Det er, som om romanens ”hun” hele tiden er på nippet til at blive et ”du”; eller måske snarere som om hele denne indlevende fortællemanøvre er nødvendig for lige akkurat at skubbe hende fra 2. til 3. person.

Martin Bastkjær om Geir Gulliksen her.

Nu hvor jeg skriver dette, er det to dage siden, jeg åbnede bogen første gang, og i mellemtiden har jeg stort set ikke tænkt på andet. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har læst noget, der formåede at skildre kærligheden på en så ubehagelig måde – og det mener jeg, hvis nogen efterhånden skulle være i tvivl, på alle måder som en ros.