fredag, februar 29, 2008
torsdag, februar 28, 2008
Debat: Kunststøtte: Hjælp - vi har fået ondt i kulturen
Af Niels Frank, Forfatter, Fhv. Rektor På Forfatterskolen
Det har mildest talt været nervepirrende at læse om de seneste politiske planer for Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Men midt i fortvivlelsen vælger jeg at holde fast i de mest positive udtalelser fra diverse kulturpolitikere. For eksempel, at kunststøtten ikke skal formindskes, blot omlægges.
For eksempel, at man blot ønsker at undersøge, om ordningen er »hensigtsmæssig« (mest kunst for pengene).
For eksempel, at midlerne blot skal omfordeles fra de »rige« kunstnere, der alligevel intet økonomisk får ud af ordningen, til de mindrebemidlede. Okay. Så langt, så godt.
Hvis jeg forstår politikerne ret, er jeg et af de »talenter«, man gerne vil hjælpe. Jeg har udgivet 11 bøger de seneste godt 20 år, modtaget det treårige stipendium fra Kunstfonden, siddet i det litterære tremandsudvalg, været leder af Forfatterskolen, fungeret som konsulent, oversat talrige bøger, læst op både herhjemme og i udlandet osv.
Men jeg modtager ikke den livsvarige ydelse og er fuldstændig afhængig af de legater, jeg kan skrabe sammen fra de forskellige statslige fonde og råd. Hvis politikerne så gerne vil hjælpe mig, forstår jeg ikke, hvorfor de nu kommer på den idé at udhule den livsvarige ydelse.
Med den ordning kunne man trods alt håbe på engang at slippe for at skulle søge sin egen stilling et par gange om året eller opfinde glitrende projekter i tide og utide til glæde for et fjernt udvalg. Og man kunne slippe for altid at være nervøs for ikke at blive tildelt støtte.
Man kunne begynde at skue ud i fremtiden med en vis ro. Man kunne begynde at planlægge over større stræk. Man kunne bruge kræfterne på det rette.
For langt de fleste kunstnere er den livsvarige ydelse ikke så meget en hædersbevisning, som den er en økonomisk sikring. En overlevelse. Hvorfor er det så svært at indse for landets ivrige kulturpolitikere, der tilsyneladende har set sig gale på en håndfuld succesrige kunstnere og i forsøget på at nakke dem saver benet over på hele kunstlivet?
Og glemmer de samme politikere ikke i farten, at de nu er ved at smadre fremtidsudsigterne for eleverne på kunstakademi, forfatterskole, teaterskole, filmskole osv., hvis »vækstlag« de ellers er så glade for at støtte?
Alligevel holder jeg fast i, at politikerne gerne vil hjælpe. Og hvis de for eksempel gerne vil hjælpe mig, kunne de begynde med at fortælle mig om deres planer for min fremtid.
Skal jeg søge arbejdslegater til min dødsdag og håbe, at jeg ikke løber ind i sygdom eller kunstnerisk krise? For så falder hammeren. Eller skal jeg ærlig talt tage at få mig et ordentligt arbejde? Eller skal jeg simpelthen bare holde op med at brokke mig, når jeg nu alligevel bliver forgyldt i hoved og røv af den danske stat?
Jeg synes, de damer og herrer i kulturpolitikken skylder mig et svar. Ellers begynder jeg at tvivle på deres vilje til at hjælpe. Og hvis de så gerne vil »i dialog« med landets kunstnere, som en af dem udtalte forleden, kunne de jo passende invitere til en samtale om, hvordan kunststøtten bedst deles ud.
Jeg står til rådighed for et møde døgnet rundt. Jeg er let at snakke med. Jeg har humoristisk sans. Og jeg har en masse gode ideer til, hvordan man bedst hjælper den kunstner, som ikke kan leve af sin kunst, men måske alligevel har en betydning for, hvordan vi forstår os selv. Som anstændige individer. Som sociale væsner. Som borgere i et land, der pludselig har fået ondt i kulturen.
Niels Frank , forfatter, tidligere rektor på Forfatterskolen. Hans seneste bog, essaysamlingen Alt andet er løgn, er netop blevet tildelt Georg Brandes-prisen for 2007.
Sakset fra dagens udgave af Politiken.
Det har mildest talt været nervepirrende at læse om de seneste politiske planer for Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Men midt i fortvivlelsen vælger jeg at holde fast i de mest positive udtalelser fra diverse kulturpolitikere. For eksempel, at kunststøtten ikke skal formindskes, blot omlægges.
For eksempel, at man blot ønsker at undersøge, om ordningen er »hensigtsmæssig« (mest kunst for pengene).
