Det jeg oplever her, er Martin Glaz Serups egen private panik. Der er ikke noget nyt i det, han siger. Han løber rundt i ring og banker hovedet mod en masse vægge, som vi allerede kender alt for godt. Hvis du ikke kan holde ud at tænke så meget på kapitalisme, moral osv., så hold dog op med at fylde dit hoved med det gøgl.- Jesper Elving anmelder Trafikken er uvirkelig i Graf nr.3/4 2007.
lørdag, januar 05, 2008
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
15 kommentarer:
Yeah baby, hvilken battle!
Ja, Martin. Nu må du holde op med det gøgl. Jeg mener, hvor svært kan det være at holde op med at tænke på kapitalisme, moral osv.?
Ja, og de er jo høyst private, sånne tanker!
"De børn der hele tiden græder i mine tekster er jo ikke mine børn, Inga og Elliot, det øjeblik de bliver indskrevet i teksten bliver de til litteratur, på samme måde som når jeg skriver om min mor eller mig selv, det er ikke interessant hvad der skete, det interessante er hvad der sker nu, på papiret."
- Martin Glaz Serup, Mortens Bog - 2006
Hvorfor er det private dårligt i litteraturen?
For mig er en af kvaliteterne hos Martin (og andre, nyere lyrikere) at de i deres praksis afviser den sondring mellem "privat" og "personlig", som er så vigtig for den danske modernisme - se f. eks. Villy Sørensens Digtere og Dæmoner.
Det minder mest om en slags idiosynkrasi fra anmelderens side.
Det er da helt legitimt - og ofte fordrende for digtet - at tage hånd om noget man ikke bryder sig om. Og det labyrintiske (panden mod muren) er som jeg læser bogen, netop en præmis for digtsamlingen. Klaustrofobien måske endda tilmed ligefrem?
Og så er ord som kapitalisme og moral inddraget og brugt som poetiske ord på lige fod med de klassisk poetiske. Jeg læser i høj bogen som "sprogbog", som form og farver og ikke kun politiske og filosofiske overvejelser over begreber som moral og kapitalisme.
Venligst herfra.
Har lige sendt en artikel til dansklærerne i folkeskolens blad, ’dansk’, om ’Lyrikken lige nu’, hvor jeg har skrevet noget om Trafikken er uvirkelig. For ja, gu er Martins bog en bog om sprog – ligesom Moestrups kingsize og Langvads Find Holger Danske – her kommer lidt sakset og nyt i ét:
… En anden tendens er, at digterne er stærkt personlige og politiske i deres skrift, at den offentlige og den private sfære befinder sig side by side i digtene, fordi begge sfærer præsenteres gennem det sprog, de byder på, fordi sprog er sprog. Og for en sikkerheds skyld, bør jeg måske nævne, at det ikke kun er kvinderne, der skriver om de nære ting. Det er Lars Bukdahls og Martin Glaz Serups seneste digtsamlinger gode eksempler på.
