fredag, maj 30, 2008

(Meanwhile in somewhere America)

Hokuspokus hokus+pokus subst.
omdannet af latin hoc est corpus (verumdei) ’dette er (Guds sande) legeme’ (Matt. 26.26), nadverformular i den katolske messe
Germansk: engelsk hoax ’spøg; svindel’
- fra Politikens Etymologiske ordbog (2000)

Borgen blogger

onsdag, maj 28, 2008

Uncreative Writing

To write the unreadable book may seem a strange quest, but for poet and archivist Kenneth Goldsmith, it’s the future of literature.

tirsdag, maj 27, 2008

I Hubert van den Bergs meget kritiske anmeldelse af Martin Puchners Poetry of the Revolution (2006), som jeg tidligere har refereret til her på bloggen, er et af kritikpunkterne at Puchner med noget van den Berg mere end antyder er med vilje, har udeladt visse kilder og arbejder som han har kendt til i sine fodnoter. Måske, foreslår van den Berg, for at 'amerikanisere' bogen og gøre karriere i USA. Van den Berg skriver om Puchner at han er østrigsk. Men det passer ikke; jeg har efterfølgende korresponderet med Puchner og forholdt ham anmeldelsen (som han godt kendte til), og han skriver tilbage at han 1) ikke er (eller har været) østrigsk, men amerikansk! og 2) at den artikel af Puchner selv van den Berg efterlyser referencer til, findes der henvisninger til i bogens acknowledgments, såvel som på hans egen hjemmeside.
Hvor ekstravagant at forestille sig, at poesien, fordi jeg har den med i metroen, som var den en niece på besøg,
med et trylleslag kunne afcystificeres,
hvis det da overhovedet forholder sig sådan, at den i kraft af sin marginale position virkelig er en cyste.
- Jacques Jouet i et af sine metrodigte, der nu foreligger på dansk i Merete Nissens oversættelse. Det og andre er netop udkommet som et nummer af Forfatterskolens skriftserie Legenda i antologien Fire franske digtere (de andre er Jean-Michel Espitallier, Jean-Michel Maulpoix og Nathalie Quintane).

mandag, maj 26, 2008

Authors can say the silliest things about their own stuff, which is one way in which they resemble critics.
- Terry Eagleton i en ellers lidt kedelig anmeldelse i London Review of Books.

fredag, maj 23, 2008

Må jeg have lov til at anbefale Nina Søs Vinthers debut, digtsamlingen Hvis Helsinki? Den er vældig god, hvad man også, synes jeg, klart kan fornemme på Politikens anmeldelse.

Jeg har glemt det

lørdag, maj 17, 2008

Tavsheden her på siden skyldes primært at jeg har deltaget i Sarajevos Internationale Poesidage - og for en gang skyld er det som om der er sket lidt imens jeg har været væk - i Tue Andersen Nexøs Sandkassen bliver Mikkel Bruun Zangenbergs Litlive-anmeldelse af Helle Helles seneste bog diskuteret, og i Jyllands-Posten belærer litteraturredaktør Jakob Levinsen mig om at ALLE HAR DET GODT. Sidstnævnte er en slags svar på en klumme jeg har i det seneste nummer af branchebladet Bogmarkedet. Jeg indsætter både den og Levinsens nedenfor. God fornøjelse.

Litteraturkritikerne på Finansloven!

//Martin Glaz Serup

I Norge er det ikke kun aktivt udøvende kunstnere der er på Finansloven, det er kritikerne også. Eller én kritiker er. Hvert år udeles der et et-årigt arbejdslegat som altså skal fordeles mellem alle typer kritik: kunst-, teater-, film-, litteratur- og musik-. Alligevel er den norske situation på dette område at foretrække for den danske. I Norge har man – i hvert fald i princippet – forstået at kritikken er nært beslægtet med kunsten og at kunsten slet ikke kan klare sig uden.

