I Oslo i går, var der mange der bar rødt tøj i sympati med munkene i Burma. Jeg ved ikke om det var et internationalt fænomen, om folk for eksempel også gik i rødt i Danmark? Det var meget synligt, en slags allestedsnærværende påmindelse om at lige nu et andet sted…
I går ringede de også fra Berlingske Tidende og ville have et interview i forbindelse med en artikelserie om lyrik de kører tre lørdage i træk. De første tre artikler er i avisen i dag. Vinklen er vist noget med at hvordan kan det være at der ikke er nogen der læser lyrik, er det fordi at den modernistiske lyrik er publikumsfjendsk og uforståelig og så videre; anledningen er en bog den svenske digter Göran Palm har skrevet. Den lyder godt nok som en gammel mands bøvs, men jeg har ikke læst den. Palm bliver interviewet i avisen i dag, hvor han erklærer sig som stolt tilhænger af den svenske retrogardisme - noget ser altså ud til at vi i Danmark er ved at importere Kampen imellem positionerne PS og OEI, der heller ikke var synderlig interessant eller intelligent, da den løb af stablen i Sverige… Hvad mener man fx med modernistisk poesi? Og: er det overhovedet ’modernisme’, det der bliver skrevet lige nu i Danmark? Der bliver selvfølgelig skrevet så meget… Og går det egentlig så dårligt for salget af poesien? Nå ja, det gør det jo, men vel ikke i forhold til hvordan salget ser ud eller har set ud de sidste, skal vi sige 20 år? Maja Lee Langvad, Peter Nielsen, Mette Moestrup, Lone Hørslev, Ursula Andkjær Olsen, Thomas Boberg og Simon Grotrian er nogle af de digtere jeg umiddelbart kan komme på, hvis digte indenfor de sidste par år er kommet i flere oplag, små oplag, tjo, men alligevel… Nå, fred være med det, jeg mener alligevel ikke at det er en særlig interessant diskussion man får, hvis man går ud fra salg som kvalitetsparameter alene… Berlingske Tidendes litteraturredaktør Jens Andersen har skrevet en kommentar i anledning af artikelserien, eller måske bare for at skrive noget, hvem ved, jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal sige til den ureflekterede, arrogante og temmelig intetsigende og underlige automatpilot der er blevet slået til, men jeg sætter kommentaren ind nedenfor in extenso, så kan man jo selv læse med. Jeg er helt spændt på at se hvad jeg mon har sagt til Søren Kassebeer, det kan jo være det kommer på på lørdag; jeg var til norsk børnebogsseminar uden netadgang, så jeg havde ikke mulighed for at tjekke mine citater, men det bliver jo sikkert udmærket det hele.
Men altså, Jens Andersen fra dagens avis:
"Bogbjerget
Af Jens Andersen
Ingen køber og læser digtsamlinger i det her land. Med mindre de altså er skrevet af Benny Andersen og indlæst på samtalebog med Johannes Møllehave. Hvordan kan det være?
Den svenske lyriker og kritiker Göran Palm, som vi interviewer her på siden, giver i sin nye bog et provokerende svar. Palms bog er en gravskrift over modernismen og modernisternes ustandselige dyrkelse af frie vers. En dyrkelse, som på dansk jord i begyndelsen af 1960erne gjorde det »fy fy skamme skamme« for digtere, der ville være rigtige (og det ville naturligvis sige »modernistiske«) at bruge noget så »Old School« som rim og versefødder.
Göran Palm mener, at 60er-modernismen ikke kun har dræbt generationer af læseres lyst til poesi, men også sejret sig ihjel i dag, fordi 60er-modernisterne stadig sidder på flæsket i den litterære institution, men ingen længere gider læse deres digte, der iøvrigt også var uforskammet nemme at lave.
Set med danske briller lyder det alt sammen plausibelt. Det er jo bl.a. derfor, at Det Danske Akademi, der blev dannet i dansk modernismes guldalder i 1960erne, virker som en anakronisme i dag. Denne loge af gammelmodernister, der i tidens løb har udpeget sig selv og gudhjælpemig stadig samles en gang om året i Mor Karens stuer på Rungstedlund for at forsikre sig selv og omverdnen om, at blandt »de skjønne kunster« stadig er den modernistiske dog skønnest. Det sker via en række prestigefyldte, pengetunge priser, sponseret af Kulturministeriet, der gerne uddeles til unge og ældre talenter af nogenlunde »modernistisk « støbning.
Men Det Danske Akademi skal vel for pokker ikke have al skylden for, at vi ikke bryder os om digte i dagens Danmark?
Nej, forlagene har skam også et ansvar for, at den genre, der engang var litteraturens Rolls Royce og som for 40-50 år siden kunne rejse debatter i offentligheden, sover tornerosesøvn. Først og fremmest fordi forlag i Danmark behandler lyrikken og lyrikerne stedmoderligt ved at betragte lyrikudgivelser som det rene filantropi. Er det noget vrøvl? Jamen, så vis mig den danske forlægger, der for nylig har investeret lidt heftig markedsføring i en digtsamling. Han eller hun findes ikke. Står valget i bogranchen anno 2007 mellem en genial, indadvendt lyriker og en halvdårlig, fotogen prosaist, så løber sidstnævnte med samtlige marketingsafdelingens palmer.
Hvor jeg ved det fra? Det lyttede jeg mig til i Johannes Riis’ tale for nylig til Gyldendals efterårsreception. Her kredsede han om begrebet »formidling « i dansk kunst, og ikke overraskende læssede den litterære direktør en væsentlig del af ansvaret for elendigheden, især hvad angår »den smalle litteratur «, over på DRs manglende kulturdækning. Men i slipstrømmen af sine kritiske lussinger kom Riis samtidig til at sige, at man på landets fineste forlag kun laver synlig og vedvarende markedsføring for de bøger, der betaler sig i kroner og ører. »Markedsføringsindsatsen følger oplaget«, lød direktørens mantra.
Det synspunkt er utvivlsomt godt for aktionærerne, men skidt for Gyldendals lyrikere, der fortsat kan få lov til at ligge og lege med deres afføring ovre i boghandlens fjerne, mørke hjørne, mens forfattere til krimier, samtalebøger, biografier m.m. bader sig i firmaets velvilje, hvad angår reklamemidler og PR. For nu at sige det hårdt og brutalt, men sandt.
Men er dansk lyrik i bogform trods disse elendigheder tættere på en revival end vi aner? Bobler den danske poesi i spændende hjørner af den gammelmodernistiske litterære institution, og udfordres af rappens, hiphoppens og poetryslammernes rim og versefødder?
De spørgsmål vil vi ikke kun forsøge at besvare her på siderne de kommende to lørdage, men også stille direkte til dig. Læser du måske digte? Hvorfor ikke? Hvorfor? Klik lystigt ind på www.berlingske/ kultur. Eller send mig en mail på adressen:
jea@berlingske.dk"
lørdag, september 29, 2007
lørdag, september 22, 2007
torsdag, september 20, 2007
Pageturner?
(se bestsellerlisten til venstre; så skulle det alligevel overgå mig - jeg, en bred forfatter! ,-))
tirsdag, september 18, 2007
mandag, september 17, 2007
Verbale Pupiller vel overstået, det var virkelig ganske godt! For visuel dokumentation med bevægelse, se YouTube.
(fotokopirigtighed: Susanne Claws)
(fotokopirigtighed: Susanne Claws)
torsdag, september 13, 2007
Demokrati og litteratur
I dagens Information har Tue Andersen Nexø en kommentar, hvor han - ligesom den verserende poesi-debat i norske Klassekampen - citerer fra en af anmeldelserne fra det seneste nummer af Litlive og kommer ind på demokrati og litteratur. Og om det overhovedet er noget vi vil have - om det er særligt godt for litteraturen, at den er demokratisk... Diskussionen fortsætter i Sandkassen.
Jeg tænker at man nok bliver nødt til at definerer hvad man forstår ved demokratisk - i det hele taget, og i særdeleshed når det drejer sig om litteratur - - - betyder det blot let tilgængeligt? I så fald er Coca Cola jo noget af det mest demokratiske vi har!
