Bloggen er en medieform vi endnu ikke ved meget om, men den vil vokse, den vokser, dens udbredelse og indflydelse, og den vil blive – hvis den ikke allerede er – en afgørende strukturerende form i fremtidens mediebillede. Og altså i ’billedet’ som sådan. En form der genererer en type indhold på grund af sin form; er ikke et indhold, ikke et stofområde – de karakteristika bloggen som form er fælles om er blandt andet at den lever på og af en rhizomerisk struktur – den er ikke ahierarkisk, den er rodnetsagtig. En øget inter- og brugeraktivitet – enten direkte og direkte på den enkelte blog i form af kommentarer fra brugere og administratorer, eller indirekte i form af (linkede)henvisninger, kommentarer, den slags, andre steder i rodnettet. Relativ hyppig opdatering; diskussionen kan hele tiden forandrer sig, fokuset, bloggen er som et camouflage(rod)net, der kan skifte form. En post forbigås eller skaber intens debat, nu handler det om det, nu det, nu det, forsiden fastholdes eller forflyttes. Bloggen udgør på samme tid en kronologisk fremadskridende, mere eller mindre narrativ struktur, og en voksende synkronicitet. Alt er hele tiden tilgængeligt og foranderligt, hvis kommentarfeltet er slået til, hele tiden kan man lade en enkelt post vokse, dén form for kollektiv, tilsyneladende demokratisk vidensophobning eller udvikling er helt central – ikke bare for bloggen, men for nettet, som bloggen er en inkarnation af. Relationeliteten tematiseres konstant og eksplicit på bloggen, som noget virkeligt, socialt, teknologisk, historisk og så videre. Bloggen er en konkret situation. Det er et hurtigt sted. Gratis. På samme tid synligt og usynligt, materielt og immaterielt, det er et sted man taler om og hvor man mødes og udveksler, blogrolls og links er deres egen valuta, men det er også et sted der ikke eksisterer. Fysisk. Ikke engang i et sprog – vi forudsætter at kommentarerne findes. Dén åbne struktur kan åbne en hybrid diskussion på engelsk eller hollandsk anytime. Geografien er ikke geografisk. Kan man sige den er social. Det er ikke kun blogs der er centrale og perifere i forhold til hinanden, i forhold til givne miljøer og interesser, det er også enkeltpersoner, med og uden blog, der skriver kommentarer, anbefaler, surfer, blåstempler ved deres blotte tilstedeværelse. Det er i høj grad brugerne der definere hvad den enkelte blog er. Brugerne genkender form, tone, genre; derfor opfører de sig sådan som de mener det er tydeligt at man skal opføre sig det enkelte sted, attituderelativistisk, og er dermed med til at videreudvikle formen. Brugerne er hurtigere end administratorerne, det turde være en generel sandhed. Ved at genkende formen udgør brugerne en definitorisk kraft der i sig selv er med til at skabe den form de synes de allerede ser, har set for længst; genkender man en blog som et sted det kunne være interessant at blive omtalt, vil man selvforstærkende forsøge at blive omtalt der. Genkender man en blog som et little magazine, som en small press, vil man forsøge at blive publiceret dér, hvis man har noget at publicere, og derved aktivt forvandle bloggen til et little magazine, en small press. Manifester smitter og inspirerer, ligesom manifeste handlinger gør det.
Disse netfællesskaber, der meget ofte består af frie agenter, af individer af den type man tidligere måske ville kalde Kunstnere, gemmer på en ny (type) international litterær offentlighed.
Bloggen mangler stadig at udvikle en etik og en kritik, en kritisk læsning, sine egne kritikere, mediespecifikke læsere, dén udveksling, de miljøer som litteraturen og kulturen er afhængig af er også grunden her, vi har den ikke endnu, den er på vej. Først eventyrerne, så kolonisatorerne, så de tertiære erhverv. Forskellige institutioner vil træde ind i det rum og være med til at gøre det forpligtende og fastholde det dér, på samme måde som alt andet i virkeligheden allerede forpligter.