I Danmark ser dagbladskritikernes arbejdsforhold aldeles sølle ud. De bliver vel næppe taget alvorligt af de selv samme aviser de skriver i. Journalisterne får meget, meget mere for deres arbejde end kritikerne gør. Det at anmelde bliver nærmest anset for at være en slags hobby og ikke et egentligt fag, men noget man kan lave ved siden af sit fuldtidsarbejde der ofte findes på universitetet. I Sverige honoreres dagbladsanmeldelser betydeligt bedre – her kan det at skrive for en avis udgøre en egentlig supplerende indtægt, måske et halvtidsarbejde, hvilke selvsagt betyder at kritikerne kan være grundigere og bruge mere tid og energi på den enkelte bog. Desuden tiltrækker man flere forskellige kritikertyper, hvilket giver en bredere reception.

Litteraturen bliver komplet ubetydelig hvis den ikke bliver læst; og med læst mener jeg taget alvorligt. Reflekteret over. Samtalt med. Vi må tage litteraturen alvorligt som vidnesbyrd, som indre teknologi, som kunst. Fint nok med alt det ligegyldige konsum, boghandlere og forlæggere skal leve, læsere skal slappe af, det er alt det andet der ikke har salget som sin første ambition vi bør undersøge grundigere. Fordi, er jeg sikker på, det kan fortælle os noget, den gode litteratur, berede os oplevelser vi ellers ikke har adgang til. Det er derfor vi skal give de dygtigste litteraturkritikere mulighed for at arbejde på samme måde som de dygtigste forfattere – når de ellers er heldige at få et arbejdslegat. De skal kunne arbejde ud fra parametre som nødvendighed frem for udelukkende aktualitet. Dagpressen giver sjældent plads til noget som helst hvis ikke det er aktuelt, men at noget tilfældigvis er udkommet i dag og ikke for fem år siden, gør det jo ikke automatisk mere aktuelt for forståelsen af vores liv som vi lever det her og nu.

Statens Kunstfond skulle følge det norske eksempel og ikke bare det, Statens Kunstfond skulle overtrumfe det norske eksempel – man skulle oprette en række arbejdslegater til hver kunstart, 10 til hver for eksempel, og disse penge skulle ikke gå fra de udøvende kunstnere - der skal simpelthen tilføres flere midler. Og de midler skal ikke bruges på at gøre litteraturen rentabel, de skal ikke bruges på at gøre opmærksom på visse forfatterskaber, få dem udbredt hvor som helst for hver en pris, få det til at løbe rundt; disse midler skal bruges på alt det (bog)markedet ikke kan finde ud af selv: at tage litteraturen og ikke mindst formidlingen af den alvorligt som noget der kan have en værdi i sig selv – som tanke og følelse, analyse, evaluering og undersøgelse af eksistensen og verden som sådan.

(Trykt den 5. maj i Bogmarkedet)


Alle har det godt

Dansk dagbladskritik har glimrende vilkår. Hvorfor er der så nogle, der vil hævde det stik modsatte?

Det mest patetiske kulturpolitiske forslag længe kan læses i ugens nummer af forlagsbranchens blad Bogmarkedet. Her slår forfatteren Martin Glaz Serup til lyd for, at kritikere skal have statsstøtte, ligesom de får i Norge.

Nuvel, reelt er der oppe i Norge kun tale om et enkelt et-årigt arbejdslegat, som går på omgang mellem alle kunstarterne. Norske kritikere er altså ikke på Finansloven i betydningen livsvarige ydelser over en bred bank.

Hvad de dog heller ikke skal ønske sig. Som den nylige debat om de danske livsvarige ydelser har demonstreret, har de som bivirkning haft en forbløffende grad af ukritisk tunnelsyn hos ikke mindst mange forfattere, hvad angår offentlige midler som eneste mulige næringskilde.

