lørdag, marts 31, 2007

The Jiggly Room læser jeg Jyllands Postens Jakob Levinsen citeret. Han er redaktør - kultur- eller litteratur- - det er ikke lige til at finde ud af på JP’s hjemmeside. Han siger blandt andet dette: ”Jeg mener: alene Sara Blædels pressebilleder er mere gennemslagskraftige end det meste, der nogensinde er kommet ud fra Forfatterskolen. Og hvem er det så lige, der har et problem?”

Jamen, er det ikke yndigt?

Hvedekorn


Årets første Hvedekorn er et rigtig fint nummer. Billedkunstneren Christian Finne har boltret sig; særligt på det overtegnede omslag og tidsskriftets titel står så usynligt og gult, meget påskeagtigt, meget fint. Der er bidrag fra 24 forfattere i dette nummer, som sædvanligt alt fra debutanter til ældgamle, afdøde sværvægtere. Blandt andet er der nye digte fra F. P. Jac og Jens Blendstrup og Per Aage Brandt. Mine personlige favorittekster i dette nummer er skrevet af Ulf Karl Olov Nilsson (oversat af mig), Hans Lucht, Maja Lucas, Susanne Christensen, Eske K. Mathiesen og Frank O’Hara (oversat af Glenn Christian og Niels Frank).



Hvedekorn 1/2007
Redaktion: Morten Søndergaard og Tomas Thøfner og Christian Lemmerz.
Redaktionssekretær: Martin Glaz Serup

fredag, marts 30, 2007

Husk sidste tilmelding den 1. april!

Til Litlive-seminaret på Biskops Arnö med overskriften Alternativ publicering / Litterær innovation, om en ny nordisk litterær offentlighed, der springer ud af netpublicering, blandt andet, blogs, netmagasiner med mere. Der er ca. 25 pladser ledige med rejse, deltagelse og ophold betalt. Caroline Bergvall (UK), Hubert van den Berg (NL), Leevi Letho (FI), Marianne Ping Huang (DK) og Magnus Bärtås (S) kommer - blandt andre - og taler.

Deltagere fra hele Norden indbydes hermed - skynd jer at skriv til: exp.biskops-arno@folkbildning.net

torsdag, marts 29, 2007

Nordisk litteratursamarbeid i en ny tid

Mouritz/Hørslev Projektet

Der er kommet en masse nye tidsskrifter, de ligger her i bunker, nogle af dem har jeg ovenikøbet fået læst, men det er svært også at få tid til at skrive noget om dem også, synes jeg, selvom jeg ihvertfald havde tænkt mig at skrive noget om de nye numre af Apparatur og Den Blå Port og Hvedekorn, hvis vi kun skal fokusere på de danske. Der er jo også Bogens verden (tema: Dansk Verdenslitteratur?), Banana Split (tema: Queer), Passage (tema: Kirsten Thorup) og Standart (tema: litteratur og politik 2/2).

Og så læste jeg for nylig et spændende essay i London Review of Books, en anmeldelse af den kommende Susan Sontag-essaysamling, hendes første posthume bog, og af kæresten Annie Leibovitz' fotobog. Det var ikke fordi at anmeldelsen var god eller godt skrevet at det var spændende læsning, og jeg følte mig ærlig talt temmelig uenig med skribenten (forfatteren Jenny Diski), men dét i sig selv forekom temmelig produktivt for tanken. Det kunne man have skrevet en hel opsats om. Det gør jeg ikke.

Her har Paal Bjelke Andersen lagt lidt ud til folket. Det kan man muntre sig med til vi ses igen. Don't know where, don't know when. Netforbindelsen er upålidelig på Fanø.

lørdag, marts 24, 2007

Årets vakreste bøger i Norge; Judith Nærland, der også står bag det nye Litlive-design, får både guld og diplom. Velfortjent. Tillykke!

Kornkammer er flyttet!

og findes nu på KORNKAMMER.DK