanne Christensen om at kvalificere/eksemplificere hvad hun mere præcist mener, når hun kalder Danmark for "en slags blind spot" er fin. Hvad mener du egentlig Susanne, hvordan, i forhold til hvad.

Og nu vi er i gang - jeg synes måske ikke at Tue Andersen Nexøs jøde-test, der også findes her i kommentarfeltet, er så præcis. Den er principielt interessant, men hvad er det den siger - Tue - eller hvorfor er den der eller hvordan.

Og måske der er nogle fra Standarts redaktion der har lyst til at give deres besyv med i lyset af de spørgsmål Susanne rejser - hvilke tanker har I gjort jer i denne retning - om nogen.

Men Frederik, tilbage til dit indlæg, noget af det der stikker mig i øjnene er når du skriver om "den bedst mulige kvalitet" og "de bedste skribenter"; hvad mener du med det, eller rettere: mener du at der findes objektive parametre for hvad det er, men se, det lød jo allerede retorisk og ledende, hvad det muligvis også er, så jeg spørger igen, mere specifikt: tænker du at det er lige meget hvilke kategorier man tilhører i forhold til hvad man synes er bedst, i forhold til hvad man skriver og i forhold til hvad man læser. Dette er ikke retorisk ment, jeg vil gerne vide det. Og mener du at det er vigtigt hvem der får plads hvor - og hvis (ikke): hvorfor. Og så er vi måske alligevel tilbage ved snakken om demokrati, hvad ved jeg. Vi får se.

Jeg foreslår at alle kommentarer bliver placeret HER, så vi har det hele overskueligt samlet. Tak.

nexø sagde ...

Hej -

Det er jo dårligt at skulle forklare sin sarkasme, men for din skyld, Martin:

Hr. anonyms indlæg - og ogå, synes jeg, Frederiks - afviser Susannes spørgsmål som irrelevant. Det gør de ved at henvise til noget, som så at sige ligger hinsides ethvert spørgsmål om magt, historie, politik. Hos hr. anonym er det "mennesket", "kroppen" og "eksistensen", hos Frederik Bjerre Andersen er det "litterær kvalitet". De kan åbenbart ikke se, at henvisningen til de her "upolitiske" størrelser først og fremmest fungerer som en måde at opretholde status quo. Og at de upolitiske kategorier ikke nødvendigvis er upolitiske; kroppen og eksistensen er ikke nødvendigvis den samme for mænd og kvinder, forestillinger om litterær kvalitet er ikke nødvendigvis køns- eller mere generelt politik-neutrale.

Det retoriske greb ville blive afsløret, tænkte jeg, hvis man satte statsborger/asylansøger ind. Deler vi statsborgere eksistentielle og kropslige vilkår med asylansøgerne? På en måde tror jeg ikke vi gør det. Men så er krop og eksistens heller ikke noget, der står uden for spørgsmål om politik og magt og inklusion/eksklusion fra det offentlige rum.

Anonyms og Frederiks indlæg minder mig om noget, den amerikanske blogger og politiske kommentator Matt Yglesias har skrevet en del om: den nye generation af konservative i USA er ikke racister, de er bare anti-anti-racister. På samme måde er debatindlæggende her jo ikke mandschauvinistiske, de er bare anti-anti-mandschauvinistiske.

Når det er sagt, så deler jeg ikke den form for identitetspolitik som Susanne antyder (men ikke for alvor skriver under på, tror jeg). Nemlig at kvinder skal repræsenteres fordi der skal være en kvindelitteratur skrevet af, om, og til kvinder. Ligesom det her ikke skal gøres til mere end det er: En enkelt aktør i et fuldstændigt magtesløst område af det danske samfund har fået en slagside mod mandlige skribenter. I al fald i dette nummer.

Det var mådet at argumentere på, der irriterede mig, kort sagt.

Susanne sagde ...

Meget kort, tak til Frederik og Tue for gode indlæg. Jeg fik engang en skrivelære til næsten at besvime, han mente at jeg havde puttet tre forskellige diskurser ind i én sætning. Vi må nok slå os til tåls med den polyvokale kritiker som bærer mit navn - men generelt, ja, så tilslutter jeg mig Tues fortolkning af mit standpunkt m.h.t. identitetspolitik. Skal prøve at vende tilbage med mere senere, men der er ildebrand på køkkenet hér, vi må evakuere. Later.

