onsdag, august 12, 2015

Kornkammer fylder 10 år og 10 dage!

Hov! Det gik helt hen over hovedet på mig at Kornkammer faktisk havde 10 års fødselsdag den 2. august - sikke noget - tiden går - her kan man læse den allerførste post fra den 2. august 2005 - egentlig var den kun henvendt til Morten Søndergaard og Tomas Thøfner, der dengang var redaktører på Hvedekorn, hvor jeg var redaktionssekretær. Deraf navnet på bloggen, som jeg først havde tænkt mig skulle være en halvprivat sag, en samling af links og sager, et internt referenceværktøj - jeg havde for lidt viden om sagerne, til at forstå at når man linker ud til noget, kan alle følge linket tilbage... Dét fandt jeg dog hurtigt ud af, og så var det for sent, vi var i gang, og på den måde blev Kornkammer startet, nærmest ufrivilligt. Jeg bruger nu stadig selv bloggen som sådan en linkssamling. Fra den 3. oktober 2006 har bloggen også huset forlaget Kornkammer Small Press, der har som princip at alt der bliver udgivet, udgives i et uendeligt digitalt oplag, tilgængelig som pdf, også hvor der findes fysiske inkarnationer. Første udgivelse var Mortens bog (2006) og siden er der fulgt tre andre, nemlig: Ham Nielsen (2007, med Tania Ørum, Morten Thing, Max Ipsen, Thomas Hvid Kromann og Lars Bukdahl) , Mortens bog 2 (2011) og senest 20/05/2014 (2014, s.m. Hanne Kvist). Jeg tænker selv bloggen som en art little magazine, et enmands-tidsskrift. Det fortsætter indtil videre, bare så I ved det.

6 kommentarer:

Kirsten sagde ...

Til lykke og tak for en uovertruffen linksamling!

Lars Bukdahl sagde ...

TILLYKKE, altid den første blogkærlighed for mig og den visner derfor aldrig

Anonym sagde ...

Hep hep!

kh. THK

Martin Glaz Serup sagde ...

Tak skal I have; trofaste kornkammerater!

Anonym sagde ...

Til lykke og tak! Har opdaget meget nyt her.

Martin Glaz Serup sagde ...

Den 3. oktober, Kornkammer Small Press' fødselsdag, er også digteren Morten Søndergaards fødselsdag, det er sådan man kan huske det :)

Kornkammer er flyttet!

og findes nu på KORNKAMMER.DK