Serups Trafikken er uvirkelig er meget kort fortalt citatlyrik tilsat et jegs refleksioner over citaterne – og især en tekstliggørelse af den uvirkelighedsfølelse som sproglige udsagn fra alle retninger kan afstedkomme. Også Serup har stærke bånd til traditionen, så statsministeren citeres i samme heftige åndedræt som Gertrude Stein. Trafikken er uvirkelig er et myldrende langdigt, der bør læses op i et vist tempo, en af passagerne (med en anden minister) lyder:
I radioen hører jeg at den danske udenrigsminister/Per Stig Møller/ er død
så havde han altså en krop/ det gør næppe nogen forskel/ for den danske økonomi
den danske økonomi dræber ikke/ særlig mange længere/ i hvert fald ikke i Danmark
i hvert fald ikke uden for omsorgscentrene
Jeg ville læse en gratisavis i toget men lyset var dårligt/ altså ikke noget godt lys
jeg drømte jeg havde købt en café ved vandet/ alting lyste i den drøm
som lamperne i metroen der lysende markerer at HER/ har vi lagt endnu et par meter bag os
Børnenes flyverdragter er pyntet med trafik/de skal hentes klokken fire/ der er biler i alle farver
hvad tænker du når du ser al den transport/ at også verden er et forløb af associationer
at tingene sker fordi de minder om noget/ andet
Jeg tænker på TV Avisen og dens besvær med at komme fra det ene til det andet
de underholdende overgange skal glide glat og vittigt/ men gør det sjældent
tilværelsen hakker i det/ selvom man kan skimte både en start og en midte og en slutning
Personligt kan jeg ikke se mig ud af det her/det er ikke til nogen hjælp at problemerne er banale
hvad skal det ende med/dét ved vi godt/ det er det andet/ de andre/ alt det ind imellem
jeg er så bange for
[…]
Man kan opfatte poesien som en slags grundforskning i litteraturen og det materiale, som litteraturen udgøres af, nemlig sproget. Digtere har alle dage undersøgt sproget og forsøgt at overskride dets grænser, hvilket også vil sige, at poesien har fundet nye måder at sige tingene på. Både Langvad, Moestrup og Serup gør i vid udstrækning også brug af det, vi kalder dødt sprog, nemlig klichéer og idiomer, og deres digte drejer sig også om den falskhed, sproget ofte dækker over. Selv de ord, der står i et dokument med en offentlig myndigheds stempling på sig, kan jo være falske, som vi allerede har set i Langvads to fødselsattester.
Jeg kan slet ikke se hvordan Serup, Moestrup eller Langvad skulle have skrevet disse vildt vedkommende bøger uden den autenticitet og stærke modspil til politikerplat som lusene, flyverdragterne og fødselsattesterne afstedkommer.
For interesserede kan der læses mere her:
http://senturas.blogspot.com/
2008/01/3.html
Hej,
jeg har i dag opdaget dette indlæg. Nu stiller hr. Kornkammer jo ikke selv spørgsmål til mig, men jeg vil gerne prøver at svare jer andre.
mrtn - du lyder lidt sarkastisk. Tror du ikke på, at vi kan opgive bekymringerne vedrørende kapitalisme, moral og andet junk? Er det ikke en mulighed for et menneske at forsøge at opløse problemer ved at ændre tænkemåde, attitude?
mariann - jeg siger ikke at tankerne er private! Det er de netop ikke, og det er netop det, der gør det uinteressant at læse om de tanker i Serups bog. Der er ingenting nyt i det. Jeg har set de tanker før. Jeg siger, at hans panik er privat.
Jeg er ikke uenig med forfatteren, der kommer bare ikke noget nyt på banen. Jeg vil ha nye perspektiver, nyt syn. Hvis jeg vil have det samme igen og igen, så tænder jeg for fjerneren.
nexø - det forstår jeg ikke.
stikmyg - jeg er enig. Som jeg ser det, kan forfattere snakke om hvad som helst. Det betyder netop ikke det helt store, hvad der snakkes om. F.eks. var Serups 4 en fremragende bog. Den handlede om hvad som helst. Der skal bare være noget som gør det NYT! Jeg kalder det oftest POESI. I Trafikken ser jeg ikke noget nyt. For mig at se, så er der ikke rigtigt andet end frustration i den. Jeg kunne lige så godt have læst en 16-årigs dagbog.
kamilla löfström - Jeg mener, at man for at opnå en egentlig politisk effekt, må sige noget nyt. Det er sådan set det, det handler om.
Du siger:
"Jeg kan slet ikke se hvordan Serup, Moestrup eller Langvad skulle have skrevet disse vildt vedkommende bøger uden den autenticitet og stærke modspil til politikerplat som lusene, flyverdragterne og fødselsattesterne afstedkommer."
Ok, du mener så, at deres bøger fungerer med de her ting, fint, men de kunne da ligeså godt have været skrevet med alle mulige andre ord. Der er vel ikke noget krav til, hvad der skal inddrages i en bog, før den blir politisk. Jeg oplever f.eks. Simon Grotrian, som en meget stærk politisk digter.
