tirsdag, december 28, 2010
Nye numre af danske litteraturtidsskrifter
Der er kommet mange nye numre af litterære tidsskrifter det sidste stykke tid. Synsvinkler er udkommet med et temanummer om 00'ernes danske litteratur (ligesom Passage også gjorde, med deres nummer 63, der allerede er megaudsolgt). Passage 64 er et temanummer om Revolution. Standart er kommet med et decembernummer om Krig, afskyelighed og litteratur og Bogens Verden 3/2010 er et dobbelt temanummer; dels om Peer Hultberg, dels om Arena(-modernismen, begrebet er coined af Anders Juhl Rasmussen i forbindelse med dennes kommende ph.d-afhandling, det ser lovende ud, synes jeg, og her kan man høre mere). Dansk Noter har også udgivet et decembernummer, med en række indlæg der bygger på deres årsmøde. Jeg har en artikel i det nummer; Distributionen af det sanselige hedder den og handler, om lysten ved teksten, ved litteraturen, blandt andet, og har også korte læsninger eller introduktioner til blandt andet andet Vanessa Place' On Pussy og min egen, netop afsluttede Mandag. Desværre er Dansk Noters hjemmeside ikke helt opdateret. Og desværre er jeg en langsom læser, så istedet for at kaste mig over alt det nye har jeg med en vis forsinkelse fået læst mig gennem det forrige, gode nummer af Standart (Tema: Manifester og (selv)kritik), hvor der var en masse godt, blandt andet Gregers Andersens artikel om Gulag-litteratur, Tomas Thøfners tidsskriftsanmeldelse, nogle gode anmeldelser og så Kamilla Löfströms oversigtsartikel om de nye PJOSKBASKERE, som jeg ville sætte på pensum hvor-som-helst, hvis jeg undervise fast i litteratur; en glimerende intro til diverse danske samtidige chapbook-tiltag; hvad sker der, hvor og hvordan får man fat på det. Standarts forrige nummer udkom i september, det samme gjorde Den Blå Port 85, som jeg sultent har læst fra ende til anden, alligevel noget jeg sjældent gør med et tidsskrift, men Den Blå Port har selvfølgelig også et format hvor det lader sig gøre. Relativt kort og kompakt redigeret. Der er minitemaer om Gertrude Stein og Roberto Bolano og gode fotografier af Signe Vad. Carsten Sestoft introducere den franske forfatter Pierre Bergounioux' dagbøger, som han også har oversat et uddrag af - de er gode! Jon Helt Haarder skriver om Knausgårds konceptuelle biografisme, og faktisk gider jeg personligt ikke høre særlig meget mere om Knausgård og Claus Beck-Nielsen i forhold til deres konceptuelle performative biografismer, men der sker noget med Haarder, rent stilistisk, det er en sprælsk tekst, det er et dårligt ord, energisk, den går i mange retninger og vil alt muligt og virker ligeglad, hvis man kan sige det sådan, det klæder den, det klæder Haarder, meget, den er god. Miranda Julys novelle er god. Solveig Daugaards artikel om Gertrude Steins portrætter er rigtig god, der er også optrykt to portrætter oversat af kollektivet der foruden Daugaard selv består af Lene Asp Frederiksen, Laura Schultz og Tania Ørum. Pedro Carmona-Alvarez' essay om Bolano er godt og uddraget af Bolano selv, fra hans De vilde detektiver, der jo nu er udkommet i sin helhed på dansk, men som jeg endnu ikke har fået læst, jeg glæder mig meget, er godt! Hans syntaks, det fungerer virkelig på dansk, som Stein jo også gør det. Man forstår hvorfor litteraturen skal oversættes for at blive en del af det nye sprog. Stein og Bolano, dem tror jeg ikke rigtigt vi havde på dansk før. Det har vi nu. I dansk. Sådan kan dansk lyde. Altså. Carmona-Alvarez er oversat af Gitte Broeng og Bolano af Iben Hasselbalch. Udover de nævnte rummer nummeret udmærkede bidrag fra Suzanne Brøgger, Ove Leisner, Bjørn Friis Thomsen og Gerd Laugesen. Nu vil jeg læse videre, nu vil jeg læse noget andet.
