Mads Eslund:

”(…) Politik er politik og litteratur kan handle om politik, men er altså også noget andet. Der findes ikke nogen mytologisk, saliggørende SKRIFT, som er hele verden i konstant motion, en intens tilstand bl.a. bl.a., det er en modernistisk drøm, som vi må være færdige med, og som nu lugter af røgelse og dårlig fed. (…)

Tue Andersen Nexø:

”(…) jeg bryder mig heller ikke om formuleringen "alt er politisk". På den anden side har jeg meget sympati for en forestilling om, at intet kan unddrage sig det politiske. At "det politiske" - forstået som: hvordan forholder vi os til de magtrelationer, der er en naturlig del af intersubjektiviteten, hvordan organiserer vi fællesskabet og dets konflikter - så at sige er et naturligt vilkår ved det at være menneske, på linje med andre sider af eksistensen (liv/død/sansning osv). Hvilket kan betyde, at alt kan, men måske ikke altid skal, betragtes via en politisk optik. Men også, at selv det at trække sig bort fra "det politiske" er (kan betragtes som) en politisk handling. Måske er det derfor, jeg kan blive irriteret over folk, der beskriver "det politiske" som noget man frit og konsekvensløst kan vælge til og fra, i litteraturen og i livet. (…)”

Begge indlæg kan læses i deres fulde længde her.

Susanne Christensen:

(om 60’ernes og 70’ernes mulige genkomst:)
”(…) Hal Fosters brug af begrebet (som egentlig er Freuds) "Nachträglichkeit" (fortrængningens gentagelsestvang) handler netop om en tilsvarende bevægelse: den historiske avant-garde fejlede, men bliver ved at returnere fordi den ikke lod sig realisere i første omgang - en historisk avant-garde som netop havde til hensigt (der var flere end én intentionserklæring, ja) at destruere kunstobjektet til fordel for en frisættelse af kreativiteten direkte i hverdagslivet, med andre ord: lidt af en politisk vending. (…)”

og:

”(…) Okay, cross-country very fast to POINT: Vil man noget politisk i det litterære felt så ser jeg for mig mindst to mulige strategier: 1) enten radikalt at forlade kunsten og arbejde i det strukturelle i stedet, ændre produktionsgangen: starte forlag, tidsskrifter, skrive kritik og essaystik, jobbe kollektivt, seminarier, netfællesskaber etc. Eller 2) IKKE jævne æstetikken med jorden, men snarere begynde at BRUGE den til noget. Llambias og Nielsen jobber med værkformen og flytter ting rundt, jeg ser et engagement ikke bare i SAG, men netop i SAG som klarer at reflektere æstetikken og etikken sammen i en reaktivering af arkiverne, traditionen - for der ER jo en sådan, ikke sandt? Den politiske vending er jo ikke ren reaktion & for the very first time, hm?”

Det fulde indlæg kan man finde her.