Når Simon Grotrian skal redde en samtale om lyrikken nu, når han skal stå for en eller anden strømning, et-eller-andet eller hvad-ved-jeg, så kan samtalen - for mig at se - godt lukkes: Simon Grotrian er en kamæleon. Nu er han kristen, nu er han bondedreng, nu er han politisk, modernistisk, haiku'sk, tilstedeværende, foregivende poetisk uforståelighed. Men kommer samtalen videre af det, om hans poesi, også hvis jeg siger: "Grotrian er vist noget man vælger at læse eller ikke læse, ligesom så meget andet?" - Grotrians poesi er sgu da skrevet på det samme private tankegods som Serups er det, som dit eget er det, dine anmeldelser Elving, som de flestes er det - det private fylder i litteraturen over alt. Vinklerne er forskellige.
Jeg kan sagtens følge din kritik. Det lader ikke til at være refleksionerne som sådan, mere en privat undren, der får sin plads i Serups bog. Jeg forstår godt din kritik. Jeg ville bare så gerne have det påpeget med citater fra bogen, ikke fra dit mindst lige så private, trivielle tankegods.
Jeg oplever f.eks andre anmeldere komme med stærke citater, når de vil underbygge en kritik.
Som gamle Brostrøm gjorde det fx. Jeg forsøgte selv med et modcitat fra "Mortens bog" længere oppe. Jeg har ikke noget Grotrian liggende, men jeg går bare lige ud fra, at alle synes noget om ham, rent privat, som de ikke overskuer at underbygge - andet end at han skriver digte - "så nu siger jeg det som det er: manden er en kamæleon, se ham bestille øl i baren fx."
Sigurd - jeg forstår ikke kamæleonproblemet og kan ikke se hvorfor noget skal lukkes pga. det. En person bliver kaldt forskellige ting og hvad så?
Citater kan jeg godt forstå, du savner. Det skulle der have været. Jeg bruger også næsten altid mange.
Som anmelder må jeg på en eller anden måde give udtryk for, hvad jeg oplever, når jeg læser en bog. Man udsætter sig for noget, når man læser en bog. Sommetider kan jeg næsten ikke sidde stille, fordi oplevelsen er så opløftende. Jeg får lyst til at råbe YEAH! og gør det en gang imellem. Andre gange er læseoplevelsen tung og depressiv, og jeg kan ikke rigtigt se andre muligheder end, at man må stole på den oplevelse, man har som læser. Når den er tung, så lægger jeg altid bogen til side et par dage og ser på den igen, bare for at sikre mig, at det ikke bare var mig, der var i en tung tilstand pga. noget andet.
Det er svært at skrive argumenter for eller imod digte. Kan man det overhovedet? Jeg mener, at man er nødt til at satse og inddrage sig selv, sin egen oplevelse som læser. Man er jo del af det, der sker. Poesi er vel ikke bare noget, der står inde i en bog. Poesi er ligeså meget noget, der sker i læserens krop. En ny kombination af ord sendes afsted, og så fænger det eller også gør det ikke. Det er et sats, for jeg har jo kun min egen oplevelse at se på, men det er alligevel sjovt, hvordan det ikke kun er mig, der synes, at det er fantastisk, når Simon Grotrian skriver
"strandvaskerrenselse" eller "canadiske enhjørninger".
"Det er svært at skrive argumenter for eller imod digte. Kan man det overhovedet? (...)Det er et sats, for jeg har jo kun min egen oplevelse at se på, men det er alligevel sjovt, hvordan det ikke kun er mig, der synes, at det er fantastisk, når Simon Grotrian skriver "strandvaskerrenselse" eller "canadiske enhjørninger"."
