
(fotokredit: tiger klør)
Der hersker for tiden i Danmark en regulær krise for den litterære kritik. Det er i det mindste min påstand og mit forslag, om end der hersker uenighed om en præcis diagnose for patienten. Er problemet kritikerne selv, der er for subjektive og selviscenesættende, eller bare kedsommeligt refererende og pligtskyldigt vurderende ”dette værk er godt/dårligt/mådeligt” etc)? Er det litteratur- og kulturredaktørerne, der på en uheldig måde forvalter det de mener er hver enkelt avis’ læserskares behov – i en lemfældig form for populisme, der indirekte påvirker dagbladenes kritikere til at skrive i en særlig toneart? Eller er der tværtimod tale om, at selve grunden under den litterære kritik, nemlig en særlig offentlighedsform, der hidrører fra Europa i 1700-tallet, er ved at gå i opløsning?
og findes nu på KORNKAMMER.DK