Den Blå Port #70 er for nylig udkommmet, det er et rigtig godt nummer, kompakt, med mange interessante bidrag (Leth/Beckværket (i samtale om at hane noget på spil, bl.a.), Aidt, Crisologo, Rohde, Hesselholdt, Kodal, Butler (Samuel), Serup, Skidan). Som vanligt er der også en skarp leder, der understreger eller undersøger eller hvad den gør, udpeger, sammenhænge mellem 'kunst og politik'. Den Blå Ports redaktion mener at formanden for Literaturudvalget, Claes Kastholm Hansen, bør tage konsekvensen af flere af sine offentlige udtaleleser om navngivne forfattere, som de mener har gjort ham inhabil, hvorfor han følgelig bør trække sig fra alle sine poster i Kunstrådet.
Samme leder blev optrykt i en lettere revideret og forkortet version i Information, hvilket resulterede i et par læserbreve, et af dem fra Kastholm Hansen selv, hvor han blandt andet under overskriften Fnidder skriver:
"Den Blå Ports redaktions kommentar den 2. maj og Egon Clausens indlæg den 5. maj er politiske kommentarer, der ikke vedrører Kunstrådets og dets litteraturudvalgs arbejde, skønt de pågældende gerne vil blande tingene sammen."
Lederen fra Den Blå Port #70 er med redaktionens tilladelse optrykt i sin helhed nedenfor. Læserbrevene fra Claes Kastholm Hansen og Egon Clausen findes under kommentarerne.
Claes Kastholm Hansen, inhabil
Visse avisklummer hæver sig ud over det dagsaktuelle. De peger på principielle problemstillinger og er skrevet med en sproglig finesse, der tåler gennemsyn både en måned og halvanden efter deres publikation. Claes Kastholm Hansen, fast og regeringstro opinionsmager på Berlingske Tidende, begik omkring den første marts ikke bare en, men to af sådanne klummer, ikke en ringe bedrift.
Klummerne handlede om dansk politik i kølvandet på de satiriske Muhammed-tegninger, men også om andet og mere. ”Jeg kender kun ét smukkere syn end synet af den blå stjerne på et A.P. Møller-Mærsk-skib, der glider til kaj i en havn tusinder af kilometer fra min hjemstavn, og det er synet af et vajende Dannebrog”, bekendte vor skribent den 25. februar. Sammenblandingen af sværmerisk, kommercio-imperialt dagdrømmeri og nationalromantisk kitsch kan næppe formuleres smukkere eller mere prægnant. Her svulmer det 19. og det 21. århundredes patriotismer i takt. Den slags burde man få en orden for, af dronningen eller kulturministeren.
Derefter tager Kastholm Hansen fat i realiteternes verden, hvor visse undersåtter ikke opfører sig med en for undersåtter passende loyalitet. De skyldige er socialdemokrater, fodboldlandsholdet, dele af erhvervslivet og visse ”lokale ånder”, som benævnes med navn: Bent Vinn Nielsen, Kirsten Thorup, uvorne medlemmer af forfatternes klub. De burde allesammen, forstår man, skamme sig.
I Kastholm Hansens klumme ugen efter, den 4. marts, er tonen skærpet. ”En kløft så bred”, det er overskriften, og den kløft går mellem Kastholm Hansen og hans politiske allierede på den ene side, og alle de, der insisterer på at sætte et ”men” bag ytringsfriheden på den anden. Mere konkret går den mellem de, der siden slutningen af januar har bakket entydigt op om den siddende statsminister, og de, der ikke har bakket op. Heldigvis er Salman Rushdie på statsministerens side, og overfor ham må ”selv den mest nedgroede forfatter”, en af dem, der befinder sig i ”en beklumret stue”, jo overgive sig. Mener Kastholm Hansen.
Over for nationalromantik med globalt vingesus står altså en provinsiel og åndsformørket anti-nationalisme: Også her mødes det 19. og det 21. århundredes patriotismer på opfindsomme måder. En anden regeringstro opinionsmager, Hans Hauge fra Jyllands-Posten, tager den 7. marts fat, hvor Kastholm Hansen slap. Nu er der ikke længere tale om en kløft gennem én kultur, men en kamp mellem to, ikke Vesten mod resten, men den nationale folkekultur mod dens elitære fjender. ”Det er som om, Lykketoft, Seidenfaden, kunstnerne og folkekirken, eller hvad de nu hedder eller er, lever i en helt anden verden end vi andre,” skriver Hauge indledningsvist, og videre: ”Kunsten er næsten totalt politiseret. Roman, film og teater er indkaldt i kulturkampen. Støttet af staten.”
