Martin Johs. Møller her:
"(...) [jeg kommer] til at tænke på Don DeLillo, der allerede i 1989, i Mao II talte om det forhold, at forfattere taber terræn til terrorister, at forfattere ikke længere besidder evnen til at forandre ”the inner life of a culture”. ”What novelists lose, terrorists gain.” skriver han i et af de mest kendte citater fra bogen. Når jeg så spørger mig selv, hvordan eller hvornår forfattere nogensinde har besiddet den kræft, så kommer jeg til at tænke på oplysningstiden eller det moderne gennembrud. Er et problem i forholdet mellem litteratur og politik ikke også at litteraturen, og især den poesi som vi her først og fremmest kredser om, har mistet terræn i befolkningen. Er det ikke et væsentligt problem (eller en væsentlig faktor) som man må have med i denne diskussion, at den (især yngre) danske poesi i så høj grad bliver læst af (og måske også skrevet til) så få – og især til folk i ”miljøet” (her i lidt mere overordnet forstand – men det er stadig ret lille)!?"
Mere fra/til samme diskussion, men udenfor Kornkammeret her og her.
2 kommentarer:
Jeg har lyst til at gentage hvad jeg tidligere har sagt i anden sammenhæng, nemlig at litteratur og politik deler den fælles skæbne at de er nødt til at kommunikere med og gennem sproget (billedermedier inkluderet). Og det gør de så begge to med appeller til følelserne, intellektet og den nedarvede kulturelle ballast som så meget andet skidt gør. Jeg har derfor ingen problemer med at betragte al litteratur som (dårlig) politik og al politik som (dårlig) litteratur.
Spørgsmålet for mig er mere om der overhovedet findes god litteratur uden at den også er politisk, og om termerne derfor ikke er så tomme at man skulle prøve at tænke uden dem?
Men kan man overhovedet det? Måske kan man hvis man prøver at opretholde en praksis der underløber den fascistiske, kommercielle og diskriminerende brug af sproget – forlæng selv listen med alt det du gerne så verden foruden – og så ikke bekymre sig så meget om det er politik eller litteratur eller tekst eller kritik eller poesi man producerer.
verkan av kraften att förändra är kanske svag av den anledning som anförs: att man predikar för redan frälsta. men hur är det med själva kraftens kraft? de som idag skriver poesi är, "i allmänhet", i jämförelse med gemene man vare sig mer kunniga eller kunskapstörstande som sina kollegor back in the days... varför kraften, ambitionen och kanske främst självsäkerheten och auktoriteten är något mindre kraftfull
Send en kommentar