For eksempel, at midlerne blot skal omfordeles fra de »rige« kunstnere, der alligevel intet økonomisk får ud af ordningen, til de mindrebemidlede. Okay. Så langt, så godt.
Hvis jeg forstår politikerne ret, er jeg et af de »talenter«, man gerne vil hjælpe. Jeg har udgivet 11 bøger de seneste godt 20 år, modtaget det treårige stipendium fra Kunstfonden, siddet i det litterære tremandsudvalg, været leder af Forfatterskolen, fungeret som konsulent, oversat talrige bøger, læst op både herhjemme og i udlandet osv.
Men jeg modtager ikke den livsvarige ydelse og er fuldstændig afhængig af de legater, jeg kan skrabe sammen fra de forskellige statslige fonde og råd. Hvis politikerne så gerne vil hjælpe mig, forstår jeg ikke, hvorfor de nu kommer på den idé at udhule den livsvarige ydelse.
Med den ordning kunne man trods alt håbe på engang at slippe for at skulle søge sin egen stilling et par gange om året eller opfinde glitrende projekter i tide og utide til glæde for et fjernt udvalg. Og man kunne slippe for altid at være nervøs for ikke at blive tildelt støtte.
Man kunne begynde at skue ud i fremtiden med en vis ro. Man kunne begynde at planlægge over større stræk. Man kunne bruge kræfterne på det rette.
For langt de fleste kunstnere er den livsvarige ydelse ikke så meget en hædersbevisning, som den er en økonomisk sikring. En overlevelse. Hvorfor er det så svært at indse for landets ivrige kulturpolitikere, der tilsyneladende har set sig gale på en håndfuld succesrige kunstnere og i forsøget på at nakke dem saver benet over på hele kunstlivet?
Og glemmer de samme politikere ikke i farten, at de nu er ved at smadre fremtidsudsigterne for eleverne på kunstakademi, forfatterskole, teaterskole, filmskole osv., hvis »vækstlag« de ellers er så glade for at støtte?
Alligevel holder jeg fast i, at politikerne gerne vil hjælpe. Og hvis de for eksempel gerne vil hjælpe mig, kunne de begynde med at fortælle mig om deres planer for min fremtid.
Skal jeg søge arbejdslegater til min dødsdag og håbe, at jeg ikke løber ind i sygdom eller kunstnerisk krise? For så falder hammeren. Eller skal jeg ærlig talt tage at få mig et ordentligt arbejde? Eller skal jeg simpelthen bare holde op med at brokke mig, når jeg nu alligevel bliver forgyldt i hoved og røv af den danske stat?
Jeg synes, de damer og herrer i kulturpolitikken skylder mig et svar. Ellers begynder jeg at tvivle på deres vilje til at hjælpe. Og hvis de så gerne vil »i dialog« med landets kunstnere, som en af dem udtalte forleden, kunne de jo passende invitere til en samtale om, hvordan kunststøtten bedst deles ud.
Jeg står til rådighed for et møde døgnet rundt. Jeg er let at snakke med. Jeg har humoristisk sans. Og jeg har en masse gode ideer til, hvordan man bedst hjælper den kunstner, som ikke kan leve af sin kunst, men måske alligevel har en betydning for, hvordan vi forstår os selv. Som anstændige individer. Som sociale væsner. Som borgere i et land, der pludselig har fået ondt i kulturen.
Niels Frank , forfatter, tidligere rektor på Forfatterskolen. Hans seneste bog, essaysamlingen Alt andet er løgn, er netop blevet tildelt Georg Brandes-prisen for 2007.
Sakset fra dagens udgave af Politiken.
onsdag, februar 27, 2008
tirsdag, februar 26, 2008
Maybe it's just me. Undertegnede er eksildanske, for tida på en kort visitt i de københavnske forsteder. Radioen summer i bakgrunnen mens jeg skriver dette. De unge andregenerasjonsinnvandrerne som har satt fyr på skoler landet over, omtales gjennomgående som urolige apekatter, de bør utstyres med GPS-sendere, de lager bråk og hærverk helt uten grunn. De to tunisierne som angivelig planla å drepe en av Ytringsfrihetens Noble Helter, utvises uten rettssak selv om politiet ikke en gang gadd å lete etter beviser da de ransaket hjemmene deres. Forresten har skuespillere lenge nok drevet dank og snyltet på systemet – supplerende dagpenger bør forbys, skuespillere bør få seg en ordentlig jobb, ikke alt dette pjattet.
Danske kritikere har moret seg kongelig over Schmidts roman. Tommelen opp, god underholdning! Det politiske i litteraturen er stadig en hot potato her nede, men framstilles paradoksalt som en fabelaktig «ny» trend. At danske kritikere ennå ikke får øye på den politiske litteraturen for bare latterkrampe og underholdnings- narkomani, er faktisk ganske utrolig. Kanskje kritikerne egentlig prøver å få litteraturen til å holde kjeft? Det høres riktignok litt pussig ut – i Danmark hvor de ellers er så gode på ytringsfrihet.
- Susanne Christensen anmelder Ina Merete Schmidts seneste roman her.
mandag, februar 25, 2008
søndag, februar 24, 2008
Moderne Litteraturteori
Der er netop kommet et nyt bind i serien om moderne litteraturteori fra Aarhus Universitet; Postkolonialisme er redigeret af Hans Hauge og får gode anmeldelser i blandt andet Kristeligt Dagblad og Jyllands Posten - man bilver jo helt nysgerrig - ikke mindst i forhold til de bøger der er på vej i den serie... Se selv.
Apropos - Bent Vinn Nielsen skriver i weekendens Information om Socialchefen fra helvede - Claus Hjort Frederiksen dukker frem under Nielsens seng, uhyggeligt:
(min understregning, -mgs). Mere apropos: Der behøver ikke at følge penge med hæder.
Hvad så, Bent? spørger han, er du på supplerende dagpenge? Ligesom de andre narrerøve, 'kunstnere', eller hvad I kalder jer. Kan du ikke svare - er du på supplerende dagpenge?
Nej, svarer man stammende, man prøver at være lidt frisk, men det lyder ynkeligt, det kan man godt selv høre. Jeg er på finansloven, siger man.
Manden griner næsten hjerteligt, hold nu kæft, Bent, siger han finansloven!
Jamen, det passer insisterer man, jeg får 1.279,88 kr. om måneden - før skat - fordi jeg er et kulturgode ligesom Den lille Havfrue og Fregatten Jylland.
(min understregning, -mgs). Mere apropos: Der behøver ikke at følge penge med hæder.
fredag, februar 22, 2008
I Sandkassen samler Tue Andersen Nexø op på udspillet fra V og DF's forslag om at afskaffe eller omlægge Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Her skriver Boris Boll-Johansen i samme forbindelse om politisk pis og lommepenge og her er det Peter Abrahamsen om pension (og, kunne man tilføje, barns første sygedag, løn under sygdom, feriepenge og hvad det ellers hedder, det mennesker i almindelige arbejder har af privilegier.)
onsdag, februar 20, 2008
>Stendhal-syndromet<
Det var den italienske psykolog Graziella Magherini, der i 1982 navngav syndromet. På otte år havde hun konstateret omkring 100 tilfælde i Firenze. I 1989 udgav hun en bog med samme titel, og her forklarede hun, at det oftest er yngre ugifte kvinder, som rejser alene, der bliver ramt af disse af kunsten fremprovokerede ekstatiske identitetstab. Ifølge Magherini bærer vi imidlertid alle på Stendahl-syndromet: Under de rette (?) omstændigheder er ingen immun over for kunstens ekstreme påvirkningskraft.
- Nikolaj Lübecker i artiklen Opslugt! – Når litteraturen er ond, der står at læse i antologien Det onde i litteraturen (2003), redigeret af Birthe Hoffmann og Lilian Munk Rösing. I artiklen skriver Lübecker videre om Stendahl-syndromet at det sigter til en æstetisk indlevelsesevne der er så umådeholden at tilskueren fuldstændig taber sig selv, sin fornuft og sin subjektivitet i kunstoplevelsen.
tirsdag, februar 19, 2008
Hvedekorn 4/2007
Så er der et nyt nummer af Hvedekorn på trapperne, noget forsinket, faktisk skulle det være udkommet sidste år, men hvad, hvem tæller. Det er sidste nummer der redigeres af Morten Søndergaard og Tomas Thøfner med redaktionssekretariatbistand af undertegnede - fra Hvedekorn 1/2008 står Lars Bukdahl egenhændigt ved roret.
I sidste års sidste nummer står gode Adam Saks for udsmykningen, og der er nye digte af Pia Juul, Kristina Stoltz, Thomas Krogsbøl, Viggo Madsen, T.S. Høeg, Merete Pryds Helle, Jens Blendstrup, Christel Wiinblad, Peter-Clement Woetmann, Claus Ejner, Kirsten Nørgaard og Søren Lindgreen, Sofie Ringling. Christoffer Ugilt Jensen, Søren Lund Jensen, Karoline Rønne, Lone Elmstedt Bild, Simon Bjørkman og Søren R. Fauth debuterer.
I sidste års sidste nummer står gode Adam Saks for udsmykningen, og der er nye digte af Pia Juul, Kristina Stoltz, Thomas Krogsbøl, Viggo Madsen, T.S. Høeg, Merete Pryds Helle, Jens Blendstrup, Christel Wiinblad, Peter-Clement Woetmann, Claus Ejner, Kirsten Nørgaard og Søren Lindgreen, Sofie Ringling. Christoffer Ugilt Jensen, Søren Lund Jensen, Karoline Rønne, Lone Elmstedt Bild, Simon Bjørkman og Søren R. Fauth debuterer.
mandag, februar 18, 2008
lørdag, februar 16, 2008
Race, Gender and Politics
Kan man læse noget ud af måden man sidder på en stol på? Og i så fald: hvad?
fredag, februar 15, 2008
The Laugh Museum is looking for your laughter.
This is an open call for anyone who wishes to submit a short recording of laughter (and whatever chortles, guffaws, and miscellaneous snorting that may be considered as falling within the definition of laughter) to the Laugh Museum project. The sound files can be in any format (wav, mp3, etc.) The laughter should be an original recording made by the person submitting it of themselves or someone they know. Along with the file, I'd like the name (last name optional), age, location of the person laughing.and the date of the recording.
What are the recordings for:
1. They will be posted at The Laugh Museum website (TheLaughMuseum.blogspot.com) as part of an international online museum of laughter.
2. They will be part of a multi-speaker installation project and accompanying electroacoustic composition.
Recordings of laughter can be submitted to laughmuseum@gmail.com
I'm looking forward to your laughter.
Please feel free to post widely.
Thanks.
Gary
What are the recordings for:
1. They will be posted at The Laugh Museum website (TheLaughMuseum.blogspot.com) as part of an international online museum of laughter.
2. They will be part of a multi-speaker installation project and accompanying electroacoustic composition.
Recordings of laughter can be submitted to laughmuseum@gmail.com
I'm looking forward to your laughter.
Please feel free to post widely.
Thanks.
Gary
torsdag, februar 14, 2008
onsdag, februar 13, 2008
tirsdag, februar 12, 2008
mandag, februar 11, 2008
torsdag, februar 07, 2008
Sikkert hjemme fra Stavanger, hvor jeg desværre gik glip af Oliemuseet, som jeg gerne havde besøgt, fortsætter det omrejsende cirkus. Der er (vist) stadig ledige billetter til forestillingerne i Vejen og Sønderho.
lørdag, februar 02, 2008
Litlive #53 - FEB 08
Nyhedsbrev februar 2008
I Litlive #53 skriver Johan Dahlbäck om Morten Sabroe, Mai Misfeldt om Ulf Karl Olov Nilsson, Susanne Christensen om Juliana Spahr, Lilian Munk Rösing om Hanne Ørstavik og Nora Simonhjell om Trond Davidsen.
Dessuten er Litlives kalender oppdatert med februar måneds litterære livearrangementer i henholdsvis Norge, Sverige og Danmark. Savner du et arrangement i kalenderen, eller har du tips om kommende arrangementer? Send en mail til litlive@litlive.dk.
Med vennlig hilsen
redaksjonen
Annelie Axén (S), Mariann Enge (N), Martin Glaz Serup (DK), Martin Grüner Larsen (N) og Thomas Nystrøm (DK).
I Litlive #53 skriver Johan Dahlbäck om Morten Sabroe, Mai Misfeldt om Ulf Karl Olov Nilsson, Susanne Christensen om Juliana Spahr, Lilian Munk Rösing om Hanne Ørstavik og Nora Simonhjell om Trond Davidsen.
Dessuten er Litlives kalender oppdatert med februar måneds litterære livearrangementer i henholdsvis Norge, Sverige og Danmark. Savner du et arrangement i kalenderen, eller har du tips om kommende arrangementer? Send en mail til litlive@litlive.dk.
Med vennlig hilsen
redaksjonen
Annelie Axén (S), Mariann Enge (N), Martin Glaz Serup (DK), Martin Grüner Larsen (N) og Thomas Nystrøm (DK).
Abonner på:
Opslag (Atom)
Kornkammer er flyttet!
og findes nu på KORNKAMMER.DK
-
"(...) Avgjørende forskjeller fra lyd til lyd et kys et smellkyss et skudd (...)" - Ellen Grimsmo Foros fra Går det an (2006)
-
På min Facebook-status den 2. november stod der: "Martin Glaz Serup tænker på hvor læserne, lærerne, formidlerne, kritikerne og kulturp...