Forfattere, kunstnere, skuespillere, socialdemokrater: De er medlemmer af ”den anden kultur”. Og deres had er grænseløst, især i nederlagets stund: ”Jo længere tid der går, inden den anden kultur kommer tilbage til magten, des værre vil det blive for folket, når den kommer det. Det vil blive hævnens time. Det vil være som i Tjekkoslovakiet efter magtovertagelsen i 1948. Der vil komme udrensninger og processer. Det gentagne krav om en undersøgelse af statsministerens håndtering af sagen er kun begyndelsen til den slags skueprocesser.” En farlig fremtid kommer befolkningen i møde, hvis ikke de fastholder støtten til den siddende regering og dens støtteparti. Det forstår man og Hauge i fællesskab, den slags behøver ikke at ekspliciteres.
”Den anden kultur”, og det påpeger Hauge flere gange i sit indlæg, er støttet af staten, især når den kommer til udtryk blandt præster og kunstnere. Også her forstår læseren implicit, at staten og folket arbejder mod sine egne interesser. Den danske stat støtter folkefjendtlig virksomhed. Det burde den, ret beset, holde op med.
Fred være med Hauge. Han har alligevel ikke magt, som han har agt. Det har Kastholm Hansen til gengæld. Ganske vist har han, så vidt Den Blå Port ved, ingen ordener fået, hverken af dronningen eller kulturministeren. Til gengæld har kulturministeren – givetvis helt uden at skele til hans arbejde som regeringstro opinionsmager – givet ham en velbetalt og magtfuld post som medlem af Kunstrådet og formand for Kunstrådets Litteraturudvalg. Sidstnævnte uddeler hvert år flere millioner kroner i støtte til danske forfattere.
Vi ved ikke, om Kastholm Hansen er enig med Hans Hauge, og rent faktisk opfatter sine politiske modstandere som totalitære folkeforrædere. Men vi ved, at offentligt og uforsonligt meningsdanneri til støtte for den siddende regering går dårligt i spænd med jobbet som forvalter af statens midler. Vi forventer f. eks., og det gør kulturministeren vel også, at Kunstrådets Litteraturudvalg kun støtter de bedste danske forfattere. Den slags er ikke, og her tror vi, vi er enige med både kulturministeren og Kastholm Hansen, blot ”lokale ånder”, der sidder fast i ”en beklumret stue”. De er ikke lige så nedgroede – har ikke samme intellektuelle udsyn – som en smertende tånegl. Altså, må vi antage, vil Kastholm Hansen arbejde for at udelukke Bent Vinn Nielsen, Kirsten Thorup og de andre uvorne medlemmer af forfatternes klub fra at få støtte fra Kunstrådets Litteraturudvalg. Det har han rig mulighed for, al den stund han er formand for samme.
Bent Vinn Nielsen med videre skal udelukkes på grund af deres politiske holdninger. Det er jo dem, der afslører deres provinsielle, formørkede natur. På den anden side: Arbejder Kastholm Hansen ikke for deres udelukkelse, så svigter han faktisk sin opgave, nemlig at støtte de, han anser for de bedste – dvs. ikke-provinsielle, ikke-beklumrede – forfattere. Selvsagt har dette ræsonnement en bagside. Man ser tydeligt, hvordan statsstøtten på sigt kunne føre til selvcensur i åndernes rige. Men man ser også, at det især kunne ske, fordi statsstøttens administrator har et bijob som regeringstro opinionsmager. Eller, for at formulere det mere generelt, fordi grænsen mellem statens forvaltning af sine midler og den siddende regerings politiske kampe ikke længere er klart optegnet.
En kedelig konflikt, kort sagt. Principielt kan den bedst løses ved at genindføre det kulturpolitiske armslængde-princip, der gik fløjten sammen med den siddende regerings opgør med smagsdommeriet. Konkret kan den løses, hvis Kastholm Hansen tager konsekvensen af sine offentlige udtalelser. De har gjort ham inhabil. Følgelig bør han, det mener Den Blå Port, trække sig fra sine poster i Kunstrådet.
14 kommentarer:
Kastholm og støttekronerne
I Information den 2. maj beskyldes Claes Kastholm Hansen for at være inhabil. Det er sandt. Han uddeler hvert år millioner af støttekroner til dansk litteratur, men han holder sig ikke tilbage for at komme med personlige udfald mod navngivne danske forfattere, ofte i hånlige og nedgørende vendinger.
