torsdag, marts 10, 2011

OVER FOR EN NY VIRKELIGHED

OVER FOR EN NY VIRKELIGHED

Fredag den 4. marts 2011 åbnede jeg poesifestivalen Odense Lyrik 11, det gjorde jeg med en tale hvor jeg blandt andet forholder mig til det man kunne kalde poesiens nye institutionelle situation i Danmark. Tilfældigvis udgav Mikkel Thykier samme dag essayet OVER FOR EN NY VIRKELIGHED på Forlaget After Hand. Essayet er ifølge forlaget "reaktion på den situationsændring, der er forbundet med en vaklende forlagsbranche, som ikke længere har ressourcer til at holde andet end sine bedst sælgende titler i distribution". Det nye nummer af Vagant (#1/11) tager afsæt i Thykiers essay og forsøger på lederplads at læse situationen. Der lader med andre ord til at være et grundlag at diskutere på, en basis, hvorfra vi kan evaluere institutionens, kritikkens og litteraturens situation som den tager sig ud lige nu - og hvordan den vil tage sig ud i den nærmeste fremtid og ikke mindst: for hvem. Kornkammeret har bedt Tue Andersen Nexø og Lars Bukdahl om at komme med et skud fra hoften, en førstereaktion på Thykiers essay. Det gør de nedenfor. Where do we go from here?

I min fynske tale sagde jeg blandt andet følgende:

I Danmark kommer lyrikken for tiden mere ud end den har gjort længe og flere kommer ud og oplever den; over de sidste cirka 10-15 år er oplæsningskulturen blevet styrket og blevet sjovere, der sker mere - og mere - de største byer i landet har deres egne poesifestivaler; Aalborg, Odense, Århus, København; der er et væld af forskellige livearrangementer, oplæsninger, samtaler, kritikersaloner; vi har mange gode tidsskrifter, nettet har vist sig som et hurtigt, åbent, billigt sted at udveksle tekster, at læse og skrive og følge med. I blogosfæren og på Facebook startes flere litterære debatter der vokser videre og ud i mere konventionelle medier - hvor det som regel kun er de mest sensationelle dele af en debat der bliver highlightet. Det er også på nettet at fremtidens - ikke mindst internationale - litterære offentlighed lader til at ville samle sig; tre af de yngste danske litteraturtidsskrifter - Slagtryk og Morgenrøde og Cottage Grove - udkommer således udelukkende på nettet.

(...)

I Danmark kommer lyrikken for tiden mere ud end den har gjort længe og flere kommer ud for at opleve den. Helt paradoksalt sker det samtidig med at lyrikken og det man kunne kalde den mere dedikerede eller seriøse litterære offentlighed bliver stadig mere specialiceret eller marginaliseret; poesierne og tidsskrifterne er gode, men selv de der bliver udgivet af de største forlag og af aldeles etablerede navne, kan man ikke bare gå ind og købe i en boghandel. Det skal bestilles hjem. Og for at bestille noget skal man vide at det eksisterer. Og allerede være helt sikker på at det er noget man gerne vil købe. Og hvis man ikke ved det: hvad gør man så. Når man ikke kan falde over det, bladre i det, impulsivt købe det . Selv hvis man skulle læse en anmeldelse og blive nysgerrig, så er det så forpligtende og besværgeligt at skulle bestille bogen eller tidsskriftet hjem og vente i flere dage, hvis det er NU man har tid eller lyst til at læse, hvis det er NU dén litteratur ser ud til at kunne være relevant for ens liv. Og også på bibliotekerne, der bliver sammenlagt og køber stadig mindre, skal man skrives op. På den måde bliver det litterære Danmark i stigende grad opdelt i en mainstream - de samme få romaner man kan få overalt - og alt det andet. Heriblandt ikke mindst lyrikken. Det er ikke nemt. Ikke mindst hvis man som jeg gør det, ser litteratur og poesi som en ongoing evaluering af samfundet, af livet, af hvad det vil sige at være menneske, at være til i verden, en undersøgelse af hvad verden er for noget; det er jo noget der berører os alle - - - denne evaluering eller diskussion - det lyder så bureaukratisk - lad os i stedet sige: afsøgning, udveksling: denne afsøgning og udveksling af hvad det hele er og kunne være og har været og vil blive, denne samtale bliver naturligvis vigtigere og sjovere jo flere der deltager i den. Samtidig med at poesien jo også altid er noget der sker mellem den enkelte og digtet. Læsningen som en hel særlig værensform, en unik måde at tænke på og føle på, at være lidt i verden - et andet sted.

