(...)
Problemet med 1968 er ikke , at oprøret ikke havde nogen effekt og ikke gav nogen mening. For det gjorde det. Problemet med 1968 er , at fjernsynet med de unges effektive virkemidler gennemførte det største kup i det tyvende århundrede og vækkede og erobrede den kollektive bevidsthed. Den havde meget belejligt stået tom siden 1945.

Hvis de unge havde en ønskeseddel i 1968 , blev den opfyldt til mindste detalje af fjernsynet. Hvis de unge i 1968 følte sig moralsk overlegne i forhold til institutioner og politikere, kan de nu sidde i deres sofa og hver eneste dag få bekræftet, at individet altid har ret og systemerne altid er de onde. Det er godt fjernsyn. Hvis de unge ønskede at nedbryde dele af det bestående samfund, så vises det nu som føljeton i fjernsynet. Fjernsynet laver ikke meget andet. Fjernsynet er en kæmpemæssig megafon for alle, der ønsker at protestere og ødelægge noget. Alle kan være med . Det er godt fjernsyn.

Hvis de unge i 1968 følte, at der skulle være plads til det skæve og det anderledes, kan de nu se alenlange dokumentarserier om transvestitter, autister, enarmede saxofonister og folk, der går i seng med papegøjer på alle kanaler. Fjernsynet er et freakshow. En klovnefarm.

Hvis de unge i 68 havde trang til forandringer, kan de følge de fede blive tynde, de grimme blive smukke, det gamle blive nyt og de fattige blive rige. Alt er muligt i fjernsynet. Tresserne bor i fjernsynet. Små ting bliver meget større. Og som højdepunktet af et syretrip kan man se den ene mere absurde gætteleg og konkurrence efter den anden, hvor svarene altid blæser i vinden. Den hippieagtige længsel efter noget oprindeligt bliver tilmed serveret hver lørdag aften i form af elendige nationalromantiske film, der er som programsat af en ond drøms udgave af Dansk Folkepartis propagandaministerium.

Sådan skete det mærkelige, at ungdomsoprørets kerneværdier endte i statsfjernsynet og blev den nye folkekirke. Med den udvikling til det værre, i hvert fald i Danmark, at man ikke kan melde sig ud og slippe for at betale.

- Lars Ringhof i essayet Ånden fra 68 sidder i din sofa og ser fjernsyn i dagens udgave af Politiken.