I sommeren 2005 har Claes Kastholm Hansen således kritiseret Jakob Ejersbo og Jette A. Kaarsbøl for at være dårlige forfattere, mens Karen Jespersen og Ralf Pittelkow dog er blevet rost. Her i landet har vi ellers en række bestemmelser om inhabilitet.
I Forvaltningslovens § 3 står der således, at "den, der virker inden for den offentlige forvaltning, er inhabil i forhold til en bestemt sag, hvis vedkommende selv har en særlig personlig eller økonomisk interesse i sagens udfald (...) eller der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at vække tvivl om vedkommendes upartiskhed."
Bestemmelsen blev brugt da daværende kirkeminister Tove Fergo fremsatte sin personlige mening om pastor Grosbøll og hans gudsbegreb. Hun blev derefter erklæret for inhabil, og sagen mod Grosbøll blev overført til et andet ministerium. Noget lignende burde for længst være sket med Claes Kastholm Hansen. Eller gælder lovens ord om inhabilitet ikke på det kulturelle område?
Egon Clausen forfatter
Gentofte
Fnidder
Den Blå Ports redaktions kommentar den 2. maj og Egon Clausens indlæg den 5. maj er politiske kommentarer, der ikke vedrører Kunstrådets og dets litteraturudvalgs arbejde, skønt de pågældende gerne vil blande tingene sammen.
Litteraturudvalget, som jeg er formand for, består af fem medlemmer med vidt forskellige politiske holdninger, der naturligvis ingen indflydelse har på vores beslutninger, som træffes i enighed. Det eneste, vi forholder os til, er kunstrådsloven, litteraturloven og forvaltningsloven. Loven bestemmer, at kriteriet for vore beslutninger skal være de støtteansøgende projekters kunstneriske kvalitet, og det bestræber vi os på at leve op til.
Der er offentlighed i forvaltningen. Enhver kan se, hvem der får støtte hos os. De brugerundersøgelser, som Kunstrådet med jævne mellemrum lader Rambøll gennemføre, viser, at Litteraturudvalget scorer størst tilfredshed på alle områder. Ifølge den nyeste undersøgelse (for et par måneder siden, den er tilgængelig på Kunstrådets hjemmeside) er over 70 procent af brugerne tilfredse med Litteraturudvalgets måde at gøre tingene på.
For de andre fagudvalgs vedkommende - billedkunstudvalget, scenekunstudvalget, musikudvalget - ligger scoren på 53-54 procent. Et niveau på over 70 procent er bemærkelsesværdigt, når man tager i betragtning, at vi behandler flere tusinde ansøgninger om året og kun kan imødekomme ca. 20 procent. Man skulle således tro, at mange flere af dem, der ikke får støtte, ville være utilfredse. Dette er altså ikke tilfældet.
Med disse oplysninger er diskussionen slut for mit vedkommende, idet jeg ikke synes, at argumentationsniveauet i indlægget fra Den Blå Ports repræsentanter og i Egon Clausens læserbrev giver mulighed for en mere kvalificeret debat om de rent politiske problemstillinger. De to indlæg udtrykker bare det almindelige fnidder, der er så populært i visse meget snævre københavnske miljøer.
Claes Kastholm Hansen
formand, Litteraturudvalget
Jeg kan simpelthen ikke lade være, så here goes: Jeg googlede manden, og denne gamle artikel dukkede op som søgeresultat nr. to:
http://www.journalisten.dk/sw2410.asp
Og endnu mere saft og kraft var der i søgeresultat nr. 1, men jeg ved desværre ikke, hvem der er kilden:
http://w0.dk/~chlor/claeskastholmhansen/
Hvordan taler man seriøst om en så himmelråbende useriøs virkelighed?
Jeg har ikke læst Kastholms klummer, så jeg synes, det er smukt og rørende at høre om hans glæde ved den blå stjerne i mastetoppen. Det er sikkert kun et spørgsmål om tid før de royale ordener kommer, og man kan da godt unde ham en lille glædeståre i noget, der sikkert er et meget mørkt liv.
Men bortset fra det synes jeg ikke inhabilitet er så stort et problem som uduelighed, og Egon Clausens kommentar er helt sort for mig? Bliver man inhabil af at kalde Kaarsbøl m.fl. for dårlige forfattere? Det er jo for helvede netop udvalgets opgave at bestemme, hvad der er kvalitet, og jeg kan ikke se noget problem i, at man udtaler sig offentligt i den forbindelse.
- ja, uduelighed er vel også et problem. Og problemet er ikke, at Kastholm udtaler sig om, hvad der er god eller dårlig litteratur; det er del af hans job, og så kan man jo være enig eller uenig med hans æstetiske holdninger. Problemet er, at han udtaler sig helt uforsonligt om navngivne (eller let udpegelige) forfattere på grund af deres politiske holdninger. Der er, har Kastholm senere erklæret (i Information) ikke tale om en "almindelig" politisk uenighed, konflikten skærer langt dybere end som så. Blandt andet vil han ikke længere sidde til bords med de, han er uenig med. De er nemlig ikke anstændige mennesker. Det er svært at se, hvordan han så skulle kunne dele penge ud til dem.
Man kunne spørge sig selv: Hvis oppositionen nu fik flertal ved næste valg, ville en radikal eller socialdemokratisk kulturminister så føle det nødvendigt at udskifte Kastholm ved førstkommende lejlighed? Hvorfor? Hvorfor ikke?
Jeg kan huske sidst Roubaud - sammen med Marcel Cohen - var i København, at vi diskuterede hvorvidt god litteratur kan være umoralsk. For Cohen udgjorde Celine et problem, for Roubaud var det Pound. Begge selvfølgelig pga. deres antisemitisme. Man kan så osse spørge sig selv, hvis man nu sad i det litteraturudvalg og Pound sendte en ansøgning med Canto LXXIII som eksempel - ville man så give ham penge? Ville man kunne blive siddende i udvalget, hvis man sagde nej?
Det er vel den position Kastholm befinder sig i?
Er det? Er det den position Kastholm befinder sig i, at han godt kan se de litterære kvaliteter i et konkret stykke arbejde, men synes de er så etisk (eller hvad man skal kalde det) problematiske, at han føler han sidder i et dilemma - skal eller skal han ikke (sammen med resten af udvalget) bevilge den pågældende forfatter penge?
Herfra ser det mere ud som om Kastholm tager afstand til forskellige forfattere der har en bestemt politisk holdning og slår til lyd for den holdning ved at blande sig i den offentlige debat. Uagtet hvad de ellers skriver.
Der er vel to spor her - det ene er de forfattere, Den Blå Port nævner i deres leder (Vinn Nielsen, Thorup), som Kastholm så at sige ikke bryder sig om politisk, og så er der de forfattere som Egon Clausen nævner (Ejersbo, Kaarsbøl), som Kastholm så at sige ikke bryder sig om litterært. Det er vel forskellige ting - eller? (desuden kunne man nok, som Egon Clausen gør, beklikke formandens tilsvining af navngivne forfattere, jeg læste også den kommentar, og var der ikke også nogle interviews? Det var ikke specielt fint gjort, synes jeg, men det er måske en anden snak.)
Dels synes jeg nok, at sammenligningen med antisemitiske nazisme- og fascisme-sympatisører er at skyde noget over målet; dels, og under alle omstændigheder, så synes jeg ikke, det er Kastholm, der skal beslutte, hvorvidt nogle - af politiske grunde - er støtteværdige eller ej. Han skal end ikke antyde, at politiske kriterier (som han, bekvemt nok for sit argument, vælger at fremstille som moralske kriterier) spiller ind i uddelingen. Det er det, han i mine øjne har antydet, det er derfor, han bør gå af.
Som formand for litteraturudvalget er Kastholm embedsmand, ikke politiker. Han administrerer penge, han bestemmer ikke kriterierne for deres uddeling.
Formandens nuværende position, den embedsposition han forvalter, er vel også i sig selv problematisk.
Han er som medlem af Kunstrådet (som litteratursagkyndig) med til at bestemme om hans kollegaer i Litteraturudvalget får arbejdslegater eller ej (to af dem har vist fået). At kunne give dem, man diskuterer med penge er en stor potentiel magt.
Til Tue:
Jovist synes jeg da osse, at det er at skyde over målet - men jeg prøver jo bare at sætte mig i Kastholms sted, og det afgørende er så, at disse forfattere åbenbart har sat sig selv uden for det gode selskab. I bruger selv udtrykket totalitære folkeforrædere. Når jeg nævnte Pound, var det netop fordi dér er grænsen mellem politik og moral faktisk ret uklar.
