onsdag, marts 31, 2010
lørdag, marts 27, 2010
Om køn, repræsentation og Standart
Jeg er stadig i Rom, netop vågnet, var længe oppe i nat, arbejdede til sent og inden jeg lagde mig til at sove begyndte jeg at læse Rasmus Nikolajsens lille rejseroman i Athen, der udkom sidste år. Den har jeg ville læse længe, som så mange ting. Jeg nåede kun at læse til side 15 før jeg ikke kunne holde mig vågen længere, men MAND, for nogle gode sider, kompakte og originale og ikke mindst: virkelig morsomme. Som Nikolajsens versfortælling To dåser sat på samme hylde, der stod at læse i antologien Midtjyske fortællinger (2008), var god, kompakt, original og morsom. Jeg glæder mig til at læse videre og læse færdig, når jeg er færdig med at skrive dette må jeg ud og købe ind, måske jeg kunne finde en café på vejen, det er vigtigt at få gjort den slags ting: sætte sig på en café og læse gode bøger og drikke kaffe, simpelthen fordi man har lyst, det gør én lykkelig. Og man kan jo håbe og forestille sig at det er begyndelsen på en serie: Rasmus Nikolajsen i Berlin, i Rom, i Prag, Paris osv.... i Athen er skrevet over en måned i, ja, Athen, og er på den måde i familie med fx Joseph Brodskys Venedigs vandmærke eller Pentti Saarikoskis Tiden i Prag, selvom de hver for sig er meget forskellige bøger.
Imens jeg skriver dette ser jeg at Torben Brostrøms fine motivering for at dette års Kritikerpris går til Eske K. Mathiesen kan læses ovre hos Blogdahl. Endnu en anbefaling altså.
Ellers har jeg gået lidt rundt om mig selv de sidste par dage imens jeg har overvejet hvordan man kunne samle ordentligt op på denne her debat eller udveksling. Der står jo mange gode ting og hele diskussionen omkring repræsentation og køn er vigtig at tage, vigtig at bidrage til. I går på Facebook fx, Pia Juul blev med rette irriteret over at Information fremhæver at Østre Gasværk-teateret har fået en kvindelig direktør, når det ikke er det historien handler om, det bliver ikke brugt til noget i artiklen, det peger blot på kvindens kønnethed (modsat mandens neutrale position, i artiklen står der ikke noget om at den tidligere direktør er en mand) og på det særlige i at det nu er en kvinde der bestemmer. Tilsyneladende ubevist. Christian Dorph skrev en kommentar på Juuls wall: "Åh, hold nu op med det kønsflueknepperi. Det er jo bare en ældre MANDLIG medarbejder, der kom til at skrive det af gl vane uden tanke eller bagtanke." Det er jo netop en del af problemet, kunne man indvende. På samme Facebook så jeg samme aften at den svenske litteraturkritiker m.m. Jenny Högstrom havde fået et nyt profilbillede: "I'll be a Post-Feminist in a Post-Partriarchy" stod der på det, det kunne jeg godt lide.
Problemet med bloggen som form er også noget af det der er positivt ved den. At det kan gå så hurtigt, at alle kan komme til, at kommentarernes relevans ikke er direkte hierarkiseret af en redaktør. Det kan også medføre at det hele hurtigt bliver spredt og forvirret; ingen vil eller kan samle op og konkludere, det hele bliver let så tentativt, så so-what. Det er her vi har brug for de mere traditionelle medier - jeg har skrevet til Standart og spurgt om ikke de gør en artikel ud af det her, om ikke de sætter en skribent på, med vinkel, tid, kilder, overblik og agenda. Og jeg hørte fra en anden at hun måske vil anmelde det nye nummer af Standart, netop med denne diskussion in mente. Det er dét vi trænger til nu - nogen der vil skrive ordentligt om det, forsøge at få hoved og røv på diskussionen. Det uforpligtende ved bloggen er en fordel derhen at stemmer der måske ikke ellers ville have ytret sig nu gør det, bagdelen er så tydeligvis at man ikke er forpligtet - på det man siger, nødvendigvis, fordi man er anonym, eller også fordi man har travlt. Der er flere (tre) (kvinder!) der har skrevet til mig privat at de synes at det er en relevant og god diskussion og at de mener meget om den og det og at de gerne vil - eller ville rettere - være med til at kvalificere den, men at de ikke har tid. Dét forstår jeg godt! Men alligevel.
Nu jeg taler om uforpligtende; jeg er sgu træt af de her anonyme indlæg, jeg synes der er noget tarveligt ved dem, ikke at ville sige hvem man er eller stå ved det, det gør det svært at føre en ordentlig dialog. Når man bruger anonyme kilder som journalist kender man dem selv og borger for deres plausibilitet, hvis det er ordet, her er der ingen der borger for de anonyme der til gengæld er bemærkelsesværdigt mere aggressive end de skribenter der tør at skrive under på hvad de siger. Jeg kan godt lide aggression! Men det forekommer mig useriøst ikke at ville stå ved det. Fremover vil jeg gerne frabede jeg mig anonyme kommentarer på Kornkammeret. Det er dog stadig muligt at skrive anonyme kommentarer, jeg vil gerne gøre det så let som muligt at blande sig her, blot, synes jeg, bør man skrive under på det man siger som en slags minimum.
