onsdag, juni 25, 2008
tirsdag, juni 24, 2008
Den 20. juni havde oldermanden for litteraturkritikernes laug m.m. Mai Misfeldt kronik i Jyllands-Posten, jeg indsætter den også nedenfor. Den handler om litteraturkritikkens og -kritikernes tilstand i Danmark og ligger i direkte forlængelse af disse indlæg af Jakob Levinsen og mig selv.
For det er jo sådan i Norge som i Danmark, at kritik og anmelderi er meget ringe lønnet, hvilket betyder, at det er noget, de fleste laver ved siden af. Dvs. at de enten underviser på universitetet, holder foredrag, gør rent, eller hvad ved jeg, for at få dagen og vejen til at mødes. I Morgenavisen Jyllands-Posten 9/5 svarer litteraturredaktør Jacob Levinsen på Serups indlæg i en utrolig hoven og nedladende tone.
Levinsen replicerer: »Hvor troværdig er egentlig en kritikers argumentation som kritiker, hvis han eller hun ikke også formår at argumentere sig til de bedst tænkelige arbejdsforhold og i øvrigt kæmpe for at få sit stof gjort så synligt som muligt?
I så henseende er avisverdenen ikke spor anderledes end et hvilket som helst andet kulturelt miljø. Vil man scores, kræver det nu engang andet og mere end blot at krybe langs panelerne. Alternativt stå i et hjørne sammen med de øvrige indebrændte nørder og klynke over, hvor god en fest alle de andre har«.
Først og fremmest må man her sondre mellem kritikere og anmeldere. At være anmelder er at være tilknyttet et dagblad og levere læsninger af litteratur fra dag til dag. En anmelder skal dels læse hurtigt, dels skrive for en given læserskare. En kritiker der skriver til tidsskrifter har i sagens natur længere tid, og kan gå mere ned i stoffet.
Men er så også uden ansættelsesforhold, og da tidsskrifter ofte er små og ideologisk drevne, vil det sige, at det er en dyr fornøjelse at bedrive kritik. Men både anmeldere og kritikere er dele af litteraturens fødekæde, de er hver på deres måde med til at holde tolkningen, diskussionen og refleksionen over litteraturen i gang. Ingen af delene kan undværes, hvis man vil have en levende litteratur.
Som anmelder er man altså tilknyttet et dagblad. Men faktum er, at der er meget få fastansatte anmeldere. Man aflønnes honorarvist, og med f.eks. et honorar på mellem 1.000 og 1.500 kr.. pr. anmeldelse og en bog på 300 sider, der dels skal læses, dels formidles, kræver det ikke meget regnekundskab for at se, at timelønnen er lav.
Dertil kommer, at der ikke er pension, løn ved sygdom eller i ferier. Aviserne lever altså af, at deres anmeldere er betalt andre steder. Et faktum, som Levinsen udmærket kender, men omgår.
Det kan i øvrigt være svært at finde et job, som kan supplere en anmeldervirksomhed, idet det, man ellers er fagligt kvalificeret til, f.eks. at lave konsulentudtalelser for forlagene, netop ikke accepteres på flere dagblade, fordi man som anmelder skal være fri!
Aviserne vil gerne holde på deres anmeldere, men ikke lønne dem. Som redaktør ved Levinsen ligeså vel som jeg, at kommer der en anmelder hos ham og beder om mere i løn, så er døren dér. Og udenfor den venter der endnu en håbefuld anmelder, der gerne begynder med at skrive gratis for at komme frem. Vi så det sidst på Fyens Stiftstidende, hvor man fik den driftige idé at arbejde med gratis arbejdskraft.
Levinsen mener, at anmeldere er godt lønnede,og henviser til egen avis, hvor en af anmelderne med 60 anmeldelser om året burde være lykkelig. For den ikke indviede, vil jeg her røbe at denne anmelder, Erik Svendsen, også er ansat på RUC, hvilket igen vil sige, at anmelderiet for ham er et sideerhverv.
Anmelder ved Information Tue Andersen Nexø replicerer på Serups blog: »Mange danske anmeldere - mig selv inklusive - har universitetet som hovedarbejdsplads. I praksis udgør det en art indirekte statsstøtte til de danske avisredaktioner, som ikke vil eller kan betale en hyre, der lader folk have anmelderi som hovedbeskæftigelse. Skulle han ikke forholde sig til det?«
Det værste ved Levinsens kritik er imidlertid hans insinuering af, at Martin Glaz Serup tilhører en race af anæmiske og fisefornemme kritikere.
Jeg citerer Levinsen: »Det konkrete, og her er vi lidt ovre i konspirationsteorierne, er, at Serup har sin gang i det allersmalleste og mest indspiste hjørne af den danske fiktionslitteratur og litteraturkritik (han har selv været tilknyttet flere af miljøets tidsskrifter), hvor man traditionelt mener at have patent på, hvad der er rigtig litteratur.
Det er nok ikke helt forkert gættet, at det også vil være fra netværket her, at man forestiller sig, at eventuelle statsstøttede kritikere skal hentes; krimi- og kogebogsanmeldere behøver næppe tænke på at købe udestue lige med det samme.«
Jeg er så træt af denne paranoide og helt uvederhæftige grænsedragning i dansk litteratur. Som om den ene form for litteratur udelukker den anden. Som om man ikke godt både kan sætte pris på en smal udgivelse og samtidig nyde en bredere samtidsroman, som er ordentligt skrevet.
