søndag, april 27, 2014

Hvidhedsdebatten på Promenaden

Læs Kamilla Løfstrøms tekst her, og kommentarfeltet, selv har jeg blandt andet skrevet følgende dér:


Jeg havde en underlig smag i munden under den paneldebat - desværre blev jeg nødt til at gå efter ca. 45 minutter, og fik således ikke hele debatten, eller hvad man skal kalde det, med. Men selve kurateringen, altså hvem der sad i panelet forekom mig fra starten at kunne minde om en historie om et bebudet mord - faktisk var Lars Bukdahl(s position) frygtelig isoleret. Hvorfor havde man ikke også inviteret fx Niels Lyngsø til at sidde med?(Det kan jeg strengt taget ikke vide om man havde, men havde man det? Og hvis han ikke kunne, hvorfor prøvede man så ikke at balancere eller nuancere panelet bedre, for netop at få en mere nuanceret, balanceret debat?) Og hvorfor var Lars Bukdahl den eneste af digterne i panelet der ikke senere skulle læse op af sine digte? Det lignede en tanke, og stemningen i salen var ... intens ... og ensidig? Men esidigt hvad så? Personligt er jeg ikke i tvivl om at der findes sådan noget som en strukturel racisme i de skandinaviske lande, men jeg er stadig noget usikker på hvilke konsekvenser det bør have for litteraturkritikken, at have opnået denne indsigt? Hvad er det præcis man mener at Lars Bukdahl skulle have gjort (anderledes) i sin anmeldelse af Yahya Hassan? Ikke skrevet den?

Et andet forsigtigt pip - er det ikke én af litteraturens grundlæggende kvaliteter, at den kan tale til os om hvordan det er at være en anden end sig selv? Er det ikke netop noget af det der gør litteratur så enestående og fantastisk som mulighed; at man kan læse den på tværs af århundreder, af kulturer, af køn og sprog og erfaringshorisonter? Hans Otto Jørgensen talte ved et andet arrangement på TXT.VILLE (godt) om nogle af de bøger de udgiver på Gladiator - af Helga Johansen og Ingeborg Stuckenberg bl.a. - han sagde (nogenlunde): 'Kan vi forstå det de skriver om? Nej, selvfølgelig kan vi ikke det, hvordan skulle vi kunne forstå de ekstreme erfaringer der skildres, men hvad så? Vi kan registre dem, tage dem til efterretning, at de findes, at de er der. ' Måden man kan tage dette fremmede til efterretning på er vel næppe ved at lade som om det ikke findes, ved at forbigå det i tavshed. Litteraturen må man læse  hvis den skal leve; og tænke og tale om og med og mod, så godt man kan, med hvad man har - eller hvad?

Jeg har sikkert misforstået noget, men er det rigtigt, det kan I der var der måske svare på, at en generel opfordring eller en slags konklusion på det hele var, at der var bøger man som kritiker ikke skal skrive om - - - hvis man ikke har de 'ordentlige' forudsætninger for at læse og 'forstå' det man læser? (hvem bestemmer hvad det er?)

Ingen kommentarer: