Foran mig ligger: Apparatur #16-17, Reception #65, Kritiker #8, Au Petit Garage #b, Vagant #1/2008, The Literary Review #51/3 (New Danish Writing), Banana Split #27, Vinduet #1/2008, Hvedekorn #1/2008, Ildfisken #39, Den Blå Port #77 og #78. Desværre, havde jeg nær skrevet, men det mener jeg jo, har jeg ikke fået fat på de nye numre af Passage og OEI, selvfølgelig er der andre og flere.
Der er mange gode sager jeg ved jeg umulig får tid til at læse, men sådan er det jo, også med verdenslitteraturen i øvrigt, dog - her til aften har jeg alligevel fået kigget i det nye nummer af Den Blå Port. Det er det sidste nummer med Kristine Kabel og Lars Frost i redaktionen, Nikolaj Zeuthen fortsætter. De kører en art Peer Hultberg/Marie Grubbe-tema - det ser interessant ud. Noget der dog undrede mig var lederen - måske det i det hele taget var den der fik mig til at tænke på det man kunne kalde indspisthed (men det er et grimt ord) og uniformitet i det litterære tidsskriftsmiljø i det hele taget og på den mulige forskel på Den Blå Ports ledere og redigering mere specifikt.
Lederen bærer overskriften Incestuøst og det hedder blandt andet:
(...)For problemet er jo at det hele meget nemt kan blive lidt snævert og gnidret hvis man for blindt lader det nationale og præstationen være i fokus, for ikke at tale om det, der altid sker i små miljøer: at profileringen af den enkelte, uafhængigt af litterær præstation, synes at tage fokuset (...) Er Danmark et lille sprogområde, er den litterære offentlighed i Danmark endnu mindre, og hvis man opererer med Den Blå Port som et organ for en særlig type af litteraturinteresserede, ja så bliver det pludseligt et meget, meget lille felt man bevæger sig inden for. Både hvad angår læsere og bidragsydere.
At The Literary Review vælger at give engelsk stemme til Blå Port-skribenter er i den forbindelse en kærkommen mulighed for at kunne tale ud i et større, internationalt rum. Og forhåbentlig vil det vise sig at vores tekster kvalificerer betydninger der er vedkommende ikke kun for den hjemlige andedam. Vi tror det.
Af nummerets tolv bidrag er ét skrevet af en ikke-dansk forfatter, nemlig af den norske kritiker Marius Lien. Artiklen handler om modtagelsen af danske Das Beckværk i norske medier. Hvis man for alvor ville åbne rummet lidt op og komme længere væk fra den benævnte incestuøsitet, kunne man jo starte med at inddrage andre stemmer og perspektiver, udefra, også. Tænker altså jeg.
11 kommentarer:
Ja, en mulighed for at udvide samtalen er at inddrage andre stemmer - det er i ørvigt også en linje i Den Blå Port, selv om der i netop nr 78 (stort set) kun er danske bidrag. Men de andre stemmer kan også være dansksprogede, blot ytres fra positioner uden for det mere snævre litterære miljø, hvilket vi har forsøgt gennem de sidste numre. Det afgørende redaktionelt er imidlertid at bringe de bedste tekster (og det er ofte en vurdering, der kan være svær at sætte på formel) - uafhængigt at, hvorfra der ytres. Dels at kvalificere den litterære debat ved overhovedet at diskutere - ved at moderere og bringe samtaler, afholde kritikersaloner og selvfølgelig gennem essay, fx som det af Marius Lien i nr 78. Lederen i nr 78 kritiserer jo ikke, som man kan få indtryk af i dit indlæg Martin, det at der skrives på dansk, men at det litterære miljø er indspist - og konstaterer, at det kan ses som en konsekvens af et lille sprogområde. Det er et vilkår. Der er ganske enkelt ikke så mange, der per se læser med (heller ikke selv om den skandinavisk litterære offentlighed er blevet styrket de seneste år), og det skaber et miljø, præget af trang til mere anerkendelse og lidt anstregnt misundelsespræget polemik om, hvem der fx får de 3-årige. Det er vel et vilkår for de fleste små og lidt trængte miljøer, at selvprofilering og i det hele taget personfiksering kan tage overhånd frem for en samtale og diskussion om teksterne, fx, og deres betydning i et større rum. Vi nævner i lederen lister-med-bøger-jeg-har-læst som et eksempel på selvprofilering og bevares, jeg vil gerne inspireres af andres gode litteraturoplevelser, men hvis den litterære debat reduceres til et afsnit af vis-mig-dit-køleskab, så har vi et problem.
