Jeg er blevet i tvivl hvad den animerede debat her egentlig handler om; poesi og politik, selvfølgelig fordi den, læs selv efter i kommentarerne nedenfor, handler om mange forskellige ting samtidig, fordi det er flere forskellige debatter.
Udgangspunktet for diskussionen, som det blev formuleret her den 12. august var om den politiske poesi overhovedet findes. Det er vi vel næppe blevet klogere på, selvom: ingen benægter at det er et fænomen, dette politiske, der optræder med stor og større hyppighed i den nyere poesi, 00´renes.
Et andet af udgangspunkterne: ”(…) før man kunne begynde på sådan en diskussion, før man kunne begynde for alvor, blev man nok nødt til i hvert fald at definere hvad man forstår ved politik og hvad man forstår ved politisk når det indgår i poesi. Poesi kunne man mere praktisk definere ud fra hvad der står på permen på bogen eller i hvilken sammenhænge det indgår i.”
Dette det politiske har ingen givet en forsøgsvis definition på (der findes definitioner, man kunne hente frem, måske Jacques Ranciére mener noget om den sag?); men det ville ikke nødvendigvis hjælpe diskussionen, diskussionerne, videre, for, som sagt: hvad er det de(n) handler om?
Kommer vi ikke igen og igen til at tale om politik i poesi som mode; flere af indlæggene her har talt om politisk korrekthed (PC), viljen til at ville gøre det der bliver forventet, i den forbindelse. Et spørgsmål i forbindelse med samme og såkaldte PC, er: Kan noget ikke være sandt, kan man ikke mene det, selvom, på trods af at det er politisk korrekt, ville det ikke tværtimod være at gå imod moden. At skrive noget – for eksempel – man mente, eller syntes der var vigtigt at skrive, velvidende at det var ment før. Fordi man mente det. Ville det ikke være at se bort fra gængs gældende originalitets- og modekriterier, for at få noget andet frem? Hvad?
Mere om PC: for nylig sagde en ven til mig, netop i forbindelse med den her verserende Kornkammer-debat, at PC var noget man rask væk og let og så at sige gratis kunne referere til, men at EC (æstetisk korrekthed) blev forbigået. Hvad er så det? Vel at skrive ind i en eller flere specifikke æstetiske traditioner, formmæssigt, og ikke i andre.
Kommer vi ikke også til at tale om poesiens eller litteraturens eller kunstens politiske potentiale som lig med hvor mange der læser den, som at hvis der er mange læsere, er det automatisk bedre, end hvis der er få. Dens politiske kraft er større. Men vi diskuterer ikke hvori denne politiske kraft består. Hvis den består. Og igen: om det er interessant.
Susanne Christensen kunne for eksempel godt tænke sig at vide, hvorfor jeg overhovedet nævner lighedspunkterne mellem 60’ernes og 70’ernes litterære (og makropolitiske) landskab og 00’ernes, hvorfor jeg synes det er interessant. Hun foreslår selv imødekommende - med Hal Foster og Sigmund Freud - at jeg arbejder med en form for fortrængningens gentagelsestvang (”Nachträglichkeit”) der: ”(…) handler [netop] om en tilsvarende bevægelse: den historiske avant-garde fejlede, men bliver ved at returnere fordi den ikke lod sig realisere i første omgang (…)”.
Men udfra den optik, gentagelsestvangens optik, skulle eller kunne min pointe være noget i retning af at den politiske digtning (som en eller flere bevægelser, med et eller flere, men altså fast definerede, mål) fejlede i første omgang (i denne diskussion: i 60’erne/70’erne), og nu kommer tilbage for at gøre arbejdet færdigt. Så at sige. Men sådan tænker jeg ikke. Hvad skulle det for eksempel være for et mål eller arbejde Den Politiske Digtning skulle gøre færdigt nu? (Jeg forsøger ikke at lægge Susanne ord i munden, jeg forsøger at tænke videre). Jeg tror heller ikke på bevægelser. Ikke nu. Jeg mener, ser jer omkring i det danske poesilandskab, se de navne jeg i første omgang nævnte (Laugesen, Høeck, Guldager, Olsen, Skinnebach, Serup, Boberg, Langvad, Søndergaard, Kaalø, Larsen, Frank, Moestrup, Nørup-Nielsen); hvad har de til fælles, om noget? Dét var også et af mine oprindelige spørgsmål.
