På Forskningsfrihed?-bloggen kan man se programmet for endages-seminaret om Humanioras betydning i det 21. århundrede annonceret. Det løber af stablen onsdag den 2. april fra 16 til 18.30 på Københavns Universitet (lokale 21.0.54).

Det giver mig lyst til (med Tania Ørums tilladelse) at genoptrykke referatet fra det forrige af den slags møder på KUA:

Uhøflige gæster og visionsløse ledere

af Tania Ørum

Ved semesterstart d. 5.februar havde IKK besøg af dekan Kirsten Refsing og prodekan Mette Thunøe i anledning af det projekt om ”Humaniora ind i det 21. århundrede”, som fakultetet har fået støtte til at sætte i gang ved en række arrangementer i løbet af foråret.

Kirsten Refsing var inviteret til at tale om “humanistiske værdier, om humaniora som værdiskabende og om de visioner for fakultetet, som dekanatet har for de kommende år”. Hun indledte med at sige, at hun ikke havde tid til at forberede oplæg. I stedet ville hun gentage et powerpoint-foredrag, hun havde brugt ved tidligere lejligheder. Dette “foredrag” repeterede i uargumenteret og nedladende kortform illustreret af diverse “sjove” billeder stort set alt, hvad Helge Sander og Dansk Industri gennem tiderne har klaget over: for lange studietider, for stort frafald, for ringe erhvervsrelevans. Humanioras værdier var der derimod ikke noget om. I stedet definerede Refsing sine visioner og fakultetets opgaver som 1. “at styre økonomien” og 2. “at styre de ansatte”.

Man fik tydeligt indtryk af, at der er tale om en dekan, som er ansat af ministerium og universitetsledelse til at gennemføre de stramninger og effektiviseringer på Humaniora, der ønskes oppefra. Man kan ikke påstå, at det faglige niveau i dekanens oplæg var højt. Faktisk skulle man ikke tro, dekanen talte til en gruppe akademiske medarbejdere og humanistiske studerende. Mens man påhørte Refsings udtalelser, kunne man ikke undgå at spekulere på, om hun mener, hendes ansatte og studerende er dårligt begavede? Eller dårligt uddannede? Gad vidst, hvordan dekanen opfatter niveauet på uddannelserne og i den humanistiske forskning? I hendes oplæg var der samme kontrast som i ministeriets udtalelser, hvor krav om eliteuddannelser støder sammen med besparelser, stramninger, “effektiviseringer” og kontrol.

Adspurgt af forsamlingen om, hvorvidt hun udelukkende så negative og tabsgivende træk ved det humanistiske fakultet, svarede dekanen, at hun da havde et mere positivt foredrag til udvortes brug, men at hun fandt det negative mere egnet til indvortes brug.

Efter dette bud på de humanistiske værdier fra dekanatets synsvinkel trådte prodekanen op på talerstolen for at redegøre for projekt ”Humaniora ind i det 21. århundrede”. Thunøe beskrev det som et fælles projekt, hvor vi allesammen i fællesskab skulle finde sammmen om at skabe en fælles “humanistisk identitet”, genfinde arbejdsglæden og fremkalde fælles “medejerskab” til det humanistiske fakultet og den humanistiske identitet. Nærmere planer for, hvordan projektet skal forløbe, var det imidlertid svært at få ud af prodekanen – hvadenten det skyldes, at indholdet og rammerne endnu ikke er nærmere defineret, eller at arrangementerne skal være en overraskelse. Det eneste, der stod klart, var, at alle fakultetets ansatte skal undlade at udføre deres arbejde d. 6. marts og i stedet samles hele dagen i en silo på Islands Brygge, hvor man skal påhøre foredrag, spise frokost og sætte gule sedler op.

Da institutlederen dernæst gik på talerstolen, ringede dekanens telefon og hun forlod lokalet (for at forholde sig til de nye besparelser, forlød det senere), og da hun atter var vendt tilbage, underholdt dekan og prodekan sig livligt med hinanden under både institutlederens og andre ansattes oplæg. Til sidst blev det åbenbart for meget for dekanatet, for prodekanen sprang op på talerstolen og erklærede, at hun “ikke havde temperament til” at lytte til “alle de ord”.