Jeg ville gerne at der skulle ske noget her, men jeg synes vi sidder fast i det lavpraktiske som når Tue Andersen Nexø sympatisk og velment kommer med idéer til hvordan man kan rekrutere flere kvindelige skribenter. Men hvorfor skulle man overhovedet ville det. Vi skal et niveau op eller tilbage, vi skal til hønen og ægget, vi bliver nødt til, tror jeg, at reformulere hvorfor det er vigtigt, vi kan ikke bare gå ud fra at vi alle sammen ved det eller synes det, det er tydeligvis ikke tilfældet. Jævnfør Nexøs interessante pointe om anti-anti-mandschauvinisme med perspektiveringen til Matt Yglesias (og her skriver Jessica Cavalenti om en ny anti-feministisk organisation der spreder sig på amerikanske campus'er, as we speak, havde jeg nær sagt). Helena T. har lagt denne kommentar ovre hos Claws i forbindelse med Kornkammer-debatten her, hun skriver: "Jamen varför kan de inte bara hålla med? 'Oj då, det var dumt. Det var inte meningen, så pinsamt.'" Det kan 'de' ikke, Helena, fordi 'de' ikke kan se hvad der er dumt og pinsamt, og ærlig talt kan jeg heller ikke per se se det, hvis nu vi konkret taler om Standart #1/2010; det vil jeg gerne have kvalificeret. HVAD er dumt og pinsamt, HVORFOR?
På samme måde kunne jeg ønske at Anonym i citatet nedenfor ville give et bud på hvorfor det er relevant med flere perspektiver på sagerne, hvilke perspektiver, hvordan, og også meget gerne forklarer hvad søren hun eller han forstår ved et ord som fx demokrati: "Hvorfor er det ikke relevant, at andre end mænd "af den rette støbning" er med på skribent- og redaktionssiden, når nummeret drejer sig om politik, litteratur og dannelse...er det ikke spørgsmål, der vedrører os alle - også kvinder? Hvorfor er demokrati og en differentieret perspektivering ikke relevant for politik, litteratur og dannelse? Hvordan skulle flere og andre perspektiver på store spørgsmål kunne forringe kvaliteten?" Selvfølgelig skal jeg ikke bestemme hvordan man debatterer, hvilke former man bruger og gør brug af hvordan, men som sagt tror jeg at der er brug for en meget mere eksplicit værdidebat - på hvilket grundlag står vi, hvad er udgangspunktet for disse retoriske udflugter. Jeg tror vi alle (og her taler jeg om i hvert fald hele Danmark) trænger til gennemgangen af en helt grundlæggende ABC I FEMINISME; dét kunne i hvert fald ikke forringe kvaliteten - i det hele taget.
Noget andet jeg aldeles apropos finder bemærkelsesværdigt i forbindelse med debatten her er at - hvis vi ikke regner den/de anonyme med og heller ikke Jensen - så er der en massiv overvægt af mandlige debattører i kommentarfeltet - 80% mænd, 20% kvinder (som faktisk kun er Susanne Christensen selv, der var den første der bemærkede den skæve kønsfordeling i Standart). Hvad kan det skyldes? Bloggen her burde ellers være et demokratisk medie på den måde forstået at den er ekstrem tilgængelig, ingen censur, ingen medlemskaber (af blogger fx) er påkrævede; hvorfor blander ingen kvinder sig så? Fordi det er en irrelevant diskussion?
Alle hidtidige kommentarer m.m. kan læses her.
Imens jeg skriver dette ser jeg at Torben Brostrøms fine motivering for at dette års Kritikerpris går til Eske K. Mathiesen kan læses ovre hos Blogdahl. Endnu en anbefaling altså.
Ellers har jeg gået lidt rundt om mig selv de sidste par dage imens jeg har overvejet hvordan man kunne samle ordentligt op på denne her debat eller udveksling. Der står jo mange gode ting og hele diskussionen omkring repræsentation og køn er vigtig at tage, vigtig at bidrage til. I går på Facebook fx, Pia Juul blev med rette irriteret over at Information fremhæver at Østre Gasværk-teateret har fået en kvindelig direktør, når det ikke er det historien handler om, det bliver ikke brugt til noget i artiklen, det peger blot på kvindens kønnethed (modsat mandens neutrale position, i artiklen står der ikke noget om at den tidligere direktør er en mand) og på det særlige i at det nu er en kvinde der bestemmer. Tilsyneladende ubevist. Christian Dorph skrev en kommentar på Juuls wall: "Åh, hold nu op med det kønsflueknepperi. Det er jo bare en ældre MANDLIG medarbejder, der kom til at skrive det af gl vane uden tanke eller bagtanke." Det er jo netop en del af problemet, kunne man indvende. På samme Facebook så jeg samme aften at den svenske litteraturkritiker m.m. Jenny Högstrom havde fået et nyt profilbillede: "I'll be a Post-Feminist in a Post-Partriarchy" stod der på det, det kunne jeg godt lide.