Men hvorfor nævner jeg det så, lighedspunkterne, måske fordi jeg er så naiv (det er jo en stor grunddiskussion der pågår på historie-faget), at jeg tænker at man kan lære af historien. Måske. Men hvad. Hvad kan man lære. Måske det også har at gøre med et grundlæggende litteratursyn, jeg muligvis ikke har gjort mig helt klart, der blandt andet indeholder en form for pseudo-sociologisk tilgang (som det også er mit indtryk at Tue Andersen Nexø i nogen grad er eksponent for her på bloggen, endskønt vi må mene noget forskelligt om noget forskelligt); sådan en tilgang har som en af sine grundpiller at litteraturen har med resten af verden at gøre, at når litteraturen ændrer sig – markant – er det fordi at verden udenom ændrer sig – markant.
22 kommentarer:
Af de forfattere du nævner her (Laugesen, Høeck, Guldager, Olsen, Skinnebach, Serup, Boberg, Langvad, Søndergaard, Kaalø, Larsen, Frank, Moestrup, Nørup-Nielsen) - og med min efterhånden lidt falmede kundskab som udenlandsdansker taget i betragtning, så ser jeg egentlig mest business as usual? Skønt, en del af de nævnte (fx Serup, Boberg, Søndergaard, Frank) mere tydeligt har skiftet stil i retning af det enkle. Jeg husker ikke om "ny-enkel" også i DK dækker en vending mod politisk digtning ... Ach (associationsskred), men jeg kan blive ved med at lure på dette, det "nedskrabede" (egentlig er det vel det HENVENDTE), hvorfor betragtes det egentlig som "mere politisk"? Dog, der er for mig at se markant forskel på Nielsens Vejlederne og En biografi, skriftkræft/kraften sprænger sig ud i et andet landskab i Selvudslettelser ... Hmmm ... Inerti griber denne min hurtigt fadende kommentar ... Men mere-mindre politisk bliver jo absurde kategorier hvis man skuer udover nævnte Nielsens ganske forfatterskab, ikke sandt? Stilen - og ikke mindst hypen - er det som er anderledes her.
Jeg er helt sikkert på glat is, men man kunne måske sige det sådan: Boberg (/Serup) var altid politisk, nu er han bare endnu mere politisk (whatever that means). Og Guldager gennemgik vel en slags radikalisering rundt Husumgade ... Ikke sikker på at dette spor er videre frugtbart for debat, though ... Kategorierne bliver temmelig kunstige ... Skal vende tilbage til Nachträglichkeit ved lejlighed ... Eller, det går måske helt af sig selv.
Jeg tror ikke, det nødvendigvis er frugtbart at påstå, at alt er politisk. Men nogle ting er sgu. F.eks. har jeg meget svært ved ikke at se det som i hvert fald en slags politisk handling, når man vælger at skrive en form for litteratur eller blog-et eller andet for den sags skyld, der handler om mig og mit liv og nu har jeg lavet ditten og datten og så sagde én af mine venner til mig og det har folk sagt om mig eller min bog og nu har jeg på fjerde uge siddet i min lejlighed i København og pillet mig selv i navlen. For mig at se ligner det et politisk statement at være så høj på sig selv, når man som oplyst nordboer har alle muligheder for udvidde horisonten bare lidt mere end det.
Vel er det da en fristende tanke, hvis nogen virkelig syntes, at éns liv var så interessant, at de gad vie en hel roman eller hjemmeside til det. Jeg forstår for så vidt tankerækken, hvor kunne det være fedt, hvis nogen skrev en bog om mig – hov! jeg gør det selv.
Mads skriver på sin blog, at han savner herreværelse i litteraturen. Tænk, jeg synes snart ikke, der er andet. Jeg synes, meget af den litteratur der bliver skrevet for øjeblikket, er befolket af det ene mere eller mindre interessant indrettede herreværelse efter det andet, der spankulerer rundt i København eller evt. tager en smuttur til Island eller Firenze eller hvad ved jeg og hvis liv og tanker til forveksling ligner hinanden, gerne krydret med lidt homofobi, kvindefjendskhed eller andet godt fra hylden til at stive den trængte maskulinitet af med. Det, synes jeg, er et ret så (køns)politisk foretagende. Lad os endelig nævne navne – Kofod, Frost, Bang Foss f.eks, Llambias i nogen grad. Der er gået sgu gået husmor i den. Der rykkes hjem og hen til kødgryderne og mig selv og min lille navle, når verden bliver for svær og uoverskuelig. Den essayisme der praktiseres hos f.eks. Frost lader til hovedsagelig at blive brugt til bestyrke Lasse/jeg´et i hans egen tro på sig selv som en rigtig mand, der nok har en mening om lidt af hvert og ikke er bange for at udbrede den nede på det lokale værtshus sammen med alle de andre halvsnaldrede taberfjolser. (Frost får lejlighed til at svare for sig i næste nummer af Banana Split). Den samme tendens virker til at gøre sig gældende på d´herres diverse blogs (med undtagelser skal det siges).
Mads skriver om det politiske som et modefænomen og som ren stafage. Det har jo virkelig bundklang sådan et udsagn, især når det bliver publiceret på en blog. De har jo som bekendt eksisteret siden tidernes morgen.
hej kristina
jeg citerer lige mig selv (yes, i like that):
"jeg savner en solid essayisme i litteraturen, saglighed og kyndighed blandet med sproglig vildskab. en blanding af herreværelse og vitalisme (-: jeg er glad for niels frank på den måde, og jeg savner svend johansen meget. jeg glæder mig til brixvolds nye bog, som jeg forventer mig meget af. jeg tror, at litteraturen kan selv... jeg glemte en ting: det er jo fint, at man trækker politiske emner ind i sit værk, men jeg savner altså, at man er mere ambitiøs, end bare at lave politiske mosaikker (dekorativt) - man må jo vinkle det stof, bearbejde det og få et udsagn, som kan diskuteres, ud af det. ellers er det fims med kant."
når jeg skriver herreværelse (og ovenikøbet sætter en fjollet smiley efter), skulle det være temmelig tydeligt, at jeg ikke er tilhænger af den slags. jeg nævner også nogle eksempler, som jeg godt kan lide, et par forfattere, som jeg har respekt for. DEM må du gerne punke mig for at kunne lide.
det andet er skudt ved siden af, der må du læse efter. jeg synes, der mangler ambition og konsekvens for meninger måske (format, saglighed og kyndighed, at tage et tankesæt på sig, sådan noget)...
jeg forstår ikke, hvad der skulle være galt med blog-mediet. jo, det er da nogle gange fjollet og ligegyldigt privat, men det har vel ikke prætentioner om mere, har det? jeg opfatter det som et udstillingsvindue på godt og ondt (reklame, om du vil) og i høj grad et sted for diskussion med folk, jeg måske ikke ser til daglig. jeg møder læsere, simpelthen. måske er det politisk, i dont know. men er det et problem. i don´t get it.
ps. jeg er ikke enig i din kønsbetragtning, eller jeg forstår den ikke rigtig. kan du uddybe det?hvor i de pågældende bøger er der homofobe meninger f.eks. hvor ser du "maskuliniteten" så stærkt?
pps. jo, meget ligner hinanden, der har været en mode i forhold til henkastede betragtninger, sikkert. den nye mode er givetvis politisk indignation
Jeg citerer lige Lars Frost: ”Lesbiske kvinder er frastødende. Lesbiske kvinder vil gøre op med ideen om, at kvinden er afhængig af manden, de hader machomænd, og de bliver selv det, de hader, de bliver små og mistroiske, dumme machokvinder. De hader mænd. Det er grimt. Det er sådan et frygteligt spild af fisse, som Lasses ven Thor plejer at sige” (Smukke biler efter krigen, s. 48)
I Llambias nye bog er det vel en såret mand, der bruger 2. verdenskrig (det ved en rigtig mand da i hvert fald noget om) til at slikke sine sår med. Så går tiden med det.
Hos Bang Foss´ er jeg´ets kæreste vel nogenlunde ligeså fåmælt og interessant beskrevet som en stueplante.
Og Kofod er i hvert fald også sådan én der går på jagt og skyder nogle dyr i en skov sammen med sin far.
Ok, det var så meget kortfattet, men altså. Det kan jo sagtens være en pointe i de her bøger, at vi har med sådan et trængt mande-jeg at gøre. Problemet, synes jeg, er bare at det ikke er særligt tydeligt, at den ikke bliver vendt indad og at der ikke reflekteres over det i værket. Man kunne få den mistanke, at der slet ikke er tænkt over det så, og det er da ærgerligt, hvis der nu er (og hvis der ikke er).
Smag og behag er jo forskelligt. Jeg synes ikke, man nødvendigvis skal skrive en bestemt form for litteratur. Men personligt synes jeg ikke, det helt private er særlig interessant i en litterær sammenhæng, hverken når forfatteren er mand eller kvinde. I hvert fald ikke det småprivate - nu har jeg sagt ditten og gjort datten.
