Solen, min far

af

Nils-Aslak Valkeapää

som modtog Nordisk Råds Nobelpris i 1991, og som angiveligt ikke findes i nogen udgave på ét eneste dansk bibliotek (kan det virkelig passe? eller måske jeg har været for sløset i min søgning? edit.: JA! Den findes her), findes heldigvis

HER

i norsk oversættelse. Men uden de mange billeder af samisk liv, som er i den samiske original, og som udgør en stor del af bogen og som jeg bladrede igennem i dag, endda Nils-Aslak Valkeapäas eget eksemplar, fordi jeg var heldig at være med Forfatterstudiet i Tromsø på besøg i Lásságámmi, huset på strandgrunden i Skibotn, som Storfjord Kommune gav Valkeapää i 50-års-gave. Fantastisk sted. Her er nogle billeder jeg tog i dag:

Staffan Söderblom var med i dag, han kendte Valkeapää en smule, traf ham flere gange, og læste generøst op fra sin bog Diktens tal, hvori der er en reportage, et essay, om Valeapäa. Det var ret fint!

Udsigten var i det hele taget noget særligt:

I Lássagámmi er Valkeapääs kunst over det hele, og i det hele taget, det føles som at træde ind i (et utrolig smukt, der er en fortættet energi, hér kunne man arbejde) et privat hjem, noget der stadig er i gang, på væggene, udover kunst, også priser, æresudnævnelser, diplomer og medaljer. Nå ja. De kendte fotografier af Valkeapää også.

Her er et billede jeg tog af et af billederne i Solen, min far, kvaliteten kunne selvsagt være bedre, det er et intenst foto (kan man se det i denne gengivelse?); det fik mig til at tænke på Roland Barthes' Lyse Kammer, hans punctum, this is it, men hvor, noget med ansigterne og opstillingen, rynkerne, beklædningen, der er mange synes jeg, mange punktummer.

[ NB! Det er kun tillatt å strømme dette materialet til privat bruk :) ]