Problemet med bloggen som form er også noget af det der er positivt ved den. At det kan gå så hurtigt, at alle kan komme til, at kommentarernes relevans ikke er direkte hierarkiseret af en redaktør. Det kan også medføre at det hele hurtigt bliver spredt og forvirret; ingen vil eller kan samle op og konkludere, det hele bliver let så tentativt, så so-what. Det er her vi har brug for de mere traditionelle medier - jeg har skrevet til Standart og spurgt om ikke de gør en artikel ud af det her, om ikke de sætter en skribent på, med vinkel, tid, kilder, overblik og agenda. Og jeg hørte fra en anden at hun måske vil anmelde det nye nummer af Standart, netop med denne diskussion in mente. Det er dét vi trænger til nu - nogen der vil skrive ordentligt om det, forsøge at få hoved og røv på diskussionen. Det uforpligtende ved bloggen er en fordel derhen at stemmer der måske ikke ellers ville have ytret sig nu gør det, bagdelen er så tydeligvis at man ikke er forpligtet - på det man siger, nødvendigvis, fordi man er anonym, eller også fordi man har travlt. Der er flere (tre) (kvinder!) der har skrevet til mig privat at de synes at det er en relevant og god diskussion og at de mener meget om den og det og at de gerne vil - eller ville rettere - være med til at kvalificere den, men at de ikke har tid. Dét forstår jeg godt! Men alligevel.
Nu jeg taler om uforpligtende; jeg er sgu træt af de her anonyme indlæg, jeg synes der er noget tarveligt ved dem, ikke at ville sige hvem man er eller stå ved det, det gør det svært at føre en ordentlig dialog. Når man bruger anonyme kilder som journalist kender man dem selv og borger for deres plausibilitet, hvis det er ordet, her er der ingen der borger for de anonyme der til gengæld er bemærkelsesværdigt mere aggressive end de skribenter der tør at skrive under på hvad de siger. Jeg kan godt lide aggression! Men det forekommer mig useriøst ikke at ville stå ved det. Fremover vil jeg gerne frabede jeg mig anonyme kommentarer på Kornkammeret. Det er dog stadig muligt at skrive anonyme kommentarer, jeg vil gerne gøre det så let som muligt at blande sig her, blot, synes jeg, bør man skrive under på det man siger som en slags minimum.
Jeg ville gerne at der skulle ske noget her, men jeg synes vi sidder fast i det lavpraktiske som når Tue Andersen Nexø sympatisk og velment kommer med idéer til hvordan man kan rekrutere flere kvindelige skribenter. Men hvorfor skulle man overhovedet ville det. Vi skal et niveau op eller tilbage, vi skal til hønen og ægget, vi bliver nødt til, tror jeg, at reformulere hvorfor det er vigtigt, vi kan ikke bare gå ud fra at vi alle sammen ved det eller synes det, det er tydeligvis ikke tilfældet. Jævnfør Nexøs interessante pointe om anti-anti-mandschauvinisme med perspektiveringen til Matt Yglesias (og her skriver Jessica Cavalenti om en ny anti-feministisk organisation der spreder sig på amerikanske campus'er, as we speak, havde jeg nær sagt). Helena T. har lagt denne kommentar ovre hos Claws i forbindelse med Kornkammer-debatten her, hun skriver: "Jamen varför kan de inte bara hålla med? 'Oj då, det var dumt. Det var inte meningen, så pinsamt.'" Det kan 'de' ikke, Helena, fordi 'de' ikke kan se hvad der er dumt og pinsamt, og ærlig talt kan jeg heller ikke per se se det, hvis nu vi konkret taler om Standart #1/2010; det vil jeg gerne have kvalificeret. HVAD er dumt og pinsamt, HVORFOR?
På samme måde kunne jeg ønske at Anonym i citatet nedenfor ville give et bud på hvorfor det er relevant med flere perspektiver på sagerne, hvilke perspektiver, hvordan, og også meget gerne forklarer hvad søren hun eller han forstår ved et ord som fx demokrati: "Hvorfor er det ikke relevant, at andre end mænd "af den rette støbning" er med på skribent- og redaktionssiden, når nummeret drejer sig om politik, litteratur og dannelse...er det ikke spørgsmål, der vedrører os alle - også kvinder? Hvorfor er demokrati og en differentieret perspektivering ikke relevant for politik, litteratur og dannelse? Hvordan skulle flere og andre perspektiver på store spørgsmål kunne forringe kvaliteten?" Selvfølgelig skal jeg ikke bestemme hvordan man debatterer, hvilke former man bruger og gør brug af hvordan, men som sagt tror jeg at der er brug for en meget mere eksplicit værdidebat - på hvilket grundlag står vi, hvad er udgangspunktet for disse retoriske udflugter. Jeg tror vi alle (og her taler jeg om i hvert fald hele Danmark) trænger til gennemgangen af en helt grundlæggende ABC I FEMINISME; dét kunne i hvert fald ikke forringe kvaliteten - i det hele taget.