Jeg tænker at man nok bliver nødt til at definerer hvad man forstår ved demokratisk - i det hele taget, og i særdeleshed når det drejer sig om litteratur - - - betyder det blot let tilgængeligt? I så fald er Coca Cola jo noget af det mest demokratiske vi har!
onsdag, september 12, 2007
Den der kommer allersidst / skal i den sorte gryde
Klassekampens Tom Egil Hverven og Litlives Trond Haugen diskuterer poesimafia og børnesange i den norske dagspresse - se artiklerne i kommentarfeltet her.
(...) Men drømmen om den fetisjistiske boka som tekstens eneste mulige form, er i ferd med å sprekke. Som Eben Moglen påpeker i sitt (allerede klassiske, om enn ikke retorisk briljante) dotkommunistiske manifest", resulterer det moderne borgerskapets hang til ustanselig å revolusjonere produksjonsmidlene (og kanskje også deres evne til uten spørsmål å sluke sin egen propaganda) i epoken hvor den teknologiske makten til å reprodusere og distribuere litteratur og andre "myke" varer demokratiseres i radikal fart. En krig pågår allerede om friheten til å bruke film, musikk og teknisk informasjon, og denne konflikten kommer til å bli like akutt for litteraturens vedkommende etterhvert som borgerskapets egen teknologi gjør det mer plausibelt å lese digitalt erhvervet litteratur. Ã "krype opp i godstolen med godboka" er allerede en klisjé; den kommer snart til å miste sin gyldighet. De som går utenom kapitalismens offisielle kanaler for kunst, stemples som tyver. For første gang i verdenshistorien maner teknokratene til forsiktighet, til ikke å misbruke teknologien. Det vitner om utrolig liten velvilje i en verden hvor teknologien alltid har fått lov til å herje fritt i hendene på de få. Ã brenne en cd er å stjele; å brenne et kornlager eller å bombe et sykehus er å handle i god tro. (…)
Simen Hagerup i sit essay (NOEN VAGT FORMULETE PRINSIPPER OM) TEKSTEN SOM VARE I DEN DIGITALE DISTRIBUSJONENS TIDSALDER/RETTEN TIL Å LESE (FINNES DEN?), der har været trykt en række forskellige steder (i forskellige versioner?), og også kommer til at indgå i et tema om Little Magazines Etc jeg i øjeblikket gæsteredigerer for OEI. Essayet blev præsenteret første gang i sommer på Litlives seminar på Biskops Arnö: Alternativ publicering/Litterær innovation?.
Teksten jeg har klippet i ovenfor fortsætter:
Det er naturlig at noen forfattere allierer seg med bokbransjen i deres kamp mot den frie lesning. Derimot er det skuffende å se hvor lite vidsyn mange forfattere viser, på begge sider i konflikten. I en særdeles uinspirert kommentar til Klassekampen, på spørsmål om hvilken effekt Google Books kan komme til å ha for litteraturen, sier Forfatterforeningens leder Anne Oterholm ganske enkelt: "Noen er nødt til å betale opphavspersonene." Skrekkvisjonen er vel noe i stil med at forlagene faller og litteraturen sprer seg som ild i tørt gress. Overalt leses det! Fylliker åler seg langs fortauet med utskriftsremser som salamanderhaler slepende i rennesteinen; folk henger fra lyktestolpene og resiterer dikt. Opptøyene når bibliotekene, hvor slyngelbibliotekarer slår til innenfra og erklærer revolusjonen sin tro, alt mens forlagssjefene sitter i fosterstiller og nynner la dem spise kake la dem spise kake la dem spise kake... (…)Sagt annerledes: kampen står ikke dypest sett om hvorvidt forfattere skal få betalt for arbeidet sitt eller ikke. Det som er viktig for forlagene, er å begrense folks rett til å lese. Forfatteren spiller en rolle som PR-figur; et symbol på kløften mellom skriving og lesing; den fikse idé at bøker produseres i skriveakten og forbrukes i leseakten. (...)
Og så videre, det er et festligt essay, lysende!
Utroligt! Og tillykke!
30.8.07
En million historier i 2. oplag før udgivelsen
Før bogen overhovedet er udkommet har Samleren bestilt endnu et oplag af En million historier. Og det til trods for at førsteoplaget var på 2000 eksemplarer, et temmeligt højt tal for en ny, dansk, skønlitterær bog.
- sakset fra Peter Adolphsens hjemmeside.
mandag, september 10, 2007
Og om fem måneder i Stavanger...
Den nordiske børne- og ungdomslitteraturkonference Mangfold 2008, hvor man også kan opleve en vis rejsende i solbriller.
søndag, september 09, 2007
Verbale Pupiller
Så er det næste weekend den superambitiøse poesifestival løber af stablen i Århus - og nu findes der ovenikøbet et program. Se det her. Vær der eller vær en firkant.
torsdag, september 06, 2007
#16
Da jeg rejste mig op i jollen og stik imod al fornuft pissede ud over rælingen. [To tredjedele af de druknelig man finder, fortalte min far mig engang, (men benægter det vist nu til dags), har gylpen åben]. Hvordan strålen betragtet fra bredden dannede en slags navlestreng mellem mig og havet.
- Anders Høfft i Hvedekorn 2/2007.
onsdag, september 05, 2007
tirsdag, september 04, 2007
mandag, september 03, 2007
Litteratur og Politik
Så kører toget, eller hvad det hedder, så kan man bruge sine arbejdsdage på det, på Tue Andersen Nexøs blog har jeg netop postet nedenstående:
Hej Jens Jacob,
Jeg tror ikke jeg forstår dit spørgsmål, hvis det er et spørgsmål, ligesom Zangenberg jo heller ikke er særlig klar i mælet, men nærmere for mig at se forblommet polemisk. Har du læst 4? For så ville det være dejligt hvis du gad at refererer til det sted du tænker på, og, selvfølgelig, også fortælle hvad det er du tænker…
For mig at se handler den bog – altså langdigtet 4 (adressens forlag 2005) – meget om ansvar og kærlighed i det hele taget. Prøv fx at se på den tekst der omgiver Guantanamo og Theresenstadt i bogen, men, og det er helt symptomatisk for kritikken i Danmark og har været det længe (i hvert fald siden 60’erne og 70’erne???), så snart der optræder realpolitiske referencer bliver teksten stemplet som politisk; så er det fx ikke længere (også) et kærligheds- eller naturdigt, men primært politisk poesi, uden at man ellers gider at definere hvad man forstår ved det. ’Det politiske’ aspekt har eller får så at sige en hegemonisk effekt i forhold til alt andet teksten kunne handle om. Og ved netop at forsøge at isolere og banalisere ’det politiske’, hive det ud af det æstetiske domæne og nyttiggøre det, koge det ned og forvandle det til budskabsisme, som Zangenberg jo meget nydeligt og tydeligt gør det i P2-samtalen som du refererer til, gør man sig blind for de sammenhænge dette såkaldte politiske jo faktisk indgår i, i den tekst man læser.
Det lader til at vi virkelig sidder fast i en ikke-debat her, se for eksempel den artikel i Berlingske Tidende Tue referer til ovenfor. Det er fint, som Mette skriver, at Zangenberg rører lidt i andedammen, men taler han ikke bare ’konsensus’ midt imod uden at gøre andet end det? Da vi samtalede i radioen gengav han en af sine pointer fra den oprindelige artikel i Kritik, nemlig at de fleste danske forfattere og intellektuelle syntes at krigen i Irak var dum og forbryderisk, og da jeg spurgte ham direkte om det da ikke var rigtigt, om den ikke var det, gav han mig ret, jo, men det var jo ikke dt det handlede om´, hvad han syntes. Nå. Hvad er det så? Jeg forstår det ærlig talt ikke. Jeg mener prøv at læse den artikel i sidste nummer af Kritik... Men altså, for at det ikke kun skal handle specifikt om Zangenberg, for jeg mener der er et mere generelt ’problem’ her, så er idéen om det politiske i litteraturen, eller hvad man skal kalde diskussionen som den florerer i øjeblikket, for mig at se noget naiv. Det er vel ikke bare et spørgsmål om utopi vs atopi eller om at det formelt set kunne være mere interessant, hvis flere kunstnere mente noget de ikke mener... At pronominale krydderier fra et realpolitisk domæne indgår i et litterært værk gør det vel hverken mere eller mindre politisk, selvom det lader til at være målestokken. Det vi først og fremmest trænger til, hvis denne ’debat’ nogensinde skal blive bare en anelse kvalificeret er en definition på hvad man forstår som politisk, og dernæst grundige og redelige nærlæsninger, frem for al denne selvoppustede og overfladiske polemik.
Mange venlige hilsner
Martin Glaz Serup
P2-samtalen kan man høre her, hvis man skulle have lyst.
Ursula Andkjær Olsen og jeg talte om poesi og politik i sommer i Information – den samtale kan man læse her.
Hej Jens Jacob,
Jeg tror ikke jeg forstår dit spørgsmål, hvis det er et spørgsmål, ligesom Zangenberg jo heller ikke er særlig klar i mælet, men nærmere for mig at se forblommet polemisk. Har du læst 4? For så ville det være dejligt hvis du gad at refererer til det sted du tænker på, og, selvfølgelig, også fortælle hvad det er du tænker…
For mig at se handler den bog – altså langdigtet 4 (adressens forlag 2005) – meget om ansvar og kærlighed i det hele taget. Prøv fx at se på den tekst der omgiver Guantanamo og Theresenstadt i bogen, men, og det er helt symptomatisk for kritikken i Danmark og har været det længe (i hvert fald siden 60’erne og 70’erne???), så snart der optræder realpolitiske referencer bliver teksten stemplet som politisk; så er det fx ikke længere (også) et kærligheds- eller naturdigt, men primært politisk poesi, uden at man ellers gider at definere hvad man forstår ved det. ’Det politiske’ aspekt har eller får så at sige en hegemonisk effekt i forhold til alt andet teksten kunne handle om. Og ved netop at forsøge at isolere og banalisere ’det politiske’, hive det ud af det æstetiske domæne og nyttiggøre det, koge det ned og forvandle det til budskabsisme, som Zangenberg jo meget nydeligt og tydeligt gør det i P2-samtalen som du refererer til, gør man sig blind for de sammenhænge dette såkaldte politiske jo faktisk indgår i, i den tekst man læser.
Det lader til at vi virkelig sidder fast i en ikke-debat her, se for eksempel den artikel i Berlingske Tidende Tue referer til ovenfor. Det er fint, som Mette skriver, at Zangenberg rører lidt i andedammen, men taler han ikke bare ’konsensus’ midt imod uden at gøre andet end det? Da vi samtalede i radioen gengav han en af sine pointer fra den oprindelige artikel i Kritik, nemlig at de fleste danske forfattere og intellektuelle syntes at krigen i Irak var dum og forbryderisk, og da jeg spurgte ham direkte om det da ikke var rigtigt, om den ikke var det, gav han mig ret, jo, men det var jo ikke dt det handlede om´, hvad han syntes. Nå. Hvad er det så? Jeg forstår det ærlig talt ikke. Jeg mener prøv at læse den artikel i sidste nummer af Kritik... Men altså, for at det ikke kun skal handle specifikt om Zangenberg, for jeg mener der er et mere generelt ’problem’ her, så er idéen om det politiske i litteraturen, eller hvad man skal kalde diskussionen som den florerer i øjeblikket, for mig at se noget naiv. Det er vel ikke bare et spørgsmål om utopi vs atopi eller om at det formelt set kunne være mere interessant, hvis flere kunstnere mente noget de ikke mener... At pronominale krydderier fra et realpolitisk domæne indgår i et litterært værk gør det vel hverken mere eller mindre politisk, selvom det lader til at være målestokken. Det vi først og fremmest trænger til, hvis denne ’debat’ nogensinde skal blive bare en anelse kvalificeret er en definition på hvad man forstår som politisk, og dernæst grundige og redelige nærlæsninger, frem for al denne selvoppustede og overfladiske polemik.
Mange venlige hilsner
Martin Glaz Serup
P2-samtalen kan man høre her, hvis man skulle have lyst.
Ursula Andkjær Olsen og jeg talte om poesi og politik i sommer i Information – den samtale kan man læse her.
søndag, september 02, 2007
I P2 PLUS BOG i går...
...det kan selvfølgelig virke lidt banalt, når jeg skal sidde og udlægge det sådan her, men det er det jo også, det er det jo også...
Nyt nummer af Litlive ude
Litlive #49 skriver Ulf Karl Olov Nilsson om Markis de Sade, Kristine Kabel om Morten Søkilde, Trond Haugen om Ingrid Storholmen, Johan Dahlbäck om Daniel Sjölin og Lars Bukdahl om Max Frisch.
Desuden er Litlives kalender opdateret med september måneds litterære livearrangementer i henholdsvis Danmark, Sverige og Norge. Savner du et arrangement i kalenderen? Send en mail til litlive@litlive.dk.
Litlive kan denne måneden også opleves live i Danmark: vi står for to kritikersaloner under Verbale Pupiller - festival for ny poesi og bogmesse for nordiske småforlag (small press) i Århus 14.-16. september 2007. De deltagende Litlive-kritikere bliver Kristine Kabel (DK), Espen Stueland (N) og Nils Olsson (S), og de skal diskutere tekster av Gitte Broeng (DK), Martin Högström (S), Ingrid Storholmen (N) og Thomas Hvid Kromann (DK). Litlive-redaktører Annelie Axén (S) og Mariann Enge (N) skal være ordstyrere.
Fra 1. september træder Martin Grüner Larsen (N) ind i Litlives redaktion.
Med vennlig hilsen
Redaktionen
Annelie Axén (S), Mariann Enge (N), Martin Glaz Serup (DK), Martin Grüner Larsen (N ) og Thomas Nystrøm (DK).
Øvrige medarbejdere:
Webmaster: Bo Ærenlund Sørensen (DK)
Design: Judith Nærland (N)
Skribenter: Peter Borum (DK), Lars Bukdahl (DK), Susanne Christensen (N), Johan Dahlbäck (S), Astrid Fosvold (N), Henning Gärtner (N), Trond Haugen (N), Jenny Högström (S), René Jean Jensen (DK), Kristine Kabel (DK), Martin Larsen (DK), Sissel Lie (N), Kari Løvaas (N), Mai Misfeldt (DK), Ulf Karl Olov Nilsson (S), Nils Olsson (S), Lilian Munk Rösing (DK), Eivind Røssaak (N), Nora Simonhjell (N), Espen Stueland (N), Mikkel Bruun Zangenberg (DK), Linda Östergaard (S).
Litlive har i 2007 modtaget støtte fra Nordbok.
Desuden er Litlives kalender opdateret med september måneds litterære livearrangementer i henholdsvis Danmark, Sverige og Norge. Savner du et arrangement i kalenderen? Send en mail til litlive@litlive.dk.
Litlive kan denne måneden også opleves live i Danmark: vi står for to kritikersaloner under Verbale Pupiller - festival for ny poesi og bogmesse for nordiske småforlag (small press) i Århus 14.-16. september 2007. De deltagende Litlive-kritikere bliver Kristine Kabel (DK), Espen Stueland (N) og Nils Olsson (S), og de skal diskutere tekster av Gitte Broeng (DK), Martin Högström (S), Ingrid Storholmen (N) og Thomas Hvid Kromann (DK). Litlive-redaktører Annelie Axén (S) og Mariann Enge (N) skal være ordstyrere.
Fra 1. september træder Martin Grüner Larsen (N) ind i Litlives redaktion.
Med vennlig hilsen
Redaktionen
Annelie Axén (S), Mariann Enge (N), Martin Glaz Serup (DK), Martin Grüner Larsen (N ) og Thomas Nystrøm (DK).
Øvrige medarbejdere:
Webmaster: Bo Ærenlund Sørensen (DK)
Design: Judith Nærland (N)
Skribenter: Peter Borum (DK), Lars Bukdahl (DK), Susanne Christensen (N), Johan Dahlbäck (S), Astrid Fosvold (N), Henning Gärtner (N), Trond Haugen (N), Jenny Högström (S), René Jean Jensen (DK), Kristine Kabel (DK), Martin Larsen (DK), Sissel Lie (N), Kari Løvaas (N), Mai Misfeldt (DK), Ulf Karl Olov Nilsson (S), Nils Olsson (S), Lilian Munk Rösing (DK), Eivind Røssaak (N), Nora Simonhjell (N), Espen Stueland (N), Mikkel Bruun Zangenberg (DK), Linda Östergaard (S).
Litlive har i 2007 modtaget støtte fra Nordbok.
Abonner på:
Opslag (Atom)