Charlotte Jørgensen har også siddet på den anden side af bordet, ikke som redaktør og udgiver af bøger, men som anmelder og kritiker af dem. Fra 1992-99 var hun anmelder ved Weekendavisen.
- Der lærte jeg vældig meget af. Først og fremmest at skrive for et publikum, det var ikke noget, man dengang på universitetet lagde vægt på. Jeg lærte også noget, om den kraft medierne har. Jeg kan huske, da jeg fik mit første vrede læserbrev, jeg lå i sengen en hel weekend bagefter og var fuldstændig ødelagt af rædsel. Jeg erfarede også, at medieverdenen stadig er domineret af mandlige normer. Der var en bestemt måde at skrive på, som man skulle tilegne sig. Som kvindelig anmelder oplevede jeg, at jeg fik den lidt blødere litteratur, typisk den kvindelige frigørelsesroman i mainstream-udgaven, mens de store danske navne landede på de mandlige anmelderes borde. Men egentlig tror jeg først, jeg oplevede, hvor stor en magt anmelderne har, da jeg forlod anmelderjobbet og kom ind i forlagsbranchen, og pludselig så det fra den anden side.
- fra Mai Misfeldts gode interview med Charlotte Jørgensen i det seneste nummer af Kvinfos webmagasin.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar