Debat: Kunststøtte: Hjælp - vi har fået ondt i kulturen

Af Niels Frank, Forfatter, Fhv. Rektor På Forfatterskolen

Det har mildest talt været nervepirrende at læse om de seneste politiske planer for Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Men midt i fortvivlelsen vælger jeg at holde fast i de mest positive udtalelser fra diverse kulturpolitikere. For eksempel, at kunststøtten ikke skal formindskes, blot omlægges.

For eksempel, at man blot ønsker at undersøge, om ordningen er »hensigtsmæssig« (mest kunst for pengene).

For eksempel, at midlerne blot skal omfordeles fra de »rige« kunstnere, der alligevel intet økonomisk får ud af ordningen, til de mindrebemidlede. Okay. Så langt, så godt.

Hvis jeg forstår politikerne ret, er jeg et af de »talenter«, man gerne vil hjælpe. Jeg har udgivet 11 bøger de seneste godt 20 år, modtaget det treårige stipendium fra Kunstfonden, siddet i det litterære tremandsudvalg, været leder af Forfatterskolen, fungeret som konsulent, oversat talrige bøger, læst op både herhjemme og i udlandet osv.

Men jeg modtager ikke den livsvarige ydelse og er fuldstændig afhængig af de legater, jeg kan skrabe sammen fra de forskellige statslige fonde og råd. Hvis politikerne så gerne vil hjælpe mig, forstår jeg ikke, hvorfor de nu kommer på den idé at udhule den livsvarige ydelse.

Med den ordning kunne man trods alt håbe på engang at slippe for at skulle søge sin egen stilling et par gange om året eller opfinde glitrende projekter i tide og utide til glæde for et fjernt udvalg. Og man kunne slippe for altid at være nervøs for ikke at blive tildelt støtte.

Man kunne begynde at skue ud i fremtiden med en vis ro. Man kunne begynde at planlægge over større stræk. Man kunne bruge kræfterne på det rette.

For langt de fleste kunstnere er den livsvarige ydelse ikke så meget en hædersbevisning, som den er en økonomisk sikring. En overlevelse. Hvorfor er det så svært at indse for landets ivrige kulturpolitikere, der tilsyneladende har set sig gale på en håndfuld succesrige kunstnere og i forsøget på at nakke dem saver benet over på hele kunstlivet?

Og glemmer de samme politikere ikke i farten, at de nu er ved at smadre fremtidsudsigterne for eleverne på kunstakademi, forfatterskole, teaterskole, filmskole osv., hvis »vækstlag« de ellers er så glade for at støtte?

Alligevel holder jeg fast i, at politikerne gerne vil hjælpe. Og hvis de for eksempel gerne vil hjælpe mig, kunne de begynde med at fortælle mig om deres planer for min fremtid.

Skal jeg søge arbejdslegater til min dødsdag og håbe, at jeg ikke løber ind i sygdom eller kunstnerisk krise? For så falder hammeren. Eller skal jeg ærlig talt tage at få mig et ordentligt arbejde? Eller skal jeg simpelthen bare holde op med at brokke mig, når jeg nu alligevel bliver forgyldt i hoved og røv af den danske stat?

Jeg synes, de damer og herrer i kulturpolitikken skylder mig et svar. Ellers begynder jeg at tvivle på deres vilje til at hjælpe. Og hvis de så gerne vil »i dialog« med landets kunstnere, som en af dem udtalte forleden, kunne de jo passende invitere til en samtale om, hvordan kunststøtten bedst deles ud.

Jeg står til rådighed for et møde døgnet rundt. Jeg er let at snakke med. Jeg har humoristisk sans. Og jeg har en masse gode ideer til, hvordan man bedst hjælper den kunstner, som ikke kan leve af sin kunst, men måske alligevel har en betydning for, hvordan vi forstår os selv. Som anstændige individer. Som sociale væsner. Som borgere i et land, der pludselig har fået ondt i kulturen.

Niels Frank , forfatter, tidligere rektor på Forfatterskolen. Hans seneste bog, essaysamlingen Alt andet er løgn, er netop blevet tildelt Georg Brandes-prisen for 2007.

Sakset fra dagens udgave af Politiken.