Noget andet jeg aldeles apropos finder bemærkelsesværdigt i forbindelse med debatten her er at - hvis vi ikke regner den/de anonyme med og heller ikke Jensen - så er der en massiv overvægt af mandlige debattører i kommentarfeltet - 80% mænd, 20% kvinder (som faktisk kun er Susanne Christensen selv, der var den første der bemærkede den skæve kønsfordeling i Standart). Hvad kan det skyldes? Bloggen her burde ellers være et demokratisk medie på den måde forstået at den er ekstrem tilgængelig, ingen censur, ingen medlemskaber (af blogger fx) er påkrævede; hvorfor blander ingen kvinder sig så? Fordi det er en irrelevant diskussion?
Alle hidtidige kommentarer m.m. kan læses her.
fredag, marts 26, 2010
... Often experience- Pier Paolo Pasolini i digtet Quadri Friuliani (fra Le cereni de Gramsci, 1957) eller på engelsk: Friulian paintings - oversat af Lawrence Ferlinghetti & Francesca Valente.
spreads more gaiety and more life than innoncence:
but this mute wind rises
from the sunny region of innoncence...
I thought nobody cared about poetry, but this show changed everything. It made people think about poets more than football.
onsdag, marts 24, 2010
Kære Frederik Bjerre Andersen (og kære jer andre),
Tak for det fine indlæg.
Personligt synes jeg bestemt også at man bør problematisere den til tider tilsyneladende noget ureflekterede og underlige idé om at demokrati per se er godt uanset hvor man er og at demokratisering per se er et plusord - jeg mener: hvad betyder det - her - i den konkrete situation, på det konkrete sted, hvad mener man, hvad vil man. Og jeg taler ikke kun lokalt om vores passiar her; jeg føler mig ret sikker på at demokrati, ordet, i forskellige afskygninger, i meget høj grad får lov til at virke som en art blind hjemmel for hvadsomhelst for vores politikere for eksempel. Et ord i familie med frihed eller terror; men lad nu det ligge; tilbage til den lokale passiar.
Jeg synes også at din opfodring til Susanne Christensen om at kvalificere/eksemplificere hvad hun mere præcist mener, når hun kalder Danmark for "en slags blind spot" er fin. Hvad mener du egentlig Susanne, hvordan, i forhold til hvad.
Og nu vi er i gang - jeg synes måske ikke at Tue Andersen Nexøs jøde-test, der også findes her i kommentarfeltet, er så præcis. Den er principielt interessant, men hvad er det den siger - Tue - eller hvorfor er den der eller hvordan.
Og måske der er nogle fra Standarts redaktion der har lyst til at give deres besyv med i lyset af de spørgsmål Susanne rejser - hvilke tanker har I gjort jer i denne retning - om nogen.
Men Frederik, tilbage til dit indlæg, noget af det der stikker mig i øjnene er når du skriver om "den bedst mulige kvalitet" og "de bedste skribenter"; hvad mener du med det, eller rettere: mener du at der findes objektive parametre for hvad det er, men se, det lød jo allerede retorisk og ledende, hvad det muligvis også er, så jeg spørger igen, mere specifikt: tænker du at det er lige meget hvilke kategorier man tilhører i forhold til hvad man synes er bedst, i forhold til hvad man skriver og i forhold til hvad man læser. Dette er ikke retorisk ment, jeg vil gerne vide det. Og mener du at det er vigtigt hvem der får plads hvor - og hvis (ikke): hvorfor. Og så er vi måske alligevel tilbage ved snakken om demokrati, hvad ved jeg. Vi får se.
Jeg foreslår at alle kommentarer bliver placeret HER, så vi har det hele overskueligt samlet. Tak.
Tak for det fine indlæg.
Personligt synes jeg bestemt også at man bør problematisere den til tider tilsyneladende noget ureflekterede og underlige idé om at demokrati per se er godt uanset hvor man er og at demokratisering per se er et plusord - jeg mener: hvad betyder det - her - i den konkrete situation, på det konkrete sted, hvad mener man, hvad vil man. Og jeg taler ikke kun lokalt om vores passiar her; jeg føler mig ret sikker på at demokrati, ordet, i forskellige afskygninger, i meget høj grad får lov til at virke som en art blind hjemmel for hvadsomhelst for vores politikere for eksempel. Et ord i familie med frihed eller terror; men lad nu det ligge; tilbage til den lokale passiar.
Jeg synes også at din opfodring til Susanne Christensen om at kvalificere/eksemplificere hvad hun mere præcist mener, når hun kalder Danmark for "en slags blind spot" er fin. Hvad mener du egentlig Susanne, hvordan, i forhold til hvad.