mandag, december 27, 2010
fredag, december 24, 2010
onsdag, december 22, 2010
Rejsebrev fra Los Angeles
[i anledning af højtiden, vejret, kulden, et rejsebrev fra somewhere else, netop trykt i det finske tidsskrift Kontur]
Den sidste dag i Los Angeles var begivenhedsrig. Det begyndte ellers med at jeg sad tre timer med al min bagage på en veranda på Elm Street og ventede på en fyr der aldrig dukkede op. En vens ven. Klokken 10 havde vi aftalt, så kunne han rigtig nå at vise mig rundt når det nu var min sidste dag. Særligt et lille museum med et underligt navn, The Museum of Jurrasic Technology, skulle der være noget ved. Ann og Matt som jeg havde boet hos tilbød mig at vente på Robert indenfor, de skulle afsted på deres cykler til en brunch. Jeg afslog. Vejret var godt og han skulle snart dukke op. Det gjorde han selvfølgelig ikke. Jeg ringede til ham flere gange uden held og efterhånden med en slags dårlig samvittighed, hvis nu der var sket noget alvorligt. Han havde drukket sig fuld med en ven og hans telefon var løbet tør for strøm og han var crashet hos vennen og han var lige vågnet og han var først kommet tilbage til LA nu, det fortalte han senere i telefonen; I'm so sorry, man. Der var jeg allerede kravlet over et plankeværk og ind af et vindue, imens jeg inderligt håbede at ingen af naboerne ville ringe efter politiet.
Det var min første gang i Los Angeles. En enorm by, uden centrum, med mange centre. 17 millioner mennesker bor der i og omkring byen, de fleste huse er ikke mere end et par etager høje, it's widespread. Det er nødvendigt med bil, alle har bil, man kører alle steder og flersporede motorveje går midt igennem byen. I stedet for at tage på museum med Robert tog jeg bussen downtown og gik på en af Museum of Contremporary Art - MOCA -'s afdelinger. Mark Rothko, Jackson Pollock, det er som McDonalds eller Seven-Eleven, home away from home, så hjemligt og trygt. Måden pigmenten på Rothkos billeder får rummet til at sitre på. Bagefter ville jeg have noget at spise. MOCA ligger blandt en masse skyskrabere, banker, hovedsæder og fancy hoteller. På gadeplan var der mennesketomt, det var søndag, der var en susen fra motorvejen under mig. Når der endelig er et sted der er egnet til fodgængere er der intet sted at gå hen. Det er pengene der udrydder al liv. Huslejerne. Det er det samme i alle storbyer jeg kender, hvide huller i hjertet af byen; er det ikke et stykke mislykket by. Jeg mødtes med Ann og Matt på Redcat, CalArts showroom downtown, i den Frank O. Gehry-tegnede Disney Concert Hall. CalArts er California Institute of the Arts, et af de kreative kraftcentre i byen. En af professorerne holdt releaseparty for en bog han havde redigeret om Art, Architecture, Pedagogy: Experiments in Learning. Implementeringen af en neo-liberal uddannelsesmodel hvor de offentlige tilskud fortsat formindskes og brugerbetalingen fortsat forøges vil uden tvivl ramme universiteternes institutter for kunst og kultur, da administratorerne vil bruge finanskrisen som undskyldning for at foretage drastiske nedskæringer på finansieringen af institutter som man har besluttet sig for er unødvendige. Skriver Ken Ehrlich i sit forord. Det lyder jo bekendt, jeg købte bogen for 7 dollars og bagefter spiste vi hurtigt i Chinatown, før vi skulle videre til en poesioplæsning et andet sted. Der er flere Chinatowns i Los Angeles, flere Koreatowns, den største Thai-befolkning udenfor Thailand findes i LA; Jeg tror vi har flest af de fleste folkefærd udenfor deres hjemlande, sagde Ann i bilen og da jeg spurgte hende hvorfor hun troede det var sådan; Well, er der en, kommer der flere. Så var vi fremme ved et lille teater hvor en lokal digter skulle performe, han var ikke en særlig god digter, men en udmærket performer. Politisk korrekt. Det var vist mere meningen at man skulle bedømme hans poesi på dets moralske kvaliteter, hvis man kan kalde det det, end på de formelle. Det var noget værre noget med slaverne, det var noget værre noget med lynchningerne, noget værre noget med folkemordet i Rwanda og noget værre noget med Rodney King. Og jo, jo, det er det da. Noget værre noget.
Robert havde arrangeret et lille gettogether; efter at være blevet brændt så grundigt af regnede jeg med at det var aflyst, men det var det ikke, fik jeg at vide, der var allerede omkring ti-femten personer da vi kom. Vin og øl og snak, jeg kendte et par af digterne fra deres arbejder eller fra omtalen af dem, en af dem havde taget manuskriptet til sin næste bog med til mig i gave, den udkommer først næste år, meget generøst. Jeg havde skrevet til ham at jeg havde undervist i hans debutbog og at jeg meget gerne ville møde ham og tale om den. Now that you like my first book, I thought... Han ville give mig manuskriptet, men afbrød sig selv midt i bevægelsen; Hey, do you like my book. Det var det jeg gerne ville tale med ham om. Hans bog var god og spændende, no doubt, men var den ikke også problematisk, hvor går grænsen - eller mere generelt, når man arbejder med klichéer og stereotyper og fordomme som han gør: hvordan skelner man imellem om det man laver er et kritisk arbejde med stereotypen eller blot en reproduktion af den. Han så forbavset ud. Hvad synes dine studerende om digtene. Jeg fortalte ham det, hele skalaen var så nogenlunde repræsenteret. Det blev alligevel til en god diskussion. Senere, da han skulle læse fra de nye digte, indledte han med at sige: See, Martin, this is for you, then you'll understand. Af de seks-syv oplæsninger var min favorit klart den sidste. En ung fyr der tjente 1000 dollars om måneden, nok til at få det til at løbe rundt som han sagde, på at skrive debatindlæg på en side om skaldethed for det firma der ejede siden og solgte forskellige mirakelkure mod skaldethed. Hans job bestod i at oprette en række forskellige profiler og poste debatindlæg og skrive kommentarer til dem. Jeg vil skyde på at 97% af alt der er skrevet på det site er skrevet af mig, sagde han. De falske profilers portrætfoto fandt han ved at klikke sig rundt på Facebook og snuppe billeder af folk. Han læste en håndfuld tekster fra sitet op. Alle mulige refleksioner over at være skaldet eller at være ved at blive det, hvordan man skulle tage det, hvad man kunne gøre ved det. Blandt andet læste han en lang tråd op om hvorvidt det kunne tænkes at man kunne modvirke skaldethed ved at smøre sæd på issen - det er jo godt for huden ved man - og i positivt fald: hvad var bedst: dyresæd eller menneskesæd. Endelig et ordentligt stykke creative writing. Vi brød op ved halvettiden, alle gik ud til deres biler, ingen chauffører virkede berusede. Jeg kørte med Ann hjem og sov i hende og Matts lænestol med al tøjet på, klar til at springe op og ud af døren med mine ting, ud til shuttlebussen jeg havde bestilt og som to timer senere ville køre mig til lufthavnen, til terminal 5, til flyet til New York.
