tirsdag, marts 09, 2010

I Rom regner det i dag, og det blæser, det er som lyset altid er særligt når det regner, på biblioteket hvor jeg sidder lyder det vældig dramatisk. På biblioteket hvor jeg sidder. Jeg støvede lidt rundt og ledte egentlig efter noget andet, da jeg fandt et par bøger af Tom Kristensen og blev helt glad. Ham har jeg ikke set noget til længe. Hans Rejse i Italien fra 1950 stod der, signeret af forfatteren endda, jeg læste de første par sider, men lagde den så væk igen. Nej. Det var ikke særlig godt, ret selvsmagende, ret ligegyldigt forekom det mig, sludrende og hele tiden understregende "landets sære skikke" og et "akavet tryk paa anden og sidste stavelse" i ordet fiammiferri, og det allerede i bogens første ti linjer. De næste ti linjer går med at beskrive hvordan Kristensen ikke magter at åbne en pakke italienske tændstikker uden de alle sammen ryger ud på dugen på bordet, sikke ting han oplever: "Smaating maaske, men en paamindelse om, at jeg var turist i et fremmed land og nu skulle til at gaa ind ad forkerte døre og begaa tusinde smaa latterligheder..." Jo tak, den bog gider jeg ikke at læse. Jeg fandt tekstsamlingen Oplevelser med lyrik (1957) der stod ved siden af. I den findes en tekst skrevet til Politiken i 1953 ved Emil Bønnelycke død. Kristensen burde have noget at sige om Bønnelycke, fra den ene ende af den ekspressionistiske tomandshær til den anden. Men altså. Der lugter så meget af sur cerutrøg i den sene Tom Kristensens tekster, bedrevidende og ikke engang særlig sensibel. Bønnelycke-portrættet er nærmest en desavouering. Nej. Så vil jeg hellere læse Bønnelycke selv, men han findes desværre ikke på biblioteket her. Er ellers lige i humør til Spartanerne (1919). Klaus Rifbjerg skriver i sit portræt af Tom Kristensen i Danske Digtere i det 20. århundede blandt andet følgende:
(...) man behøver blot at lægge de to rejsebøger En Kavaler i Spanien (1926) og Rejse i Italien (1950) ved siden af hinanden for at se, hvad der sker når en digter "tager sit parti" og falder til ro i afklarethedens baby-lift.

Det er naturligvis et urimeligt forlangende, at kunstnere skal gå op i flammer for at bevise deres eksistens, på den anden side kan man med rimelighed forlange, at de opmærksomt reagerer på alarmklokkerne. Midt i støjen kan man have behov for at blive rykket ud af den, at "få roen til live", men når man ved, at den skabende uro er den vigtigste impuls, er der grund til at være på vagt. Tom Kristensen advarede Hans Hartvig Seedorff, fordi han mente "kantaten lurede på ham". At noget lurede på ham selv i 1925, da han skrev "Den unge Lyrik og dens Krise" vidste Tom Kristensen nok, men han har næppe forestillet sig at det skulle være hyldest-digte til Christian d. 10ende og dannelsesrejser til det klassiske Rom.

13 kommentarer:

Fucked Up Forlag sagde ...

Du er lidt hård ved Kristensen, synes jeg. Klart han er en superborgerlig pseudo-rebel, men er det ikke også interessant at han (eller "man") skrev med så stor distance dengang? Det anderledes var virkelig anderledes. Det vil vi selvfølgelig ikke ha nu, vi mestrer vores omverden uanset hvor vi er, vi er "åbne" - og samtidig er verden belejligt nok løbet tør for anderledeshed, og vi er lykkeligt (eller hvad) befriede fra problematikken.

Martin Glaz Serup sagde ...

Jeg synes klart at du har en pointe i forhold til denne nutidige måske let blaserte 'omverdensbemestring', men det der irriterer mig såda ved den sene Kristensens cerutrøg er at han er BLEVET til "en superborgerlig pesudo-rebel"; hans bøger fra 1920 til 1930 er helt anderledes; levende, lyse, åbne, vilde og levende. Det her er jo stendødt.

Peter H. Olesen sagde ...

Jeg tænkte lidt det samme som Fucked Up Forlag, men har ikke Tom Kristensens sene tekster presente, og kunne heller ikke have formuleret det lige så elegant.

