lørdag, marts 27, 2010

Om køn, repræsentation og Standart

Jeg er stadig i Rom, netop vågnet, var længe oppe i nat, arbejdede til sent og inden jeg lagde mig til at sove begyndte jeg at læse Rasmus Nikolajsens lille rejseroman i Athen, der udkom sidste år. Den har jeg ville læse længe, som så mange ting. Jeg nåede kun at læse til side 15 før jeg ikke kunne holde mig vågen længere, men MAND, for nogle gode sider, kompakte og originale og ikke mindst: virkelig morsomme. Som Nikolajsens versfortælling To dåser sat på samme hylde, der stod at læse i antologien Midtjyske fortællinger (2008), var god, kompakt, original og morsom. Jeg glæder mig til at læse videre og læse færdig, når jeg er færdig med at skrive dette må jeg ud og købe ind, måske jeg kunne finde en café på vejen, det er vigtigt at få gjort den slags ting: sætte sig på en café og læse gode bøger og drikke kaffe, simpelthen fordi man har lyst, det gør én lykkelig. Og man kan jo håbe og forestille sig at det er begyndelsen på en serie: Rasmus Nikolajsen i Berlin, i Rom, i Prag, Paris osv.... i Athen er skrevet over en måned i, ja, Athen, og er på den måde i familie med fx Joseph Brodskys Venedigs vandmærke eller Pentti Saarikoskis Tiden i Prag, selvom de hver for sig er meget forskellige bøger.

Imens jeg skriver dette ser jeg at Torben Brostrøms fine motivering for at dette års Kritikerpris går til Eske K. Mathiesen kan læses ovre hos Blogdahl. Endnu en anbefaling altså.

Ellers har jeg gået lidt rundt om mig selv de sidste par dage imens jeg har overvejet hvordan man kunne samle ordentligt op på denne her debat eller udveksling. Der står jo mange gode ting og hele diskussionen omkring repræsentation og køn er vigtig at tage, vigtig at bidrage til. I går på Facebook fx, Pia Juul blev med rette irriteret over at Information fremhæver at Østre Gasværk-teateret har fået en kvindelig direktør, når det ikke er det historien handler om, det bliver ikke brugt til noget i artiklen, det peger blot på kvindens kønnethed (modsat mandens neutrale position, i artiklen står der ikke noget om at den tidligere direktør er en mand) og på det særlige i at det nu er en kvinde der bestemmer. Tilsyneladende ubevist. Christian Dorph skrev en kommentar på Juuls wall: "Åh, hold nu op med det kønsflueknepperi. Det er jo bare en ældre MANDLIG medarbejder, der kom til at skrive det af gl vane uden tanke eller bagtanke." Det er jo netop en del af problemet, kunne man indvende. På samme Facebook så jeg samme aften at den svenske litteraturkritiker m.m. Jenny Högstrom havde fået et nyt profilbillede: "I'll be a Post-Feminist in a Post-Partriarchy" stod der på det, det kunne jeg godt lide.

Problemet med bloggen som form er også noget af det der er positivt ved den. At det kan gå så hurtigt, at alle kan komme til, at kommentarernes relevans ikke er direkte hierarkiseret af en redaktør. Det kan også medføre at det hele hurtigt bliver spredt og forvirret; ingen vil eller kan samle op og konkludere, det hele bliver let så tentativt, så so-what. Det er her vi har brug for de mere traditionelle medier - jeg har skrevet til Standart og spurgt om ikke de gør en artikel ud af det her, om ikke de sætter en skribent på, med vinkel, tid, kilder, overblik og agenda. Og jeg hørte fra en anden at hun måske vil anmelde det nye nummer af Standart, netop med denne diskussion in mente. Det er dét vi trænger til nu - nogen der vil skrive ordentligt om det, forsøge at få hoved og røv på diskussionen. Det uforpligtende ved bloggen er en fordel derhen at stemmer der måske ikke ellers ville have ytret sig nu gør det, bagdelen er så tydeligvis at man ikke er forpligtet - på det man siger, nødvendigvis, fordi man er anonym, eller også fordi man har travlt. Der er flere (tre) (kvinder!) der har skrevet til mig privat at de synes at det er en relevant og god diskussion og at de mener meget om den og det og at de gerne vil - eller ville rettere - være med til at kvalificere den, men at de ikke har tid. Dét forstår jeg godt! Men alligevel.