Det er faktisk muligt både at holde af Jens Smærup Sørensens og Vibeke Grønfeldts brede landboskildringer og Peter Adolphsens smalle historier for eksempel. Det er muligt at skelne og at vurdere kvalitet i et bredere lys.
Der findes ikke en mafia af smalle kritikere, som for alt i verden vil underkende andre litterære former end den, de selv dyrker. Det er et selvopfundet offerspil, men der findes kvalificerede diskussioner af, hvad der er god litteratur både i dagbladsanmeldelser og i den litterære tidsskriftskritik, og der kunne være endnu flere, hvis kritikken blev taget seriøst.
Arbejdslegater til kritikere ville give mulighed for, at kritikerne kunne beskæftige sig med det, de faktisk finder (samfunds)relevant og væsentligt og vigtigt lige nu frem for at blive nødt til at følge forskellige diktummet fra forskellige bestillingsopgaver - dagblade osv., der jo ofte opererer efter aktualitetsparametre, hvor aktualitet betyder "netop udgivet".
Noget af det, arbejdslegater til kritikere i mine øjne kunne give os, er frie kritikere, frie intellektuelle der for en periode kunne bruges deres evner, der hvor de er.
Det ville betyde, at vi kunne få en mere gennemtænkt, mere nuanceret kritik, som ikke ville være bundet af, at man som kritiker konstant skal zappe fra opgave til opgave for at få tingene til at hænge sammen. Og det ville betyde, at litteraturen kunne få flere af de grundige læsninger, som den har fortjent.
For mig at se skulle der ikke være noget til hinder for at en seriøs krimikritiker skulle kunne være modtager af et sådant legat.
Mariann Enge, som er den kritiker, som er blevet tildelt det norske stipendiat i år, og som både bedriver kritik i tidsskrifter og anmelderi i dagblade kommenterer på Serups blog: »veldig merkelig, også, at han forsøker å få dette til å handle om "smal" vs. "bred" litteratur. Jeg vet ikke hvordan dette er i Danmark, men meg bekjent tjener da ikke de av mine frilanskolleger som skriver om krim og bestselgende romaner mer enn meg som primært blir tildelt poesi og andre "smalere" utgivelser. Hårreisende at en litteraturredaktør i det hele tatt opererer med så sterke og nærmest angstbiterske skiller mellom bredt og smalt.«
Litteraturen og kritikken hører sammen. Det er kritikeren, der læser bøgerne seriøst, som debatterer dem, og udvikler tolkninger, som senere siver ned i undervisningsmiljøet, til undervisere i folkeskole og på højere læreranstalter og til anmelderne.
Det er gennem den samtale som kritikken og litteraturen fører med hinanden, at litteraturen også rykker sig. Kritikken tager litteraturen alvorligt, den svarer og modsvarer, den åbner et samtalefelt uden hvilket litteraturen var ilde stedt.
Derfor er det en god ide med arbejdsstipendier. Fordi det er den måde samfundet viser, at det tager gerningen at skrive litteraturkritik alvorligt, og at det anerkender, at især den vigtige kritik, der skrives i tidsskrifter og antologier, har lige så meget brug for støtte og anerkendelse, som den skønlitterære kunst.
Kritik er et seriøst anliggende
Offentliggjort 20.06.08 kl. 03:00
I et indlæg i branchebladet Bogmarkedet (artiklen og den videre debat kan læses på Martin Glaz Serups blog www.kornkammer.blogspot.com ) - fortæller forfatter, kritiker og redaktør på www.litlive.dkMartin Glaz Serup, om et glimrende tiltag, de har indført i Norge.
Her uddeles hvert år et stipendiat, som går til en kritiker, altså et menneske som professionelt bedriver musik-, teater-, film-, litteratur- eller kunstkritik. Legatet er tænkt som et arbejdslegat, der kan give kritikeren mulighed for at arbejde mere koncentreret med sin metier.For det er jo sådan i Norge som i Danmark, at kritik og anmelderi er meget ringe lønnet, hvilket betyder, at det er noget, de fleste laver ved siden af. Dvs. at de enten underviser på universitetet, holder foredrag, gør rent, eller hvad ved jeg, for at få dagen og vejen til at mødes. I Morgenavisen Jyllands-Posten 9/5 svarer litteraturredaktør Jacob Levinsen på Serups indlæg i en utrolig hoven og nedladende tone.
Levinsen replicerer: »Hvor troværdig er egentlig en kritikers argumentation som kritiker, hvis han eller hun ikke også formår at argumentere sig til de bedst tænkelige arbejdsforhold og i øvrigt kæmpe for at få sit stof gjort så synligt som muligt?
I så henseende er avisverdenen ikke spor anderledes end et hvilket som helst andet kulturelt miljø. Vil man scores, kræver det nu engang andet og mere end blot at krybe langs panelerne. Alternativt stå i et hjørne sammen med de øvrige indebrændte nørder og klynke over, hvor god en fest alle de andre har«.
Først og fremmest må man her sondre mellem kritikere og anmeldere. At være anmelder er at være tilknyttet et dagblad og levere læsninger af litteratur fra dag til dag. En anmelder skal dels læse hurtigt, dels skrive for en given læserskare. En kritiker der skriver til tidsskrifter har i sagens natur længere tid, og kan gå mere ned i stoffet.
Men er så også uden ansættelsesforhold, og da tidsskrifter ofte er små og ideologisk drevne, vil det sige, at det er en dyr fornøjelse at bedrive kritik. Men både anmeldere og kritikere er dele af litteraturens fødekæde, de er hver på deres måde med til at holde tolkningen, diskussionen og refleksionen over litteraturen i gang. Ingen af delene kan undværes, hvis man vil have en levende litteratur.
Som anmelder er man altså tilknyttet et dagblad. Men faktum er, at der er meget få fastansatte anmeldere. Man aflønnes honorarvist, og med f.eks. et honorar på mellem 1.000 og 1.500 kr.. pr. anmeldelse og en bog på 300 sider, der dels skal læses, dels formidles, kræver det ikke meget regnekundskab for at se, at timelønnen er lav.
Dertil kommer, at der ikke er pension, løn ved sygdom eller i ferier. Aviserne lever altså af, at deres anmeldere er betalt andre steder. Et faktum, som Levinsen udmærket kender, men omgår.
Det kan i øvrigt være svært at finde et job, som kan supplere en anmeldervirksomhed, idet det, man ellers er fagligt kvalificeret til, f.eks. at lave konsulentudtalelser for forlagene, netop ikke accepteres på flere dagblade, fordi man som anmelder skal være fri!
Aviserne vil gerne holde på deres anmeldere, men ikke lønne dem. Som redaktør ved Levinsen ligeså vel som jeg, at kommer der en anmelder hos ham og beder om mere i løn, så er døren dér. Og udenfor den venter der endnu en håbefuld anmelder, der gerne begynder med at skrive gratis for at komme frem. Vi så det sidst på Fyens Stiftstidende, hvor man fik den driftige idé at arbejde med gratis arbejdskraft.
Levinsen mener, at anmeldere er godt lønnede,og henviser til egen avis, hvor en af anmelderne med 60 anmeldelser om året burde være lykkelig. For den ikke indviede, vil jeg her røbe at denne anmelder, Erik Svendsen, også er ansat på RUC, hvilket igen vil sige, at anmelderiet for ham er et sideerhverv.
Anmelder ved Information Tue Andersen Nexø replicerer på Serups blog: »Mange danske anmeldere - mig selv inklusive - har universitetet som hovedarbejdsplads. I praksis udgør det en art indirekte statsstøtte til de danske avisredaktioner, som ikke vil eller kan betale en hyre, der lader folk have anmelderi som hovedbeskæftigelse. Skulle han ikke forholde sig til det?«
Det værste ved Levinsens kritik er imidlertid hans insinuering af, at Martin Glaz Serup tilhører en race af anæmiske og fisefornemme kritikere.
Jeg citerer Levinsen: »Det konkrete, og her er vi lidt ovre i konspirationsteorierne, er, at Serup har sin gang i det allersmalleste og mest indspiste hjørne af den danske fiktionslitteratur og litteraturkritik (han har selv været tilknyttet flere af miljøets tidsskrifter), hvor man traditionelt mener at have patent på, hvad der er rigtig litteratur.
Det er nok ikke helt forkert gættet, at det også vil være fra netværket her, at man forestiller sig, at eventuelle statsstøttede kritikere skal hentes; krimi- og kogebogsanmeldere behøver næppe tænke på at købe udestue lige med det samme.«
Jeg er så træt af denne paranoide og helt uvederhæftige grænsedragning i dansk litteratur. Som om den ene form for litteratur udelukker den anden. Som om man ikke godt både kan sætte pris på en smal udgivelse og samtidig nyde en bredere samtidsroman, som er ordentligt skrevet.
Det er faktisk muligt både at holde af Jens Smærup Sørensens og Vibeke Grønfeldts brede landboskildringer og Peter Adolphsens smalle historier for eksempel. Det er muligt at skelne og at vurdere kvalitet i et bredere lys.
Der findes ikke en mafia af smalle kritikere, som for alt i verden vil underkende andre litterære former end den, de selv dyrker. Det er et selvopfundet offerspil, men der findes kvalificerede diskussioner af, hvad der er god litteratur både i dagbladsanmeldelser og i den litterære tidsskriftskritik, og der kunne være endnu flere, hvis kritikken blev taget seriøst.
Arbejdslegater til kritikere ville give mulighed for, at kritikerne kunne beskæftige sig med det, de faktisk finder (samfunds)relevant og væsentligt og vigtigt lige nu frem for at blive nødt til at følge forskellige diktummet fra forskellige bestillingsopgaver - dagblade osv., der jo ofte opererer efter aktualitetsparametre, hvor aktualitet betyder "netop udgivet".
Noget af det, arbejdslegater til kritikere i mine øjne kunne give os, er frie kritikere, frie intellektuelle der for en periode kunne bruges deres evner, der hvor de er.
Det ville betyde, at vi kunne få en mere gennemtænkt, mere nuanceret kritik, som ikke ville være bundet af, at man som kritiker konstant skal zappe fra opgave til opgave for at få tingene til at hænge sammen. Og det ville betyde, at litteraturen kunne få flere af de grundige læsninger, som den har fortjent.
For mig at se skulle der ikke være noget til hinder for at en seriøs krimikritiker skulle kunne være modtager af et sådant legat.
Mariann Enge, som er den kritiker, som er blevet tildelt det norske stipendiat i år, og som både bedriver kritik i tidsskrifter og anmelderi i dagblade kommenterer på Serups blog: »veldig merkelig, også, at han forsøker å få dette til å handle om "smal" vs. "bred" litteratur. Jeg vet ikke hvordan dette er i Danmark, men meg bekjent tjener da ikke de av mine frilanskolleger som skriver om krim og bestselgende romaner mer enn meg som primært blir tildelt poesi og andre "smalere" utgivelser. Hårreisende at en litteraturredaktør i det hele tatt opererer med så sterke og nærmest angstbiterske skiller mellom bredt og smalt.«
Litteraturen og kritikken hører sammen. Det er kritikeren, der læser bøgerne seriøst, som debatterer dem, og udvikler tolkninger, som senere siver ned i undervisningsmiljøet, til undervisere i folkeskole og på højere læreranstalter og til anmelderne.
