torsdag, juni 28, 2012
onsdag, juni 27, 2012
tirsdag, juni 26, 2012
mandag, juni 25, 2012
lørdag, juni 23, 2012
tirsdag, juni 19, 2012
fredag, juni 15, 2012
onsdag, juni 13, 2012
tirsdag, juni 12, 2012
mandag, juni 11, 2012
fredag, juni 08, 2012
Muharem Bazdulj og Ajla Terzic
Jeg har aldrig været i Travnik, sagde jeg, og studerede Muharem Bazdulj. Hans lange, sorte hår krøllede ned over panden. Han røg. Vi sad på en pub i en gyde i Sarajevo omgivet af hollandske og spanske fodboldfans. Senere samme aften ville et af de to lande kunne fejre verdensmesterskabet. Jeg fulgte kampen med et halvt øje, og havde lige set Sergio Ramos eksekvere et fantastisk hovedstød fra distancen, mens Bazdulj fortalte om Travnik. Om årene under krigen, om hans afrejse til Sarajevo og de første bøger. Sidenhen har jeg købt Druga Knjiga, The Second Book, der udkom i USA i 2005. Han fortalte om oversættelsen, at den udkom som en del af en serie, der hed Writings from an Unbound Europe, udgivet af Nortwestern University Press, der publicerede litteratur fra de tidligere kommunistiske lande, og jeg forstod det som om, de havde udgivet allerede før murens fald, at de på den måde havde været en slags formidlere af dissidentlitteratur. Der tog jeg fejl. Nortwestern University Press begyndte først at udgive serien i 1993. Frem til 2011 har de udgivet en lang række, for mig, ukendte digtere.
Muharem Bazdulj og hans kæreste Ajla Tercic er begge forfattere. De stammer fra Travnik, en by der ligger på hovedvejen mellem Sarajevo og Banja Luka. Vi er jævnaldrende, og de oplevede det meste af krigen fra deres hjemby. De overlevede. Deres forældre og familie klarede sig, og det var først i årene efter krigen, at de besluttede sig for at flytte til Sarajevo, besluttede sig for at skrive, men for ikke at skrive om krigen. Alle skrev om krigen, sagde Muharem. Som om der ikke fandtes andet, fortsatte han, og forklarede at han simpelthen ikke havde lyst. Det var nok, at den forbandede krig havde styret deres barndom, deres skæbne på sin vis, og jeg undrede mig over, at de kunne undgå temaet. I det samme kom min kæreste tilbage fra baren med øl. Da hun satte en halv liter Heineken foran mig, brændte Robben en oplagt chance – blev pillet af den spanske keeper Iker Casillas, der havde stået en blændende slutrunde, og som blev en af finalens helt store aktører.
Vi havde mødt Muharem og Ajla i Kikinda, Serbien, til en litteraturfestival. Vi sad på Hotel Narvik, i den store spisesal med digtere fra hele Europa. Lars Frost havde læst op aftenen forinden, og vi sad over kødsuppen og længtes efter grøntsager. Muharem og hans kæreste kom for sent. Pludselig var de der bare. De kom ind fra de teaktræsbeklædte gange. Jeg bemærkede ham med det samme. Hans lidt indadvendte facon. Samme aften faldt vi i snak, og da festivalen sluttede, udvekslede vi emailadresser.
Da vi mødtes i Sarajevo, på den engelske pub i gyden, kom vi hurtigt til at snakke om forbilleder. Vi nævnte begge Seebald og Bolaño. Vi talte om deres prosa, om Bolaños frie energi og Seebalds konsistente interesse for skæbnen. Vi talte om de vilkår, der former litteraturen, og jeg fortalte om dansk prosas indadvendte interesse for den nære erfaring. Om hvorfor Seebalds digressive intellekt havde slået benene væk under mig, og om dengang jeg kom hjem til min kæreste for første gang en sen nat under krisen. På gulvet ved sengen lå Austerlitz, og jeg læste passagen med sommerfuglene og møllene højt. Først bagefter fortalte hun mig, at hun var angst for sommerfugle, mens en klar forårssol stod op over Jægersborggade, og en af os vendte lp´en med Springstens Nebraska.
