lørdag, september 29, 2007

I Oslo i går, var der mange der bar rødt tøj i sympati med munkene i Burma. Jeg ved ikke om det var et internationalt fænomen, om folk for eksempel også gik i rødt i Danmark? Det var meget synligt, en slags allestedsnærværende påmindelse om at lige nu et andet sted…

I går ringede de også fra Berlingske Tidende og ville have et interview i forbindelse med en artikelserie om lyrik de kører tre lørdage i træk. De første tre artikler er i avisen i dag. Vinklen er vist noget med at hvordan kan det være at der ikke er nogen der læser lyrik, er det fordi at den modernistiske lyrik er publikumsfjendsk og uforståelig og så videre; anledningen er en bog den svenske digter Göran Palm har skrevet. Den lyder godt nok som en gammel mands bøvs, men jeg har ikke læst den. Palm bliver interviewet i avisen i dag, hvor han erklærer sig som stolt tilhænger af den svenske retrogardisme - noget ser altså ud til at vi i Danmark er ved at importere Kampen imellem positionerne PS og OEI, der heller ikke var synderlig interessant eller intelligent, da den løb af stablen i Sverige… Hvad mener man fx med modernistisk poesi? Og: er det overhovedet ’modernisme’, det der bliver skrevet lige nu i Danmark? Der bliver selvfølgelig skrevet så meget… Og går det egentlig så dårligt for salget af poesien? Nå ja, det gør det jo, men vel ikke i forhold til hvordan salget ser ud eller har set ud de sidste, skal vi sige 20 år? Maja Lee Langvad, Peter Nielsen, Mette Moestrup, Lone Hørslev, Ursula Andkjær Olsen, Thomas Boberg og Simon Grotrian er nogle af de digtere jeg umiddelbart kan komme på, hvis digte indenfor de sidste par år er kommet i flere oplag, små oplag, tjo, men alligevel… Nå, fred være med det, jeg mener alligevel ikke at det er en særlig interessant diskussion man får, hvis man går ud fra salg som kvalitetsparameter alene… Berlingske Tidendes litteraturredaktør Jens Andersen har skrevet en kommentar i anledning af artikelserien, eller måske bare for at skrive noget, hvem ved, jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige til den ureflekterede, arrogante og temmelig intetsigende og underlige automatpilot der er blevet slået til, men jeg sætter kommentaren ind nedenfor in extenso, så kan man jo selv læse med. Jeg er helt spændt på at se hvad jeg mon har sagt til Søren Kassebeer, det kan jo være det kommer på på lørdag; jeg var til norsk børnebogsseminar uden netadgang, så jeg havde ikke mulighed for at tjekke mine citater, men det bliver jo sikkert udmærket det hele.

Men altså, Jens Andersen fra dagens avis:

"Bogbjerget
Af Jens Andersen
Ingen køber og læser digtsamlinger i det her land. Med mindre de altså er skrevet af Benny Andersen og indlæst på samtalebog med Johannes Møllehave. Hvordan kan det være?
Den svenske lyriker og kritiker Göran Palm, som vi interviewer her på siden, giver i sin nye bog et provokerende svar. Palms bog er en gravskrift over modernismen og modernisternes ustandselige dyrkelse af frie vers. En dyrkelse, som på dansk jord i begyndelsen af 1960erne gjorde det »fy fy skamme skamme« for digtere, der ville være rigtige (og det ville naturligvis sige »modernistiske«) at bruge noget så »Old School« som rim og versefødder.
Göran Palm mener, at 60er-modernismen ikke kun har dræbt generationer af læseres lyst til poesi, men også sejret sig ihjel i dag, fordi 60er-modernisterne stadig sidder på flæsket i den litterære institution, men ingen længere gider læse deres digte, der iøvrigt også var uforskammet nemme at lave.
Set med danske briller lyder det alt sammen plausibelt. Det er jo bl.a. derfor, at Det Danske Akademi, der blev dannet i dansk modernismes guldalder i 1960erne, virker som en anakronisme i dag. Denne loge af gammelmodernister, der i tidens løb har udpeget sig selv og gudhjælpemig stadig samles en gang om året i Mor Karens stuer på Rungstedlund for at forsikre sig selv og omverdnen om, at blandt »de skjønne kunster« stadig er den modernistiske dog skønnest. Det sker via en række prestigefyldte, pengetunge priser, sponseret af Kulturministeriet, der gerne uddeles til unge og ældre talenter af nogenlunde »modernistisk « støbning.
Men Det Danske Akademi skal vel for pokker ikke have al skylden for, at vi ikke bryder os om digte i dagens Danmark?
Nej, forlagene har skam også et ansvar for, at den genre, der engang var litteraturens Rolls Royce og som for 40-50 år siden kunne rejse debatter i offentligheden, sover tornerosesøvn. Først og fremmest fordi forlag i Danmark behandler lyrikken og lyrikerne stedmoderligt ved at betragte lyrikudgivelser som det rene filantropi. Er det noget vrøvl? Jamen, så vis mig den danske forlægger, der for nylig har investeret lidt heftig markedsføring i en digtsamling. Han eller hun findes ikke. Står valget i bogranchen anno 2007 mellem en genial, indadvendt lyriker og en halvdårlig, fotogen prosaist, så løber sidstnævnte med samtlige marketingsafdelingens palmer.
Hvor jeg ved det fra? Det lyttede jeg mig til i Johannes Riis’ tale for nylig til Gyldendals efterårsreception. Her kredsede han om begrebet »formidling « i dansk kunst, og ikke overraskende læssede den litterære direktør en væsentlig del af ansvaret for elendigheden, især hvad angår »den smalle litteratur «, over på DRs manglende kulturdækning. Men i slipstrømmen af sine kritiske lussinger kom Riis samtidig til at sige, at man på landets fineste forlag kun laver synlig og vedvarende markedsføring for de bøger, der betaler sig i kroner og ører. »Markedsføringsindsatsen følger oplaget«, lød direktørens mantra.
Det synspunkt er utvivlsomt godt for aktionærerne, men skidt for Gyldendals lyrikere, der fortsat kan få lov til at ligge og lege med deres afføring ovre i boghandlens fjerne, mørke hjørne, mens forfattere til krimier, samtalebøger, biografier m.m. bader sig i firmaets velvilje, hvad angår reklamemidler og PR. For nu at sige det hårdt og brutalt, men sandt.
Men er dansk lyrik i bogform trods disse elendigheder tættere på en revival end vi aner? Bobler den danske poesi i spændende hjørner af den gammelmodernistiske litterære institution, og udfordres af rappens, hiphoppens og poetryslammernes rim og versefødder?
De spørgsmål vil vi ikke kun forsøge at besvare her på siderne de kommende to lørdage, men også stille direkte til dig. Læser du måske digte? Hvorfor ikke? Hvorfor? Klik lystigt ind på www.berlingske/ kultur. Eller send mig en mail på adressen:
jea@berlingske.dk"

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Og hvad er Benny Andersen? En af de oprindelige modernister. Og hvad skriver han? Frie vers.

Martin Glaz Serup sagde ...

Red Shirt for Burma på Facebook - her.

Kornkammer er flyttet!

og findes nu på KORNKAMMER.DK