DET VILLE SE kønt ud, hvis i princippet uafhængige kritikere skulle komme til at lide af det samme - »tak for checken, Brian M, og i øvrigt mener jeg, at Kulturministeriet bør nedlægges?« Næppe.

Mere interessant er imidlertid de præmisser, som Serup lægger frem for sit forslag. Det er nemlig en fuldstændig misrepræsentation af, hvordan litteraturkritikken i Danmark reelt har det:

»I Danmark ser dagbladskritikernes arbejdsforhold aldeles sølle ud. De bliver vel næppe taget alvorligt af de selv samme aviser, de skriver i. Journalisterne får meget, meget mere for deres arbejde, end kritikerne gør. Det at anmelde bliver nærmest anset for at være en slags hobby og ikke et egentligt fag, men noget man kan lave ved siden af sit fuldtidsarbejde, der ofte findes på universitetet. I Sverige honoreres dagbladsanmeldelser betydeligt bedre - her kan det at skrive for en avis udgøre en egentlig supplerende indtægt...«

JORDEN KALDER Serup . Kvantitativt fylder litteraturkritik massivt op i både nærværende avis, Berlingske Tidende, Politiken, Weekendavisen - de to sidstnævnte har ligefrem regulære ugentlige litteratursektioner.

Det samme gælder efter forholdene også de to små nicheaviser Information og Kristeligt Dagblad. Ja, ifølge databasen Infomedia er bøger slet og ret den kunstform, der anmeldes mest.

I særdeleshed de store morgenaviser har faktisk også en del fastansatte kritikere på nøjagtig samme vilkår som alle mulige andre velnærede journalister. Weekendavisen har sågar én af landets betydeligste kritikere, Henrik Wivel, i chefredaktionen, og omvendt ser man på de fleste aviser tit chefredaktører praktisere som litteraturkritikere.

Freelance-anmelderne, med eller uden universitetsarbejde, er heller ikke nødvendigvis den sultens slavehær, de fremstilles som. Uden at afsløre detaljer eller kende til lønforholdene hos konkurrenterne har vor primære anmelder på Serups eget område, den smalle danske litteratur, i hvert fald med godt 60 anmeldelser inden for det seneste år nok kunnet køre »en egentlig supplerende indtægt« hjem.

Selvfølgelig er større budgetter og flere faste stillinger altid herligt, sagde litteraturredaktøren. Men mere udhungrede, underbetalte og marginaliserede er vi altså heller ikke, og det må så udpræget være en holdningssag, om man finder litteraturkritikken i Sverige og Norge eksistentielt bedre end den danske.

SÅ HVORFOR denne interesse i at fremstille sitautionen som meget værre end den er, endda i et toneangivende brancheblad, der læses af alle i forlagsverdenen? Det kan der være både en konkret og en prinicipiel grund til.

Den konkrete, og her er vi lidt ovre i konspirationsteorierne, er, at Serup har sin gang i det allersmalleste og mest indspiste hjørne af den danske fiktionslitteratur og litteraturkritik (han har selv været tilknyttet flere af miljøets tidsskrifter), hvor man traditionelt mener at have patent på, hvad der er rigtig litteratur. Det er nok ikke helt forkert gættet, at det også vil være fra netværket her, at man forestiller sig, at eventuelle statsstøttede kritikere skal hentes; krimi- og kogebogsanmeldere behøver næppe tænke på at købe udestue lige med det samme.

Den mere principielle grund er, at der åbenbart stadig sine steder tænkes ud fra den ærkeromantiske tagkammerpræmis, at kunst og kritik for at være rigtig kunst og kritik skal være i opposition, skal være fattig, skal være langsom, skal være ukommerciel, skal være distanceret fra - oh skræk - markedet, hvis ikke verden i øvrigt. Her er det så, at det bliver fristende at vende problemstillingen på benene.