Jensen sagde ...

(kønskvotering er slet ikke nok. hvad med social baggrund? uanset køn, tales der jo fra nogenlunde samme uni-uddannede position. ville 50% ikke-etnisk danske m. arbejderklassebaggrund i redaktionen ikke snarere sikre et interessant litteraturtidsskrift? og et tilsvarende udvalg af anmeldte forfattere skulle selvfølgelig også gælde).

Frederik Bjerre Andersen sagde ...

Kære Martin, Susanne og Nexø - og alle andre lyttende på kornkammerets væg,


a) Til Martin: Nej, jeg mener ikke, der eksisterer objektive parametre. Men jeg mener, der findes socialt og kulturelt indlejrede parametre/praksisser - også i positiv forstand. For overhovedet at tale om litteratur, må vi afgrænse begrebet i forhold til andre begreber (diskurser). Køn og litteratur er på flere måder overlappende, men hvis et tidsskrift er litterært, ikke kønspolitisk, må det være den litterære diskurs, der aftegner grænserne.

Når et tidsskrift, det være sig Standart eller Sentura (web, forstås) eller hvad som helst, redigeres sker det iøvrigt formentlig og forhåbentlig ud fra en række prioriteringer, der (til en vis grænse!) kan sammenlignes med de klassiske nyhedskriterier: væsentlighed, nærhed (flere danske bøger end somaliske), identifikation, aktualitet (nye bøger til anmeldelse, fx.), sensation (noget overraskende for læserne, en provokerende, smal og ellers totalt overset bog fra sidegaden fx.) og konflikt (som i en litterær debat eller Standarts polemiske leder, fx.).

Hvis demokrati skulle være et parameter, ville det i min forståelse i sidste instans betyde, at der procentvis skulle være lige så mange obskure undergrundsudgivelser med som 'mainstream' udgivelser fra anerkendte forlag (alt fra Anblik til Gyldendal). Hvis køn skulle være et parameter, ville det (per definition!) medføre omtale og anmeldelse af værker, der udelukkende blev valgt fordi afsenderen var af et bestemt køn. For ellers var værket jo i forvejen kommet med på grund af de andre parametre.

Kort sagt: når et tidsskrift ikke helliger sig kønspolitik, klassekamp, integration etc., men blot 'litteraturen generelt', vil køn, klasse og etnicitet være skævvridende udvælgelseskriterier.

b) Til nexø: "De (mig og Anonym, red.) kan åbenbart ikke se, at henvisningen til de her "upolitiske" størrelser først og fremmest fungerer som en måde at opretholde status quo", skriver Nexø.

Men jeg har allerede lagt mig ned: "derudover er det vel et litteraturtidsskrifts opgave at sørge for den bedst mulige kvalitet og kritik, selvom det med kønskritiske briller så medfører en spejling (i 70'erne ville man måske endda tale om opretholdelse) af de aktuelle samfundsforhold", skrev jeg i første indlæg.

Jeg anerkender gerne, at det opretholder status quo. Men jeg synes bare heller ikke man kan kritisere Standart for ikke at føre banner for et oprør, tidsskriftet ikke har indrulleret sig under. Hvis kvinder har lige så stor adgang til Standarts redaktion og spalter som mænd, er der principielt ligestilling. Magasinet kan ikke stilles til ansvar for, hvor mange kvindelige litterater, der er, og om de vælger at bruge deres tid på Standart, det være sig som skribenter eller i redaktionen.

Jeg er ikke hverken anti-anti-racist eller anti-feminist...nærmere feminist. Men jeg synes, enhver form for ligestillingskamp skal kæmpes på den rette bane. Nej, kvinder og mænd har ikke nødvendigvis samme forhold til krop og eksistens, og kønsbevidst litteratur og litteraturkritik er både væsentlig og interessant. I et tisskrift som Standart indgår det bare bedst på lige fod - og ud fra samme parametre - som alt muligt andet litterært.

nexø sagde ...

@ Frederik

Fint nok. Jeg læste dig måske for hurtigt. Men det er som om, du stadigvæk har en idé om litteraturkvalitet som et kriterie, der er historisk- og køns- og politisk uspecifikt.