Og Blogs er sikkert ganske udmærket, eller kan være det. Det var bare det der med, at noget var et modefænomen, jeg hæftede mig ved.
ok, kristina. jeg kan ikke helt se, hvor du vil hen med det.
"Og Kofod er i hvert fald også sådan én der går på jagt og skyder nogle dyr i en skov sammen med sin far." - skriver du bl.a.
her blander du dennis´ privatperson sammen med hans romankarakter. det kan du simpelthen ikke.
blander du ikke også lars og lasse sammen og kb´s jeg og kb? det er ikke sagligt. det simpelt biografiske eller private, om du vil, er udgangspunktet for din læsning her. eller hvad?
hvad er der i øvrigt i vejen med jagt, mandehobbyer (2. verdenskrig f.eks.)?
det trængte jeg vælger du at se under optikken trængt mande-jeg. det kunne ligeså godt være en kvinde. hvorfor kan du ikke læse det bredere/mere almenmenneskeligt?
kh mads
altså jeg har ikke i sinde at blande forfatterne som privatpersoner ind i det. jeg mener Jeg´et, han´et whatever i de respektive værker.
Jeg vil der hen med det, at man jo kunne reflektere lidt over, hvorfor det er i værkerne, som det er. hvorfor man har brug for den slags klicheagtige mandeting at læne sig op af.
identitet? ("dial a cliche")
ren og skær interesse?
kønslig tilbøjelighed?!
- fordi der er mænd
de må jo melde ind, drengene. jeg kan ikke se at det er klicheer i en nedsættende forstand...
jeg mente: fordi de er mænd
Jeg kan huske, at Lars Frost i et interview i forbindelse med Smukke Biler sagde, at han håbede, at Lasse i sine gode sider var lige som ham, i sine dårlige ikke var. Og at han til en oplæsning antød, at han ikke altid brød sig om ham. Selv synes jeg i al fald, at hans bog er mest interessant, hvis man (også) læser den som en udlevering af en bestemt stemmeføring, en måde hele tiden at kunne kværne løs om alt og alting på med, og derved netop lukke sig for verden - og for sit ansvar over for andre mennesker, især.
Kan noget lignende gøre sig gældende mht. til de andre forfattere? Skriver Bang Foss ikke også om (i) en manderolle, som ikke bryder sig om sig selv, men ikke har andet at optræde i? Det er ikke ligefrem ironi, men heller ikke en uproblematisk udleven af den særlige, dannet-danske "laddism". Måske en undersøgelse af dens grænser. Tvivl er der i al fald masser af.
I flere af Pablos bøger spiller samme tema en rolle; lige præcis i den nyeste bliver man, i et kønsperspektiv, i al fald også nødt til at forholde sig til den lange del, som faktisk har en kvindelig protagonist.
Under alle omstændigheder synes jeg, du gør bøgerne dummere end de er, Kristina.
jeg er enig med tue her. bang foss´ jeg er super utilpas og kan kun være tilstede alene, i fiskeriet. der er en slags asocialitet og lurende katastrofe hele tiden i forhold til omgivelserne. derfor bliver alt, inkl kæresten beskrevet på afstand, i en sikkerhed, som alligevel er problematisk på en måde. det tue kalder tvivl eller anfægtelse, kunnne man sige - det er også et blik, der rammer jeg´et selv, tror jeg.
lars´ lasse er sammensat og siger en masse fjollede ting. men også en masse tankevækkende ting. han er en parodi på sludre-ævle-kværulerehovedet, den indignerede, moralsk forargede, men han er også en "sundt" spørgende (og anfægtet) bandit. jeg foretrækker også at læse bogen sådan
"Jeg vil der hen med det, at man jo kunne reflektere lidt over, hvorfor det er i værkerne, som det er. hvorfor man har brug for den slags klicheagtige mandeting at læne sig op af."
Kære Kristina. Du bliver nødt til at uddybe, hvad det kliche agtige er i det vi(?) skriver. Jeg håber ikke det er det at have et køn, der er kliche fyldt, for så ved jeg ikke længere, hvor jeg skla gå hen. JEg synes selv at jeg angriber Rasmus fra flere vinkler, at han ikke får lov at gå uberørt igennem bogen, hvilket han heller ikke har lyst til - hele problematikken omkring jagen sammen med fadren er jo netop at Rasmus har opdaget, at der ligger noget opdragende i samme, ja han gør oven i købet oprør i mod det.
