" (...) Mads skriver på sin blog, at han savner herreværelse i litteraturen. Tænk, jeg synes snart ikke, der er andet. Jeg synes, meget af den litteratur der bliver skrevet for øjeblikket, er befolket af det ene mere eller mindre interessant indrettede herreværelse efter det andet, der spankulerer rundt i København eller evt. tager en smuttur til Island eller Firenze eller hvad ved jeg og hvis liv og tanker til forveksling ligner hinanden, gerne krydret med lidt homofobi, kvindefjendskhed eller andet godt fra hylden til at stive den trængte maskulinitet af med. Det, synes jeg, er et ret så (køns)politisk foretagende. Lad os endelig nævne navne – Kofod, Frost, Bang Foss f.eks, Llambias i nogen grad. Der er gået sgu gået husmor i den. Der rykkes hjem og hen til kødgryderne og mig selv og min lille navle, når verden bliver for svær og uoverskuelig. Den essayisme der praktiseres hos f.eks. Frost lader til hovedsagelig at blive brugt til bestyrke Lasse/jeg´et i hans egen tro på sig selv som en rigtig mand, der nok har en mening om lidt af hvert og ikke er bange for at udbrede den nede på det lokale værtshus sammen med alle de andre halvsnaldrede taberfjolser. (Frost får lejlighed til at svare for sig i næste nummer af Banana Split). Den samme tendens virker til at gøre sig gældende på d´herres diverse blogs (med undtagelser skal det siges). (...)"
- Kristina Nya Glaffey om politik og litteratur HER.
14 kommentarer:
Nå, så blev diskussionen om litteratur og politik kønspolitisk. Det kunne man jo nok have forudset.
Lad mig i den forbindelse forsøgsvis skille tingene lidt ad i 1) litteratur og 2) blogs (Selvom der selvfølgelig er sammenfald, især når der er tale om blogs forfattet af forfattere):
1) Litteratur: Det er sikkert let at finde en tendens til at skrive om det private i den aktuelle litteratur, men det er sgu da netop ikke kun mændene, som gør det! Romaner, noveller og digtsamlinger af f.eks. Kirsten Hammann, Helle Helle og Lone Hørslev er gode eksempler på formidabel velskrevet, form- og indholdsbevidst litteratur skrevet af kvinder (Men de er måske at betragte som kønsforrædere?). Det private er - igen - kommet ind på litteratur- og i bredere forstand kunstscenen. Ikke, som man umiddelbart kunne fristes til at påstå, som en tilbagevenden til 1970´ernes bekendelseslitteratur. Den havde f.eks. netop ikke styr på formen.
2) Blogs: Der er utvivlsomt en overvægt af mandlige danske forfattere (og deres mere eller mindre kvalificerede hangarounds, såsom undertegnede!) som bruger blog-mediet, men ser man på danske blogs i bred forstand - altså udenfor litteratur- og kulturverdenen - er der da vist rigeligt med kvinder, der som skræppende gæs (for nu at blive i kønskampens stereotyper. Det er åbenbart o.k. at være mandfjendsk, men ikke at være kvindefjendsk?), der skamløst plaprer ud med hverdagslige, intime ligegyldigheder ala Bridget Jones og Nynne.
Apropos 70´erne, som jo rigtigt er oppe i tiden som retro-dit og retro-dat indenfor snart alle samfundsområder, så lad os ikke - igen - henfalde til ørkesløs grøftegraveri og gensidig mistænkeliggørelse, og lad ikke igen hardcore-dogmatikerne overtage diskussionen.