Og nu vi er i gang - jeg synes måske ikke at Tue Andersen Nexøs jøde-test, der også findes her i kommentarfeltet, er så præcis. Den er principielt interessant, men hvad er det den siger - Tue - eller hvorfor er den der eller hvordan.
Og måske der er nogle fra Standarts redaktion der har lyst til at give deres besyv med i lyset af de spørgsmål Susanne rejser - hvilke tanker har I gjort jer i denne retning - om nogen.
Men Frederik, tilbage til dit indlæg, noget af det der stikker mig i øjnene er når du skriver om "den bedst mulige kvalitet" og "de bedste skribenter"; hvad mener du med det, eller rettere: mener du at der findes objektive parametre for hvad det er, men se, det lød jo allerede retorisk og ledende, hvad det muligvis også er, så jeg spørger igen, mere specifikt: tænker du at det er lige meget hvilke kategorier man tilhører i forhold til hvad man synes er bedst, i forhold til hvad man skriver og i forhold til hvad man læser. Dette er ikke retorisk ment, jeg vil gerne vide det. Og mener du at det er vigtigt hvem der får plads hvor - og hvis (ikke): hvorfor. Og så er vi måske alligevel tilbage ved snakken om demokrati, hvad ved jeg. Vi får se.
Jeg foreslår at alle kommentarer bliver placeret HER, så vi har det hele overskueligt samlet. Tak.
tirsdag, marts 23, 2010
Jeg er også overbevist om, at kvalitetsaviser som Politiken ville få glæde af at satse mere på undersøgende journalistik. Det giver originalt stof. I stedet satses der i de lande, jeg kender til, på banalisering, forenkling og personificering. Det er kortsynet.- Günter Wallraff bliver interviewet i dagens udgave af Politiken.
mandag, marts 22, 2010
Første bind af Thomas E. Kennedys Copenhagen Quartet er netop blevet genudgivet simultant i USA og UK, den har allerede fået flotte ord med på vejen her og her: tillykke!
søndag, marts 21, 2010
lørdag, marts 20, 2010
fredag, marts 19, 2010
Nyt nummer af Standart
Her kan man se indholdsfortegnelsen og her står lederen at læse. I sidstnævnte skriver redaktør Jakob Østergaard Nielsen blandt andet:
I sig selv er det biografiske ikke noget nyt, da almindeligt (biografisk) taskenspilleri og udfoldet litterær maskepi strengt taget alle dage har hørt den litterære aktivitet til, men det nye er (selvsagt) den horrible institutionalisering af selv samme, der har fundet sted de seneste år. Det kan bl.a. tilskrives forfattere som Lone Hørslev, Knud Romer og Jørgen Leth, der har givet deres egne eksistentielle kvaler, vidtgående dårlige oplevelser osv. litterær forrang og dermed bidraget til den (alarmerende) forudsigelighed og verdslige trivialitet, der nødvendigvis følger. Tilsvarende kunne man i november i magasinet Cover se, at det var hipt at være forfatter(inde), og indeni kunne man bl.a. følge Naja Marie Aidt levende i New York og se Mette Moestrup foreviget foran hendes (bog)reolsystem.
Jo, banen er kridtet op til værdikamp. Meget apropos præsenterer tidsskriftet selv sit seneste nummer under overskriften Politik, litteratur og dannelse - læs mere her.
"Jeg ville ønske at jeg havde sådan et afklaret forhold til døden som Johannes Møllehave har, lige nu kan jeg ikke rigtigt huske hvad det er han siger, men det er smukt!"
onsdag, marts 17, 2010
Kulturministeriets Børnebogspris 2009 til Anita Krumbach
Komiteen begrunder sin indstilling af Anita Krumbach således:
"Et mærkeligt skib er efter indstillingskomiteens mening årets mest overbevisende skønlitterære børnebog – en vigtig historie om ensomhed og nærvær. Historien handler om Elo – en barnetype, de fleste kender: det omsorgssvigtede, kærlighedshungrende og "klæbende" barn, som det er nemt at identificere sig med og finde forståelse og sympati for. Anita Krumbach tegner på relativt få sider et intenst og rørende billede af Elo. Bogen er stramt disciplineret og beskriver en smerte og en længsel, der direkte forplanter sig til læseren. Det er stor ordkunst."
Det er så velfortjent, Kornkammeret ønsker tillykke!
"Et mærkeligt skib er efter indstillingskomiteens mening årets mest overbevisende skønlitterære børnebog – en vigtig historie om ensomhed og nærvær. Historien handler om Elo – en barnetype, de fleste kender: det omsorgssvigtede, kærlighedshungrende og "klæbende" barn, som det er nemt at identificere sig med og finde forståelse og sympati for. Anita Krumbach tegner på relativt få sider et intenst og rørende billede af Elo. Bogen er stramt disciplineret og beskriver en smerte og en længsel, der direkte forplanter sig til læseren. Det er stor ordkunst."
