mandag, august 21, 2006

Man bliver bevæget, men til hvad?



For nu at udbrede diskussionen en smule til ikke kun at omfatte poesien, men for eksempel også fotografiet, for nu at få en vitaminindsprøjtning udefra. Rune Gade anmeldte i gårsdagens Information
Jan Grarups nye fotodokumentariske bog Shadowland. Gade stiller blandt andet en række gode spørgsmål:

"Når billederne taler for sig selv, siger de 'kun', at her er lidelse, død og ulykke. I Shadowland sker det i smukke og særdeles raffinerede kompositioner, som demonstrerer Grarups store talent som reportagefotograf, og som gør billederne fængende og visuelt udfordrende. Shadowlands største udfordring er imidlertid ikke æstetisk, men etisk:

* Hvordan kan man bære at bevidne al den ulykke?

* Kan man tillade sig at betragte den lidelse, som man ikke er i stand til at afværge eller afbøde?

* Hvorfor skal vi se lidelsen?

* Kan man tillade sig at repræsentere den?

* Eller omvendt: Kan man tillade sig at lukke øjnene for den?"

(Gade opfordrer i samme bevægelse til at man læser Susan Sontags Regarding the pain of others, hvis man vil se diskussionen udfoldet).

Ovenstående spørgsmål, der har været present i fototeorien og diverse billeddiskussioner i mange, mange år, lader sig vel overføre generaliseret til det område man kunne kalde kunst og politik. Altså æstetiske udfordringer overfor etiske, samtidig med at de jo åbenlyst aldrig for alvor kan skilles ad, aldrig for alvor kan vristes ud af hinandens greb. Særligt Gades sidste dobbeltspørgsnål synes jeg er godt - kan man tillade sig at repræsentere al denne lidelse, kan man tillade sig at lade være?


* * *



ET ANDET STED forlænger og udbygger Jakob Brøbecher den verserende Kornkammer-diskussion om poesi og politik, og skriver om Den specifikt politiske litteratur.

Brøbecher skriver blandt andet:

"(...) jeg tror, at jeg i en eller anden grad strander på min absolutistiske tro på Det Politiske. Jeg er ikke egentligt intresseret i litteraturen, fordi jeg ikke [længere] kan se, hvad dén kan, som alt andet, f.eks. et totalt politiseret liv, ikke kan. Det kan være, det er villet dumt, ignorant og måske også pissesnobbet, men jeg kan simpelthen ikke se, hvad der kvalificerer litteraturen som et særområde, hvori litterære udfoldelser - og på egne, særlige vilkår - finder sted, realiseres. Litteratur er skrift, og skrift er politik. Sådan har det altid været. (...)"

og:

"(...) Af historiske årsager benævnes en bog [eller sider, papir] med satsmæssigt komprimerede, tekstlige udsagn ofte litteratur, men for mig gør det ikke nogen forskel, om ordene giver anvisninger på tilberedelsen af osso buco eller om de forsøger at udrede, hvad der kan tænkes at ske med sjælen efter døden. Under alle omstændigheder er det italesættelse - en aktivering - af det politiske, der til enhver tid jager gennem bevidstheden. Det sporændrer bevidstheden fundamentalt, og på et tænkt overfladeniveau på den ene eller anden facon; men dybest set sker der sgu det samme. Bevidstheds ord og skrift kommer i kontakt med skrevne ords ord og skrift, og begge dele muterer i én stor rævekage. Og dén rævekage er politisk. (...)"

7 kommentarer:

Martin sagde ...

... Og med det er vi så tilbage i halvfjerdserne og den (med Stjernfelts smukke udtryk) generøse brug af alkvantering. Alt er politik. Det ene er det første og det første er det ene og det ene er det andet, der er ingen skel og sådan har det altid været.

Skønt ... så snart jeg har skrevet det, ved jeg ikke hvem "vi" er, og hvem "halvfjerdserne" er og hvad det vil sige at være tilbage i dem.

Hvad der umiddelbart lader sig genkende er nivelleringen af alle forskelle, som øjeblikkelig fører til intellektuel varmedød; hvis alt er politisk kan "politik" erstattes med hvad som helst uden at det udsagn ændrer betydning. Alt er skrift. Alt er sprog. Alt er bevidsthed. Alt er en illusion. Alt er kærlighed.

kh

Sigurd Buch Kristensen sagde ...

Og alt kan være åh så ked ked kedeligt. Især at "vi" ikke kommer ud af halvfjerdserne, og langt, langt ind i det "po-mo" [post moderne (så udtrykket "po-mo" anvendt i et Simpsons-afsnit)] udviklede informationssamfund, hvor alt kan være lige det man vil, uden at det behøver være det samme for andre. Skidt.

Og så ser jeg straks, selvfølgelig, at det hele - altså, også den halvfjedser tanke du skriver om Martin - ikke behøver at være den endegyldige sandhed for alle. Netop, at alt er politik.