Den her diskussion kører, tror jeg, på nogle præmisser som er misvisende. De er alt for principielle. Man kunne tænke på det sådan her:

1) Jeg synes at den skæve kønsfordeling blandt anmelderne på Standart er mærkelig, ikke ud fra et generelt kønsperspektiv, men fordi en stor del af deres anmeldere jo rekrutteres blandt studerende på dansk og litteraturhistorie i Århus - og måske også København. På de studier er der en slagside mod kvindelige studerende. Når jeg kører kurser i "Praktisk anmelderi" på KU - der har jeg gjort 4-5 gange nu - så er der er også en slagside mod kvindelige studerende. Mange af dem skriver i øvrigt glimrende.

Hvis Standart fungerer sådan som andre litterære tidsskrifter i Danmark, så bruger redaktionen en god del af deres tid på aktivt at rekruttere folk. De skriver rundt, spørger deres venner osv. osv. osv. Det kan være Standart er en undtagelse, det ville undre mig. Sagt på en anden måde: som redaktør er man enormt involveret i, hvem der kommer til at skrive; man stiller ikke bare et rum til rådighed, som folk kan træde ind i.

3) De to ting tilsammen får i al fald mig til at tænke, at redaktionen på Standart med fordel kunne overveje, hvorfor der ikke er flere kvinder blandt deres anmeldere. Det siger jeg ikke som en sur kritik, jeg synes det er fantastisk at de laver det. Det er hårdt og utaknemmeligt at lave ulønnet redaktionsarbejde. Ikke desto mindre ser det mærkeligt ud. Hvorfor må jeg og Susanne ikke gøre opmærksom på det?

Anonym sagde ...

Rollefordelingen i den redaktion og blandt skribenterne på det nummer er jo nærmest en pinligt tydelig kønsrollekliché. Kvinderne tager sig af de indflydelsesløse sekretæropgaver og upload til web, samt børnelitteraturen. Mændene ordner verdenssituationen med det store overblik over det politiske, samfundsudviklingen, kulturen, voksenlitteraturen, dannelsen osv. Der er en enkelt afviger fra stilen på morfars tid - og her drejer det sig så om digital litteratur.

Hvorfor er det ikke relevant, at andre end mænd "af den rette støbning" er med på skribent- og redaktionssiden, når nummeret drejer sig om politik, litteratur og dannelse...er det ikke spørgsmål, der vedrører os alle - også kvinder? Hvorfor er demokrati og en differentieret perspektivering ikke relevant for politik, litteratur og dannelse? Hvordan skulle flere og andre perspektiver på store spørgsmål kunne forringe kvaliteten?

Øv, hvor er det gammeldags...og ureflekteret og uspændende og perspektivløst og øv øv øv.

Ja, jeg er anonym. Lev med det.

Jonathan Nielsen sagde ...

På Martins opfordring må jeg som redaktør på Standart hellere give mit besyv med.
Da der er mange tråde og diskurser i spil, vil jeg dog tillade mig blot at komme med en række udredninger/pointer osv.

På Standart er vi bestemt klar over, at litteraturen altid er viklet ind i en lang række diskurser, hvilket vi også forsøger at tage hensyn til i vores sammensætning af bladet. I det nye nummer har vi således åbnet vores temadel, Stand In, for en række borgerlige litteraters blik på litteratur, politisering, dannelse osv. Andre gange kunne samme temadel snildt tænkes at være viet til kønspolitiske diskussioner af/i litteraturens felt.

Standarts skribentkorps består ikke i nævneværdig grad af nuværende studerende, hvorfor jeg ikke synes, at man kan bruge den ’kvindelige slagside’ på studierne som pendul for skribentsammensætningen i Standart. Vores faste skribentkorps [http://standart.nu/web/?page_id=6] er sammensat gennem en meget lang årrække (vi startede i 1987), og det er derfor ret svært at diskutere den aktuelle kønsfordeling med udgangspunkt i denne.

Men for at vende tilbage til nutiden: Jeg har været redaktør på Standart i knap 2 ½ år. I den tid har tilgangen af nye faste skribenter været stort set jævnt fordelt mellem kønnene, ligesom jeg i forbindelse med opsøgningen af ’eksterne’ bidragydere bestræber mig på at kontakte både kvinder og mænd. At der så er kommet flest afslag fra kvinderne, forsøger jeg at undgå at tage personligt (!). Jeg betragter det i stedet som en tilfældighed, og lige præcis tilfældigheden må man heller ikke glemme i denne diskussion. At redigere et tidsskrift er (som flere, og hvis ikke samtlige, af debattørerne også er bekendt med) et stort arbejde, og det er ganske enkelt hverken tidsligt eller menneskeligt muligt altid at agere optimalt på alle niveauer og i forhold til alle diskurser.