På et tidspunkt, lige omkring pausen i kampen hvor begge hold havde haft et utal af chancer, kom to drenge kørende på cykler. De standsede foran den store masse af mennesker i orange og røde fodboldtrøjer. Muharem og Ajla fortalte, at bøger trykt i Bosnien ikke nødvendigvis er tilgængelige i Serbien og Kroatien, at det kommer an på forlaget størrelse. Det er besynderligt, fordi de jo trods alt deler skæbne og sprog, fordi landene hænger sammen i et spind af relationer, historie, krig og fortrængninger. Jeg lyttede, mens jeg kiggede på drengene. De tiggede cigaretter, deres beskidte hænder krævede, og deres øjne fastholdt barens gæster. De blikke var så hårde, så klare og afklarede, at det stod tydeligt, at de var overlevere, på en måde jeg ikke fatter. Efter lidt tid satte de sig på cyklerne og forsvandt ned gennem gyden, og jeg vendte mig mod Muharem, der sad og forklarede, hvordan hans første redaktør var forsvundet. At han ikke havde hørt fra ham siden slutningen af halvfemserne. Jeg undrede mig over, hvor ung Muharem havde været, da han debuterede. At jeg på samme tidspunkt havde pendlet mellem Kalundborg og København for at færdiggøre min læretid, mens han havde skrevet på de noveller, han påstår ikke har med krigen at gøre, men hvor i hvert fald en af teksterne handler om at komme tilbage. Om at se et sted igen på den anden side af en katastrofe.
I de sidste minutter inden pausen, afsluttede Robben fra kanten af feltet. Et hårdt fladt skud, som Ikar Casillas, hængende, piller og får pareret til hjørne. Da fløjten lød, tænkte jeg over Casillas alder. Aftenen før havde jeg set et interview med ham på en sportskanal, mens min kæreste sov i vores lejede værelse i bydelen Vratnik. Han var den yngste målmand nogensinde i en VM-finale. Han er et par år yngre end mig, og jeg tænkte over, hvad han havde lavet i starthalvfemserne, mens Muharem og Ajla stadig boede i Travnik, mens jeg befandt mig mellem roemarkerne på Lolland, og min kæreste stadig boede i Jylland hos sin mor. Jeg tænkte på Casillas på en kunststofbane et sted i Spanien. En vinteraften med projektørerne tændt. En ung teenager hængende i luften på jagt efter et præcist, hårdt skud fra trænerens fod.
Ajla debuterede langt senere end Muharem. Hendes første roman, Lutrija, udkom på et stort forlag i Beograd. Det må være belastende, at være kæreste med en mand, der har den status Muharem har, samtidig med at man selv gerne vil skrive. Selv gerne vil være. Den skæbne, der er nogen mennesker forundt: at være kæreste med. Søster til. Søn af. I stedet for at være sig selv. Selv at bliver læst.
Det virkede som om, Ajla var afklaret, som om hun var bevidst om sit eget arbejdes muligheder, hendes eget talent. Hun er en smuk kvinde, der i ny og næ skriver en kort mail, hvor der f.eks. kan stå:
Ajla fortale om racismen på Balkan. Hun sagde, at den selvfølgelig var vendt mod romaerne, men i høj grad også mod Albanerne. Bagerne, sagde Bazdulj, og jeg spurgte, hvad han mente, og han forklarede, at albanerne er kendt for at eje bagerrier, at de er struktureret i familieklaner, og at man som ung bliver sendt ud i Europa for at arbejde på klanens konditori i Tyskland, Østrig eller f.eks. i Bosnien. De forklarede os, at man altid havde kunnet enes om en ting på Balkan: at vende sig mod albanerne.
Kosovoalbanerne havde jeg allerede hørt omtalt i lidet flaterende vendinger i Serbien, hvor en jævnaldrende digter, hyklende, fortalte om, hvor pinligt det var for ham, at han blot havde tænkt på pigeben og bryster, mens Sarajevo blev bombet. Et øjeblik efter begyndte han så at gøre rede for, hvorfor Kosovoalbanerne aldrig kunne blive rigtige mennesker, hvorfor de var en slags dyr.