Men det er vel også det, som dette samfund, altså det post moderne, definerer sig ved. At ikke alle sandheder er endegyldige for alle - og det er vel derfor jeg mener, vi bør komme ud af halvfjedserne (hvis vi nogensinde har været der), og bryde lidt op - op - op - bøvl.

Alt i alt: den politiske litteratur er ikke - for mig at se - en genre, eller en bevægelse som sådan, men en del af den samtid, som man finder i litterære tekster, eller tekster i det hele taget. Ting (litteratur, kunst) kan jo isoleres i et tidsrum, repræsentere en periode, i det store generelle billede, men samtidig kan det også centreres omkring det enkelte værk, og den tid som værket i sig selv repræsentere, og deri vil der uden tvivl altid kunne udlæses en kritik, som har en eller anden form for politisk tendens, eller reaktion, gemt i sig. Men det er måske ikke det der er så vigtigt ved værket - måske. Og måske er det ikke så vigtigt for samtiden.

For mig at se: hvis litteraturen skal være vigtig, skal den være vægtig. Den skal være alsidig, som den er lige for tiden, men også interessant. Altså, den skal omfavne sine emner, med en større kraft, end en let "pegen-fingren-af" - en let naiv, pæn, politisk korrekt tilgang, som jeg synes er den mest udprægede for tiden, i det store generelle billede, men som selvfølgelig ikke er gældende over alt, hvis man går ned og kigger på det enkelte lille værk.

venligst

Anonym sagde ...

jeg er uhyggeligt enig med martin.

findes der rævekager eller findes der manglende overblik? der er lige netop forskel.
skrift = politik = tom halvfjerdsersnak og onkelhumør tribinisnak a la det dårligste turell (det er der meget af) og laugesen på automatkuglehoved dengang). frasen "det er..." og så kan man putte alt muligt som ikke har noget at gøre med hinanden efter det og mærke det hele som et bevidsthedsudvidende trip. feel the beat?
undskyld, jeg er grov, men det er altså at parkere hovedet, venner. politik er politik og litteratur kan handle om politik, men er altså også noget andet. der findes ikke nogen mytologisk, saliggørende SKRIFT, som er hele verden i konstant motion, en intens tilstand b.la. b.la., det er en modernistisk drøm, som vi må være færdige med, og som nu lugter af røgelse og dårlig fed.
tue sagde noget foruroligende i en anden kommentar her på bloggen: moralsk forargelse koblet med politisk uvidenhed er en farlig sag. vi er nødt til at snakke nuanceret om disse ting...

Anonym sagde ...

Jeg ved ikke - jeg bryder mig heller ikke om formuleringen "alt er politisk". På den anden side har jeg meget sympati for en forestilling om, at intet kan unddrage sig det politiske. At "det politiske" - forstået som: hvordan forholder vi os til de magtrelationer, der er en naturlig del af intersubjektiviteten, hvordan organiserer vi fællesskabet og dets konflikter - så at sige er et naturligt vilkår ved det at være menneske, på linje med andre sider af eksistensen (liv/død/sansning osv). Hvilket kan betyde, at alt kan, men måske ikke altid skal, betragtes via en politisk optik. Men også, at selv det at trække sig bort fra "det politiske" er (kan betragtes som) en politisk handling. Måske er det derfor, jeg kan blive irriteret over folk, der beskriver "det politiske" som noget man frit og konsekvensløst kan vælge til og fra, i litteraturen og i livet.

Men, altså, på den anden side når man heller ikke langt med "alt er politisk". Og med en definition som ovenstående har man bevæget sig langt væk fra partipolitik, langt væk fra det, man kunne kalde det makropolitiske niveau.

Anonym sagde ...

at det enkelte menneske forholder sig til andre/den anden er mange diskussioner og jo ikke en priviligeret politisk. hvorfor er diskussionen ikke i ligeså grad etisk filosofisk? selvfølgelig kan alt ses i en politisk optik, men er det ikke også en måde, at gøre det ligegyldigt på. er det
fordi, det politiske standpunkt er nemmere og mere praktisk (flashy)at indtage?

Anonym sagde ...

Kommentarerne her får mig til at huske og genlæse Jørgen Leths digt "Etnografi". Tak for det.

Anonym sagde ...

Hey

Jeg ser først disse kommentarer nu. Mind mig om, at jeg skal tage stilling til dem.

Jeg var - indrømmet - pissehurtig (alt for hurtig), da jeg skrev det indlæg på min blog. Men ganske kort: Det, Tue skriver, er én af kernerne i min opfattelse: "På den anden side har jeg meget sympati for en forestilling om, at intet kan unddrage sig det politiske."

Og i øvrigt blev jeg helt høj, da jeg her til morgen på arbejde, begravet i forsøget på ikke at arbejde, læste Eslunds "vi er nødt til at snakke nuanceret om disse ting...".

Mvh Jakob

Kornkammer er flyttet!

og findes nu på KORNKAMMER.DK