»Åh, gid det var performance,« beder man igen og fristes til at ryste hele essayet af sig, fordi det er så lavt og usammenhængende i sin argumentation, at det ikke fortjener mere opmærksomhed. Det ville jeg også gøre, hvis ikke jeg genkendte tonen fra så mange andre indlæg, hvor det stadigvæk er helt legitimt at beskrive kvinder generaliserende og nedladende. Jeg kender den fra Jes Stein Pedersens jeremiader i Politiken over, at 8 ud af 14 kandidater til Nordisk Råds Litteraturpris var kvinder, som oven i købet dristede sig til at skrive om kvinder. Jeg kender den fra Anne Sophia Hermansens evige udfald mod kvindelige skribenter, som kun skriver med livmoderen. Jeg kender den fra de mumlende spekulationer om, hvorvidt de danske kvindelige forfattere kun bliver promoveret, fordi de gør sig så godt på billeder. Nedgørelsen af kvinder, som drister sig til at være skabende og tænkende væsener på linje med mænd, er stadig godt stof. Om en måned fejrer vi 100-året for kvinders valgret, og ligesom så mange andre af Danmarks skrivende kvinder vil jeg med garanti blive ringet op og få spørgsmålet: »Er der overhovedet brug for kvindekamp i dag?« Med Mette Høegs indlæg i baghovedet vil jeg svare: »Ja!«- fra Johanne Mygind, der i Weekendavisen skriver om Mette Høegs artikel fra sidste uge - Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans. Mygind skriver om hvordan Høeg må "hugger hæle og klipper tæer som sjældent set for at få sin kvindefjendske litteraturkritiske kabale til at gå op"; det samme må man tænke gør sig gældende for Myginds egen redaktør, litteraturredaktør på Weekendavisen Johannes Baun, der har valgt at trykke indlægget - på forsiden af litteratursektionen og med forsidehenvisning; og på den måde har tvunget hele det litterære Danmark til at forholde sig til den. Hvorfor? Velsagtens for at få lidt gang i den? På TV2 fortæller Mette Høeg om at de kvindelige diskuser gerne må være der, men at de fylder uforholdsmæssigt meget. I øvrigt er det vel ikke et problem at hun nævner specifikke eksempler for sin kritik, tværtimod; problemet er det hun siger om dem, vil jeg mene. I Politiken skriver førnævnte Jes Stein Pedersen i øvrigt at Høegs indlæg er "et af de mest kvindefjendske indlæg om dansk litteratur jeg nogensinde har læst."
onsdag, maj 13, 2015
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
2 kommentarer:
Jeg kom i øvrigt til at tænke på indledningen til Tania Ørums store bog om de eksperimenterende tressere, der lægger for sådan her: "Som Virginia Woolf har sagt, kan man i kontroversielle spørgsmål ikke håbe at udtale sandheden. Det bedste man kan gøre er at være omhyggelig med at redegøre for, hvordan man kommer frem til de synspunkter og vurderinger, der fremlægges, og at fremlægge så mange forskellige perspektiver på sagen som muligt."
Både Peder Frederik Jensen og Mette Høeg hævder at deres indlæg er polemisk vinklede og at de derfor, på forskellig vis, ikke behøver at forholde sig til det ene og det andet. Klipper en hæl osv. At de bare gerne vil have debat. Men, spørger jeg - muligvis retorisk, polemisk er det vel ikke? - kunne man forestille sig at man fik en bedre debat, hvis man gjorde et grundigere, mere omhyggeligt og sobert stykke forarbejde?
Som ps. synes jeg måske ikke at det er helt fair at slå MH's og PFJ's to indlæg sammen - det er noget der sker dels i pressen, men også fremhæver MH jo selv at de to indlæg i hendes øjne har en del til fælles (i TV2-interviewet). Den absolutte kortslutning der sker hos Mette Høeg, er for mig at se dér hvor hun bringer køn på banen, den måde det sker på osv.
Og her skriver Informations kulturredaktør Peter Nielsen en form for konklusion på hele miseren, afsluttende:
"At Mette Høegs indlæg har fået så stor opmærksomhed siger selvfølgelig noget om behovet for at diskutere tidens stærke tendens til autobiografisk fiktion og formeksperimenter, men desværre siger det mest om niveauet af vores litterære offentlighed og ikke mindst mediernes rolle, når så tåbelige generaliseringer og så forstemmende et kvindehad løber med så meget opmærksomhed."
Send en kommentar