Fra Hver Mandag:

Telefonen ringer. Det er en socialrådgiver.
”Vi har sendt dig en indkaldelse,” siger hun, ”i e-boksen …”
”Jeg sidder ikke og glor på en skærm hele dagen.”
”Nej, okay, men vi har fået en underretning fra børnehaven. Det går jeg ud fra, du ved?”
”De finder det bekymrende, at min søn ikke kan slå en kolbøtte. Ja, det har jeg hørt.”
”Vi kan desværre ikke mødes her, for vi har fået vandskade på hele etagen, så jeg ville høre, om jeg kunne komme hjem til jer?”
”Det passer ikke så godt,” siger jeg, ”men vi kan mødes på biblioteket.”
”På biblioteket?”
”Jeg skal alligevel derned og aflevere et par bøger,” siger jeg, ”og gulvet i vores entre er ved at blive skiftet.”
”Okay,” siger hun tøvende, ”så må vi hellere mødes et andet sted. Vi kan godt sige biblioteket.”


Jeg venter på hende ved et bord i læsesalen. Jeg har fundet en antologi med tyske digte, som jeg bladrer i. Hun kommer hen, giver mig hånden og kigger på bogen.
”Kender du det her,” siger jeg, ”Wer reitet so spät durch Nacht und Wind / Es ist der Vater mit seinem Kind ….”
Hun ryster på hovedet.
”Nej, du ser tv-serier og læser Alt for Damerne, er det ikke rigtigt?” siger jeg.
”Ikke udelukkende,” siger hun.
”Det bliver man ikke indkaldt til en samtale om, vel? Men det burde man.”
”Jeg vil gerne tale med dig om Tore,” siger hun, ”jeg tænkte på, om du ville se børnehavens formulering …”.
Hun finder et papir frem fra tasken.
”Han er en skøn dreng.”
”Det er også, hvad de siger fra børnehaven, men de siger også, at han tit kommer beskidt derhen, og at han ikke altid har madpakke med.”
”Det er smuttet et par gange. Men han har altid rosiner med. Og knækbrød.”
”Det er jo ikke sund og nærende kost for en femårig.”
”Nej, han burde få flerumættede fedtsyrer og lange kulhydrater, ikke?”
”Jeg kan høre på dig, at du ved en masse, så måske kunne du tænke lidt over mere over jeres kost?”
”Det er bare svært for mig at huske alle de ting.”
”Er det svært for dig at købe ind?”
”Gu er det ej,” siger jeg, ”men det er svært for mig at tænke på de madpakker dag ud og dag ind.”
Hun skriver noget ned i en notesbog.
”Jeg kan forstå, at Tores far er ude af billedet?”
”Jeg har ikke set ham, siden han gjorde mig gravid. Det er kvindens lod, ikke? At være liderlig og moderlig.”
Hun ser overrasket på mig.
”Ved du, at kvindelige migranter har dobbelt så stor risiko for at dø under rejsen som mandlige? Fordi de næsten altid har børn med eller bliver gravide,” siger jeg.
”Det kunne jeg godt forestille mig,” siger hun.
”Har du børn?”
Hun nikker.
”Apropos, så ville jeg høre dig om din familie …” siger hun.
”Hvad med dem? Mine forældre er døde. Min bror bor i Portugal.”
”Har du nogen veninder, som Tore er glad for?”
”Jeg har aldrig haft lyst til at sidde og fnise over mandebekendtskaber.”
Hun noterer noget mere.
”Jeg tænkte, vi skulle tale om Tores hygiejne, ” siger hun. ”Det er jo vigtigt for hans kammeratskaber, at han er nogenlunde præsentabel. Det er også vigtigt for hans sundhed, at han af og til kommer i bad.”
”Ved du, hvor ofte vi kom i bad i min barndom?” siger jeg. ”Hver eneste aften. Frøken Lauritzen stod klar med karret, først var det min bror, så mig. Bagefter kom mor ind og sang for os. Det var inden, hun blev syg.”
”Hvad fejlede hun?”
”Først brækkede hun kravebenet, det fik hun noget frygtelig stærk medicin for. Jeg tror, hun blev fejlmedicineret. Så kom tvangstankerne. Til at begynde med mente hun, der var mikrofoner i sengetøjet.”
”Hvad med din far?”
”Jeg tror ikke, han forstod, hvor syg hun var. Det eneste, han gjorde, var at få frøken Lauritzen til at være der noget mere. Han var også meget ældre end min mor; han var halvfjerds, da hun døde. Men jeg elskede ham,” siger jeg, ”han var så god til at lege med os. Og han blev aldrig sur.”
Min mund bliver tør, tungen føles opsvulmet. Jeg famler efter drikkedunken. Tager en tår.
”Men det er en anden historie,” siger jeg, ”jeg skal nok sørge for, at Tore bliver vasket. Men en gang om ugen må da være nok i hans alder.”
”En gang om ugen er fint,” siger hun.
”Jeg tænkte på, om jeg ikke kunne komme på besøg hos dig og Tore i næste uge?”
”Ellers tak, det kan ikke lade sig gøre lige nu. Vi har travlt.”
”Okay,” siger hun og skriver noget mere.
”Jeg tænkte også på, om du havde lyst til at tale med kommunens psykolog?”
”Hvorfor, er det min barndom, du er ude efter?”
”Det lyder som en hård omgang,” siger hun, ”måske kunne det løsne lidt op?”
”Hvad fanden ved du om det,” siger jeg højt.
En mand vender sig og kigger på os.
”Hvad fanden ved I idioter om smerte?!” skriger jeg, ”I taler bare om vasketøj og rugbrød, hvorfor læser I ikke poesi? Wer reitet so spät durch Nacht und Wind / Es ist der Vater mit seinem Kind / Er hat den Knaben wohl in dem Arm / Er faßt ihn sicher, er hält ihn warm!”
Hun lægger hånden på min arm.
”Lad for helvede være med at røre ved mig!”
En bibliotekar kommer hen til os.
”Jeg må bede dig om at dæmpe dig,” siger han.
”Er I nu også blevet litteraturfjendske,” råber jeg, ”ved du, hvem der har skrevet det digt?”
”Goethe,” siger en ældre kvinde med en avis foran sig.
”Korrekt, frue,” siger jeg, ”ti point.”
”Jeg har ikke noget imod Goethe,” siger bibliotekaren, ”men jeg foretrækker ikke at få råbt ham ind i hovedet.”
”Suspekt kvinde arresteret for at recitere Goethe for højt,” siger jeg.
Socialrådgiveren siger et eller andet til bibliotekaren.
”Møgfisser!” råber jeg og løber ud ad døren.

– Maja Lucas, født 1978, debuterede i 2007 med Jegfortællinger og har senest udgivet romanen Mor. En historie om blodet (2016). Teksten er et uddrag fra romanen Gennem natten og vinden, der udkommer 18. oktober 2019. Ovenstående uddrag har været trykt på Hver Mandag.