Og de [de østeuropæiske intellektuelle] blev accepteret og belønnet for det [deres vejledning af folket] af folket selv: "Ingen ordentlig digter betaler selv for sin raki," som den albanske poet, Dritëro Agolli, udtrykte det. Vi er meget langt fra danske kunstneres klynken over blot tanken om, at den permanente, livsvarige statsstøtte skulle falde væk.- Ole Nyeng i sin anmeldelse af Per Nyholms rejsebog Europæerne - en rejse i den europæiske erindring i denne uges udgave af Weekendavisen.
Eller også, tænker jeg, er vi meget langt væk fra det sted hvor folket tror at kunsten eller det de intellektuelle foretager sig og vejleder om, har noget som helst med dem at gøre - for slet ikke at tale om at det ligefrem personligt skulle være noget de skulle anerkende eller betale for. Hvornår har Ole Nyeng mon sidst købt et glas raki til sin lokale digter?
2 kommentarer:
Godt set, Martin. Strengt taget er det vel også folket, der tildeler det livsvarige, via folkestyret. Men i Danmark klynker kunstnere, i Albanien drikker de åbenbart bare.
... men i det mindste drikker de danske kunstnerne jo langt mere end de klynker. Og så kan det jo også være, at alle de "forkerte" albanske digtere, der ikke var så venlige at opdrage folket, selv måtte betale for deres beruselse og følgeligt klynkede over det på et sprog, som hverken vi eller Ole Nyeng forstår.
Send en kommentar