“Alt er politik”, “alt er køn”, “alt er kunst”. Tjo...
har også posted den her under kristina kommentar. nu er den her også for overblikkets skyld /mads
hej kristina
jeg citerer lige mig selv (yes, i like that):
"jeg savner en solid essayisme i litteraturen, saglighed og kyndighed blandet med sproglig vildskab. en blanding af herreværelse og vitalisme (-: jeg er glad for niels frank på den måde, og jeg savner svend johansen meget. jeg glæder mig til brixvolds nye bog, som jeg forventer mig meget af. jeg tror, at litteraturen kan selv... jeg glemte en ting: det er jo fint, at man trækker politiske emner ind i sit værk, men jeg savner altså, at man er mere ambitiøs, end bare at lave politiske mosaikker (dekorativt) - man må jo vinkle det stof, bearbejde det og få et udsagn, som kan diskuteres, ud af det. ellers er det fims med kant."
når jeg skriver herreværelse (og ovenikøbet sætter en fjollet smiley efter), skulle det være temmelig tydeligt, at jeg ikke er tilhænger af den slags. jeg nævner også nogle eksempler, som jeg godt kan lide, et par forfattere, som jeg har respekt for. DEM må du gerne punke mig for at kunne lide.
det andet er skudt ved siden af, der må du læse efter. jeg synes, der mangler ambition og konsekvens for meninger måske (format, saglighed og kyndighed, at tage et tankesæt på sig, sådan noget)...
jeg forstår ikke, hvad der skulle være galt med blog-mediet. jo, det er da nogle gange fjollet og ligegyldigt privat, men det har vel ikke prætentioner om mere, har det? jeg opfatter det som et udstillingsvindue på godt og ondt (reklame, om du vil) og i høj grad et sted for diskussion med folk, jeg måske ikke ser til daglig. jeg møder læsere, simpelthen. måske er det politisk, i dont know. men er det et problem. i don´t get it.
ps. jeg er ikke enig i din kønsbetragtning, eller jeg forstår den ikke rigtig. kan du uddybe det?hvor i de pågældende bøger er der homofobe meninger f.eks. hvor ser du "maskuliniteten" så stærkt?
pps. jo, meget ligner hinanden, der har været en mode i forhold til henkastede betragtninger, sikkert. den nye mode er givetvis politisk indignation
Alt er kærlighed?
Alt er desværre ikke kærlighed
Ja, det ego har det hårdt.
Igen kommer jeg til at huske Jørgen Leths digt "Etnografi". Mærkeligt - han må have fat i noget ;-)
Jeg synes at man skal skrive sit navn eller underskrive sit indlæg; det er mystisk at føre en samtale med en "anonym" person.
Og HVAD kommer du til at tænke i forbindelse med Leth, du Anonyme?
Du kan vel selv læse, ikke ;-)
Underligt? tja, måske - som når en anmelder skal anmelde en bog, der er udgivet under pseudonym?
Men når man tilbyder funktionen "anonym", må man også regne med og acceptere, at nogen bruger den?
Nej, alvorligt talt: Jeg kommer blandt andet til at tænke på det lidende ego, det uperfekte menneske, storsind mellem digtere, kærlighed og politik, apropos indlæggene her der kredser om samme emner. Jeg var blot forundret over, hvor præcist alt dette kunne udtrykkes i et enkelt digt.
Nu vi taler om anonymitet var det for eksempel interessant at se en anmelder i Weekendavisen denne uge i sin kvide efterlyse forfatternavn og -intention for at kunne vurdere, om værket fungerede eller ej. (For hvad skal man dog mene om kunsten, når man risikerer at give en, som man eventuelt har et horn i siden på en uforbeholdent god anmeldelse?) Hvad og hvordan mon aviserne ville anmelde og forlagenes konsulenter anbefale til udgivelse, hvis de fik alle bøger tilsendt uden forfatternavne?
Fordelen ved den anonyme identitet i et forum som dette kan -naturligvis forudsat at den bruges sobert - være, at man kun kommer i dialog med dem, der er interessert i emnet og ikke i, om man nu er udnævnt til dronning her eller den store nossemester der. Jeg kan ikke gavne nogen i digterverdenen; jeg har ingen forlags- eller tidskriftsredaktørjobs i ærmet, ingen kendthed som det er godt at være på fornavn med offentligt; jeg kan til gengæld heller ikke skade nogen her; jeg er ikke anmelder og kender heller ikke nogen der er det. Læste netop et interview med Per Højholt i går, hvor han bliver spurgt, hvorfor de københavnske medier i så mange år ikke anmeldte Arena-digterne, og Højholt svarer: "De sked på os, og vi havde ikke forstand på at lave de nødvendige alliancer. Vi kendte ganske enkelt ikke metoderne." Det gør jeg heller ikke, og heldigvis for det. Helt personligt hæger jeg om min ukendthed. Der er ikke en eneste af de vigtigste bøger i mit liv, som jeg har læst på foranledning af en dagbladsanmeldelse. Men som forfatter synes jeg, det er interessant at udforske ting som for eksempel denne anonyme identitet. Og når man nu får den tilbudt og foræret, hvorfor så ikke se, hvad den kan? (Og du har vel i sidste ende magten her og kan simpelthen slette enhvert indlæg, du ikke finder sobert og i orden?)
