Christian Johannes Idskov skriver på Facebook:

Hvad er det der sker med det danske biblioteksvæsen? Jeg har længe undret mig over, så tilbageholdende litteraturredaktører, kritikere og skribenter har været med at kommentere den foruroligende udvikling. 470.000 bøger og tidsskrifter skal kasseres. Aldrig før har danske biblioteker destrueret så mange, og alligevel er der så ufatteligt stille om det, der burde kaldes det store bogbrænderi. Destruktionen drejer sig først og fremmest om udgivelser, som ikke har været lånt ud de seneste to år. På den ene side er det et udtryk for, at der må ryddes op. Bøgerne er begyndt at hobe sig op i magasiner og kældre; de kan snart ikke være der, hedder det. Men det er langt mere vidtrækkende end det. For på den anden side er der tale om en total omvæltning af biblioteket og dets funktion. Da jeg var yngre måtte man vente et par måneder før netop udkomne bøger kunne findes på ens lokale kommunebibliotek. Jeg husker, hvordan jeg sjældent som dreng havde penge til at betale for bøgerne i boghandlen, hvis ikke min far ligefrem forbød mig at købe dem. I stedet lagde jeg vejen forbi Hillerød Bibliotek næsten dagligt i enkelte perioder for at lede efter særlige udgivelser, der var på vej, og som jeg bare _måtte_ læse. Dengang hed det, at bibliotekerne ikke skulle konkurrere med boghandlerne; det ville gå ud over deres salg, sagde man. Nu går der blot få uger før bøgerne er både bundet ind og er klar til udlån. Engang var biblioteket et sted, hvor man ophobede viden og information, en slags nervecentral for det moderne oplyste samfund. I dag er biblioteket en komisk serviceinstitution på linje med borgerservice, hvis disse da ikke helt er smeltet sammen. For nylig var jeg på Københavns Hovedbibliotek for at finde et af dansk litteraturs største romanværker i det forrige århundrede, ’Requiem’ af Peer Hultberg. Bogen var ikke på hylderne, men oplistet som en del af magasinet. Jeg spejdede ud i den store bygning efter en bibliotekar, som måske kunne hente bogen til mig. Men der var ingen at se. Kun en større flok af kommunale medarbejdere der var ved at hjælpe folk med deres kørekort, pas og andre officielle papirer. Lidt efter fik jeg øje på en ung bogopsætter, men heller ikke hun kunne sige, hvor jeg skulle gå hen. I stedet pegede hun ned på det blå-grå linoleumsgulv, hvor et stort grønt klistermærke fortalte, at jeg kunne ringe på et bestemt telefonnummer, hvis jeg ønskede hjælp. Jeg tastede nummeret, og i den anden ende fortalte en mand – til sit eget store velbehag – at han desværre ikke kunne hjælpe mig. Selv sad han i samme bygning, men nogen bibliotekar kunne han ikke finde. De var vist gået hjem, selvom biblioteket langt fra var lukket. Og under ingen omstændigheder kunne han forlade sin stol for at hente min Hultberg-bog. Jeg måtte bestille på forhånd, sagde han, mens jeg kiggede ud på de halvtomme hylder. ”Vi henter kun bøger op fra kælderen én gang dagligt”.
Jeg ved ikke hvordan man forestiller sig fremtidens bibliotek. Heller ikke forrige gang jeg var på Hovedbiblioket var nogen succes. Jeg ledte efter Niels Franks ’Nellies bog’, men den var der ikke. Hverken i kælderen eller på de andre etager. At der kun må gå to år, før en bog en destrueres, er det ultimative tegn på at folkebibliotekerne i dag er lig med underholdningscentraler. Engang var de steder, der skulle opbevare den fælles kulturarv og stille den til rådighed for de besøgende. De var arkiver for almenheden. I fremtiden har disse arkiver – hvis jeg skal sætte det på spidsen – højest en hukommelse, der er to år gammel.