Jeg kan - undskyld mig - ikke se hvordan det, at flere læsere end dig synes det Simon Grotrian skriver er sjovt, kan være noget særlig godt, gældende eller spændende argument for hans poesi, eller nogen poesi overhovedet. Argumentet virker ikke kvalitativt.
Men til gengæld synes jeg det er fedt, at du skriver dine anmeldelser som du gør, på den måde synes jeg også bare, at din kritik bliver for løs - citaterne fra de anmeldte værker kan selvfølgelig gøre noget, men "ultimativerne" om poesiens gøren og laden, som fx. denne:
"Poesi er det modsatte af filosofi. Det handler ikke om at vide noget, men om at være det og dermed vide det. Poesien fortæller ikke læseren noget. Den rækker ind i læseren, som dermed bliver del af det, poesien rummer og handler om. Digteren er ikke bare sin krop og sin hjerne, og det samme gælder læseren.
Poesien er en tilstand, som læseren befinder sig i og er, når vedkommende læser digtet. Disse to bøger fra Bebop er adgange til poesi."
Som du skrev i din anmeldelse af Per Kirkeby og Torben Ulrich tilbage i november på Sentura.
(se mere her: http://www.opoetium.dk/2007/11/07/27/)
Det får mig altså til at se din personlige oplevelse som læser, som noget der fylder mere end din kritiske oplevelse af værket, ud fra en række æstetiske vurderinger fx og så videre. Jeg ved ikke om jeg taler i tåger nu, eller om du kan følge mig, bare et lille stykke af vejen? Hej, hej.
Til det første: jeg forsøgte heller ikke at komme med et argument. Jeg sagde bare, at det er sjovt, altså interessant, at en umiddelbart besynderlig sammensætning af ord, som f.eks. "canadiske enhjørninger", kan appelere til en del mennesker. Jeg ved ikke, hvad det er eller hvorfor det er der, men jeg synes, det er sjovt. Og det er netop det, der er svært ved anmeldelsen. Hvordan argumenterer man for, at det er fedt? Jeg ved det ikke.
Den med Simon G var til K Löfström, og det jeg ville hen til var, at alle ord kan fungere i et digt og virke politisk. At skrive "canadiske enhjørninger" er politisk aktivitet (men kun den ene gang!).
Den med Bebop har jeg hørt for fra flere sider. Jeg kan sagtens følge din/jeres undren. Det er jo også det, der optager mig en del som læser og skribent. Hvad er forholdet mellem (som du siger): min personlige oplevelse som læser og min kritiske oplevelse af værket? Det er en balance, som jeg hele tiden undersøger. Jeg tror, at den balance skal være uregérlig, hvis anmeldelserne skal forblive, om jeg så må sige, levende. Det virker som om, jeg skal starte forfra hver gang og så blot forsøge at læse og skrive så vågent som muligt. På den anden side lærer man selvfølgelig også henad vejen, hvad det er man skal være forsigtig med.
Den der Bebop-anm skulle egentlig have været en note men blev så hevet op som egentlig anmeldelse. Derfor er der måske nogle dimensionsproblemer. Jeg har svært ved at se det selv.
Jeg ved vist ikke, hvad en æstetisk vurdering er. Hvad er det? Jeg får ikke selv noget ud af at læse kølige anmeldelser. Hvis jeg skulle pege på en god anmelder, så kunne det være Peter Laugesen. Han får virkelig fat i noget omkring forfattere og deres værk i nogle af sine digte. Det er også et godt eksempel på, at man er nødt til at involvere sig for at kunne sige noget rigtigt interessant. Lars Bukdahl er også oftest god, og der synes jeg også, at noget af det fede er, at han nærmest råber anmeldelserne ud. Der er fart på og der tages chancer, hvilket er essentielt.
Anmeldelser er ikke komplekse på samme måde som digte, men de er trods alt komplekse og svære at forsvare - ligesom det er svært at skulle forsvare et digt, man har skrevet. Jeg kan ikke sige noget definitivt om poesi, og jeg kan ikke sige definitivt om en bog.
Tak!
Send en kommentar