TIDEN VED NOGET DEN IKKE KAN SIGE

Noget har sat sine spor, og sneen er ikke mere sig selv.
Nogle forhold er pågående, andre er legende. Også sneen
ved noget den ikke kan få sig selv til at røbe. Den indtræffer

dæmpet og med omtanke, bange for
at vække os. Sekundernes tumult skaber relationer.
En svirrende uorden afsætter perler af dug

i kraniekassen, i vejrliget som prøver forskellige modeller af.
Stilhedens barn er overladt til sig selv. Træerne, de vokser
sørgmodigt videre, som var de livet selv.

– Peter Nielsen i Planetstier (2019)