Jeg synes principielt heller ikke, Kastholm skal beslutte, hvem der er støtteværdige, men det er ikke desto mindre ham, der er udpeget til at gøre det pt. Ikke, som du siger, efter politiske kriterier. Heller ikke efter moralske. Eller hvad? Det er spørgsmålet, for er de moralske og de æstetiske uafhængige af hinanden? Når Kastholm afviser overhovedet at diskutere, siger han JA, de er uafhængige. At være en "provinsiel formørket natur" er ikke uforenelig med at være en stor forfatter. Forstår man.
Til Martin:
Derfor befinder Kastholm sig efter eget udsagn ikke i noget dilemma. Men det må jeg indrømme, jeg ikke forstår. For hvis det nu var mig, der var i den situation, at jeg skulle uddele penge til folk, jeg end ikke ville kunne være i stue med, så ville jeg da overveje min situation alvorligt. Så ville jeg da i det mindste have det dårligt med det. Men det problem har Kastholm altså ikke.
Nåja, for dem der er interesserede: Kastholm fortsætter med at forsvare sig. Nu på bagsiden af berlingske magasin i dag; han er blevet angrebet af "3-4 litterater", skriver han - det med tal har åbenbart aldrig været hans stærke side - som udtrykker en kommisær-agtig politisk korrekthed. Og så erklærer han, at han er stolt over at vi kalder ham nationalromantiker. Hvad det har med noget at gøre, ja, det er svært at se.
Skarpladt tidsskrift: Gå af, Kastholm ...
Den Blå Port, nr. 70. Redigeret af Tue Andersen Nexø, Kristine Kabel, Lone Hørslev og Lars Frost (Arena, 79 sider, 98 kroner).
I lederen til nummer 70 af ’Den Blå Port’ argumenteres der sobert og redeligt for, at det er en uskik, at et i princippet neutralt medlem af en offentlig regeringsinstans på samme tid virker som ublu regeringstro opinionsmager. Posten som formand for Kunstrådets litteraturudvalg er uforenelig med en stærkt partisk debatvirksomhed, der ud fra ideologiske kriterier dømmer bestemte forfattere ude – der hersker her dels en konflikt mellem ideologiske og æstetiske kriterier: Regeringskritisk kunst er på forhånd (kan man frygte) dømt ude; og dels mere juridisk anlagt en banal habilitetsstrid. De to konflikter er ifølge Portens redaktører forenet i tilfældet Claes Kastholm Hansen. Lederen er vel egnet som polemisk og debatskabende granat, men den er samtidig en ganske modig markering fra individer, der i nogen grad er afhængige af Kastholms velvilje – i hvert fald hvis Kastholms egne udmeldinger, der citeres i lederen, står til troende.
Nummeret bringer også en interessant samtale mellem Jørgen Leth og forvalteren af Das Beckwerk, her kaldet ’c/o’. Samtalen kredser om det at »have noget på spil«, hvad vil det egentlig sige? Der udveksles mange gode refleksioner og iagttagelser – i en samtale der dog paradoksalt absolut intet vover, men jovialt bekræfter ’c/o’ og Leths respektive selvopfattelser med mere.
Der er andre godbidder: prosa fra Aidt, digtoversættelser fra Thomas Boberg, et godt, stærkt arbejdspapir fra Jokum Rohde om hans virke og arbejdsform som dramatiker, lidt Hesselholdt og Kodal, og en lille genialsk sag fra hedengangne Samuel Butler (1612-1680), tre ’karakterer’ i traditionen efter Theofrast; syv digte fra Martin Glaz Serup, i et krydsfelt mellem politik, privatliv, trafik og drømme, dokumenterer hvilken vækst, der har ramt hans lyrik; endelig slutter russeren Alexandr Skidan (f. 1963) af med en overvejelse over relationen kunst-politik, næret af en fordring om dekonstruktion af træske politiseringer og en fantasi om bataillesk overskridelse. Alt i meget alt et glimrende, aggressivt og skarptskåret nummer.
KASTHOLM! Skyldig i nationalromantik
Det kan godt være, at en ung intellektuel fra København svinger bedre med en åndsfælle fra Berlin end med en fisker fra Vestkysten. Men med fiskeren er der et fællesskab, som stikker
Af Claes Kastholm
Med jævne mellemrum står nogle op og proklamerer, at nationalstaten er død, forældet, et hjemstavnsmuseum, en drøm i indskrænkede nationalisters fremmedangste forestillingsverden. Synspunktet vil ofte være rettet mod dem, der er tilhængere af en stramt styret udlændingepolitik, og i de tilfælde vil det som regel være ledsaget af et udfald mod Dansk Folkeparti i almindelighed og »fætrene« i særdeleshed. Sidstnævnte, altså »fætrene«, vil da så sikkert som amen i kirken blive udstyret med prædikatet »de menneskefjendske, formørkede præster fra Jylland«. Og så er der virkelig lagt eftertryk på. At blive erklæret for menneskefjendsk er i sig selv slemt. I gamle dage hed det misantropisk og var et træk ved den interessante helt i den europæiske romantismes litteratur. Men i dag bruges det kun pejorativt, eller skulle jeg sige som et skældsord af første klasse. Den menneskefjendske er udskilt af det universal-humane samfund, og hvis den menneskefjendske ydermere bestemmes som en formørket præst fra Jylland, så har vi ligesom fået tegnet den sekulariserede djævel i hel figur.