Den sidste dag i Los Angeles var begivenhedsrig. Det begyndte ellers med at jeg sad tre timer med al min bagage på en veranda på Elm Street og ventede på en fyr der aldrig dukkede op. En vens ven. Klokken 10 havde vi aftalt, så kunne han rigtig nå at vise mig rundt når det nu var min sidste dag. Særligt et lille museum med et underligt navn, The Museum of Jurrasic Technology, skulle der være noget ved. Ann og Matt som jeg havde boet hos tilbød mig at vente på Robert indenfor, de skulle afsted på deres cykler til en brunch. Jeg afslog. Vejret var godt og han skulle snart dukke op. Det gjorde han selvfølgelig ikke. Jeg ringede til ham flere gange uden held og efterhånden med en slags dårlig samvittighed, hvis nu der var sket noget alvorligt. Han havde drukket sig fuld med en ven og hans telefon var løbet tør for strøm og han var crashet hos vennen og han var lige vågnet og han var først kommet tilbage til LA nu, det fortalte han senere i telefonen; I'm so sorry, man. Der var jeg allerede kravlet over et plankeværk og ind af et vindue, imens jeg inderligt håbede at ingen af naboerne ville ringe efter politiet.
Det var min første gang i Los Angeles. En enorm by, uden centrum, med mange centre. 17 millioner mennesker bor der i og omkring byen, de fleste huse er ikke mere end et par etager høje, it's widespread. Det er nødvendigt med bil, alle har bil, man kører alle steder og flersporede motorveje går midt igennem byen. I stedet for at tage på museum med Robert tog jeg bussen downtown og gik på en af Museum of Contremporary Art - MOCA -'s afdelinger. Mark Rothko, Jackson Pollock, det er som McDonalds eller Seven-Eleven, home away from home, så hjemligt og trygt. Måden pigmenten på Rothkos billeder får rummet til at sitre på. Bagefter ville jeg have noget at spise. MOCA ligger blandt en masse skyskrabere, banker, hovedsæder og fancy hoteller. På gadeplan var der mennesketomt, det var søndag, der var en susen fra motorvejen under mig. Når der endelig er et sted der er egnet til fodgængere er der intet sted at gå hen. Det er pengene der udrydder al liv. Huslejerne. Det er det samme i alle storbyer jeg kender, hvide huller i hjertet af byen; er det ikke et stykke mislykket by. Jeg mødtes med Ann og Matt på Redcat, CalArts showroom downtown, i den Frank O. Gehry-tegnede Disney Concert Hall. CalArts er California Institute of the Arts, et af de kreative kraftcentre i byen. En af professorerne holdt releaseparty for en bog han havde redigeret om Art, Architecture, Pedagogy: Experiments in Learning. Implementeringen af en neo-liberal uddannelsesmodel hvor de offentlige tilskud fortsat formindskes og brugerbetalingen fortsat forøges vil uden tvivl ramme universiteternes institutter for kunst og kultur, da administratorerne vil bruge finanskrisen som undskyldning for at foretage drastiske nedskæringer på finansieringen af institutter som man har besluttet sig for er unødvendige. Skriver Ken Ehrlich i sit forord. Det lyder jo bekendt, jeg købte bogen for 7 dollars og bagefter spiste vi hurtigt i Chinatown, før vi skulle videre til en poesioplæsning et andet sted. Der er flere Chinatowns i Los Angeles, flere Koreatowns, den største Thai-befolkning udenfor Thailand findes i LA; Jeg tror vi har flest af de fleste folkefærd udenfor deres hjemlande, sagde Ann i bilen og da jeg spurgte hende hvorfor hun troede det var sådan; Well, er der en, kommer der flere. Så var vi fremme ved et lille teater hvor en lokal digter skulle performe, han var ikke en særlig god digter, men en udmærket performer. Politisk korrekt. Det var vist mere meningen at man skulle bedømme hans poesi på dets moralske kvaliteter, hvis man kan kalde det det, end på de formelle. Det var noget værre noget med slaverne, det var noget værre noget med lynchningerne, noget værre noget med folkemordet i Rwanda og noget værre noget med Rodney King. Og jo, jo, det er det da. Noget værre noget.
