Aften. Egentlig ville jeg have set Pier Paolo Pasolinis I racconti di Canterbury; strengt taget er det vel stadig en teoretisk mulighed. Jeg synes bare det er så svært at se film alene. Det keder mig, eller; det er en meget social ting for mig, dette med at se film - at se film er så krævende, synes jeg, og særligt alene. Ofte går det jo hurtigere end at læse en bog, men man kan så ikke lave andet imens, det kan man når man læser. Tænke selv. Tage noter. Ikke på samme måde. Det er sikkert mine begrænsninger. Desværre er jeg for træt til at læse. Så i stedet søger jeg på Politiken.dk efter Thomas Thurahs anmeldelse af Sándor Maráis Dagbøger 1984-89; dette åbne brev gjorde mig nysgerrig, men anmeldelsen findes ikke online. I stedet fandt jeg et godt interview med Henrik Galberg Jacobsen. Ham havde jeg til Sproglig Metode og Analyse da jeg tog min grunduddannelse i Dansk på Syddansk Universitet i Odense. Han er en af de bedste undervisere jeg har haft, tror jeg. En enorm kapacitet, og hele tiden spørgende, oprigtigt interesseret, undersøgende og nysgerrig. Og morsom. Artiklen gjorde mig glad. Så kunne jeg læse den - og lytte til César Franck - og skrive dette - i stedet for at se den film.