For et stykke tid siden nød jeg selv den ære at blive kraftigt angrebet i dagbladet Information af en tre-fire litterater. Jeg nævner ikke deres navne, for de vil være ukendte for den engagerede offentlighed. Fra denne magtfulde plads – jeg mener bagsiden af Berlingske Magasin – vil jeg gerne sende dem en tak. Deres angreb betød nemlig, at jeg måtte læse Information, som jeg ikke har læst de sidste fem år, fordi jeg syntes, at bladet var blevet til en mindestue for de sidste rester af 1970ernes venstrefløj. Men nu kunne jeg konstatere, at Information faktisk er blevet en meget god avis med begavede mennesker på flere redaktionelle poster, hvorefter jeg med digteren kan udbryde: en røvet datter, dybt begrædt, er kommet frelst tilbage. Vores danske verden byder uafladeligt på mange nye glæder. Man skal blot have øje for dem.
Litteraternes angreb gik ud på, at jeg som formand for Kunstrådets litteraturudvalg er inhabil, fordi jeg som knyttet til Berlingske Tidende og erklæret borgerlig-liberal på denne – i deres øjne – magtfulde plads har tilladt mig at have en mening om Muhammed-konflikten og i den forbindelse har taget afstand fra holdninger udtrykt af visse mere kendte forfattere. Angriberne mente, at når jeg i mine kommentarer havde kritiseret disse forfattere, så ville jeg ikke kunne tage saglig stilling til deres eventuelle ansøgninger om arbejdslegater. Synspunktet udgår fra en politisk kommissær-tankegang. Lidt mere interessant var det, at angriberne karakteriserede min holdning i Muhammed-sagen som nationalromantisk med et globalt vingesus. Det med det globale vingesus skal nok forstås ironisk.
Men nationalromantisk! Det bliver man ofte beskyldt for at være, hvis man ikke deltager i multikulturalisternes glade halleluja. Jeg erklærer mig gerne skyldig. Hvis det er nationalromantisk at mene, at multikulturalismen er en utopi, der ikke har den mindste rodtrævl knyttet til virkeligheden – hvis det er nationalromantisk at hævde sit lands ret til at udfolde og forsvare værdier vundet gennem mange generationers indsats – hvis det er nationalromantisk at kræve af fremmede, der ønsker at slå rod her i landet, at de må acceptere den samme kontrakt om de grundlæggende værdier som os, hvis forfædre har bygget dette land op – hvis det er nationalromantisk at mene, at det land og det sprog, man er født og opvokset i, er et uomgængeligt udgangspunkt og vilkår for livet – og hvis det er nationalromantisk at føle sig fuldstændig sikker på, at kun de færreste mennesker kan leve og udfolde sig i verden uden at have rod et sted, og at dette sted er knyttet til barndommen, til sproget, til historien, til fortællingerne, til landskabet, så er jeg nationalromantiker med hud og hår.
Nationalstaten er en 1800-tals konstruktion, siger nogle. Det er i overordnet politisk-abstrakt forstand rigtigt. En enhedskultur har aldrig eksisteret, siger nogle. Det er i sociologisk forstand rigtigt. I min nyfundne darling, Information, mente en ung skribent, at hun havde mere til fælles med en kollega fra Berlin end med en fisker fra Vestkysten. Det samme kunne jeg da sige. Men det gælder kun i en vis kulturel og interessebestemt forstand. Noget andet knytter fiskeren og mig sammen langt dybere nede. Og hvad er så det? Ja, at det er svært at få hold på og formulere i fyndige sætninger, gør det ikke mindre væsentligt, men mere. Grundtvig skrev det i 1837, da han fik sin personlige ytringsfrihed tilbage: Moders navn er en himmelsk lyd – læs selv videre. Eksempelvis i Højskolesangbogen.
Mere nyt om Claes Kastholm Hansen her
Send en kommentar