Det er gennem den samtale som kritikken og litteraturen fører med hinanden, at litteraturen også rykker sig. Kritikken tager litteraturen alvorligt, den svarer og modsvarer, den åbner et samtalefelt uden hvilket litteraturen var ilde stedt.
Derfor er det en god ide med arbejdsstipendier. Fordi det er den måde samfundet viser, at det tager gerningen at skrive litteraturkritik alvorligt, og at det anerkender, at især den vigtige kritik, der skrives i tidsskrifter og antologier, har lige så meget brug for støtte og anerkendelse, som den skønlitterære kunst.
fredag, juni 20, 2008
torsdag, juni 19, 2008
Mere om tidsskrifter, med mere...
I dag ville Michael Strunge være fyldt 50, havde han levet. Politiken (intet link, hmm) og Information har nogle gode, lange artikler og interviews for at markere dagen.
Og her skriver Helle Juhl Lassen om den gode litteratur og den gode litteraturkritik.
Stig Larsson mener også noget om kvalitet – i min reol faldt jeg over et godt interview med ham, det er et par år gammelt og foretaget af Øystein Vidnes foran et live publikum i Bergen. Det findes trykt i Skrivekunst-akademiets festskrift fra 2005; Skriveplass. Larsson siger blandt andet i nynorsk oversættelse:
Nedenfor pågår samtalen omkring de litterære tidsskrifternes rolle og situation i Danmark og vel sikkert i Skandinavien lige nu. Jeg synes det er nogle gode, grundige indlæg der har været, jeg håber der kommer flere. Fx finder jeg det interessant når Paal Bjelke Andersen som jeg læser det, peger på det relationelle, performative og på tids- og stedsspecificitet som overordentligt væsentlige parametre for tidsskriftets (og udgivelsens) udsigelse, hvilken Kristine Kabel anerkender med den tilføjelse at det ikke er de eneste parametre der er i spil. Det er væsentligt hvordan noget bliver sagt, af hvem og hvornår, men det er også væsentligt, siger Kabel, hvad der bliver sagt. Igennem indlæggene nedenfor optegnes også konturerne af to modsatrettede tidsskriftsmodeller; jeg foreslår at kalde dem encyklopædien overfor pamfletten. OEI overfor Den Blå Port. Tue Andersen Nexø skriver spændende om det og fremholder en vision om et litterært månedsblad – hurtigt, kort, aktivt, påvirkeligt, deltagende. Øverste Kirurgiske udkom sådan til at begynde med – de første numre i 1997, én gang om måneden, 44 sider, 30 kroner – et af numrene, husker jeg, med en stor mærkat påklistret hvorpå der stod: NU MED 30% FÆRRE ADJEKTIVER! Sådan et kunne vi godt bruge igen og allerhelst skulle det udkomme i forbindelse med en stor avis. Som Helle Juhl Lassen og jo mange andre er inde på (blandt andet lederen i seneste nummer af DPB der er omtalt nedenfor), kunne det være saliggørende at udfordre konsensusdækningen af litteraturen – i mit perspektiv ikke for at ændre den dækning, for at revolutionere jeg ved ikke hvad, men for at udvide samtalen, for at få flere at tale med om mere.
Desuden: for at vende tilbage til noget af det jeg skriver om nedenfor, mit udgangspunkt: hvorfor ikke lukke nogle af de tidsskrifter og frigøre ressourcer og læsere, eller slå dem sammen, når det nu er de samme der alligevel skriver de samme ting i dem? Jeg mener (og dette er ikke kun et retorisk spørgsmål, men i højere grad et tankeeksperiment jeg ville være interesseret i at se udviklet) hvad ville der ske hvis Vagant og Au Petit Garage blev lagt sammen, hvis Apparatur og Hvedekorn blev lagt sammen, hvis Kritik og Passage slog kludene sammen, Ildfisken og Den Blå Port og Banana Split, hvis Reception og Bogens Verden fandt sammen, hvis Audiatur-katalogerne og OEI og Kritiker gjorde det, hvis Vinduet og Horisont?
På samme måde som jeg mener at et hårdt formuleret, oppositionelt og programmatisk tidsskrift som Øverste Kirurgiske anno 1997 ikke kan stå alene om at repræsentere og udfordre og rykke en litterær offentlighed, mener jeg heller ikke at de mere eller mindre åbne og mangfoldige tidsskrifter og tidsskrifter der ikke har en klart formuleret politik, kan stå alene. Jeg savner klart formulerede programmer, jeg er interesseret, hvad vil man med det: hvorfor dog bruge al den tid, al det arbejde, alle de kvalificerede kræfter og nattetimer på at lave disse tidsskrifter ulønnet? Bare for at de skal eksistere?? Vel næppe?!
(For en god ordens skyld – jf. diskussionen hos Eslund - vil jeg lige understrege at jeg synes at den nye Ildfisk er et godt og godt redigeret tidsskrift, jeg deltager altså ikke i et konspiratorisk hylekor; mit sigte med disse indlæg er et andet, det er en efterlysning, jeg håber på noget mere dynamik, mere forskelligartethed i det man måske kunne kalde det litterære landskab.)
Og her skriver Helle Juhl Lassen om den gode litteratur og den gode litteraturkritik.
Stig Larsson mener også noget om kvalitet – i min reol faldt jeg over et godt interview med ham, det er et par år gammelt og foretaget af Øystein Vidnes foran et live publikum i Bergen. Det findes trykt i Skrivekunst-akademiets festskrift fra 2005; Skriveplass. Larsson siger blandt andet i nynorsk oversættelse:
Eg set Celines bøker høgt. Hadde eg vore jøde, ville eg blitt opprørt av Celine, for han er ein antisemitt. Men det har ikkje noko med kvaliteten å gjere. Viss eg seier at Bergen er ein vakker by, er det ikkje noko eg synest. Det er slik. Viss du ein varm dag, midt på sommaren sa ’eg frys, eg frys’, kva ville dei rundt deg tenke om deg då? For det er ikkje kaldt. Det er varmt. På same måten er det med kvalitet.
Nedenfor pågår samtalen omkring de litterære tidsskrifternes rolle og situation i Danmark og vel sikkert i Skandinavien lige nu. Jeg synes det er nogle gode, grundige indlæg der har været, jeg håber der kommer flere. Fx finder jeg det interessant når Paal Bjelke Andersen som jeg læser det, peger på det relationelle, performative og på tids- og stedsspecificitet som overordentligt væsentlige parametre for tidsskriftets (og udgivelsens) udsigelse, hvilken Kristine Kabel anerkender med den tilføjelse at det ikke er de eneste parametre der er i spil. Det er væsentligt hvordan noget bliver sagt, af hvem og hvornår, men det er også væsentligt, siger Kabel, hvad der bliver sagt. Igennem indlæggene nedenfor optegnes også konturerne af to modsatrettede tidsskriftsmodeller; jeg foreslår at kalde dem encyklopædien overfor pamfletten. OEI overfor Den Blå Port. Tue Andersen Nexø skriver spændende om det og fremholder en vision om et litterært månedsblad – hurtigt, kort, aktivt, påvirkeligt, deltagende. Øverste Kirurgiske udkom sådan til at begynde med – de første numre i 1997, én gang om måneden, 44 sider, 30 kroner – et af numrene, husker jeg, med en stor mærkat påklistret hvorpå der stod: NU MED 30% FÆRRE ADJEKTIVER! Sådan et kunne vi godt bruge igen og allerhelst skulle det udkomme i forbindelse med en stor avis. Som Helle Juhl Lassen og jo mange andre er inde på (blandt andet lederen i seneste nummer af DPB der er omtalt nedenfor), kunne det være saliggørende at udfordre konsensusdækningen af litteraturen – i mit perspektiv ikke for at ændre den dækning, for at revolutionere jeg ved ikke hvad, men for at udvide samtalen, for at få flere at tale med om mere.
Desuden: for at vende tilbage til noget af det jeg skriver om nedenfor, mit udgangspunkt: hvorfor ikke lukke nogle af de tidsskrifter og frigøre ressourcer og læsere, eller slå dem sammen, når det nu er de samme der alligevel skriver de samme ting i dem? Jeg mener (og dette er ikke kun et retorisk spørgsmål, men i højere grad et tankeeksperiment jeg ville være interesseret i at se udviklet) hvad ville der ske hvis Vagant og Au Petit Garage blev lagt sammen, hvis Apparatur og Hvedekorn blev lagt sammen, hvis Kritik og Passage slog kludene sammen, Ildfisken og Den Blå Port og Banana Split, hvis Reception og Bogens Verden fandt sammen, hvis Audiatur-katalogerne og OEI og Kritiker gjorde det, hvis Vinduet og Horisont?
På samme måde som jeg mener at et hårdt formuleret, oppositionelt og programmatisk tidsskrift som Øverste Kirurgiske anno 1997 ikke kan stå alene om at repræsentere og udfordre og rykke en litterær offentlighed, mener jeg heller ikke at de mere eller mindre åbne og mangfoldige tidsskrifter og tidsskrifter der ikke har en klart formuleret politik, kan stå alene. Jeg savner klart formulerede programmer, jeg er interesseret, hvad vil man med det: hvorfor dog bruge al den tid, al det arbejde, alle de kvalificerede kræfter og nattetimer på at lave disse tidsskrifter ulønnet? Bare for at de skal eksistere?? Vel næppe?!
(For en god ordens skyld – jf. diskussionen hos Eslund - vil jeg lige understrege at jeg synes at den nye Ildfisk er et godt og godt redigeret tidsskrift, jeg deltager altså ikke i et konspiratorisk hylekor; mit sigte med disse indlæg er et andet, det er en efterlysning, jeg håber på noget mere dynamik, mere forskelligartethed i det man måske kunne kalde det litterære landskab.)
torsdag, juni 12, 2008
Tidsskrifter...
