Sigrid Undsets Gardenparty - i Lillehammer

Litlive #34

...er på gaden eller i nettet eller hvad, med anmeldelser af nye bøger fra Peter Høeg, Peter Laugesen, Jokum Rohde & Søren Ulrik Thomsen og Herman Melville ved henholdsvis Julie Bjørchmar, Mai Misfeldt, Lars Bukdahl og Jon Helt Haarder.

Nyt nummer af Nypoesi!

Nypoesis vårnummeret lanseres på:

Sound of Mu, Markveien 58, Oslo, tirsdag 30. mai.

Caroline Bergvall, Johan Jönson, Joaar Tibe;rg, Monica Aasprong og Martin Glaz Serup leser.

Arbeidstittel: Språkbeherskelse.
Tekster av Caroline Bergvall, Hanna Hallgren, Johan Jönson, Mette Moestrup, Christian Bök, Thomas Braichet, Antoine Hummel, Anne-James Chaton, Ida Börjel, Monica Aasprong, Pablo Henrik Llambias, Joaar Tibe;rg, Jordan Scott, Jörgen Gassilewski, Arild Vange, Vemund Solheim Ådland, Leevi Lehto m.fl.

Det regner udenfor, det kan jeg godt lide, det er noget vi har tilfælles, regnen, i baggrunden, her, radioen kører, det er P3, God formiddag P3, ude i køkkenet, den står og knitrer i baggrunden af alting, en slags svag akkompagnement som også regnen på vinduerne.

Det er nu jeg kommer til at tænke på at det jo er sådan det er med P3, med det tilsyneladende overfladiske, det der rammer ydersiden og glider ned ad ruden, at det har vi til fælles. Det der ikke betyder noget eller ikke betyder så meget, det er når vi for eksempel ikke snakker religion eller politik, så selvfølgelig er det meget ofte sex. Noget andet almenmenneskeligt. Hvor har du haft sex sidst, har du haft sex med en der var meget ældre/meget yngre end dig, hvordan, hvorfor/hvorfor ikke, synes du det er ulækkert og kunne du ligefrem høre dit biologiske ur tikke imens.

Jeg kom til at tænkte på at jeg kun har hørt de to radioværter, de snakker lige nu – det er en mand og en kvinde, yngre, hun: 33, det fortalte hun i før i forbindelse med om hun kunne finde på at være sammen med en på 17 eller ej – jeg har kun hørt dem rigtigt ophidsede en enkelt gang. Jeg lytter jo heller ikke så meget til P3, det burde jeg måske gøre. Gøre mig mere i. Det var dagen efter --- hvad hedder det nu, det internationale melodigrandprix, Eurovision? Nogle finske trolde havde vundet, havde klædt sig ud som trolde, havde spillet et nummer der var klædt ud som heavy metal, hårdt i hvert fald, men vist var Keld og Hilda tilsat growl, og så havde de vundet eurovisionen. Dét havde de en mening om, radioværterne, de begyndte at stamme begge to, talte i munden på hinanden, de formeligt svedte ud i æteren med hvide knoer og ophidselsen lød ægte. Jeg stoppede forundret med mit viskestykke, virkelig fascineret. Jeg tænkte at: det var da utroligt.

Jeg har altid tænkt P3 som utroligt dum, fordummende, overfladisk, ligegyldigt, ofte bliver jeg aggressiv af at høre det, aggressiv over de åndssvagheder, de stereotypiseringer, det tidsspilde der foregår der og som jeg jo så også, mere eller mindre frivilligt, tager del i, bliver en del af, understøttter. Så jeg slukker ofte hvis jeg kan komme til det. Men hvad jeg må have overset eller ikke forstået er at det netop er overfladen, det lette, ligegyldige, det almene, det almentligegyldige, det har vi til fælles, det kan vi tale om, som vejret, det er det det går ud på. P3 skal være der i bredden, for alle os der kan lide at høre formiddagsradio på den lette måde, det er fordummelse som sammenhængskraft, P3 som en del af et banalt nationalistisk projekt. Banal nationalisme forstået som de usynlige ting der bekræfter nationalsstaten, enheden, holder os sammen på en hyggelig måde, ikke pigtråden men vores pas, flaget, skatten, dronningen på mønterne og så videre, usynlige, allestedsnærværende symboler. Retsstavning. P3 som eksponent for en ekstrem subjektivitet, men kun omhandlende uskyldige ting, arhhh helt ærligt, det kan du da ikke mene, eller: selvfølgelig kan du beholde tennisstrømperne på når du går i seng med din kæreste. P3 som eksponent for en kold nationalisme i modsætning til en varm, der vil varm krig og intet kompromis; ring ind, alle kan ringe ind og være med, du kan og du kan og du kan, og fortælle om I nogensinde har været nøgne.

Vi var nogle der talte om UKON på dansk...

her og her og her. Og indenfor en (u)uoverskuelig fremtid også her.

Et latterligt lille land...

I dagens Information har Bent Vinn Nielsen en kommentar der følger op på Den Blå Ports leder der diskuterer hvorvidt Claes Kastholm Hansen er inhabil i forhold til fortsat at bestride sin stilling som formand for Litteraturudvalget. Vinn Nielsens bud kan læses under kommentar-feltet til denne post.

Jens Jacob Toftegaard og Tue Andersen Nexø snakker videre om det samme - og beslægtede emner - her. Samtalen handler blandt andet om hvordan man skal og kan læse - om ironi og alvor. Den disskusion kan Bent Vinn Nielsen siges at have leveret et aktiv bidrag til i dag.

Udkommer den 6. juni på Dansklærerforeningens Forlag...

Blå prut

Til Vaduz!

Reportager her og her.

Nationalromantik med mere

"I lederen til nummer 70 af ’Den Blå Port’ argumenteres der sobert og redeligt for, at det er en uskik, at et i princippet neutralt medlem af en offentlig regeringsinstans på samme tid virker som ublu regeringstro opinionsmager."

Den Blå Port er anmeldt i Politiken af Mikkel Bruun Zangenberg. I Berlingske Tidende erklærer Claes Kastholm Hansen som reaktion på samme leder, sig 'skyldig' i at være nationalromantiker:

"Hvis det er nationalromantisk at mene, at multikulturalismen er en utopi, der ikke har den mindste rodtrævl knyttet til virkeligheden – hvis det er nationalromantisk at hævde sit lands ret til at udfolde og forsvare værdier vundet gennem mange generationers indsats – hvis det er nationalromantisk at kræve af fremmede, der ønsker at slå rod her i landet, at de må acceptere den samme kontrakt om de grundlæggende værdier som os, hvis forfædre har bygget dette land op – hvis det er nationalromantisk at mene, at det land og det sprog, man er født og opvokset i, er et uomgængeligt udgangspunkt og vilkår for livet – og hvis det er nationalromantisk at føle sig fuldstændig sikker på, at kun de færreste mennesker kan leve og udfolde sig i verden uden at have rod et sted, og at dette sted er knyttet til barndommen, til sproget, til historien, til fortællingerne, til landskabet, så er jeg nationalromantiker med hud og hår."

Læs begge artikler her.

I dag, ude i virkeligheden, ihvertfald ude i den københavnske, er der også både AUX-arrangement, alt om parringslyde, og poesifestival.

Københavns internationale poesifestival åbner i dag

AUX præsenterer parringslyde

DATO: Lørdag den 20. maj 06 TID: 21.00-04.00 STED: Musikcafeen, Huset i Magstræde

ÉNTRE: DKK 100,-

Tag med på en forførende lydrejse ind i dyrenes verden! AUX har inviteret Tim Hinman fra DR og adfærdsbiolog Giuliano Matessi fra Københavns Universitet til at løfte dyner i dyreriget.

Tim Hinman vil indlede aftenen med at spille et par humoristiske og informative lydbidder fra et tidligere Ultralyd-program. Her bliver man introduceret til dyrs forskellige parrings-strategier i et soundscape af musik, film-citater og teoretiske nøgleord.

Derefter overlades scenen til adfærdsbiolog Giuliano Matessi, der vil fortælle om sin forskning i seksuel kommunikation hos dyr. Matessi vil bl.a. afsløre, hvilke spørgsmål han stiller sine yndlingsfugle, og hvordan de vælger at svare ham. Gennem forsøg som 'The Serenade Test' og 'The Careless Whisper Test' oprulles historier om jalousi, mistænksomhed, konkurrence og tilgivelse. Illustreret gennem billeder og helt specielle lydeksempler giver Matessi os en smagsprøve på de (lidenskabelige) kommunikative netværk, der påvirker reproduktionen hos dyr 'i løbetid'.
Arrangementet er støttet af Carlsbergs Idélegat og er det sidste af i alt tre BEATLESS arrangementer i Musikcafeen, hvor AUX er medarrangør.