I forbindelse med Standarts relancering i sommeren 2009 forsøgte vi at optimere tidsskriftet ud fra en række ’publicistiske prioriteringer’ (vi ville anmelde tidsskrifter, bringe nekrologuafhængige portrætter, være opmærksomme på bogobjekter og litteraturens digitale former osv.), og jeg må blankt erkende, at selv samme i en periode har været mit hovedfokus. Noget kan med andre ord være blevet overset, og derfor er jeg jo grundlæggende glad for de konstruktive dele af Tue og Susannes kritik. Ændringsforslag er altid velkomne, ligesom Standarts spalter altid står åbne for indlæg fra kompetente skribenter. Susanne og Tue er således meget velkomne til at bidrage aktivt til at Standarts kønsfordeling (på både skribent- og anmeldelsessiden) bliver mere ’balanceret’.

Når alt det så er sagt, er det da meget pudsigt, at Martins oprindelige indlæg om det nye nummer af Standart afføder en lang debat alene med udgangspunkt i bladets forside (!) – især når min medredaktør, Jakob Østergaard Nielsen, i selv samme nummers leder [http://standart.nu/web/?page_id=121] efterlyser flere regulære litterære fejder i blogosfærens stakåndede diskussioner…

Alt godt,
Jonathan

Susanne sagde ...

Endnu en lille sidebemærkning fra mig som desværre må stresse med andre ting lige nu: Jeg er jo svimmel af dårlig samvittighed over at mit oprindelige indlæg var så tyndt, det var jo intet andet end et spontant udbrud, men samtidig er jeg glad for at der kom gode ting ud af det alligevel, en slags samtale. Og nu er tidsskriftet faktisk kommet frem til Norge, så er der heldigvis mere at forholde sig til end den blotte forside.

Martin Glaz Serup sagde ...

Og her er der en anmeldelse af det nye nummer af Standart.

cindylynn sagde ...

Kære martin m.fl
det er en debat, der interesserer mig meget, men når jeg ikke har blandet mig (som svar på Martins spørgsmål) så er det dels pga Blog debattens særlige karakter, hvor der ofte ikke bliver svaret på det, der bliver spurgt om og hvor tonen ofte bliver usaglig og af og til direkte aggessiv, hvilket fjerner fokus fra debattens egentlige indhold. Dels fordi jeg nogle gange bliver så træt af at tage de samme diskussioner igen og igen, der var en lignende debat for nogen tid siden på martin johs møllers blog, hvor jeg deltog mere aktivt, det samme gjorde både Susanne og Tue, der også har deltaget i denne, hvorfor starter vi så ikke fra et nyt udgangspunkt denne gang ? Hver gang er det tilbage til hønen og ægget og enten bevise med de utallige tilgængelige statistikker, forskning osv, at der ikke er lige vilkår for kvindelige og mandlige kunstnere, inkl. forfattere i danmark pt. og så retfærdiggøre moralsk, at det ville være bedre/mere demokratisk/mere retfærdigt/mere interessant hvis der var lige vilkår for at udtrykke sig kunstnerisk for mænd og kvinder. Derudover skal man hver gang pointere, at det ikke er nogen kamp mellem de to køn, at det ikke er fordi, mænd er "onde" og bevidst holder kvinder ude fra de eksisterende fora, men at der er nogle strukturer i måden vi har opbygget vores samfund på, der gør, at denne ubevidste diskriminering fortsat finder sted.
Men Martin har ret, jeg og andre kvinder burde trods tidsmangel blande os alligevel hver gang, hvis vi nogensinde skal videre fra hønen og ægget.
god påske
Cindy

Signe Løntoft sagde ...

For det første har Susanne Jessen fuldstændig ret i, at forsiden - og for den sags skyld også indholdsfortegnelsen ved en hurtig skimning - efterlader det indtryk, at det er et magasin, der ikke henvender sig til mig. Ikke fordi jeg kun læser litteratur af kvinder, men fordi det ser ud som om, magasinet kun beskæftiger sig med litteratur af mænd. Jeg tror, mange mænd ville have det på samme måde, hvis de så et litterært tidsskrift, hvor der på forsiden kun var listet kvindelige forfatternavne og i indholdsfortegnelsen 90 procent kvindelige litterater/skribenter.
For det andet: Lederen overbeviser mig yderligere om, at det ikke er et tidsskrift henvendt til kvinder. Den hånlige henvisning til Naja Marie Aidt og Mette Moestrup i et DAMEblad med billeder fra PRIVATE (uha) livssituationer hører ingen steder hjemme. Fra Karen Blixen til Suzanne Brøgger, fra Gertrude Stein til Marguerite Duras har især kvindelige forfattere (men også mandlige fra Aksel Sandemose til Tom Kristensen osv. osv.) leget med og skabt litteratur på grænserne mellem liv og værk. En udelukkende nykritisk tilgang til litteratur, der fuldstændig ser bort fra forfatteren er totalt 80'er-agtig og udelukker i hvert fald en hel del relevant udbytte af en lang række forfattere - uden at det dermed skal blive hverken vulgærbiografisme eller Se & Hør. Men jeg opfatter lederens hånlige udlægning af tendensen med et delvist synligt forfatterjeg (now you see it now you don't) og hans eksempler med Aidt og Moestrup som endnu en ubevidst Freudian slip, som måske forklarer Rip-Rap-Rup-effekten i redaktionen.

Signe Løntoft sagde ...

øh og undskyld til Susanne Christensen for at kalde hende Jessen!

Olga sagde ...

Jeg ved ikke helt hvor man skal starte i den her situation, skal man starte med at tale om hvordan stereotyp kønsopfattelse begrænser mennesket som individ, borger, krop alt muligt, og det er vel ligegyldigt (nu) hvem der undertrykte/trykker hvem (det jeg mener er: historien er skurk, ikke den enkelte), jeg har simpelthen opfattelsen af, at en hver fastbrændt identitetsmarkør (køn, race, nationalitet) begrænser subjektet for at bevæge sig på, tale fra, være subjekt andre steder end pågældende størrelse normalt bliver tildelt. Det er altså med andre ord den gamle sang om frihed, og isolationsfængsel er altså virkelig forfærdeligt, jeg siger det fordi snakken om feminisme eller racisme og alle de her ting for mig at se ikke er slut fordi den handler om subjektets ret til at bevæge sig. Derfor er det, i min lille optik, på den ene side ligegyldigt hvilket køn man har, på den anden side må Butler og jeg selv jo indrømme at der altså ER forskel på mænd og kvinder (fx) (det førler jeg i øvrigt ikke at jeg behøver give et eksempel på). Når det er sagt så bliver det ikke ligegyldigt hvordan et holdnings/diskurs/læsnings/kunstsyn/kropssyn/virkelighedsopfattelses-orienteret tidsskrift fordeler taletiden. Det jeg mener er, at subjektet skal tilkæmpe sig pladser det ikke normalt får tildelt og at en hvilken som helst størrelse der beskæftiger sig seriøst med virkeligheden (her bliver jeg lidt bombastisk, men for fanden, jeg mener det) må sprede stemmerne og sin egen krop ud over (vildt billede) så stort et område som muligt. Med andre ord at Standard som en del af sin ambition om at diskutere diskurser (litteratur, samfund) burde sprede stemmefeltet. Jeg er ikke helt opdateret på Standard, så hvis der i dette nummer tilfældigvis er 90% mænd og det ellers ikke forholder sig sådan, synes jeg ikke det er et problem.You get what I'm saying?

PS. Det er også mit indtryk (her må jeg stille mig selv som kilde) at der er en form for usagt kommunikationsbrist mellem mænd og kvinder i den danske litterære suppedas (og måske også andre steder), hvor kvinder tiere takker nej til at medvirke i diverse. Hvis det passer åbner det jo op for en anden diskussion, hvor kvinderne må tage sig sammen. Her tror jeg selvbevidstheden som bedømt objekt måske spiller ind, jeg ved det ikke. I øvrigt er jeg enig med Signe Løntoft. Hurra!

Susanne sagde ...

Det er anden gang jeg ser på Standarts forside og rammes af et slags wtf?! Jeg har vel trænet mig til ikke at reagere hvis repræsentationen er omkring 30/70 i mændenes favør, men det gør stadig fysisk ondt på mig hvis den vedholdende ligger på 10/90. Standart er desværre ikke unik på det punkt, så vi kan gerne diskutere problematikken generelt, hvilket jeg da også synes de fleste gør, men med udgangspunkt i et aktuelt, iøjnefaldende eksempel.

Jeg forstår jo godt hvorfor Serup tager fat i mit udbrud og vil køre diskussion, i det aktuelle Standart-nummer fremføres bl.a. en kritik af de litterære blogs, debatterne er for uforpligtende, og der er generelt for meget automaticeret caffe latte-socialisme ude at gå. Godt, godt. Så Serup kørte debat, og der kom vel også noget bra ud af det til sidst, i det mindste følte flere at de måtte 1) tænke og 2) formulere sig.

Måske er det slut på de selvsagte værdier; demokrati og ytringsfrihed og mangfold må forklares og begrundes nu, hører jeg Serup sige. Well, jeg er vel enig. Selv synes jeg fx ytringsfriheden begynder at se lidt mystisk ud siden den gik i alliance med den indre svinehund. Hvorfor er en regnbue bedre end en hær? Hvorfor overhovedte reagere når vi ser enshed, magtkoncentration? Tror det er en slags gut reaction hos mange af os. Derfor kan "kvinde" også skiftes ud med "asylansøger" - det "lille" blik må få plads på Standarts sider, fordi den magtesløse ret og slet læser anderledes end det litteraturvidenskabelige broderskab, som er mere end rigt repræsenteret på Standarts sider.

Hvis nogen repræsenterer det "lille" blik i dette nummer så er det Martin Johannes Møller i hans Sorokin-anmeldelse. Møller er på rejse når han skriver, og han lader et vist nervøst eller uroligt temperament lyse igennem i teksten. Læseren er ikke safe! Og Møller vil endda vise det i teksten, situere blikket i denne usikre, åbne bevægelse rundt i landskabet. Anmeldelsen repræsenterer for mig det "lille" blik, selvom Møllers anmeldelse også er svært selvbevidst; det er et genreeksperiment, en diskret, men yderst væsentlig afsløring af den læsende som ... ja, ubeskyttet. Ikke dækket ind af institutionel magt, så vidt vi kan se. Hans Hauge skyder også på Standart når han skriver at man på litteraturvidenskab "ikke aner hvorfor eller hvorvidt man skal studere litteratur" - Come on! Bladet praktisk talt svømmer over af automaticeret læsning. Hvorfor studere litteratur?! Hello, wake up. Der er virkelig brug for at gå til grundlaget her, for de fleste skribenters vedkommende.

Og da tæller jeg næsten alle såkaldte forfatterkritikere fra, og det handler ikke om at have skrevet en bog, men det handler om selvopfattelse som skinner igennem i holdningen til jobbet. På den måde blir Mathias Kokholm også en forfatterkritiker af en slags, fordi hans specielt følsomme feinschmecker-forskning bæres frem af noget andet end jeg-ved-egentlig-ikke-hvorfor-jeg-gør-dette.

Susanne sagde ...

Andre spørgsmål man kunne stille sig til dette nummer, i tilfældig rækkefølge: Er en lyriker nødvendigvis en ufuldstændig epiker? Er Mette Moestrups Jævnet med jorden faktisk en roman, findes der en episk ambition eller misser anmelderen pointen i sin mildt patroniserende læsning? Hvorfor og hvordan er Abu Rasuls roman politisk? Er religiøs litteratur nødvendigvis konservativ litteratur? Skriver Simon Grotrian egentlig salmer, eller _omskriver_ han salmer? Findes der både detronisering og hellighed hér, side om side?

Og Hans Hauge, er politisk litteratur pr. definition socialrealistisk litteratur? Det som er mest interessant her og som Informations anmelder også går ret i struben på er jo Stand in-sektionen om borgerlig litteratur, eller det er i hvert fald denne sektion som Standart-redaktionen _egentlig_ vil have os til at diskutere. De første artikler i denne sektion har alle et typisk tilbageskuende blik, alting var bedre før, man anskuer samtiden gennem en forfaldslinse, og man drømmer storhedsdrømme om Danmark i verdensklasse, man bærer på en konkurrenceorienteret, opadstræbende længsel på nationens vegne. Hauge og de andre gider ikke diskutere hvad politisk litteratur er, det er selvsagt, og den findes ikke; ingen Langvad, ingen Skinnebach, ingen Beckwerk, ingen Frost, ingen Llambias, og så videre. Og heller ingen institutionel aktivisme, intet boom der har med festivaller og småforlag at gøre, ingen har sneget rundt og taget over produktionsmidlerne, og dette har intet med politisk litteratur at gøre anyways. Eller har det? Etc.