Robert havde arrangeret et lille gettogether; efter at være blevet brændt så grundigt af regnede jeg med at det var aflyst, men det var det ikke, fik jeg at vide, der var allerede omkring ti-femten personer da vi kom. Vin og øl og snak, jeg kendte et par af digterne fra deres arbejder eller fra omtalen af dem, en af dem havde taget manuskriptet til sin næste bog med til mig i gave, den udkommer først næste år, meget generøst. Jeg havde skrevet til ham at jeg havde undervist i hans debutbog og at jeg meget gerne ville møde ham og tale om den. Now that you like my first book, I thought... Han ville give mig manuskriptet, men afbrød sig selv midt i bevægelsen; Hey, do you like my book. Det var det jeg gerne ville tale med ham om. Hans bog var god og spændende, no doubt, men var den ikke også problematisk, hvor går grænsen - eller mere generelt, når man arbejder med klichéer og stereotyper og fordomme som han gør: hvordan skelner man imellem om det man laver er et kritisk arbejde med stereotypen eller blot en reproduktion af den. Han så forbavset ud. Hvad synes dine studerende om digtene. Jeg fortalte ham det, hele skalaen var så nogenlunde repræsenteret. Det blev alligevel til en god diskussion. Senere, da han skulle læse fra de nye digte, indledte han med at sige: See, Martin, this is for you, then you'll understand. Af de seks-syv oplæsninger var min favorit klart den sidste. En ung fyr der tjente 1000 dollars om måneden, nok til at få det til at løbe rundt som han sagde, på at skrive debatindlæg på en side om skaldethed for det firma der ejede siden og solgte forskellige mirakelkure mod skaldethed. Hans job bestod i at oprette en række forskellige profiler og poste debatindlæg og skrive kommentarer til dem. Jeg vil skyde på at 97% af alt der er skrevet på det site er skrevet af mig, sagde han. De falske profilers portrætfoto fandt han ved at klikke sig rundt på Facebook og snuppe billeder af folk. Han læste en håndfuld tekster fra sitet op. Alle mulige refleksioner over at være skaldet eller at være ved at blive det, hvordan man skulle tage det, hvad man kunne gøre ved det. Blandt andet læste han en lang tråd op om hvorvidt det kunne tænkes at man kunne modvirke skaldethed ved at smøre sæd på issen - det er jo godt for huden ved man - og i positivt fald: hvad var bedst: dyresæd eller menneskesæd. Endelig et ordentligt stykke creative writing. Vi brød op ved halvettiden, alle gik ud til deres biler, ingen chauffører virkede berusede. Jeg kørte med Ann hjem og sov i hende og Matts lænestol med al tøjet på, klar til at springe op og ud af døren med mine ting, ud til shuttlebussen jeg havde bestilt og som to timer senere ville køre mig til lufthavnen, til terminal 5, til flyet til New York.
mandag, december 20, 2010
fredag, december 17, 2010
Jacket2
Det fine australske poesimagasin Jacket flytter fra årsskiftet til USA og udkommer stadig på nettet; lucky us!
torsdag, december 16, 2010
onsdag, december 15, 2010
tirsdag, december 14, 2010
mandag, december 13, 2010
lørdag, december 11, 2010
fredag, december 10, 2010
torsdag, december 09, 2010
onsdag, december 08, 2010
mandag, december 06, 2010
søndag, december 05, 2010
Udkommer fra 6. december: Mandag
MandagRealtime / Digte
Mobiltelefonen er på få år blevet en teknologi der er lige så selvfølgelig i vores hverdag som armbåndsuret - og meget mere udbredt. Det samme gælder for den korte tekstbesked: sms'en. Den billige og allestedsnærværende mobile teknologi har ændret hverdagens rytme og skabt en større grad af synkronicitet. Hele tiden er man også et andet sted og man er altid til at få fat på. I busser og toge, på gader og i centrer, på arbejde, i fritiden, alle steder tjekker folk hele tiden deres telefon, læser og skriver beskeder, men hvad er det de læser og skriver. Hvornår gør de det. Hvordan. Det har digteren Martin Glaz Serup sat sig for at undersøge i det konceptuelle digt Mandag. Over de fire mandage i december 2010 følger man i realtime samtlige smser der sendes fra Serups telefon. Her er et fremmed menneske, en nogenlunde eksemplarisk dansker, hvad bruger han egentlig den telefon til. I Mandag bliver en flig af al den usynlige tekst der konstant og upåagtet transmitteres omkring os gjort synlig. Når beskederne egentlig ikke er til os bortfalder deres praktiske betydning og noget andet træder frem; vi kan betragte dem som en sprogform og måske på en anden måde se: hvad står der egentlig. Hvordan står det der og hvad betyder det. Vi kan med andre ord læse det som litteratur. Med modtageren som en ny slags alvidende læser, for normalt modtager ingen enkelt person alle vores smser. Digtet beskriver tids- og stedsspecifikt døgnets rytme fra morgen over middag til aften og nat. Døgnets rytme, mandag, i december.