For hvor troværdig er egentlig en kritikers argumentation som kritiker, hvis han eller hun ikke også formår at argumentere sig til de bedst tænkelige arbejdsforhold og i øvrigt kæmpe for at få sit stof gjort så synligt som muligt? I så henseende er avisverdenen ikke spor anderledes end et hvilket som helst andet kulturelt miljø.

VIL MAN SCORES , kræver det nu engang andet og mere end blot at krybe langs panelerne. Alternativt stå i et hjørne sammen med de øvrige indebrændte nørder og klynke over, hvor god en fest alle de andre har.

Det er vi så heldigvis efterhånden en del, forfattere såvel som kritikere, der har forstået. Det er dansk litteratur og litteraturkritik næppe blevet ringere af.

(Trykt den 9. maj i Jyllands-Posten)

mandag, maj 05, 2008

Litlive #56 - ude nu

I Litlive #56 skriver Mai Misfeldt om Paal Helge Haugen, Johan Dahlbäck om Stefan Lindberg, Mikkel Bruun Zangenberg om Helle Helle, Nora Simonhjell om Erling Kittelsen og Jenny Högström om Hanna Hallgren.

Dessuten er Litlives kalender oppdatert med mars måneds litteraturarrangementer i henholdsvis Norge, Sverige og Danmark. Savner du et arrangement i kalenderen, eller har du tips om kommende arrangementer? Send en mail til litlive@litlive.dk.

Med vennlig hilsen,
Redaksjonen:

Annelie Axén (S), Mariann Enge (N), Martin Glaz Serup (DK), Martin Grüner Larsen (N) og Thomas Nystrøm (DK).

søndag, maj 04, 2008

(...)
Problemet med 1968 er ikke , at oprøret ikke havde nogen effekt og ikke gav nogen mening. For det gjorde det. Problemet med 1968 er , at fjernsynet med de unges effektive virkemidler gennemførte det største kup i det tyvende århundrede og vækkede og erobrede den kollektive bevidsthed. Den havde meget belejligt stået tom siden 1945.

Hvis de unge havde en ønskeseddel i 1968 , blev den opfyldt til mindste detalje af fjernsynet. Hvis de unge i 1968 følte sig moralsk overlegne i forhold til institutioner og politikere, kan de nu sidde i deres sofa og hver eneste dag få bekræftet, at individet altid har ret og systemerne altid er de onde. Det er godt fjernsyn. Hvis de unge ønskede at nedbryde dele af det bestående samfund, så vises det nu som føljeton i fjernsynet. Fjernsynet laver ikke meget andet. Fjernsynet er en kæmpemæssig megafon for alle, der ønsker at protestere og ødelægge noget. Alle kan være med . Det er godt fjernsyn.

Hvis de unge i 1968 følte, at der skulle være plads til det skæve og det anderledes, kan de nu se alenlange dokumentarserier om transvestitter, autister, enarmede saxofonister og folk, der går i seng med papegøjer på alle kanaler. Fjernsynet er et freakshow. En klovnefarm.

Hvis de unge i 68 havde trang til forandringer, kan de følge de fede blive tynde, de grimme blive smukke, det gamle blive nyt og de fattige blive rige. Alt er muligt i fjernsynet. Tresserne bor i fjernsynet. Små ting bliver meget større. Og som højdepunktet af et syretrip kan man se den ene mere absurde gætteleg og konkurrence efter den anden, hvor svarene altid blæser i vinden. Den hippieagtige længsel efter noget oprindeligt bliver tilmed serveret hver lørdag aften i form af elendige nationalromantiske film, der er som programsat af en ond drøms udgave af Dansk Folkepartis propagandaministerium.

Sådan skete det mærkelige, at ungdomsoprørets kerneværdier endte i statsfjernsynet og blev den nye folkekirke. Med den udvikling til det værre, i hvert fald i Danmark, at man ikke kan melde sig ud og slippe for at betale.
- Lars Ringhof i essayet Ånden fra 68 sidder i din sofa og ser fjernsyn i dagens udgave af Politiken.