I'm nobody! Who are you?
Politik mig her og politik mig der.
Jeg respekterer fuldt ud, at man ønsker sig en karriere - også som forfatter eller digter og misunder ingen der har skabt sig den - heller ikke selv om man eventuelt springer de gode anmeldelser over og baner sig vej ved hjælp af en slagkraftig medieskandale eller et personligt netværk - tværtimod; karriere kan være godt for egoet som skal have sit for at trives og udvikle sig. Tag nu for eksempel en forfatter i Politiken (søndag 3. september) der siger: "At jeg i min berømmelse kunne skjule mine menneskelige skavanker." Det er indsigtsfuldt og modigt sagt, og i den udstrækning den omtalte forfatter har de omtalte skavanker - jeg kender hende ikke personligt - håber jeg, at hun har nået sit mål. Det kan man dårligt misunde nogen og da slet ikke et så, efter alt at dømme, elskeligt væsen. Men jeg bemærker mig samtidig udtalelsen senere i artiklen: "Lykketilstanden er jo netop helt befriet for, hvem man er". Ligesom den kreative tilstand, kunne man tilføje.
PS. At man ønsker ukendthed for sin egen person, fordi man finder det den bedste positon for ens eget temperament at iagttage og skrive fra, er ikke det samme som at ønske ukendthed for sine bøger, og man gør klogt i at skelne skarpt mellem sit personlige behov for at være kendt eller det modsatte og ønsket om at (ens) bøger bliver læst.
En definition af politik er måske slet ikke noget dumt sted at starte. Et par eksempler fra nogle af de første man møder ved et opslag på Internettet:
Erik Rasmussens definition af politik: "Politik er fastsættelse og fordeling af værdier med gyldighed for et samfund".
David Eastons: "Politik er den autoritative fordeling af værdier med gyldighed for et samfund".
(Henholdsvis amerikansk og dansk version.)
En marxistisk definintion lægger vægten på klassekampen som kampen om statsapparatet og produktionsmidlerne.
Politik er bevidsthed?
Politik er at følge regler eller at bryde dem, alt efter hvem der har lavet dem?
Hvilke værdier og regler er jeg selv med til at indføre eller styrke med min mere eller mindre bevidste adfærd?
Hvem kontrollerer for eksempel kunstens produktionsmidler? Hvordan reagerer de, når nogen bryder reglerne og starter selv?
Hvordan reagerede de for eksempel i 70erne, og hvad har man så lært af det? Hvordan reagere de i dag? Og hvorfor?
Hvordan besættes stillingerne, hvor er opslagene, i benægtende fald: hvorfor ikke?
PPS. Nogle undrer sig andetsteds på hjemmesiden her over at så få kvinder giver deres besyv med, jeg kan oplyse, at jeg er en af slagsen.
"Mit navn er Ælling - men lov mig, ikke et Ord om HC Andersen!"
Først troede du jeg var en mand.
Så på at jeg var en kvinde.
Og fortæller jeg dig nu
at jeg er en mand
er du ikke helt sikker.
Var der forskel -
så var den kun i dit hoved.
Så! Det lykkedes. Jeg har regnet ud, hvem du er. Skønt!
- Hej.
Jamen, så tillykke. Betyder det så noget?
Mit navn er Nok.
P.N.F.Nok.
Lige undsluppet.
Alene det er alle pengene værd. (Storm P.)
Send en kommentar