Efter AUX audiografen præsenterer Public Service og Komponent Pre-Public Service Event med live-sets af Pan [FIN/Mute, Sähkö Recordings], Pixel [DK/Rastor-Norton] og The Renegades of the Gameboxen [SE, DK, AT/Komponent]

"Han [Kastholm, - mgs] skal end ikke antyde, at politiske kriterier (som han, bekvemt nok for sit argument, vælger at fremstille som moralske kriterier) spiller ind i uddelingen. Det er det, han i mine øjne har antydet, det er derfor, han bør gå af."

Tue Andersen Nexø, Sternberg, Martin Larsen med flere diskuterer hvorvidt Claes Kastholm Hansen er inhabil som formand for litteraturudvalget her.

Lyden af Danmark

Jacob Kreutzfeldt på AUX.dk.:

(...)

"Det er min fornemmelse, at lydpolitik i Danmark er ved at udvikle sig til en slags stilhedens regimente. Det er som om støjbekæmpelse er blevet et entydigt gode, og man glemmer at den lyd, der bliver tilbage ofte er motorstøj fra biler, toge, fly, ventilatorer m.m. I en DSB-stillekupe oplevede jeg for nylig at en pige bad en anden passager om at holde op med at læse højt for sig barn. Jeg havde netop siddet og glædet mig over det hyggelige i den mumlen, der, derfra hvor jeg og den forulempede pige sad, ikke kunne opfattes som ord. Jeg hørte blot den rytmiske og beroligende lyd af højtlæsning som en jævn rytmisk strøm af intonationer indhyllet i togets motorstøj. Moderen og hendes barn måtte selvfølgelig gå, og tilbage sad vi med den fuldkommen rene lyd af maskinstøj."

Den Blå Port #70

Den Blå Port #70 er for nylig udkommmet, det er et rigtig godt nummer, kompakt, med mange interessante bidrag (Leth/Beckværket (i samtale om at hane noget på spil, bl.a.), Aidt, Crisologo, Rohde, Hesselholdt, Kodal, Butler (Samuel), Serup, Skidan). Som vanligt er der også en skarp leder, der understreger eller undersøger eller hvad den gør, udpeger, sammenhænge mellem 'kunst og politik'. Den Blå Ports redaktion mener at formanden for Literaturudvalget, Claes Kastholm Hansen, bør tage konsekvensen af flere af sine offentlige udtaleleser om navngivne forfattere, som de mener har gjort ham inhabil, hvorfor han følgelig bør trække sig fra alle sine poster i Kunstrådet.

Samme leder blev optrykt i en lettere revideret og forkortet version i Information, hvilket resulterede i et par læserbreve, et af dem fra Kastholm Hansen selv, hvor han blandt andet under overskriften Fnidder skriver:

"Den Blå Ports redaktions kommentar den 2. maj og Egon Clausens indlæg den 5. maj er politiske kommentarer, der ikke vedrører Kunstrådets og dets litteraturudvalgs arbejde, skønt de pågældende gerne vil blande tingene sammen."

Lederen fra Den Blå Port #70 er med redaktionens tilladelse optrykt i sin helhed nedenfor. Læserbrevene fra Claes Kastholm Hansen og Egon Clausen findes under kommentarerne.