Her, på mit skrivebord, ligger så mange nye tidsskrifter, de fleste ser rigtig gode ud, det er lige før jeg vil påstå at vi er i den absurde situation at have for mange gode litterære tidsskrifter i Skandinavien... Eller for ens... Det er mange af de samme skribenter der fuldkommen lydefrit skriver eller kan skrive nogenlunde samme type tekster i mange af dem. Nypoesi er en undtagelse. Men ellers kunne man, jeg, godt savne et skarpt vinklet tidsskrift, et tidsskrift med et program af en art - - - da jeg i sin tid var med til at grundlægge Apparatur var det faktisk for at imøde- eller imodgå programtanken, for at skabe et mere pluralistisk sted, selvom 'pluralisme' lyder underligt udvandet nu, et sted der beskæftigede sig med billedkunst og litteratur og hvor der var plads til skønlitteratur og faglitteratur og debutanter og etablerede, side om side, danske og udenlandske. Men nu kunne jeg som sagt godt savne et hårdt formuleret program, noget man kan gå i dialog med, være uenig i osv. Ildfisken forekommer mig at være et rimelig lukket tidsskrift på den måde at de planlægger deres numre lang tid i forvejen, og vist mere eller mindre henter alle deres indlæg selv, ligesom den gruppe mennesker der skriver og redigerer forekommer at stamme fra samme miljø - men de har mig bekendt ikke formuleret et egentligt program, et manifest, de vil ikke noget præcist. Selv er jeg, som antydet, i udgangspunktet ret kritisk i forhold til den type efterlysning som jeg så selv fremsætter her; men kunne det ikke være saligørende om der opstod egentlige grupperinger man kunne navigere i forhold til? Måske findes de allerede, men vel ikke så klart defineret ud fra de enkelte tidsskrifter... Den Blå Port gør noget, i sine ledere, har i de seneste par år forfulgt en bredere sammenhæng mellem det man måske kunne kalde litteratur og politik eller litteraturens rolle i samfundet. Ambitiøst og aggressivt. Men hænger lederne på nogen særlig måde sammen med resten af tidsskriftet, med det der bliver trykt der?
Foran mig ligger: Apparatur #16-17, Reception #65, Kritiker #8, Au Petit Garage #b, Vagant #1/2008, The Literary Review #51/3 (New Danish Writing), Banana Split #27, Vinduet #1/2008, Hvedekorn #1/2008, Ildfisken #39, Den Blå Port #77 og #78. Desværre, havde jeg nær skrevet, men det mener jeg jo, har jeg ikke fået fat på de nye numre af Passage og OEI, selvfølgelig er der andre og flere.
Der er mange gode sager jeg ved jeg umulig får tid til at læse, men sådan er det jo, også med verdenslitteraturen i øvrigt, dog - her til aften har jeg alligevel fået kigget i det nye nummer af Den Blå Port. Det er det sidste nummer med Kristine Kabel og Lars Frost i redaktionen, Nikolaj Zeuthen fortsætter. De kører en art Peer Hultberg/Marie Grubbe-tema - det ser interessant ud. Noget der dog undrede mig var lederen - måske det i det hele taget var den der fik mig til at tænke på det man kunne kalde indspisthed (men det er et grimt ord) og uniformitet i det litterære tidsskriftsmiljø i det hele taget og på den mulige forskel på Den Blå Ports ledere og redigering mere specifikt.
Lederen bærer overskriften Incestuøst og det hedder blandt andet:
Af nummerets tolv bidrag er ét skrevet af en ikke-dansk forfatter, nemlig af den norske kritiker Marius Lien. Artiklen handler om modtagelsen af danske Das Beckværk i norske medier. Hvis man for alvor ville åbne rummet lidt op og komme længere væk fra den benævnte incestuøsitet, kunne man jo starte med at inddrage andre stemmer og perspektiver, udefra, også. Tænker altså jeg.
Foran mig ligger: Apparatur #16-17, Reception #65, Kritiker #8, Au Petit Garage #b, Vagant #1/2008, The Literary Review #51/3 (New Danish Writing), Banana Split #27, Vinduet #1/2008, Hvedekorn #1/2008, Ildfisken #39, Den Blå Port #77 og #78. Desværre, havde jeg nær skrevet, men det mener jeg jo, har jeg ikke fået fat på de nye numre af Passage og OEI, selvfølgelig er der andre og flere.
Der er mange gode sager jeg ved jeg umulig får tid til at læse, men sådan er det jo, også med verdenslitteraturen i øvrigt, dog - her til aften har jeg alligevel fået kigget i det nye nummer af Den Blå Port. Det er det sidste nummer med Kristine Kabel og Lars Frost i redaktionen, Nikolaj Zeuthen fortsætter. De kører en art Peer Hultberg/Marie Grubbe-tema - det ser interessant ud. Noget der dog undrede mig var lederen - måske det i det hele taget var den der fik mig til at tænke på det man kunne kalde indspisthed (men det er et grimt ord) og uniformitet i det litterære tidsskriftsmiljø i det hele taget og på den mulige forskel på Den Blå Ports ledere og redigering mere specifikt.
Lederen bærer overskriften Incestuøst og det hedder blandt andet:
(...)For problemet er jo at det hele meget nemt kan blive lidt snævert og gnidret hvis man for blindt lader det nationale og præstationen være i fokus, for ikke at tale om det, der altid sker i små miljøer: at profileringen af den enkelte, uafhængigt af litterær præstation, synes at tage fokuset (...) Er Danmark et lille sprogområde, er den litterære offentlighed i Danmark endnu mindre, og hvis man opererer med Den Blå Port som et organ for en særlig type af litteraturinteresserede, ja så bliver det pludseligt et meget, meget lille felt man bevæger sig inden for. Både hvad angår læsere og bidragsydere.
At The Literary Review vælger at give engelsk stemme til Blå Port-skribenter er i den forbindelse en kærkommen mulighed for at kunne tale ud i et større, internationalt rum. Og forhåbentlig vil det vise sig at vores tekster kvalificerer betydninger der er vedkommende ikke kun for den hjemlige andedam. Vi tror det.