Velkommen i overvågningens tidsalder. Følg eksperimentet - send "SP MANDAG" til 1277, det koster 40 kroner.
Martin Glaz Serup, født 1978, forfatter til en række digte og børnebøger. Modtog i 2006 Michael Strunge-prisen for sin digtning og i 2008 fik han guldmedalje fra Københavns Universitet for sin afhandling om poesi og relationel æstetik. Udover Mandag er han aktuel med digtbogen Marken på forlaget After Hand.
lørdag, december 04, 2010
fredag, december 03, 2010
Spredehagl
Kristian Leth blogger om musikkritikken, det ser godt og ambitiøst og underholdende ud, allerede, der er endnu kun ét egentligt indlæg; sådan en blog burde nogen (Kristian?) også bygge til litteraturkritikken.
Kom til julemarked i Vallekilde
Vallekilde julemarked 4.-5. december 2010
Litteraturcaféen ligger på Vallekildevej 131 og har åbent fra 11 til 17 både lørdag og søndag. Mød nogle af dine yndlingsforfattere, som har tilknytning til Vallekilde, smag Tyttes vafler, Espersens kaffe, og kig på masser af gode bøger for børn, unge og voksne.
Program
Lørdag den 4. december
Kl.
11.00 Caféen åbner.
Charlotte Weitze læser op af Sværmeri
12.00 Dy Plambeck læser op af Texas’ rose og Buresøfortællinger
13.00 Martin Glaz Serup læser op af digtsamlingen Marken
13.45 Anne-Marie Donslund fortæller om Hjerte på græs (ungdomsbog, der foregår i Vallekilde.)
14.30 Tina Sakura Bestle: Papirdrengen (børnebog)
15.15 Ærtehalm af Tina Sakura Bestle og Anne-Marie Donslund (børnebog)
16.00 HJH: Lidt om Alt om Vallekilde
16.30 Hans Anker Jørgensen: Frømandskys og digte fra Vallekilde/KBH/Høve
17.00 Caféen lukker
Søndag den 5. december
Kl.
11.00 Caféen åbner.
Charlotte Weitze læser op af nye noveller
12.00 Niels Rohleder læser op af Møns Klint i klart vejr (roman, der dels foregår i Vallekilde)
13.00 Troels Mylenberg: Samtaler med Jan Pytlich (biografi)
14.00 Dorthe Nors læser op af Kantslag og Dage
14.30 Tove Krebs Lange: Læsefidusens mor tegner, læser og fortæller.
Kom og tegn med! (børnebøger)
15.30 Kirsten Sonne Harild fortæller om serierne Pony & Co., Pjok og Petrine, Willi og især om Cornelius Krut (børnebøger)
16.30 Anne-Marie Donslund fortæller om Max Pinlig og Isas Stepz
17.00 Caféen lukker
torsdag, december 02, 2010
I dag er der fagligt møde på Humaniora på Københavns Universitet, hvor der skal nedskæres det der svarer til mere end 30 årsværk. I London buldrer det, Humanities bliver kratigt reduceret og endnu mere brugerbetaling, og også i Sofia. Fortsæt selv listen.
onsdag, december 01, 2010
Abonner på:
Opslag (Atom)