Det er en interessant diskusjon du trekker opp, Martin, som jeg tror har mye med tidsskriftenes rolleforståelse å gjøre. Det vil si den funksjonen de fleste tidsskriftredaksjoner gir seg seg selv, og som oftest er nærmere kritikerens enn den littererære aktivistens. Jeg synes svaret ditt, Kristine Kabel, er et godt eksempel på det. Du skriver: "Men de andre stemmer kan også være dansksprogede, blot ytres fra positioner uden for det mere snævre litterære miljø, hvilket vi har forsøgt gennem de sidste numre. Det avgørende redaktionelt er imidlertid at bringe de bedste tekster (og det er ofte en vurdering, der kan være svær at sætte på formel) - uafhængigt at, hvorfra der ytres." Etter mitt syn opphever de to setningene hverandre og peker på en redaksjonell selvforståelse hvor redaksjonens implisitte kvalitetsvurderinger av enkelttekster spiller større rolle enn den redaksjonelle komposisjonen av tidsskriftnummeret. En selvforståelse som er kritikerens (om enn ikke alle kritikeres). Altså kvalitetsvurderingen av den allerede eksisterende ytringen, noe som (i prinsippet, i praksis er det selvfølgelig ikke så enkelt) gjør tidsskriftredaksjonen til en slags jury som ut i fra mer eller mindre eksplisitte kvalitetskriterier, som av og til kombineres med et mer eller mindre tematisk fokus, presenterer "de beste tekstene" i og om en gitt litterær offentlighet.
Det er selvfølgelig helt legitimt, selv om resultatet kan bli mer konserverende enn progressivt (de siste årgangene av Vinduet er et skrekkeksempel), de nasjonale litterære offentlighetene har sin egen dynamikk hvor tidsskriftene kan spille en helt vesentlig kommenterende, orienterende og samlende rolle. Men at tekstene skal vurderes uavhengig av hvor de ytres fra synes jeg er svært problematisk, til og med naivt. For betyr ikke det at det da er helt uten betydning om en tekst leses i Den Blå Port eller i Apperatur, eller i akkurat det nummeret av Den Blå Port og ikke i et annet?
Satt på spissen: at redaksjonens oppgave er å vurdere en teksts kvalitet (i entall) er ikke en objektiv sannhet, men et ideologisk standpunkt som bygger på en forestilling om et enhetlig kvalitativt hierarki. Hva med å begynne å snakke om kvalitet i flertall, "kvaliteter"? Hvorav en kvalitet er sammenhengen eller kontrasten mellom ytringen og "hvorfra der ytres", altså mellom publiseringskonteksten, hvem som ytrer seg i den og hva som ytres. Og hvilken funksjon ytringen har for det eller de den er henvendt. Muligens kunne vi da unngå noe av den homogeniteten Martin viser til.
(I parentes: Jeg har lest flere gode enkeltnumre av tidsskrifter de siste par årene. Men det er da tidsskriftnumre hvor dynamikken mellom enkelttekster og helhet har vært uhyre intelligent satt sammen, som Vagant 1/07, med Susanne Christensen som hovedredaktør, eller det siste nummeret av OEI, med Karl Larsson og Frans Josef Petersson som hovedredaktører. Hadde noen av enkelttekstene i disse numrene stått i et nummer av Vinduet, Den Blå Port eller Apparatur ville de fremstått som andre tekster, med en annen funksjon, i seg selv og i tidsskriftet som helhet.)
I teorien er jeg helt enig med dig, Paal, og jeg studsede over samme passage i Kristines kommentar. Men i praksis sker der det, at man kæmper og kæmper og kæmper for at få nok materiale, især kritiske tekster, der bare nogenlunde lever op til standard (en hvilken som helst standard!) - og så må give køb på sine mere intervenerende og redaktionelt skarpe ambitioner. Det er i al fald min oplevelse fra de fem år jeg lavede DBP - bl. a. sammen med Kristine.
Når det er sagt, så er der også meget, folk - læseren - ikke ser: Bidrag, som afvises eller optages, folk, man spørger eller ikke spørger, tekster, som opsøges til oversættelse, projekter, man sætter i søen. Noget bliver så til noget, andet ikke til noget.
Derudover kan jeg sagtens se et skred i den redaktionelle linje i Porten i de sidste tre numre (efter at Lone og jeg gik ud og Nikolaj Zeuthen kom ind): Et ret voldsomt fokus på konceptuelle og post-konceptuelle kunstscene som det sted, STEDET, der skal revitalisere samtidslitteraturen. Og det har ikke kun slået igennem i lederne, men også i en række bidrag, især i nummer 76.
Som tidsskrift ville Porten måske være tydeligere, hvis den linje blev trukket frem - blev monoman. Det ville blive et dårligere, men mere markant tidsskrift - lidt ligesom en udstilling, som er så skarpt kurateret, at de kuratoriske valg bliver hovedsagen.
Jeg er fuldstændig enig med dig, Paal Bjelke - jeg har ikke på noget tidspunkt ment, at det enten var et spørgsmål om hvorfra der blev ytret eller et spørgsmål om kvaliteter ved en tekst. Når jeg skriver, at det afgørende er at bringe de bedste tekster uafhængigt af, hvorfra der ytres, var meningen at det ikke ALENE er kvalificerende, hvorfra der ytres fra. Men jeg kan godt se, at formuleringen kan misforstås. I øvrigt er det dig der taler om kvalitet i ental, det fremgår ikke af min sidste kommentar, og jeg tror det naiviserer tidsskriftredaktioner alt for meget - jeg kender ingen tidsskrifter, som fortegningen passer på. I øvrigt undgår jeg at uddybe hvad de bedste tekster er i sidste indlæg, fordi indlægget fokuserer på den litterære debat - og spørgsmålet om de bedste tekster er en lidt anden diskussion. Men jo selvfølgelig helt central, det er den diskussion jeg blandt andet efterlyser i forbindelse med konkrete udgivelser mm. Vi kan godt tale om det generelt, selvom det ofte bliver lidt klichéfyldt - det er klart, at når det gælder tidskrifter er det komplekse forhold, hvor nogle af parametrene netop er hvorfra der tales (og hvad der tidligere er blevet sagt fra det sted) og i hvilken sammenhæng teksten bringes (ikke kun hvilket tidsskrift, men også det enkelte nummer, forstås). 'De bedste tekster' inkluderer altså også parametret om hvorfra der tales, men det er ikke et parameter, der kan stå alene.
Endnu en kommentar til Paals indlæg: Det virker som om, du fokuserer på det enkelte nummer som en art værk, komponeret af bidrag. Selv var og er jeg mere optaget af tidsskriftet som noget, der skaber kontinuitet, et mulighedsfelt eller et perspektiv eller en stemme (eller hvad man nu vil kalde det), som løber hen over de enkelte numre. En stadig tilstedeværelse i det litterære felt.
Af samme grund ville jeg gerne have udkommet hyppigere med DBP, og så med (endnu) kortere numre. Måske et nummer om måneden, men kun 20-40 sider? Hellere det end OEIs årlige telefonbøger, som ingen alligevel læser. Men det satte økonomien (og det redaktionelle realitetsprincip) en stopper for.
"Men nu kunne jeg som sagt godt savne et hårdt formuleret program, noget man kan gå i dialog med, være uenig i osv. Ildfisken forekommer mig at være et rimelig lukket tidsskrift på den måde at de planlægger deres numre lang tid i forvejen, og vist mere eller mindre henter alle deres indlæg selv, ligesom den gruppe mennesker der skriver og redigerer forekommer at stamme fra samme miljø - men de har mig bekendt ikke formuleret et egentligt program, et manifest, de vil ikke noget præcist."