Efter at det hæderkronede Borgens Forlag nærmest er gået fallit, er det blevet meget, meget sværere at udgive digte i Danmark. Blandt andet har det jo selvsagt med efterspørgslen at gøre. Men det tager lang tid at skrive gode digte og det kræver en insitutionel opbakning hvis ikke poesien og den kvalificerede litterære diskussion skal gå fuldkommen under jorden og for fremtiden udelukkende udfolde sig i en slags reservater, som man kun kan finde frem til hvis man på forhånd ved hvor de er. Litteraturen burde jo være for alle der vil den, og ikke kun for de tilfældigt indviede. Den gode litteratur og samtalen om den er vigtig fordi den jo ikke kun handler om litteraturen, men selvsagt om alt det litteraturen selv handler om - og det er, i al enkelthed: det hele. Vi har brug for andre øjne, altid, andre måder at tænke på, at lytte på, at tale på, andre stemmer. For, med et af mine yndlingscitater af den russiske litterat Viktor Skjlovskij, at se verden som et syn og ikke bare en genkendelse.

Hvis bare 10% af de besøgende på landets poesifestivaler også købte en digtsamling hver gang de havde været til en god oplæsning, hvis 10% abonnerede på et af de mange gode tidsskrifter der bidrager så nødvendigt til at udvikle de enkelte forfatterskaber og kritikken af dem, ville det poetiske litterære kredsløb i Danmark allerede øjeblikkeligt blive bestyrket. Hvilket er nødvendigt, hvis vi også i fremtiden vil have mange forskellige stemmer at lytte til.

- Martin Glaz Serup

*

OVER FOR EN NY VIRKELIGHED

Over for en ny virkelighed er lige dele litteraturpolitisk manifest og poetik, tænker jeg. Jeg tænker også, at det er virkelig fedt at en dansk forfatter for en gangs skyld melder klart og principielt ud – både poetologisk og litteraturpolitisk. Faktisk er teksten en drøm af et udspil, ikke nødvendigvis fordi jeg er enig, men fordi den er værd at forholde sig til, indoptage, kvalificere mine egne holdninger med.

Jeg synes også, at Mikkel Thykier blander poetik og litteratursociologisk diagnose sammen på en uheldig måde. Faktisk rammer hans diagnose skævt. Når han skriver, at ændringerne i forlags- og distributionsstrukturer fører til, at litteraturen ikke længere har varighed, så er det forkert. Med nettet har den smalleste litteratur tværtimod en uhørt varighed, tænk på ubuweb.com. På samme måde er alle mikroforlaget 28/6s pamfletter – og også dem, Mikkel Thykier skrev – tilgængelige via nettet. Det vil de sikkert være år og år og år ud i fremtiden.

Den nye virkelighed består nemlig ikke i, at den bedste litteratur er henvist til nuet, sådan som Mikkel Thykier skriver, men at den som begivenhed – og at dens varighed – ikke længere er synlig i et offentligt rum. Den gøres ikke længere synlig gennem offentlig distribution (boghandlere, biblioteker). Den omtales ikke i aviser, registreres ikke længere via universiteternes og litteraturhistoriens arkiv. Den er på én gang usynlig og principielt tilgængelig for alle. De strukturer, der gjorde den del af en offentlig kultur, bryder sammen. Men det betyder ikke, at værkerne ikke længere findes eller at de ikke længere er tilgængelige.

Ideen om, at litteratur er en ikke-offentlig, social begivenhed i nuet, er under alle omstændigheder især en normativ poetik for Mikkel Thykier. Det er næppe tilfældigt, at Over for en ny virkelighed roser en forfatter (Roberto Bolaño) og en anmelder (Kim Skotte) for at have blik for litteraturen som en fælles subkultur, et sted for fælles eksistentielle eksperimenter, ligesom det næppe er tilfældigt, at han programmatisk insisterer på litteraturens etiske og livsudvidende potentiale. Det handler ikke om tekster, men om begivenheder – og de begivenheder handler ikke om den enkelte, men om et fælles liv, der foregår skjult for offentligheden og på andre præmisser end offentlighedens.

Det er også en poetik, jeg har et ambivalent forhold til. Jeg kan sagtens genkende attraktionen. Det er også en god model for at tænke styrkerne i det miljø af yngre forfattere, der går på eller en gang har gået på Forfatterskolen, og som nu mødes, læser op for hinanden, læser hinandens subkulturelle udgivelser, diskuterer og eksperimenterer med liv og skrift. Virker det til, jeg ser mest til fra sidelinjen. Men det betyder også, at litteraturen ender med kun at tale til de særligt interesserede, de, som selv opsøger den. Og lige så træt man kan være af forestillingen om, at litteraturen skal lefle for et vrangvilligt publikum (flad prosa, here we come!) – lige så problematisk er det, hvis litteraturen flytter ind i et fællesskab, som ikke længere er åben for dén udfordring, et fremmed blik også er. Det etisk-eksperimenterende sammenfald af fælles liv og litteratur kan også være en forsvarsmekanisme. Det kan blive en måde at stivne på.

- Tue Andersen Nexø

*

OVER FOR EN NY VIRKELIGHED
Den korte og nemme, men også ærlige ”anmeldelse” af eller bare reaktion på Mikkel Thykiers pamflet Over for en ny virkelighed er: It hurts so good! Når man som jeg i snart en måned er blevet stupidt udskældt og voldstruet for at være en ondsindet og fjantet og fjantet ondsindet og ondsindet fjantet kritiker, er det fantastisk meningsfuldt at møde en konsekvent og skarp avantgardistisk kritik, der nådesløst vejer mig (og heldigvis også samtlige mine kolleger) og finder mig (& co.) for let og reaktionær, helt ned i mine anmeldelsers form (Tue Andersen Nexø har for nyligt været inde på det samme: at mine anmeldelser er falsk eksperimenterende; jeg tror kun de halvt har ret, og i en forskellig halvdel hver gang …):

"Til og med følger modellen for Bukdahls anmeldelser ofte skemaet fra den ældre Tom Kristensens anmeldelser [så bliver fornærmelsen ikke grovere! LB]: Indledende løs snak, en blanding af referat og citat, bedømmelse, afsluttende citat. Længere er vi ikke kommet."