Af nummerets tolv bidrag er ét skrevet af en ikke-dansk forfatter, nemlig af den norske kritiker Marius Lien. Artiklen handler om modtagelsen af danske Das Beckværk i norske medier. Hvis man for alvor ville åbne rummet lidt op og komme længere væk fra den benævnte incestuøsitet, kunne man jo starte med at inddrage andre stemmer og perspektiver, udefra, også. Tænker altså jeg.
onsdag, juni 11, 2008
Endnu en anbefaling herfra, hvis jeg må have lov, nemlig Harald Voetmanns seneste bog - Trivia I: Spøgelser og antikvarer. Jeg får læst alt for få bøger, så det er en lise at det lidt indimellem er så godt!
fredag, juni 06, 2008
Så er det i dag den ambitiøse og lovende litteraturfestival CPH LITT 08 åbner dørerne. Hvem der var med. På afstand kan man følge det hele hos Martin Johs. Møller, der blogger fra weekenden i København. Eller man kan læse om Pentti Saarikoski eller om Nina Søs Vinther eller om Martin Puchner og Hubert van Den Berg eller om Jakob Levinsen. Eller man kan bladre i det spritnye nummer af Litlive. På mandag tilgengæld - dér ses vi måske? I København. På Forfatterskolen, Peder Skramsgade 2A, gratis entré:
Forfatterskolen og Litlive præsenterer i samarbejde med svenske Carl Dieker Productions tre af Ruslands mest interessante digtere: Arkadii Dragomoschenko, Dmitry Golynko og Aleksandar Skidan møder danske Peter Laugesen, Naja Marie Aidt og Katinka My Jones.
Det sker mandag den 9. juni, kl.19, i Forfatterskolens lokaler, Peder Skramsgade 2A i København. Der er gratis adgang og tilmelding er ikke påkrævet – det tilrådes dog at komme til tiden, vi regner med at blive mange.
Oplæsningen vil foregå på russisk og dansk.
For yderligere information kontakt:
Rasmus Graff (Forfatterskolen): 22 42 60 78 eller Martin Glaz Serup (Litlive) 50 91 24 76
PROGRAM FOR DEN 9. JUNI 2008:
kl.19:00 - Velkomst v/Mette Moestrup & Martin Glaz Serup
kl.ca.19:05 -20.15 - Filmvisning: Letters not about love – baseret på en brevveksling
mellem den amerikanske digter Lyn Hejinian og den russiske Arkadii
Dragomoscheko.
Filmen bliver præsenteret af Arkadii Dragomoscheko
kl.20:15 – 20:30 - Pause
kl.20.30 - 22:00 - Oplæsning:
Arkadii Dragamoschenko læser på russisk
Peter Laugesen læser danske oversættelser
Peter Laugesen læser egne digte på dansk
Dmitry Golynko læser på russisk
Naja Marie Aidt læser danske oversættelser
Naja Marie Aidt læser egne digte på dansk
kl.22:00-22:15 - Pause
kl.22:15-23:00 Aleksandr Skidan læser på russisk
Katinka My Jones læser danske oversættelser
Katinka My Jones læser egne digte på dansk
Arrangementet finder sted i Forfatterskolens lokaler på Peder Skramsgade 2A i København.
torsdag, juni 05, 2008
onsdag, juni 04, 2008
tirsdag, juni 03, 2008
I dagens Information leverer Erik Skyum-Nielsen en sjælden veloplagt anmeldelse af Michael Larsens seneste roman.
mandag, juni 02, 2008
Litlive #57
Seminar
På Forfatterskolen i København 9. juni 2008 presenterer Litlive russisk og dansk samtidspoesi, i samarbeid med Carl Dieker Productions og Forfatterskolen. Blant gjestene er Arkadii Dragomoscheko, Dmitry Golynko, Aleksandr Skidan, Peter Laugesen, Naja Marie Aidt og Katinka My Jones. Se fullstendig program for seminaret.
Litlive #57
Denne gang er Litlive et temanummer om litteratur som lyd. I Litlive #57 skriver Kristine Kabel om Daniel Kehlmann, Helena Boberg om Martin Högström, Peter Borum om Flemming Jarlskov, Jenny Högström om Joseph Conrad og Nils Olsson om Göran Persson.
Den britiske forfatter Caroline Bergvall har i en artikel om Skriftens audiokultur i det forrige nummer af tidsskriftet Kritiker blandt andet skrevet:
”I den kommercielle del af forlagsbranchen sker den største stigning i disse år interessant nok inden for lydbøger. Alene i Storbritannien er salget af lydbøger og spoken word steget med 30 procent, og lydbøgernes andel af det samlede salg stiger støt. I USA, hvor markedet er stærkest, overskrider salget nu 8 milliarder dollars. Alligevel ignorerer kritikerne stadigvæk stort set dette udbytte. De ser ikke andet i det end en snedig markedsmanøvre, og opfatter det som en sekundær kilde i forhold til den skrevne bog.
(…)
Hvad vil der ske med skriften, hvis den ikke længere blot udgives som et visuelt og grafisk udtryk, men også finder husly eller bliver hosted i former der giver teksten lyd eller stemme? Hvad vil det komme til at betyde for skriftens opførsel, i og udover det litterære som vi kender det, hvis ilydsættelser og istemmesættelser af tekst bruges og støttes stadig mere?”
Også i Norden er antallet af lydbogstitler vokset og salget af dem steget markant igennem de sidste par år. Det er en form der kræver at blive taget seriøst – ikke mindst som lyd; spørgsmål som hvad den fortolkning en oplæsning af teksten nødvendigvis er betyder, eller hvordan bogen er andereldes hørt end læst er gode spørgsmål, synes vi. Fem af vores anmeldere byder i dette nummer ind mulige svar.