Jeg kan ikke finde ud af, om du mener det positivt, Martin, når du taler om Ildfisken som et lukket tidsskrift. I konteksten lyder det faktisk positivt, men ordet lukket er alligevel negativt ladet. Som i indspist eller snæversynet. Ildfisken er før blevet omtalt som lukket på en negativ måde, og jeg kan ikke helt forstå hvorfor. Det irriterer mig. Hvis det betyder, at vi er meget selektive, eller at vi forsøger at lave fokuserede numre med temaer, så er det smukt og godt. Vi træffer nogle valg som redaktører - vi vil gerne lave et nummer om Preben Major Sørensen fx, og det valg udelukker så selvfølgelig bidrag, som omhandler andre ting. Næste nummer handler om romanen, og der er vi nødt til at takke nej til alle tilsendte lyriktekster. Vi vil hellere stille skarpt på et tema eller en forfatter eller genre end at være såkaldt åbne for alle mulige bidrag. Vi tager en tekst, hvis den passer ind i det enkelte nummers "plan" eller fokus. Oftest inviterer vi dog målrettet bidragydere eller/og leverer (gerne) selv bidrag.
På den måde er Ildfisken lukket, at tidsskriftet handler om ting, som vi som redaktører (og forfattere) er optaget af og brænder for. Der er ikke på tværs af numrene et program eller en formuleret redaktionel linje eller undersøgelse. Vi arbejder på lyst og er meget idiosynkratiske. Ildfisken afspejler vores smag, kan man sige - vi "kuraterer" tekster, som vi godt kan lide, eller tekster som må have en mening om eller vinkel på noget, vi synes, er spændende. Hvis det lukkede går på en fornemmelse af "personlighed" eller smag, er det det positivt, og jeg vil egentlig gerne læse din kommentar i den retning.
Jeg er meget skeptisk i forhold til at skulle formulere et program eller manifest for vores tidsskrift. Vi er ikke politiske med det, vi laver, og vi undlader bevidst at skrive lange forord, som vil fiksere eller fastholde bidragene. Hellere arbejde forkuseret ad hoc med et givet tema og lade teksterne tale for sig selv som den litteratur eller kritik, de er.
Jeg taler på vegne af mig selv her.
Kære Mads,
Lige kort: her mener jeg det faktisk positivt, som du også læser det.
Tak for de gode bidrag alle sammen, jeg håber at kunne kommenterer lidt længere senere.
Alt godt,
Martin
Lidt kommentarer hos Mads også.
Vedr. Ildfisken:
Jeg forstår ikke hvorfor I bliver så fornærmede over at blive kaldt for et "lukket tidsskrift", især ikke når I så bagefter selv indrømmer at Ildfisken rent faktisk er et lukket tidsskrift. Det er da højst besynderligt.
Dennis Gade Kofoed skriver: "Det er irriterende med sådan en kritik, der antyder noget konspiratorisk eller en ”vi er alligevel bedre end de andre holdning”, hvilket selvfølgelig ikke er tilfældet i Ildfisken."
Men så skriver han lidt længere nede: "Vi laver fisk om det vi synes er interessant og ikke andet", og tilføjer at dem I selv kender er dem der laver de spændende ting.
Det er da en superlukket ting at sige, endda på en lukket og utransperant måde, "vi gør sådan her, men i det skjulte, og naturligvis laver vi kun det spændende, men det kan ikke formuleres hvad det er, men dem vi kender laver det også". Hvis man da så bare, som Serup vist efterlyser, lavede tidsskriftet lukket ved at have en åbenlys programerklæring eller poetik for tidsskriftet, så ville det læsere og evt. bidragsydere vide hvad der var på færde.
mvh
Claus
Kære Claus,
du læser forkert. Der står at vi selvfølgelig kender folk der deler vores interesse. Ikke at folk der deler vores interesse er dem vi kender, eller at vi får vores interesse fra dem vi kender.
Læser du igen, vil du også se at det der irriterer mig mest, er at kritiken ikke går på indholdet, men hvad Martin tror der er tænkt i redaktionen.
Min anke er bla at det Martin efterlyser kræver (som Tue også er inde på) en redaktion der har penge.
ser så først nu tråden hos mads...
Send en kommentar