Det er så velfortjent, Kornkammeret ønsker tillykke!
tirsdag, marts 16, 2010
mandag, marts 15, 2010
SÅ har vi fundet frem til deltagerne på dette års Dansk-Amerikanske Writers' Retreat, der løber af stablen på Hald Hovedgaard fra den 8. til den 16. maj. Fra USA kommer Vanessa Place, Charles Bock, Danielle Evans, Rivka Galchen og Forrest Gander. Fra Danmark er det Hanne Kvist, Line-Maria Lång, Theis Ørntoft, Katinka My Jones og Thøger Jensen. Vi ser frem til en god og spændende uge!
søndag, marts 14, 2010
(...) Jeg for eksempel, som bor i Italia, det vil si et land hvis individers handlinger og oppførsel er blitt fullstendig omformet av mobiltelefonen, har utviklet et uforsonlig hat til dette dispositivet, som har gjort forholdet mellom personer enda mer abstrakt. Selv om jeg flere ganger har tatt meg selv i å tenke over hvordan jeg kunne ødelegge eller deaktivere mobiltelefonene, og hvordan man kunne eliminere eller i det minste straffe og fengsle de som bruker dem, tror jeg ikke at det er den riktige løsningen på problemet. (...)- Giogio Agamben i artiklen Hva er et dispositiv? i det norske tidsskrift Agora nr.4/2008. Margareth Hagen har oversat fra italiensk.
fredag, marts 12, 2010
torsdag, marts 11, 2010
DANSK OVERSÆTTERFORBUNDS ÆRESPRIS 2009
tildeles i dag Susanne Vebel ; Kornkammeret ønsker tillykke!
Susanne Vebel debuterede som fagbogsoversætter i 1978, og har også oversat lyrik for voksne, men hun er især kendt for sine mange børnebogsoversættelser. Susanne Vebel får prisen for hele sit store og varierede oversætterskab, som altid er præget af et højt kvalitetsniveau og af en sjælden evne til at få teksterne til at lyde, som om de er født på dansk, uden af den grund at give køb på originalens tone og egenart. Susanne Vebel mestrer både humor og alvor og spænder over både de lette genrer og de tungere, og hun taler aldrig ned til sin læser, hvad enten læseren er barn eller voksen.
Prisen, som er på 60.000 kr., bevilges af Statens Kunstråds Litteraturudvalg
Susanne Vebel debuterede som fagbogsoversætter i 1978, og har også oversat lyrik for voksne, men hun er især kendt for sine mange børnebogsoversættelser. Susanne Vebel får prisen for hele sit store og varierede oversætterskab, som altid er præget af et højt kvalitetsniveau og af en sjælden evne til at få teksterne til at lyde, som om de er født på dansk, uden af den grund at give køb på originalens tone og egenart. Susanne Vebel mestrer både humor og alvor og spænder over både de lette genrer og de tungere, og hun taler aldrig ned til sin læser, hvad enten læseren er barn eller voksen.
Prisen, som er på 60.000 kr., bevilges af Statens Kunstråds Litteraturudvalg
onsdag, marts 10, 2010
tirsdag, marts 09, 2010
I Rom regner det i dag, og det blæser, det er som lyset altid er særligt når det regner, på biblioteket hvor jeg sidder lyder det vældig dramatisk. På biblioteket hvor jeg sidder. Jeg støvede lidt rundt og ledte egentlig efter noget andet, da jeg fandt et par bøger af Tom Kristensen og blev helt glad. Ham har jeg ikke set noget til længe. Hans Rejse i Italien fra 1950 stod der, signeret af forfatteren endda, jeg læste de første par sider, men lagde den så væk igen. Nej. Det var ikke særlig godt, ret selvsmagende, ret ligegyldigt forekom det mig, sludrende og hele tiden understregende "landets sære skikke" og et "akavet tryk paa anden og sidste stavelse" i ordet fiammiferri, og det allerede i bogens første ti linjer. De næste ti linjer går med at beskrive hvordan Kristensen ikke magter at åbne en pakke italienske tændstikker uden de alle sammen ryger ud på dugen på bordet, sikke ting han oplever: "Smaating maaske, men en paamindelse om, at jeg var turist i et fremmed land og nu skulle til at gaa ind ad forkerte døre og begaa tusinde smaa latterligheder..." Jo tak, den bog gider jeg ikke at læse. Jeg fandt tekstsamlingen Oplevelser med lyrik (1957) der stod ved siden af. I den findes en tekst skrevet til Politiken i 1953 ved Emil Bønnelycke død. Kristensen burde have noget at sige om Bønnelycke, fra den ene ende af den ekspressionistiske tomandshær til den anden. Men altså. Der lugter så meget af sur cerutrøg i den sene Tom Kristensens tekster, bedrevidende og ikke engang særlig sensibel. Bønnelycke-portrættet er nærmest en desavouering. Nej. Så vil jeg hellere læse Bønnelycke selv, men han findes desværre ikke på biblioteket her. Er ellers lige i humør til Spartanerne (1919). Klaus Rifbjerg skriver i sit portræt af Tom Kristensen i Danske Digtere i det 20. århundede blandt andet følgende:
(...) man behøver blot at lægge de to rejsebøger En Kavaler i Spanien (1926) og Rejse i Italien (1950) ved siden af hinanden for at se, hvad der sker når en digter "tager sit parti" og falder til ro i afklarethedens baby-lift.