Jeg fortalte det til Ajla og Muharem, mens Spanien i det samme nettede og afgjorde kampen. Iniesta skyder et hårdt præcist skud på tværs af feltet og ind i maskerne. Muharem blev afbrudt i sin forklaring, da de spanske fans i det samme rejste sig i et sejrsbrøl, og hollænderne faldt sammen i stolene, og forsvandt under de orange parykker.
Vi blev siddende i sivstolene til ud på natten. Da vi skiltes, tog vi hjem til bydelen Vratnik. Vi tog en taxa fra den gamle plads i Sarajevos centrum, og blev kørt op gennem de smalle veje. På vejen passerer man den største af de to gravpladser for martyrer. Der ligger flere tusinde mænd. Samme dag havde vi gået rundt mellem navnene derinde. De hvide sten og årstallene. Jeg havde set skræmmende mange, der var født samtidig med mig eller et par år før. Da vi kørte forbi i natten, stod flere navne lysende klare, og de små fotos og tegninger af ansigter, der sad indgraveret i stenene. Jeg tænkte over at være teenager et sted på Lolland, over ikke at kunne hitte rede i nyhederne fra Balkan. Ordet Exjugoslavien. De mange geografiske betegnelser, der ikke gav mening. Da vi kom ind i vores værelse i Vratnik, satte jeg mig ved køkkenbordet, og skrev en sætning i min notebog: Forestillingen om et andet liv, står der. Forestillingen om at være en anden.
*
Peder Frederik Jensen (f. 1978) er dansk forfatter, redaktør på tidsskriftet Morgenrøde og bosat i København. Teksten her er skrevet specielt til Kornkammer.blogspot.com. Her kommer der flere rejsetekster fra Balkan.
Muharem Bazdulj og hans kæreste Ajla Tercic er begge forfattere. De stammer fra Travnik, en by der ligger på hovedvejen mellem Sarajevo og Banja Luka. Vi er jævnaldrende, og de oplevede det meste af krigen fra deres hjemby. De overlevede. Deres forældre og familie klarede sig, og det var først i årene efter krigen, at de besluttede sig for at flytte til Sarajevo, besluttede sig for at skrive, men for ikke at skrive om krigen. Alle skrev om krigen, sagde Muharem. Som om der ikke fandtes andet, fortsatte han, og forklarede at han simpelthen ikke havde lyst. Det var nok, at den forbandede krig havde styret deres barndom, deres skæbne på sin vis, og jeg undrede mig over, at de kunne undgå temaet. I det samme kom min kæreste tilbage fra baren med øl. Da hun satte en halv liter Heineken foran mig, brændte Robben en oplagt chance – blev pillet af den spanske keeper Iker Casillas, der havde stået en blændende slutrunde, og som blev en af finalens helt store aktører.
Vi havde mødt Muharem og Ajla i Kikinda, Serbien, til en litteraturfestival. Vi sad på Hotel Narvik, i den store spisesal med digtere fra hele Europa. Lars Frost havde læst op aftenen forinden, og vi sad over kødsuppen og længtes efter grøntsager. Muharem og hans kæreste kom for sent. Pludselig var de der bare. De kom ind fra de teaktræsbeklædte gange. Jeg bemærkede ham med det samme. Hans lidt indadvendte facon. Samme aften faldt vi i snak, og da festivalen sluttede, udvekslede vi emailadresser.
Da vi mødtes i Sarajevo, på den engelske pub i gyden, kom vi hurtigt til at snakke om forbilleder. Vi nævnte begge Seebald og Bolaño. Vi talte om deres prosa, om Bolaños frie energi og Seebalds konsistente interesse for skæbnen. Vi talte om de vilkår, der former litteraturen, og jeg fortalte om dansk prosas indadvendte interesse for den nære erfaring. Om hvorfor Seebalds digressive intellekt havde slået benene væk under mig, og om dengang jeg kom hjem til min kæreste for første gang en sen nat under krisen. På gulvet ved sengen lå Austerlitz, og jeg læste passagen med sommerfuglene og møllene højt. Først bagefter fortalte hun mig, at hun var angst for sommerfugle, mens en klar forårssol stod op over Jægersborggade, og en af os vendte lp´en med Springstens Nebraska.