Hvis det er klihe fyldt at have forældre, at være hetro, at være mand, ja så undskyld, men det ligger mig lige for at skrive om, det er hele min verden. Lige nu synes jeg du skal tage kritiken et niveau op.'
Jeg er med på, at man i værkerne sidder tilbage med en tvivl om, hvor meget eller hvor lidt man skal lytte til jeg´erne. Problemet, synes jeg, er bare at nogle af de ting det måske er meningen, man skal tage afstand til samtidig bliver brugt som effekt. Når Lasse over to sider kværulerer om homoseksuelle og hvordan de muligvis kan kurerers på samme måde som døve kan få indsat en chip i øret og få hørelsen tilbage og så affærdiger sig selv på 2 linier, så er jeg ærlig talt lidt i tvivl om, hvad det er meningen, jeg skal synes, om jeg skal grine af eller med. Man kan i hvert fald ikke komme uden om at homoseksuelle bliver brugt som et virkemiddel i romanen og at Lasse konstant af fortælleren får lov til at blive bekræftet i sine egne fordomme.
Lidt det samme måske hos Llambias hvor man godt ved, at jeg´et fortæller løs om 2. verdenskrig, fordi han ikke har andet at tage sig til, men samtidig skal blive imponeret over hans viden? Som Bang Foss´ om fiskeri?
Faktisk undrer jeg mig over den massive overvægt af kommentarer fra mænd her på bloggen. Der er i snit omkring 100 besøgende om dagen - de kan da ikke alle sammen (med Susanne og Kristina som undtagelser) være mænd... Det kan da ikke kun være mænd (med samme undtagelser som ovenfor) der har en mening om det her?
Martin, det er jo ikke sikkert at der er 100 unikke besøgende om dagen på Kornkammeret. Det kan være, at det i virkeligheden er de samme sølle fire-fem heteroseksuelle, homofobiske, misogyne unge mandlige forfattere, der igen og igen klikker ind for at tjekke om der står noget om dem selv.
;-)
Jeg forstår ikke pointen i, at Tue refererer til noget, Lars Frost har sagt om Lasse i et interview eller til en oplæsning. Var det ikke det med at blande forfatteren og hans hovedperson sammen, der var usagligt? Jeg ved ikke, om Lars Frost er et godt eller dårligt menneske, og jeg er også ligeglad. Til gengæld synes jeg godt, man kan diskutere, om det kan legitimere hvad som helst, bare man konstruerer en hovedperson, der er et dumt nok svin. Er det ikke for nemt at arbejde med en hovedperson, der ikke møder modstand.
Som sagt, Lasse bliver konstant bekræftet i sine egne fordomme, han er homofobisk og møder selvfølgelig straks et par tyske (det er klart) ”gummilebber”, der fuldt ud lever op til alle hans værste forestillinger. Jeg kan ikke se, at der er noget inden for bogens univers, der fortæller mig, at det på nogen måde skulle falde tilbage på Lasse. Han møder jo rent faktisk de her ”idiotlebber”, der opfører sig helt urimeligt og selvfølgelig er musegrå og komplet usexede.
Jeg har ikke læst noget nyere, dansk litteratur, der kunne siges at være en kvindelig pendant til de her værker. Og jeg ville også nødig møde den dumme gås, der så skulle være hovedperson.
Hvis man i denne sammenhæng ville hive en nyere dansk bog frem, skrevet af en kvinde med en kvindelig protagonist, kunne det måske være Kirsten Hammanns Fra Smørhullet. Ikke mindst i forhold til det politiske. Hovedpersonen Mette befinder sig i et rum, hvor hun skal håndtere to katastrofer i det daglige, der virker som om de har noget med hinanden at gøre, fordi, simpelthen, de begge filtreres gennem Mette(s bevidsthed): hun er blevet forladt af sin mand og 9/11 2001.
Her er en kvinde der, i stedet for kategorisk (som Lasse i Frosts Smukke biler... fx) at mene noget om alting, og synes at vide noget om hvordan alting hænger sammen eller burde hænge sammen, bare giver op. Fylder sig med slik og køber IKEA-møbler og glor fjernsyn.
Er det ikke - hvis man vil, og jeg tror ikke jeg mener det, men vil gerne diskutere det - et traditionelt og reaktionært billede af den moderne Kvinde, reduceret til passiv, slikædende underholdningsforbruger, der ikke evner hverken at reflektere hårdt eller forholde sig til et politiske domæne, men i stedet, klynkende, på sofaen, sluger det ene reality-program efter det andet?
Der er sgu noget sindelagskontrol over den måde, du skriver om Smukke Biler, Kristina. Som om, bogen skal leve op til en bestemt, moralsk norm for at være god litteratur, og at vores opgave som læsere og kritikere er at sætte os til doms over bøgerne: Dur - dur ikke. Ifølge moral-linealen, som vi (du) åbenbart sidder inde med.
Jeg har ikke sagt, at jeg synes Smukke Biler er en sympatisk bog, jeg har sagt, den (måske) var en interessant bog. Jeg tror ikke, den er synderligt optaget af forholdet mellem mænd og kvinder. Centralt står i stedet - tror jeg, og med et ord fra "gender"-studierne - undersøgelsen af homosocialitet. De vigtigste relationer er venskaber, især mellem yngre mænd. Sex og kæresterier er ikke centrale temaer, også selvom knægtene meget gerne taler om den slags.
Jeg husker at læse den og blive utroligt irriteret på alle dens ansvarsfrie og ensomme skikkelser, der er fanget i en evig mellem-ung-og-voksen tilværelse. Men den irritation er jo ikke noget, der gør bogen dårlig. Slænget og indstillingen er i al fald genkendeligt som portræt af dele af min generation.
Som jeg husker det, er der i øvrigt masser af begivenheder i bogen, som undergraver Lasses meningsmaskineri - hele sceneriet omkring den udlejede bil, "vennen" Thors utrolige svigt i slutningen af første del, den mærkelige handikap-morder osv.
Som en trøst til Dennis med flere der føler sig gået for nær og både føler sig forfulgt på deres køn og seksualitet, vil jeg bare understrege, at jeg ikke anklager nogen for at være hvide, heteroseksuelle mænd. Jeg synes bare at man I LITTERATUREN kunne ønske sig et lidt mindre stereotypt mandebillede end det de ovennævnte værker præsenterer. Er det kun muligt at skrive om mænd, der har det svært med deres følelsesliv og ikke kan snakke med nogen om det og derfor bliver nødt til at ty til diverse potensforlængende interesser og eller mundævl? Det er åbenbart også svært at skrive et værk, hvor kvinden i de famøse mænds liv er tilstede eller i det mindste bare siger noget.. Og det er da rigtig nok svært at være mand i dag og jeg skal nødig snakke for dengang i halvfjerdserne, hvor det var kvinderne, der var undertrykt, snakkede de jo også hele tiden om menstruationsblod og bryster og studerede deres underliv i spejlet.
Ja, det er jo det store spørgsmål. Om man kan tillade sig, at forholde sig moralsk til et litterært værk. Det kan man muligvis ikke, men jeg synes godt, man kan diskutere det. Jeg forstår ikke, hvorfor det partout er uinteressant. Det gør ikke nødvendigvis bøgerne dårligere, at man kan lægge dem noget moralsk til last, men at det er irrelevant, kan jeg ikke se.
Jeg synes ikke, jeg har sagt, at Smukke biler handler specielt meget om forholdet mellem mænd og kvinder. Den handler for mig at se om en mand, der konstant føler sig truet af andre (især) mænd. Hvis en mand kan køre bil (det kan Lasse ikke) er det noget pikspilleri at vide noget om biler osv.
Det er der jo ikke noget galt i. Jeg bliver bare irriteret over, at teksten hele tiden holder sig fri ved at befinde sig i et konstant på den ene side og på den anden side. På den ene side er det jeget siger sjovt og rigtigt og på den anden side er han måske bare en idiot. vi ved det ikke. Og det er jo helt sikkert en del af pointen, men er det interessant?
Jeg forstår ikke det med, at handicapmordet skulle at handicapmorderen og den lejede bil skulle undergrave Lasses kævlerier. Hvad mener du med det?
Jeg må trække det i mig så. Men jeg synes nu så stadig at anklagen er lidt unuanceret. Jeg har svært ved at se ligheden mellem de tre mandlige jeger i henholdsvis min, frost, og fosss bog. Ja, de er alene med deres tanker, også alligevel ikke. Jeg synes selv at jeg forsøger at tegne et billede af en mand/dreng, der gerne vil bryde med det kønsrollemønster, der er ham påduttet, men lige som jeg selv har svært ved at se hvordan, har også Rasmus svært ved at finde en vej ud. Ja, selvfølgelgi skal vi forsøge at nuancere synet på os selv, men det kommer altså ikke ved at nogen skyder os det i skoen, at det er kliche fyldt at være mand, og så skrive om det.
Send en kommentar