Claes Kastholm Hansen, inhabil

Visse avisklummer hæver sig ud over det dagsaktuelle. De peger på principielle problemstillinger og er skrevet med en sproglig finesse, der tåler gennemsyn både en måned og halvanden efter deres publikation. Claes Kastholm Hansen, fast og regeringstro opinionsmager på Berlingske Tidende, begik omkring den første marts ikke bare en, men to af sådanne klummer, ikke en ringe bedrift.
Klummerne handlede om dansk politik i kølvandet på de satiriske Muhammed-tegninger, men også om andet og mere. ”Jeg kender kun ét smukkere syn end synet af den blå stjerne på et A.P. Møller-Mærsk-skib, der glider til kaj i en havn tusinder af kilometer fra min hjemstavn, og det er synet af et vajende Dannebrog”, bekendte vor skribent den 25. februar. Sammenblandingen af sværmerisk, kommercio-imperialt dagdrømmeri og nationalromantisk kitsch kan næppe formuleres smukkere eller mere prægnant. Her svulmer det 19. og det 21. århundredes patriotismer i takt. Den slags burde man få en orden for, af dronningen eller kulturministeren.
Derefter tager Kastholm Hansen fat i realiteternes verden, hvor visse undersåtter ikke opfører sig med en for undersåtter passende loyalitet. De skyldige er socialdemokrater, fodboldlandsholdet, dele af erhvervslivet og visse ”lokale ånder”, som benævnes med navn: Bent Vinn Nielsen, Kirsten Thorup, uvorne medlemmer af forfatternes klub. De burde allesammen, forstår man, skamme sig.
I Kastholm Hansens klumme ugen efter, den 4. marts, er tonen skærpet. ”En kløft så bred”, det er overskriften, og den kløft går mellem Kastholm Hansen og hans politiske allierede på den ene side, og alle de, der insisterer på at sætte et ”men” bag ytringsfriheden på den anden. Mere konkret går den mellem de, der siden slutningen af januar har bakket entydigt op om den siddende statsminister, og de, der ikke har bakket op. Heldigvis er Salman Rushdie på statsministerens side, og overfor ham må ”selv den mest nedgroede forfatter”, en af dem, der befinder sig i ”en beklumret stue”, jo overgive sig. Mener Kastholm Hansen.

Over for nationalromantik med globalt vingesus står altså en provinsiel og åndsformørket anti-nationalisme: Også her mødes det 19. og det 21. århundredes patriotismer på opfindsomme måder. En anden regeringstro opinionsmager, Hans Hauge fra Jyllands-Posten, tager den 7. marts fat, hvor Kastholm Hansen slap. Nu er der ikke længere tale om en kløft gennem én kultur, men en kamp mellem to, ikke Vesten mod resten, men den nationale folkekultur mod dens elitære fjender. ”Det er som om, Lykketoft, Seidenfaden, kunstnerne og folkekirken, eller hvad de nu hedder eller er, lever i en helt anden verden end vi andre,” skriver Hauge indledningsvist, og videre: ”Kunsten er næsten totalt politiseret. Roman, film og teater er indkaldt i kulturkampen. Støttet af staten.”
Forfattere, kunstnere, skuespillere, socialdemokrater: De er medlemmer af ”den anden kultur”. Og deres had er grænseløst, især i nederlagets stund: ”Jo længere tid der går, inden den anden kultur kommer tilbage til magten, des værre vil det blive for folket, når den kommer det. Det vil blive hævnens time. Det vil være som i Tjekkoslovakiet efter magtovertagelsen i 1948. Der vil komme udrensninger og processer. Det gentagne krav om en undersøgelse af statsministerens håndtering af sagen er kun begyndelsen til den slags skueprocesser.” En farlig fremtid kommer befolkningen i møde, hvis ikke de fastholder støtten til den siddende regering og dens støtteparti. Det forstår man og Hauge i fællesskab, den slags behøver ikke at ekspliciteres.
”Den anden kultur”, og det påpeger Hauge flere gange i sit indlæg, er støttet af staten, især når den kommer til udtryk blandt præster og kunstnere. Også her forstår læseren implicit, at staten og folket arbejder mod sine egne interesser. Den danske stat støtter folkefjendtlig virksomhed. Det burde den, ret beset, holde op med.