Den voldsomme kontrast mellem dekanatets arrogant-autoritære stil og prodekanens tale om, at vi jo alle i fællesskab skulle udvikle en “humanistisk identitet”, svarer til kontrasten mellem de forringede arbejdsforhold, de ansatte dagligt oplever og de “Grundprincipper for personalepolitik 2008-2012”, som i dyre domme er blevet rundsendt til alle ansatte på dyrt papir og med dyr porto. Her hævdes det,

- at KUs personalepolitik er “kendetegnet ved” “respekt for den enkelte medarbejders integritet”

- at KU “udmærker sig ved engagerede og selvstændige medarbejdere, ved fremsynet, lydhør og beslutsom ledelse og ved tillidsfuldt kollegialt samarbejde”

- ved “trygge arbejdsforhold”, “godt samarbejdsklima”, “kontinuerlig faglig udvikling” og “rettidig information” mv.mv.

Denne kontrast tog instituttets tillidsrepræsentant som udgangspunkt for sit indlæg, hvor han fremhævede, at netop arbejdsglæden og medejerskabet til det humanistiske fakultet har lidt et knæk under de nye ledelsesforhold, hvor medarbejderne har mistet indflydelse og selvbestemmelse. Det stigende arbejdspres giver stressede lærere – og dermed ringere undervisning for de studerende. Og den detaljerede top-down styring, den nye universitetslov har medført, betyder, at vi til stadighed udsættes for byger af ændringer og kontrolforanstaltninger, der hastes igennem uden synligt overblik.

Den tilstedeværende forsamling, der hidtil havde påhørt talerne i tavshed, klappede efter tillidsmandens oplæg og tilkendegav dermed, at et flertal i lokalet var enige i den utilfredshed med ledelses- og arbejdsforholdene, som tillidsrepræsentanten havde fremført.

Hvis det tidligere havde været vanskeligt for dekanatet at holde deres “temperament” i ave og påhøre de høflige oplæg fra instituttets ansatte, udløste tillidsrepræsentantens oplæg (fremført i en venlig tone) et sandt raseriudbrud fra dekanen: De anførte kritikpunkter var “klynk” fra “forkælede”. De universitetsansatte skulle hellere være glade for deres arbejdsforhold, som var langt bedre end de fleste danske industriarbejderes. Med de frie arbejdsforhold kunne man jo i princippet organisere sig, så man kunne “sidde i Nyhavn og drikke øl” i stedet for at opholde sig på arbejdspladsen. Og iøvrigt var hun dødtræt af den “lønarbejdermentalitet”, hvor man hele tiden skulle have noget for de opgaver, man udførte. Det havde hun ikke kendt til i sine tidlige år ved Københavns Universitet og heller ikke i sine år i Hong Kong.

Efter denne svada kom en diskussion så småt igang, men blev hurtigt afbrudt, da dekanen skulle gå til et møde om de nye besparelser, der udløser udsættelse af det planlagte byggeri. Ved det efterfølgende traktement i hallen udenfor var de tilstedeværende fra IKK ret rystede over dekanatets grove tone kombineret med new speak og manglende interesse i at lytte. Ikke mange føler trang til at løbe rundt i prodekanens legerum med gule sedler og kreere en “fælles humanistisk identitet” i siloen på Bryggen på den dekreterede undervisningsfrie dag.

Derimod er alle lærere indkaldt til et fælles institutmøde d. 20. februar for at overveje situationen, diskutere arbejdsforhold og arbejdsmiljø og enes om fælles krav til ledelsen, som måske kan trænge gennem dekanatets høreværn og informere dem om stemningen blandt de medarbejdere, de ønsker at “styre”.

Der er helt sikkert bedre bud både på en “humanistisk identitet” og på humanistiske værdier og visioner blandt instituttets medarbejdere og studerende end de floskler, dekanatet stiller op med.