Tiden er en anden i Valby end i Rom (1, 2, 3, 4, 5), alligevel lykkedes det mig at få læst en bog færdig i dag - Imre Kertész' lille Detektivhistorie; egentlig blot en parentes, skrevet på to uger og med det formål at fylde nogle sider ud, så forlæggeren havde nok ark til at trykke en bog, eller hvordan det nu er... Kertész gør selv kort rede for det i et nyskrevet forord til den danske udgave. Parentes eller ej; bogen har levet i mig hele dagen, selv de mindste bøger han skriver er store. Ligesom optegnelserne i Jeg - en anden også bliver ved med at være til stede for mig, selvom det er flere år siden jeg læste dem. Ellers er jeg træt. Af at tørretumbleren aldrig virker i det forpulede vaskeri. Så nu går jeg i seng. Med et par bøger af Bundgård Povlsen. Jeg fik lyst til at bladre i dem igen efter i dag at have hørt Torben Brostrøm tale så godt og klogt om sit arbejde med det der senere er blevet kaldt modernismekonstruktionen. Og tre ældre numre af Standart tager jeg med i seng; jeg fandt artikler jeg gerne vil læse, men kender jeg mig selv ret når jeg måske en halv side og så kommer søvnen at kæmpe med. Apropos kampe. Her skrev jeg for nylig blandt andet at:

Vi ønsker os stærke grupperinger og fraktioner, vi ønsker os litterære fejder, vi ønsker os nogen at være uenige med, der selv har noget på spil, nogen, der selv kan noget, nogen, der selv vil noget - andet.

Og det er da som der er ved at komme lidt røre i den litterære andedam, eller hvilken anden container-metafor man måske mere passende kunne bruge for den litterære scene herhjemme; jeg tænker på Jens Christian Grøndahls udladninger i Politiken og Leonora Christina Skovs ditto i Weekendavisen. Her er i hvert fald nogle der byder op til dans. Problemet er blot, for mig at se, at begge tekster forekommer så helt utroligt egocentrerede, hvilket jeg sådan set ikke har noget imod, men så: forsmåede, og: indbildske, også i den (eventuelt nye) betydning at de bilder sig noget ind, forestiller sig ting og sager, en art paranoia måske. Der er klart mere power på Skov end på Grøndahl, hun vil ligesom mere og tør ligesom mere, men hendes indlæg - der kan læses her - skæmmes blandt andet af at hun ikke kommer med ordentlige eksempler og så selvfølgelig af den sædvanlige, men vel efterhånden lidt forældede, troede jeg, journalistkliché med at tale om Forfatterskolelitteratur uden at synes at man behøver at specificere det nærmere. Alt hvad sådan nogle forfattere som Kristian Ditlev Jensen og Morten Søndergaard og Christina Hesselholdt og Dy Plambeck og Kirsten Hammann og Merete Pryds Helle og Martin Larsen og Kristian Bang Foss og Katrine Marie Guldager og Helle Helle og Morten Søkilde og Mads Brenøe og Dennis Gade Kofod og Marius Nørup Nielsen skriver altså... Men hvordan putte det i samme boks? Så synes jeg måske at der er mere at komme efter, nogle burde hente det, i Erik Skyum-Nielsens anmeldelse af "digteren og litteraten og elitebøssen Niels Frank"s seneste bog Spørgespil, som jeg i parentes finder fremragende og hermed varmt kan anbefale til hvem som helst. Ellers andet? Jo, kommentarfeltet her lever fortsat, og jeg må sige at jeg er blevet glad for det. Det ser ud som om der er sket en reel inkludering - et indbrud - nye stemmer i kornkammeret - gid de må blive - så det ikke kun skal være mænd der taler om køn. Nu læser jeg Mur og Rum af Bundgård Povlsen, den er fra 1962. Nu lytter jeg til Jan Johansson. Nu sover jeg. Godnat.