Måske blev Tom K. virkelig dårlig og slap med alderen - og med den ro, som kom ind i hans liv. Eller også er tiden bare løbet fra ham. Alt er jo ikke skrevet til evigheden.
Eller - måske - er der et for stort aldersspand mellem forfatteren Tom og læseren, dig?
(Er Bønnelyckes iøvrigt så god og avantgarde, holder hans ting?)

PS: Jeg holder stadig af anekdoten om at Tom affyrede kanonen på Thurø som tegn på at købmanden i Svendborg skulle sejle en ny kasse øl over til ham.

Martin Glaz Serup sagde ...

Men læs da selv første side i Rejse til Italien (1950) og fortæl mig om I synes det er godt. Der er sådan set et større tidsmæssigt spand imellem Fribytterdrømme (1920) og Hærværk (1930) og mig (2010), end med rejsebogen - som jeg synes er skidt - - - og jeg har kun læst de første par sider, jeg føler mig ikke forpligtet til at læse videre, hvorfor skulle jeg dog det? Desuden medfører det at der er gået lang tid fra noget er skrevet til det bliver læst jo ikke i sig selv at det må opfattes som ringe. Eller det modsatte for den sags skyld. Fx har jeg senest læst Gertrude Steins Three lives (1909) og i Montaignes rejsedagbøger fra Italien (1580-81); og det var altsammen fantastisk, syntes jeg, men det beviser jo ingenting. Tom Kristensen bliver bare gammel og sat. Så kan man - eller jeg, for I må læse hvad I vil, også det dårlige - jo bare genlæse hans tidlige forfatterskab.

Peter H. Olesen sagde ...

Jeg taler ikke om tidsspand, men aldersspand. Mellem gamle Tom og stadigt unge Martin.
Men nej, jeg orker ikke at læse bogen, Martin, jeg tror dybest set på din bedømmelse. Jeg mener dog i princippet stadig, at en tekst kan være gammel og sat på den fede måde.

Martin Glaz Serup sagde ...

Montaigne er 50 og skriver hele tiden om sine nyresten, men ja, måske der også er en pointe i det du siger om livsalderen, det er der helt sikkert.

Peter H. Olesen sagde ...

Der er dage, hvor man bliver træt af sin egen evige uro. Dage, hvor man længes efter sathed og sure cerutter...

Fucked Up Forlag sagde ...

Eller man kan lære noget, hvorfor en sådan identifikatorisk læsemåde? "Jeg er ikke gammel og sat, derfor læser jeg ikke noget af en forfatter som er gammel og sat" ... hæ? Ingen forsker i det konservative sinds mekanismer?

Anonym sagde ...

Apropos sindet og dets konservative mekanismer: Rifbjerg står bag dommen over kollegaen Kristensen uden selv, så mange år efter, at lade os andre i tvivl; han er blevet det billede han selv pegede fingre af, den lurende kantate hvori kronisk uskyld forløses

Martin Glaz Serup sagde ...

Apropos Italiensskildringer, så har jeg lige læst Joseph Brodskys Venedigs vandmærke i Frederik Dessaus oversættelse. Den er temmelig parfumeret for min smag, men den har bestemt sine momenter, synes jeg. Har I læst den?

Per-Olof Johansson sagde ...

Du kan meget vel have ret med den bog om Italien - og hvis - kan forklaringen være den enkle, at han er havnet i den situation at skulle skrive for at overleve uden egentlig at ville skrive den bog. Har netop købt et udvalg af hans digte "De forsvundne ansigter" fra 1953 - med Povl Christensens akvatinter - måske mest på grund af dem. Og så en erindring: Vores dansklærer brugte den til at læse op af, og især 'Henrettelsen' gjorde dramatisk indtryk. Nå men her står i digtet 'Li Tai Pé's død'.
"Der ligger et Digt, som jeg aldrig faar sunget,/en moderløs Rede med plettede Æg." Om nu dette digt er godt eller dårligt - så vel en selverkendelse, man ikke uden videre kan kimse ad. En digter uden svage digte/tekster har næppe levet -

Martin Glaz Serup sagde ...

Kære P-O,
Nej, du har jo ret, jeg forlanger jo heller ikke det perfekte at TK, hvad det så skulle forestille at være; jeg bliver jo blot... oprevet... hvis ikke det er for meget sagt... fordi jeg jo netop sætter pris på andre og egentlig store dele af TKs skrifter... skuffet og arrig bliver jeg.

Per-Olof Johansson sagde ...

- så er det godt at holde fast i det, som er godt og lade det andet ...hvile til historikerne...jeg tror forundring er mere på sin plads end vrede i den situation...