På et tidspunkt, lige omkring pausen i kampen hvor begge hold havde haft et utal af chancer, kom to drenge kørende på cykler. De standsede foran den store masse af mennesker i orange og røde fodboldtrøjer. Muharem og Ajla fortalte, at bøger trykt i Bosnien ikke nødvendigvis er tilgængelige i Serbien og Kroatien, at det kommer an på forlaget størrelse. Det er besynderligt, fordi de jo trods alt deler skæbne og sprog, fordi landene hænger sammen i et spind af relationer, historie, krig og fortrængninger. Jeg lyttede, mens jeg kiggede på drengene. De tiggede cigaretter, deres beskidte hænder krævede, og deres øjne fastholdt barens gæster. De blikke var så hårde, så klare og afklarede, at det stod tydeligt, at de var overlevere, på en måde jeg ikke fatter. Efter lidt tid satte de sig på cyklerne og forsvandt ned gennem gyden, og jeg vendte mig mod Muharem, der sad og forklarede, hvordan hans første redaktør var forsvundet. At han ikke havde hørt fra ham siden slutningen af halvfemserne. Jeg undrede mig over, hvor ung Muharem havde været, da han debuterede. At jeg på samme tidspunkt havde pendlet mellem Kalundborg og København for at færdiggøre min læretid, mens han havde skrevet på de noveller, han påstår ikke har med krigen at gøre, men hvor i hvert fald en af teksterne handler om at komme tilbage. Om at se et sted igen på den anden side af en katastrofe.
I de sidste minutter inden pausen, afsluttede Robben fra kanten af feltet. Et hårdt fladt skud, som Ikar Casillas, hængende, piller og får pareret til hjørne. Da fløjten lød, tænkte jeg over Casillas alder. Aftenen før havde jeg set et interview med ham på en sportskanal, mens min kæreste sov i vores lejede værelse i bydelen Vratnik. Han var den yngste målmand nogensinde i en VM-finale. Han er et par år yngre end mig, og jeg tænkte over, hvad han havde lavet i starthalvfemserne, mens Muharem og Ajla stadig boede i Travnik, mens jeg befandt mig mellem roemarkerne på Lolland, og min kæreste stadig boede i Jylland hos sin mor. Jeg tænkte på Casillas på en kunststofbane et sted i Spanien. En vinteraften med projektørerne tændt. En ung teenager hængende i luften på jagt efter et præcist, hårdt skud fra trænerens fod.
Ajla debuterede langt senere end Muharem. Hendes første roman, Lutrija, udkom på et stort forlag i Beograd. Det må være belastende, at være kæreste med en mand, der har den status Muharem har, samtidig med at man selv gerne vil skrive. Selv gerne vil være. Den skæbne, der er nogen mennesker forundt: at være kæreste med. Søster til. Søn af. I stedet for at være sig selv. Selv at bliver læst.
Det virkede som om, Ajla var afklaret, som om hun var bevidst om sit eget arbejdes muligheder, hendes eget talent. Hun er en smuk kvinde, der i ny og næ skriver en kort mail, hvor der f.eks. kan stå:
Hello, Peder What’s up? How’s the winter over there, in sarajevo is hideous. but as long there wine and books, we’re doing okay...went to travnik over the weekend, twas pretty scary, like Jackos thriller..Anden halvlej blev intens. Begge hold brændte et utal af chancer, og ved kampens slutning stod det 0-0. I overtiden blev Robben smidt ud. Allerede tidligt i kampen fik han sit første gule kort, og nu, på det mest intense og afgørende tidspunkt i kampen, begår han et afgørende frispark, der sendte ham ud mod sidelinjen og omklædningsrummet.
are you doing anything either interesting or creative or both? Hows sine’s project going on.... I got new book by david sedaris, my favourite scribler so i’m translating a bit and trying to finish master degree in dystopias...
before i forget i’m sending you two of my short stories for that project of yours....
cheers and hug to sine,
ajla
Ajla fortale om racismen på Balkan. Hun sagde, at den selvfølgelig var vendt mod romaerne, men i høj grad også mod Albanerne. Bagerne, sagde Bazdulj, og jeg spurgte, hvad han mente, og han forklarede, at albanerne er kendt for at eje bagerrier, at de er struktureret i familieklaner, og at man som ung bliver sendt ud i Europa for at arbejde på klanens konditori i Tyskland, Østrig eller f.eks. i Bosnien. De forklarede os, at man altid havde kunnet enes om en ting på Balkan: at vende sig mod albanerne.
