Der hersker for tiden i Danmark en regulær krise for den litterære kritik. Det er i det mindste min påstand og mit forslag, om end der hersker uenighed om en præcis diagnose for patienten. Er problemet kritikerne selv, der er for subjektive og selviscenesættende, eller bare kedsommeligt refererende og pligtskyldigt vurderende ”dette værk er godt/dårligt/mådeligt” etc)? Er det litteratur- og kulturredaktørerne, der på en uheldig måde forvalter det de mener er hver enkelt avis’ læserskares behov – i en lemfældig form for populisme, der indirekte påvirker dagbladenes kritikere til at skrive i en særlig toneart? Eller er der tværtimod tale om, at selve grunden under den litterære kritik, nemlig en særlig offentlighedsform, der hidrører fra Europa i 1700-tallet, er ved at gå i opløsning?

- Mikkel Bruun Zangenberg i artiklen Krise og Kritik i Norden, der står at læse i det seneste nummer af Kritiker. Det er en fin og tankevækkende artikel, skrevet på baggrund af Kritiker-redaktør Mikael Nydahls besøg hos litteraturkritikerlavet i København i december. Artiklen er skrevet som et debatoplæg, en byden op til dans, og jeg håber nogle vil tage imod invitationen. For eksempel ville det være oplagt at lade dansen stå heromkring; Zangenberg skriver nemlig både om norden og om offentlighedsbegrebet, om en mulig nordisk - eller måske skandinavisk - litterær offentlighed. Om det almene og det specifikke, det smalle og det brede, jeg mener ikke at Zangeberg skriver så specifikt, og det var da heller ikke disse termer, mener jeg at huske, der blev brugt på seminaret om Alternativ publicering / litterær innovations sidste dag, hvor en stor diskussion fandt sted. Og hvor vi næsten fandt os selv fanget i sådan en lidet produktiv dikotomi...