Nu jeg taler om uforpligtende; jeg er sgu træt af de her anonyme indlæg, jeg synes der er noget tarveligt ved dem, ikke at ville sige hvem man er eller stå ved det, det gør det svært at føre en ordentlig dialog. Når man bruger anonyme kilder som journalist kender man dem selv og borger for deres plausibilitet, hvis det er ordet, her er der ingen der borger for de anonyme der til gengæld er bemærkelsesværdigt mere aggressive end de skribenter der tør at skrive under på hvad de siger. Jeg kan godt lide aggression! Men det forekommer mig useriøst ikke at ville stå ved det. Fremover vil jeg gerne frabede jeg mig anonyme kommentarer på Kornkammeret. Det er dog stadig muligt at skrive anonyme kommentarer, jeg vil gerne gøre det så let som muligt at blande sig her, blot, synes jeg, bør man skrive under på det man siger som en slags minimum.

Jeg ville gerne at der skulle ske noget her, men jeg synes vi sidder fast i det lavpraktiske som når Tue Andersen Nexø sympatisk og velment kommer med idéer til hvordan man kan rekrutere flere kvindelige skribenter. Men hvorfor skulle man overhovedet ville det. Vi skal et niveau op eller tilbage, vi skal til hønen og ægget, vi bliver nødt til, tror jeg, at reformulere hvorfor det er vigtigt, vi kan ikke bare gå ud fra at vi alle sammen ved det eller synes det, det er tydeligvis ikke tilfældet. Jævnfør Nexøs interessante pointe om anti-anti-mandschauvinisme med perspektiveringen til Matt Yglesias (og her skriver Jessica Cavalenti om en ny anti-feministisk organisation der spreder sig på amerikanske campus'er, as we speak, havde jeg nær sagt). Helena T. har lagt denne kommentar ovre hos Claws i forbindelse med Kornkammer-debatten her, hun skriver: "Jamen varför kan de inte bara hålla med? 'Oj då, det var dumt. Det var inte meningen, så pinsamt.'" Det kan 'de' ikke, Helena, fordi 'de' ikke kan se hvad der er dumt og pinsamt, og ærlig talt kan jeg heller ikke per se se det, hvis nu vi konkret taler om Standart #1/2010; det vil jeg gerne have kvalificeret. HVAD er dumt og pinsamt, HVORFOR?

På samme måde kunne jeg ønske at Anonym i citatet nedenfor ville give et bud på hvorfor det er relevant med flere perspektiver på sagerne, hvilke perspektiver, hvordan, og også meget gerne forklarer hvad søren hun eller han forstår ved et ord som fx demokrati: "Hvorfor er det ikke relevant, at andre end mænd "af den rette støbning" er med på skribent- og redaktionssiden, når nummeret drejer sig om politik, litteratur og dannelse...er det ikke spørgsmål, der vedrører os alle - også kvinder? Hvorfor er demokrati og en differentieret perspektivering ikke relevant for politik, litteratur og dannelse? Hvordan skulle flere og andre perspektiver på store spørgsmål kunne forringe kvaliteten?" Selvfølgelig skal jeg ikke bestemme hvordan man debatterer, hvilke former man bruger og gør brug af hvordan, men som sagt tror jeg at der er brug for en meget mere eksplicit værdidebat - på hvilket grundlag står vi, hvad er udgangspunktet for disse retoriske udflugter. Jeg tror vi alle (og her taler jeg om i hvert fald hele Danmark) trænger til gennemgangen af en helt grundlæggende ABC I FEMINISME; dét kunne i hvert fald ikke forringe kvaliteten - i det hele taget.

Noget andet jeg aldeles apropos finder bemærkelsesværdigt i forbindelse med debatten her er at - hvis vi ikke regner den/de anonyme med og heller ikke Jensen - så er der en massiv overvægt af mandlige debattører i kommentarfeltet - 80% mænd, 20% kvinder (som faktisk kun er Susanne Christensen selv, der var den første der bemærkede den skæve kønsfordeling i Standart). Hvad kan det skyldes? Bloggen her burde ellers være et demokratisk medie på den måde forstået at den er ekstrem tilgængelig, ingen censur, ingen medlemskaber (af blogger fx) er påkrævede; hvorfor blander ingen kvinder sig så? Fordi det er en irrelevant diskussion?

Alle hidtidige kommentarer m.m. kan læses her.

Ingen kommentarer: