I morges, efter at have afleveret børnene i skolen, på Ricco's Kaffebar, en masse administrative mails; rejser, arbejde, ting der skal afsluttes, hjemme har vi ikke fået net endnu, jeg sad der i en time eller to og rundt om mig - så opløftende! - blev der talt politik, politik, politik. På kryds og tværs over desken og bordene og udenfor, venner imellem og fremmede. Næsten rørende synes jeg. Også på vej til lufthavnen da jeg så flagene på busserne; vi skal være så glade - eller jeg skal, hvis ikke jeg må tage jer andre som gidsler - for at bo i Danmark. I flyet til Kristiansand læste jeg Berlingske Tidende, International Herald Tribune og Dagens Nyheter. Det danske valg var i alle tre aviser, alle tre aviser spåede rød bloks sejr, åh, jeg håber. On election day. Hele dagen har jeg haft de digte af Charles Bernstein og Walt Whitman i baghovedet. I Dagens Nyheter læste jeg desuden at Katarina Frostenson i dag udgiver en ny digtsamling, Flodtid, den virker god,Åsa Beckman skriver om den, hun skriver at langdiktet "Maten man äter/Klagan", elleve siders reportage fra Seven-Eleven uden tvivl bliver en klassiker: "...Frostenson beskriver nuspråket som ett sorts övergrepp, något man får nerkört i halsen. Det är ett språk som saknar 'rot', som inte har förankring, fysiskhet, täthet. Just därför låter det sig manipuleras og användas för syften som är kommersiella, ideologiska och livsfientliga." I International Herald Tribune læste jeg den kinesiske forfatter Liao Yiwus beretning om sin flugt fra Kina til Tyskland i juli i år; han flygtede for at få lov til at skrive og udgive sine bøger, hvordan det endelig lykkedes ham at komme væk efter at have fået afslået udrejse seksten gange; "I had no intention of going back to prison. I was also unwilling to be treated as a 'symbol of freedom' by people outside the tall prison walls." Rystende at læse. Rystet og rørt. On election day.