Det er naturligvis et urimeligt forlangende, at kunstnere skal gå op i flammer for at bevise deres eksistens, på den anden side kan man med rimelighed forlange, at de opmærksomt reagerer på alarmklokkerne. Midt i støjen kan man have behov for at blive rykket ud af den, at "få roen til live", men når man ved, at den skabende uro er den vigtigste impuls, er der grund til at være på vagt. Tom Kristensen advarede Hans Hartvig Seedorff, fordi han mente "kantaten lurede på ham". At noget lurede på ham selv i 1925, da han skrev "Den unge Lyrik og dens Krise" vidste Tom Kristensen nok, men han har næppe forestillet sig at det skulle være hyldest-digte til Christian d. 10ende og dannelsesrejser til det klassiske Rom.
mandag, marts 08, 2010
I anledning af Kvindernes Kampdag
Med eneret for KORNKAMMERET trykker vi hermed en reproduktion af denne homage skabt af Sofie Plenge til lejligheden.
Ta' på højskole til sommer...
Hvis du vil, i hvert fald skal jeg på Vallekilde Højskole den 21.-27. juni og den 2.-7. august og fra den 16. til den 22. august skal jeg på Grundtvigs Højskole. Bare så du ved det.
Han går efter brede forlig, og socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, har blandt andet erklæret sig enig med Per Stig Møller i, at nyhedsdækning på tv skal forbedres.- Kulturminister Per Stig Møller i Politiken - det lover godt...
»Som udenrigsminister gik jeg over til at se den engelsksprogede version af Al-Jazeera. Jeg var simpelthen ikke klædt på i forhold til, hvad der skete ude i verden, hvis jeg kun så DR og TV 2. Den elektroniske presse er kommet til at ligne tabloidaviser som Ekstra Bladet og B.T. Det er kriminalstof – nogle Bandidosrockere går over til Hells Angels, eller nogen bliver skudt, hvilket selvfølgelig er forfærdeligt …«.
Men tror du ikke, det optager mange mennesker?
»At nogle Bandidosrockere går over til Hells Angels?«.
At nogen er blevet skudt?
»Jo, og det skal også være der. Jeg bagatelliserer det ikke. Men der sker mange ting ude i verden, som påvirker os, ændrer vores fremtid og så videre. Og her mener jeg, at man især prioriterer kriminalstof og social elendighed. Sager med misrøgtede børn er frygtelige, og det er godt, de kommer frem. De skal være der. Men det er påfaldende, at det meget ofte er tophistorierne. Jeg savner mere væsentlighed i prioriteringerne«.
søndag, marts 07, 2010
Stadig i Rom, vejret er godt her, jeg fik en mail for lidt siden fra en ven i Berlin, han er syg og inden døre, himlen er helt blå, skriver han, temperaturen er fem grader under frysepunktet. Her er den omkring ti grader over, og i virkeligheden nok lidt mere. Jeg var ude at løbe, næsten en time, i parken ved Villa Ada. Jeg skulle have Cormac McCarthy ud af kroppen - eller - det er forkert sagt - jeg blev nødt til at tænke lidt over Vejen, som jeg læste i i nat indtil jeg ikke længere kunne holde mig vågen ved 4-5 tiden. Jeg mangler stadig cirka 50 sider. Det er en hård bog, virkelig foruroligende synes jeg, men også ... så øm eller hvad det hedder: grusom og kærlig på samme tid. Så klikker jeg mig lidt rundt imens jeg drikker min cola og finder Kirsten Nørgaards dagbogsoptegnelser der tager form af visuel poesi - her og her og dem kan jeg godt lide. Jeg kan godt lide teksten der ledsager den sidste optegnelse: "På dage uden ord vælger jeg nogle få elementer, som jeg støder på den dag, og klistrer dem ind i stedet for at skrive noget." På dage uden ord... Så læser jeg denne her leder af Rune Lykkeberg, det har jeg egentlig ville gøre i et stykke tid, men har ikke kunnet tage mig sammen og det er jo ganske rigtig også helt overflødig læsning, hvis ikke det havde været for Nina Christensen, der fint samler den op her. Godt hun gider!
lørdag, marts 06, 2010
fredag, marts 05, 2010
torsdag, marts 04, 2010
Tillad mig at opsummere: jeg er stadig i Rom - her er der i dag konference om Orfeus' historie og aktualitet, den skal jeg med til. Jeg synes stadig at det her er et godt spørgsmål, og vel ikke bare retorisk. Diskussionen om løgn kontra fiktion er også interessant, synes jeg, og faktisk er jeg svært skuffet over at ingen i den forbindelse har haft lyst til at byde ind her.