For nu ligesom Thykier at begynde med mig selv! Og jeg kunne jo svare igen, og det gør jeg også, med at påpege, hvor traditionelt retorisk (et af Thykiers yndlings-minus-ord) pamflet- og manifestagtigt Over for en ny virkelighed ter sig i akkurat dets næsten dansk stil-konsistente konsekvens; her er der sgu ikke nogen nævneværdig forskel i forhold til fx Jens Kruuses parallelt betitlede gamle, hereticansk dagsordensættende bog Den ny virkelighed, 1948 – der er helt anderledes tekstuel, anti-retorisk støj og inkonsekvens i dadaisters og futuristers og situationisters oldgamle manifester. På den led er manifestet selv et rigtigt dårligt eksempel på den nye kritik, Thykier i manifestet ønsker sig. Det er et generelt problem jeg har haft med både Niels Franks og Thykiers poetologisk aforistiske og essayistiske skriverier; de formulerer sig (selv (eller især!?) når de er anonyme) så forpulet pænt og sammenhængende og konsekvent om nødvendigheden af subversion af pænhed og sammenhæng og konsekvens (og den virkelig triste udgave af den nye kritik ville være den slags servile katalogtekster, der oversvømmer kunstverdenen, hvor alting i det samme kedeligt akademiske mandarin-sprog er ÅH så subversivt). Modsat de tekster, og det gælder igen både Frank og Thykier, der bedriver kritik på konkrete kunstværker, film, billedkunst, litteratur, hvor teksten (og dets suveræne kritiker-jeg) fint sansende og vildt tænkende igen og igen mister fodfæstet. Jeg kender ikke noget mere inspirerende og anfægtende for min egen kritiske praksis; det er ikke bare som pamfletten søde, meningsfulde tæsk! Vi får kun et par bittesmå, meget langt fra udfoldede (og svimle) glimt af konkret kritik i pamfletten, fx da Thykier skal give sit eget bud på projektet i Amalie Smiths De næste 5000 dage (udgivet af Gyldendal for øvrigt). Og hvis jeg lige må være defensiv et langt øjeblik, så er min egen kritik andet og mere end mine anmeldelser (selv i avisen er den mere end mine anmeldelser, fx mine føljetoner, om karikatur og aversioner bl.a.), som indenfor sin accepterede og måske endda også celebrerede traditionelle anmeldelses-retorik og (ja, stadig mindre, men det er end ond erkendelse, jeg under forkortelses-tvang er nået frem til de sidste par år: man kan godt skrive kvalificeret kortkritik (doh! Borum!), ligesom man godt kan skrive kvalificeret kortlitteratur, jf. al Thykiers snak om minimalisme…) -format sgu, hvis man gider se efter, skrider og skræver mere end som så: der er mine pænt og mangelunde formelt udkullede (ud i fx montage eller (Thykier)arkiv eller (i en endnu utrykt Helle Helle-artikel) minutnærlæsning) artikler i tidsskrifter og antologier, og der er min to kritikbøger, monstret Generationsmaskinen og poly-monografien Læberne sproges, og mine egne antologier og bloggen og og og HVEDEKORN, som også er en del af min kritik, måske endda den vigtigste, og, anfægtende for Thykiers apokalyptiske synspunkt, en hos Rosinante&Co TOTALT FRI scene, hvor redaktørinstansen kan opsøge og opsøges af hvem som helst hvor som helst fra, og gør det og bliver det og af mystiske kosmiske årsager er i stand til at trykke ALT, han synes om (og kraftfuldt (eller overbevisende kraftløst …) byder ham imod!). Jeg synes snøftende, at Thykier alt for let affærdiger den antologiske, tidsskriftlige, NET-mæssige (i det hele taget er pamfletten underlig tavs om nettet) (med eller uden KORT formuleret kritisk (åh åh pædagogisk) kvalifikation) præsentation af den nye litteratur, jf. senest Kronstorks Antologi 2010. Jeg kan i det hele taget ikke være med på det grundlæggende apokalyptiske synspunkt: Alt er heldigvis af lave; it’s the end of the world and I feel fine! Jeg har det også fint, men jeg tror ikke, det er enden på verden. Nu Thykier udnævner mig til at være 70’er-kritker, vil jeg gerne spørge, hvad forskellen er i forhold til 70’erne (der bevisligt inspirerer mange af de unge digtere og forlag; hvad er After Hand andet end et rekonstrueret/genfortryllet 70’er-relikt!?), hvor de kommercielle forlag (og aviskritikken, undtagen Borum i Ekstra Bladet,) også lukkede ned for den ”eksperimenterende” poesi, som derfor måtte ty til skrøbelig, henkastet selvproduktion, her var om noget en begivenheds-litteratur – og det er rigtigt, at flere af disse begivenheder ikke er blevet (u)ordentligt samlet op og arkiveret, men ret mange er (og i al ubeskedenhed bl.a. af mig) til glæde for os alle sammen; hvorfor skulle den øjeblikkelige begivenheds-litteratur være så meget mindre opsamlelig og arkiverbar – og præsentabel!? Jeg ville helst skrive en masse mere om pamfletten og kommer forhåbentlig også til at gøre det – og fx om de 5 æstetiske strategier, som jeg alle gerne ser (og har set) praktiseret, men hvorfor altid denne fundamentalistisk avantgardistiske insisteren på negering af æstetisk fornøjelighed (som Thykier aldrig, selv når han prøver på det, kan leve op til i sin egen skrift; han skriver skidegodt (og konsekvent …), selv (og især) når han vil skrive grimt), jf. fx en forsplintret, men fuldt bouncy hoppebold som Rasmus Nikolajsen. Men nu kalder avisen: jeg skal med højst 600 (denne tekst kom til at bestå af 985) ord anmelde et lækkert stykke Gyldendal-avantgarde … vi tales videre!

- Lars Bukdahl

6 kommentarer:

RJJ sagde ...

@Tue:

Du skriver om "den bedste litteratur" at: "Den er på én gang usynlig og principielt tilgængelig for alle. De strukturer, der gjorde den del af en offentlig kultur, bryder sammen. Men det betyder ikke, at værkerne ikke længere findes eller at de ikke længere er tilgængelige."
Det forstår jeg ikke helt. Hvad betyder tilgængelig? At man nærmest altid kan finde en bog, hvis man sætter en større eftersøgning igang og aktiverer bibliotekarer og fjernlån? Men er det ikke kun den tilgængelighed for den "allerede indviede" som jeg fornemmer du finder problematisk? Er det tilgængelighed at en udgivelse (fra Gyldendal fx) sjældent er tilgængelig mere end et til halvandet år, hvis ikke den var/er en bestseller? De færreste boghandlere i landet tager fx Basilisks bøger hjem hvis ikke der står en kunde og eksplicit trygler dem om det. Er det tilgængelighed? Og hvis ikke det kvalificerer til at være tilgængelighed skyldes det så små-forlagenes rygvendthed og selvgode miniverden? Gælder den "evige tilgængelighed" ikke kun netlitteraturen (som Thykier ikke rigtig tager højde for)?
Det jeg egentlig spørger om er altså om du er enig med den Aggressive Maintream(AM)-logik, som bebrejder såkaldt "smalle" forfattere deres smalhed og siger at de bevæger sig i små cirkler og lukkede miljøer samtidig med at den lukker øjnene for at det er masse-medierne der er den ekskluderende part? Som Thykier skriver: "Udelukkelse kan ikke være et mål. Der er ingen, der arbejder for at blive ekskluderet fra den offentlige samtale." Den offentlige samtale, offentligheden, kan jo komme overalt. Hvis den vil. Jeg synes det er besynderligt at anklage et rum, fælleskab, en klub, whatever, som ikke har frabedt sig opmærksomhed og ikke låser sine døre eller andet for at være lukket og ligeglad og "ikke længere [...] åben for dén udfordring, et fremmed blik også er." Hvilken forfatter siger ikke ja tak til fremmede blikke? Er det ikke snarere den hensygnende "litterære offentlighed" der siger nej tak til "det fremmede" i litteraturen og slynger alle mulige patroniserende etiketter efter det?
Spørgsmålet er altså hvilke skuldre du mener "lukketheden" sidder på.

nexø sagde ...

@Rene.

Principielt tilgængelig betyder præcis, at hvis man googler og leder og den slags, så er værkerne der faktisk. Den del af mit indlæg er vendt mod Thykiers forestilling om, at "den nye virkelighed" gør litteraturen til begivenhed uden varighed. Jeg synes simpelthen diagnosen er forkert. I mine øjne er koblingen usynlig/tilgængelig mere rigtig.

Hvad det andet angår, så er jeg - som jeg skriver - ambivalent. Det handler ikke om skyld. Jeg kan sagtens følge frustrationerne. Jeg forstår godt, at afsøgningen af nye "kommunikative fælleskaber" er en nødvendig reaktion på en langsomt forvitrende og ikke specielt nysgerrig medie-offentlighed. Men jeg har også en fornemmelse af, at der er noget som går tabt, når et miljø af forfattere trækker sig tilbage og/eller ekskluderes fra offentligheden. (I virkeligheden er jeg ret ligeglad med årsagens retning.) Det noget er ikke tænkt med i Mikkels pamflet; for mig er det noget bl. a. mødet med et fremmed, på en måde usympatisk blik, der tvinger én til at skærpe sin position.

Men, altså, min ambivalens er reel, jeg er ikke afklaret.

RJJ sagde ...

Okay. Jeg var ikke ude på at tvinge aben ned på nogens skuldre. Bare lidt træt af hele åben/lukketheds-debatten. Hvis det altså kan kaldes en debat.
Jeg forstår bare stadig ikke hvad du mener med formuleringen "når et miljø af forfattere trækker sig tilbage og/eller ekskluderes fra offentligheden." Noget går tabt, skriver du. Og det noget er "mødet med et fremmed, på en måde usympatisk blik, der tvinger én til at skærpe sin position." Okay, helt enig, hvis det "usympatiske" blik altså er i stand til at kvalificere, diskutere og problematisere m.m. på andet og mere end helt overfladisk vis.
Er det så til gengæld ikke netop det der er humlen hos Mikkel når han skriver: "Der er en voldsom diskrepans mellem en litterær ekspansion og et litteraturkritisk havari og deraf en brist i formidlingsleddet."
Det er du vel ikke helt enig i når du skriver "en langsomt forvitrende og ikke specielt nysgerrig medie-offentlighed".
Det kan godt være du ikke er interesseret i skyld og aber, men det virker nu alligevel som om du forestiller at nogen i et miljø (som selvfølgelig, som altid, er Forfatterskolen) bevidst vælger at ekskludere "et fremmed blik". Mig bekendt er alle arrangementer på skolen åbne for offentligheden og ingen udgivelser lukket land for nogle.
Hvilke forfattere er det mon der "trækker sig tilbage"? Hvad vil det sige? Fra hvad, fra hvilken position?

RJJ sagde ...

Hov jeg glemte et u.

Der skulle stå: Det er du vel ikke helt uenig i når du skriver "en langsomt forvitrende og ikke specielt nysgerrig medie-offentlighed".

Brian Mikkelsen sagde ...

Måske har samfundet ikke råd til litterære eksperimenter?

Martin Glaz Serup sagde ...

Måske har samfundet ikke råd til at lade være?