En dag talte du til mig,
og træerne døde gren for gren af
tørke.
Det var blomster, husker jeg.
Det var gader, det husker jeg også.
Og tomme
trapper.

Nej, du talte ikke til mig. Det
var mig der spurgte,
mens jeg dirrende kyssede
dig, hvor gammel du var
og hvad du hed.

Du havde intet navn,
eller havde du et,
men det var ikke dit.
Og din alder, dine hænder
i mine.

– Jorge de Sena via Poul Borum her.