onsdag, marts 03, 2010
Myten om Orfeus – historie og aktualitet
tirsdag, marts 02, 2010
Ryszard Kapucinskis arbejder afsløres her som ikke helt og aldeles sande - men hvad er det - omvendt: hvor går grænsen for hvor meget man kan finde på - rejsebrevet eller rejsebeskrivelsen eller rejsereportagen er jo blandt andet kendetegnet ved at bruge litterære virkemidler i sin formidling af virkeligheden - det samme skænderi fortsætter i det uendelige i forbindelse med Bruce Chatwin - findes alle de personer han skriver om, var han der hvor han sagde han var og på det tidspunkt - i et portræt af Jan Stage i antologien At rejse er at skrive fra 2006, skriver Lasse Ellegaard at hos alle reportere er der en taxachauffør et eller andet sted, der bliver brugt til at formidle noget af historien, gøre den levende, give den krop og historie. Det er selvsagt ikke en taxachauffør andre kan finde og interviewe bagefter. Kriterierne for hvornår noget er sandt i en rejsereportage er vel i højere grad litterære end journalistiske, det vil sige at det ikke må være løgn, men gerne fiktion. Eller hvad?
(...) Pasolini stiller i essayet spørgsmålstegn ved hvorfor ikke filmen har åpnet seg mer mot poesien, når den faktisk begynte i den enden. Hvorfor har filmen nærmet seg prosaens narratologi når den består av bilder, og ikke leksikalske tegn?- Astrid Nordang i det glimrende efterskrift til sin egen gendigtning af (en del af) Pier Paolo Pasolinis Poesi i form av en rose (på norsk i 2008).
Jørgen Sonne & Niels Hav
Tirsdag d. 2. marts kl. 20 (Fri entré)
Det Poetiske Bureau - Griffenfeldsgade 52, st. th.
Jørgen Sonne kan i år fejre 60 års jubilæum som forfatter. Tildelt bl.a. Det Danske Akademis Pris. Hans lyriske forfatterskab er artistisk forbundet med international modernisme.
På denne 26. udgave af Poetisk Tirsdag med formand Boff ved rorpinden byder vi velkommen til Jørgen Sonne og Niels Hav fra kl. 20Søren Sørensen der indtager scenen kl. 21.30
Linus Carlsen slutter af fra kl. 22.
mandag, marts 01, 2010
Jeg er ankommet til Rom; blev helt euforisk da jeg så grønt græs stritte op mellem sporene på Termini, her dufter af forår, i Danmark, da jeg tog afsted, sneede det, flyet skulle have skrabet is af vingerne inden vi kunne lette. På vej til lufthavnen hørte jeg Skønlitteratur på P1, et fint program, egentlig, men mand hvor blev jeg træt og irriteret da Klaus Rothstein og Nanna Mogensen så sig nødsaget til at skulle rakke ned på et spøgelse af en skriftorienteret navlepillende forfatterskolelitteratur for at kunne sige at de syntes at Hanne Vibeke Holsts dramadebut Moskva var et godt stykke. I dag begyndte retssagen mod Radovan Karadzic i Haag; ikke overraskende erklærer han sig uskyldig. I går aftes fik jeg endelig læst det store interview med Erik Stinus som Christian Graugaard lavede i Politiken i sommer. Stinus var døende og blev interviewet på sit plejehjem i Emdrup. Det gjorde mig trist at læse, selvom han virkede så ... stærk og modig i det interview. Jeg kan ikke finde et link på Politikens sider, ellers havde jeg vist jer hvor I kunne læse det selv. Jeg læste op sammen med Erik Stinus (og mange andre) på Sarajevos internationale poesifestival for et par år siden; han forekommer mig at være et af de elskeligste mennesker jeg har mødt. Jeg skal meget snart i seng, vil lige se hvad de andre laver lige nu, hvad laver de så - Sigurd Buch Kristensen (er det ikke?) laver en lampe; Lars Bukdahl går til møder (og skal snart til Kina; work or pleasure, Lars?); den 11. marts laver Pablo Llambias, Tue Andersen Nexø og Lars Frost noget spændende på Møstings Hus på Frederiksberg. Der var jeg forbi i morges efter at have afleveret børnene i børnehave. Apropos Sarajevo og Llambias - man kan høre mere om begge i den seneste udgave af Den 2 Radio. Hvad mere? Måske kunne jeg undre mig mere højlydt over at Gertrude Steins debut Three Lives fra 1909 stadig ikke er udkommet på dansk, selvom, tænker jeg, den da endda må have en slags kommercielt potentiale; tre kvinder, tre liv, kærlighed, klogskab, med- og mest modgang, jo, den synes jeg man skulle oversætte og udgive. Måske kunne jeg linke til en oplæsning af Charles Bernstein; han læser to digte han også læste da han for nylig var på besøg på Forfatterskolen i København, begge skrevet til hans datter Emma. Måske jeg bare skulle gå i seng.
Abonner på:
Opslag (Atom)