Derudover er Litlives kalender opdateret med juni måneds litteraturarrangementer i henholdsvis Norge, Sverige og Danmark. Savner du et arrangement i kalenderen, eller har du tips om kommende arrangementer, er du mere end velkommen til at sende en mail til litlive@litlive.dk.
Med venlig hilsen,
Redaktionen:
Annelie Axén (S), Mariann Enge (N), Martin Glaz Serup (DK), Martin Grüner Larsen (N) og Thomas Nystrøm (DK).
Øvrige medarbejdere:
Webmaster: Bo Ærenlund Sørensen (DK)
Design: Judith Nærland (N)
Skribenter: Eivind Røssaak (N), Espen Stueland (N), Fredrik Hertzberg (SF), Hanna Nordenhök (S), Helena Boberg (S), Henrik Petersen (S), Hilde Martre Larsen (N), Jenny Högström (S), Johan Dahlbäck (S), Kari Løvaas (N), Karsten Sand Iversen (DK), Kristina Nya Glaffey (DK), Kristine Kabel (DK), Lars Bukdahl (DK), Lilian Munk Rösing (DK), Linda Östergaard (S), Mai Misfeldt (DK), Mikkel Bruun Zangenberg (DK), Nils Olsson (S), Nora Simonhjell(N), Peter Borum (DK), René Jean Jensen (DK), Sissel Lie (N), Tania Ørum (DK), Trond Haugen (N) og Ulf Karl Olov Nilsson (S).
Litlive udgives med støtte fra Kulturkontakt Nord og Norsk Kulturråd.
På Forfatterskolen i København 9. juni 2008 presenterer Litlive russisk og dansk samtidspoesi, i samarbeid med Carl Dieker Productions og Forfatterskolen. Blant gjestene er Arkadii Dragomoscheko, Dmitry Golynko, Aleksandr Skidan, Peter Laugesen, Naja Marie Aidt og Katinka My Jones. Se fullstendig program for seminaret.
Litlive #57
Denne gang er Litlive et temanummer om litteratur som lyd. I Litlive #57 skriver Kristine Kabel om Daniel Kehlmann, Helena Boberg om Martin Högström, Peter Borum om Flemming Jarlskov, Jenny Högström om Joseph Conrad og Nils Olsson om Göran Persson.
Den britiske forfatter Caroline Bergvall har i en artikel om Skriftens audiokultur i det forrige nummer af tidsskriftet Kritiker blandt andet skrevet:
”I den kommercielle del af forlagsbranchen sker den største stigning i disse år interessant nok inden for lydbøger. Alene i Storbritannien er salget af lydbøger og spoken word steget med 30 procent, og lydbøgernes andel af det samlede salg stiger støt. I USA, hvor markedet er stærkest, overskrider salget nu 8 milliarder dollars. Alligevel ignorerer kritikerne stadigvæk stort set dette udbytte. De ser ikke andet i det end en snedig markedsmanøvre, og opfatter det som en sekundær kilde i forhold til den skrevne bog.
(…)
Hvad vil der ske med skriften, hvis den ikke længere blot udgives som et visuelt og grafisk udtryk, men også finder husly eller bliver hosted i former der giver teksten lyd eller stemme? Hvad vil det komme til at betyde for skriftens opførsel, i og udover det litterære som vi kender det, hvis ilydsættelser og istemmesættelser af tekst bruges og støttes stadig mere?”
Også i Norden er antallet af lydbogstitler vokset og salget af dem steget markant igennem de sidste par år. Det er en form der kræver at blive taget seriøst – ikke mindst som lyd; spørgsmål som hvad den fortolkning en oplæsning af teksten nødvendigvis er betyder, eller hvordan bogen er andereldes hørt end læst er gode spørgsmål, synes vi. Fem af vores anmeldere byder i dette nummer ind mulige svar.
Derudover er Litlives kalender opdateret med juni måneds litteraturarrangementer i henholdsvis Norge, Sverige og Danmark. Savner du et arrangement i kalenderen, eller har du tips om kommende arrangementer, er du mere end velkommen til at sende en mail til litlive@litlive.dk.
Med venlig hilsen,
Redaktionen:
Annelie Axén (S), Mariann Enge (N), Martin Glaz Serup (DK), Martin Grüner Larsen (N) og Thomas Nystrøm (DK).
Øvrige medarbejdere:
Webmaster: Bo Ærenlund Sørensen (DK)
Design: Judith Nærland (N)
Skribenter: Eivind Røssaak (N), Espen Stueland (N), Fredrik Hertzberg (SF), Hanna Nordenhök (S), Helena Boberg (S), Henrik Petersen (S), Hilde Martre Larsen (N), Jenny Högström (S), Johan Dahlbäck (S), Kari Løvaas (N), Karsten Sand Iversen (DK), Kristina Nya Glaffey (DK), Kristine Kabel (DK), Lars Bukdahl (DK), Lilian Munk Rösing (DK), Linda Östergaard (S), Mai Misfeldt (DK), Mikkel Bruun Zangenberg (DK), Nils Olsson (S), Nora Simonhjell(N), Peter Borum (DK), René Jean Jensen (DK), Sissel Lie (N), Tania Ørum (DK), Trond Haugen (N) og Ulf Karl Olov Nilsson (S).
Litlive udgives med støtte fra Kulturkontakt Nord og Norsk Kulturråd.
søndag, juni 01, 2008
Abonner på:
Opslag (Atom)