Fred være med Hauge. Han har alligevel ikke magt, som han har agt. Det har Kastholm Hansen til gengæld. Ganske vist har han, så vidt Den Blå Port ved, ingen ordener fået, hverken af dronningen eller kulturministeren. Til gengæld har kulturministeren – givetvis helt uden at skele til hans arbejde som regeringstro opinionsmager – givet ham en velbetalt og magtfuld post som medlem af Kunstrådet og formand for Kunstrådets Litteraturudvalg. Sidstnævnte uddeler hvert år flere millioner kroner i støtte til danske forfattere.
Vi ved ikke, om Kastholm Hansen er enig med Hans Hauge, og rent faktisk opfatter sine politiske modstandere som totalitære folkeforrædere. Men vi ved, at offentligt og uforsonligt meningsdanneri til støtte for den siddende regering går dårligt i spænd med jobbet som forvalter af statens midler. Vi forventer f. eks., og det gør kulturministeren vel også, at Kunstrådets Litteraturudvalg kun støtter de bedste danske forfattere. Den slags er ikke, og her tror vi, vi er enige med både kulturministeren og Kastholm Hansen, blot ”lokale ånder”, der sidder fast i ”en beklumret stue”. De er ikke lige så nedgroede – har ikke samme intellektuelle udsyn – som en smertende tånegl. Altså, må vi antage, vil Kastholm Hansen arbejde for at udelukke Bent Vinn Nielsen, Kirsten Thorup og de andre uvorne medlemmer af forfatternes klub fra at få støtte fra Kunstrådets Litteraturudvalg. Det har han rig mulighed for, al den stund han er formand for samme.
Bent Vinn Nielsen med videre skal udelukkes på grund af deres politiske holdninger. Det er jo dem, der afslører deres provinsielle, formørkede natur. På den anden side: Arbejder Kastholm Hansen ikke for deres udelukkelse, så svigter han faktisk sin opgave, nemlig at støtte de, han anser for de bedste – dvs. ikke-provinsielle, ikke-beklumrede – forfattere. Selvsagt har dette ræsonnement en bagside. Man ser tydeligt, hvordan statsstøtten på sigt kunne føre til selvcensur i åndernes rige. Men man ser også, at det især kunne ske, fordi statsstøttens administrator har et bijob som regeringstro opinionsmager. Eller, for at formulere det mere generelt, fordi grænsen mellem statens forvaltning af sine midler og den siddende regerings politiske kampe ikke længere er klart optegnet.
En kedelig konflikt, kort sagt. Principielt kan den bedst løses ved at genindføre det kulturpolitiske armslængde-princip, der gik fløjten sammen med den siddende regerings opgør med smagsdommeriet. Konkret kan den løses, hvis Kastholm Hansen tager konsekvensen af sine offentlige udtalelser. De har gjort ham inhabil. Følgelig bør han, det mener Den Blå Port, trække sig fra sine poster i Kunstrådet.

Ekstra Hadet efter Leth igen

Den dobbeltmoralske luderavis Ekstra Bladet demonstrerer igen (og igen), hvordan de heller ikke kan læse indenad. Hvordan de ikke kan læse. Eller noget som helst andet. Føj!

Nye digte af blandt andre Peter Laugesen, Lars Frost, Lars Skinnebach, Jørgen Leth, Anders Abildgaard Nielsen, Maja Lee Langvad, Ivan Malinowski, og senere i år Klaus Høeck, Ursula Andkjær Olsen og Peter Nielsen. Blandt andre. Og Walsers Røverroman og Aidts Baviannovellesamling. Det er jo en fest!

Polen...

"(...) Måske jeg kunne svare,
at regn er typisk for det område hvor jeg voksede op. Og at vi
kunne gå i den dagen lang; det var som at spille terninger
i en campingvogn. (...)"
- Peter Nielsen fra Minder fra hjemegnen (1999)

...og derefter, direkte fra Stetting til København.

I aften: Silkeborg

Det belyste diskotek

Nyt gammelt fra Stig Larsson;

Det är nämligen ett uttryck för självsäkerhet att visa sin beundran. Varför? Jo, genom att vara entusiastisk blir man blottställd. Det krävs ett visst mod för att våga visa sitt ansikte.


Og Eva Ström om det:

Det finns en överraskningens flykt i associationerna hos Larsson, som när han lyssnar på sånggruppen Supremes och samtidigt tar sina malariatabletter ur en parfymerad tvålask och noterar ett slags likhet. Samma stickande söta smak i båda företeelserna, tillsammans med ett bett av ett erfaret tonfall.


Anmeldelser her og her.

Litlive #33

...er på trapperne med anmeldelser af Lars Johansson, Simon Grotrian, Carl Frode Tiller og Viktor Pelevin ved Kristine Kabel, Lilian Munk Rösing, Astrid Fosvold og Martin Larsen.