Kosovoalbanerne havde jeg allerede hørt omtalt i lidet flaterende vendinger i Serbien, hvor en jævnaldrende digter, hyklende, fortalte om, hvor pinligt det var for ham, at han blot havde tænkt på pigeben og bryster, mens Sarajevo blev bombet. Et øjeblik efter begyndte han så at gøre rede for, hvorfor Kosovoalbanerne aldrig kunne blive rigtige mennesker, hvorfor de var en slags dyr.
Jeg fortalte det til Ajla og Muharem, mens Spanien i det samme nettede og afgjorde kampen. Iniesta skyder et hårdt præcist skud på tværs af feltet og ind i maskerne. Muharem blev afbrudt i sin forklaring, da de spanske fans i det samme rejste sig i et sejrsbrøl, og hollænderne faldt sammen i stolene, og forsvandt under de orange parykker.
Vi blev siddende i sivstolene til ud på natten. Da vi skiltes, tog vi hjem til bydelen Vratnik. Vi tog en taxa fra den gamle plads i Sarajevos centrum, og blev kørt op gennem de smalle veje. På vejen passerer man den største af de to gravpladser for martyrer. Der ligger flere tusinde mænd. Samme dag havde vi gået rundt mellem navnene derinde. De hvide sten og årstallene. Jeg havde set skræmmende mange, der var født samtidig med mig eller et par år før. Da vi kørte forbi i natten, stod flere navne lysende klare, og de små fotos og tegninger af ansigter, der sad indgraveret i stenene. Jeg tænkte over at være teenager et sted på Lolland, over ikke at kunne hitte rede i nyhederne fra Balkan. Ordet Exjugoslavien. De mange geografiske betegnelser, der ikke gav mening. Da vi kom ind i vores værelse i Vratnik, satte jeg mig ved køkkenbordet, og skrev en sætning i min notebog: Forestillingen om et andet liv, står der. Forestillingen om at være en anden.
*
Peder Frederik Jensen (f. 1978) er dansk forfatter, redaktør på tidsskriftet Morgenrøde og bosat i København. Teksten her er skrevet specielt til Kornkammer.blogspot.com. Her kommer der flere rejsetekster fra Balkan.
torsdag, juni 07, 2012
Poetry Parnassus in London
The world’s poets are coming to London - meet them, hear them and celebrate with them at Southbank Centre. There are over 100 free events, activities and workshops happening every day throughout the festival.
onsdag, juni 06, 2012
2666 - i morgen aften på Gyldendal i København
Den 7. juni kl. 19 – 22 markerer Gyldendal udgivelsen af romanen 2666 med en aften i Roberto Bolaños navn.
Programmet ser således ud:
19.00: Velkomst
19.05: Oplæsning ved oversætter Iben Hasselbalch
19.20: Præsentation af Roberto Bolaños forfatterskab ved forfatter Simon Fruelund
19.45: Pause og et glas vin
20.00: Diskussion af 2666 ved forfatterne Thomas Boberg, Simon Fruelund, Carsten Jensen, post.doc. Devika Sharma og oversætter Iben Hasselbalch
21.00: Diskussion og spørgsmål fra salen
tirsdag, juni 05, 2012
mandag, juni 04, 2012
lørdag, juni 02, 2012
fredag, juni 01, 2012
POLEMISK- Jeppe Aakjær
det mindste Tryk paa et raadent Æg,
og Skallen brister i Stykker;
da sprøjter det op i dit Syn og Skjæg
og lugter som alle Ulykker.
Jeg trykked engang paa en saadan Fyr.
Paa hvem? Dit Spørgsmaal kan spares.
Min Dristighed faldt mig forøvrigt dyr,
thi Lugten - Gud Fader bevares!
Kjbh. Novbr. 1894.
[Tak til Kamilla Löfström for digtet]
Abonner på:
Opslag (Atom)