Anonym sagde ...

ang. Signe Løntofts kommentar: Jeg tror problematikken ikke her, ikke i lederen i Standardt, eller i denne diskussion, går på hvorvidt der er tale om udlevering af private billeder eller den private situation, men refleksionen over hvad Cover som magasin repræsenterer: kapitalisme, vestlig undertrykkelse af såvel subjektet som figuren kvinde, som figuren menneske, de retningslinier der udlægges gennem magasinet og de ideer dette manifesterer, samtidig med, at Cover er modeblad (mode som i: hvad der er oppe i tiden, hvad som er smart, fashionabelt etc.).nIndenfor denne diskurs finder poesien næppe ro, og de - som optræder - som eksponenter for poesien, litteraturen, i sådanne rammer, får heller ingen. Det handler ganske enkelt om, som Olga Ravn påpeger det, hvordan det sagte fordeles i det som siger; og i tilfældet med Cover, synes der ikke at blive tilkæmpet nye pladser for litteraturen, for de skrivende (både fiktive og biografiske) personers råderum. Tværtimod stabiliseres det sagte indenfor det sigende, der slås ikke knuder på stemmen og intet forandres, eller ændres. Billedet af forfatterinden portræteres eller reproduceres yderligere gennem den overfladiske, iscenesættende illustration, fotografens serielle arbejde udgør (Moesstrup som en ny Joan Baez fx, den åndfulde, afslappede Aidt, påklistret retro autenticitet med polaroider). Man må være sig bevidst om det medie som lægger rammerne eller bestemmer det som siges, som egentlig lægger stemme til det sagte, udad til. Og i dette perspektiv kommer Cover aldrig til at kunne fornye, bidrage eller give noget til litteraturen, desværre omvendt: litteraturen giver Cover noget (som når firmaer køber lidt kulturel økonomi (som Montana gør det fx)). Hvis der nu var en egentlig interesse, hvis journalisterne eller redaktionen på Cover havde egentlige ambitioner, havde sat sig ind i det "forfatteren" (her den kvindelige sådan) betyder i det moderne samfund, havde de helt sikkert gjort noget andet. Men ak! Alt skal bare gå stærkt

Martin Glaz Serup sagde ...

Jeg ville virkelig foretrække, Anonym, hvis du ville underskrive dit indlæg her (som er værdsat); så man ved hvem man taler med. Personligt synes at anonymiteten konnoterer useriøsitet, jeg mener: hvad er grunden til at man ikke ved stå ved det man siger? God påske.

Martin Johs. Møller sagde ...

Martin, du kan jo ændre indstillingerne, så man ikke kan poste anonymt.

Martin Glaz Serup sagde ...

Ja, men jeg vil gerne at det skal være så let som muligt at skrive her.

Anonym sagde ...

Standart skal have ros for at anmelde mindre tidsskrifter uden budget fra provinsen (SDU) - vi er glade for omtale (selvom den forrige gang var usaglig og denne gang kun handler om Anne-Marie Mais artikel). Her viser Standart nu også det lille blik; ved at anmelde et organ, der lader unge og gamle, trænede og utrænede men altid seriøse skribenter komme til.
Mht den verserende diskussion er jeg fuldstændig enig med Cindy - jeg selv læser stort set altid anonymt med uden at bidrage, fordi man skal vende hvert komma for ikke at blive misforstået - og så er det jo lettere at lade være, hvis ikke man har tid til at stå på spring for at forklare sig i diskussioner, der kan vare i dagevis. Uden at genoptrevle diskussionen af politik, køn og tradition fra Adam og Eva er det måske også en forskel på mænd og kvinder... i litteraturverdenen ihvertfald!
hilsner fra
Susanne Kemp, ikke anonym for alle

sigurd buch kristensen sagde ...

kære martin,

jeg sætter hermed min civile identitet og signatur på anden og tredje, samt den næstsidste anonyme kommentar i denne debat, i dette kommentarfelt

jeg var glad for balladen

kh
sigurd