søndag, september 26, 2010

Usmagelig heksejagt på forfattere i Statens Kunstråd og Statens Kunstfond

Den polemik der er omkring Statens Kunstråd og Statens Kunstfond – og udvalgsmedlemmer der kan søge midler, mens de sidder der i en tre-årig eller fire-årig periode, mangler et par væsentlige detaljer.

Som medlem af Statens Kunstfonds Litteraturudvalg, får man 80.000 kr. om året før skat. Man skal læse alt der udkommer på dansk for at indstille til præmieringer, man
skal læse hundredvis af ansøgninger og lange vedhæftede teksteksempler og gå til udvalgsmøder og holde sig mere end godt opdateret på dansk litteratur. Det er et kæmpestort arbejde, der udføres samvittighedsfuldt, nogen skal gøre det. Og hvis vi vil sikre at kunststøtten går til høj kvalitet, skal udvalgsmedlemmerne selv være forfattere af høj kvalitet. Det forklarer også hvorfor de to i øvrigt fuldstændig adskilte udvalg som begge arbejder ud fra kvalitetskriterier har bevilget støtte til medlemmer fra det andet udvalg.

Man kan ikke leve af 80.000 kr. om året. Så forfatterskabet skal selvfølgelig leve ved siden af. Konsekvensen af den heksejagt, Jyllandspostens to praktikanter har sat i gang kan være katastrofal og underminere hele kunststøtten. Hvis en canadisk lektor vil have Christina Hesselholdt eller Morten Søndergård til Van Couver søger han noget af rejsen under Personudvekslingspuljen (uha, han har fx. fået 2.600 kr. der). Den er der netop til det formål. Hvis et fransk forlag overvejer at udgive Niels Lyngsø, kan man søge et lille honorar til en prøveoversættelse (6.000 kr). En pulje der er oprettet fordi dansk er så lille et sprog at det er uendeligt svært et eksportere. Og fordi man gerne vil have litteraturen og de gode forfattere ud i hele landet, kan Hjørring og alle andre biblioteker søge støtte til forfatterforedrag under den pulje der hedder Forfattercentrum. Sådan er politikernes vedtagne kulturpolitik.

Det er ikke engang forfatterne selv der søger, det er kunderne om man så må sige. Hvis dette ikke er muligt, vil ens forfatterskab gå fuldstændig i stå, mens man for snoldede 80.000 kr. om året knokler for staten fordi man selvfølgelig som et ordentligt menneske siger ja, hvis man bliver udpeget. Det er en tjans, nogen skal udføre professionelt og efter de gældende nedskrevne kriterier. Men hvis det skal underminere ens forfatterskab, og hverken én selv eller andre kan søge midler, vil ingen seriøse professionelle forfattere kunne sige ja. Hvem mon så ender med at forvalte kunststøtten?

Trisse Gejl, 26. sep. 2010

Ps. Blot et uddybende tænkt eksempel:
Jeg sidder i statens kunstfond, skriver en bog jeg ikke søger arbejdslegater til noget
som helst sted. Et forlag i Budapest vil gerne oversætte den, vi har en oversætterpulje
i et helt andet råd, nemlig stat...ens kunstråd fordi vi gerne vil hjælpe dansk litteratur til udlandet. 6.000 kr. til en prøveoversættelse, som forlaget så ville søge. Skal det kunne lade sig gøre? Hvad så hvis bogen udkommer i Sverige og et dansk svensk samarbejde finder på et udvekslingsprojekt mellem danske og svenske samtidsforfattere? Det har vi også en pulje til at samme grund. I et helt andet udvalg. Må de så erkende at de ikke kan invitere mig, for mig kan de ikke få støtte til? Og bibliotekerne eller andre der gerne vil have mig ud til foredrag, vil aldrig invitere mig, de har ekstremt lave budgetter og er afhængige af foredragsstøtten. Der OGSÅ ligger i et helt udvalg med folk jeg intet har at gøre med.
Sådan dør en bog.
- og for en god ordens skyld: selvfølgelig synes jeg det ville være forkasteligt hvis
folk i udvalgene sad og byttede arbejdslegater med hinanden.

5 kommentarer:

Anonym sagde ...

Fint nok – forbyd udvalgsmedlemmer at søge støtte hos hinanden. Så er enhver mistanke væk. Og giv en passende løn (der svarer til arbejdsmængden) til udvalgsmedlemmerne, bare hvad en journalist får f.eks., 500.000 kr. pr. år. Plus pension.

Vibeke Nielsen sagde ...

Lad mig først detonere eventuelle angreb. Jeg skriver ikke nedenstående for at true nogen på brødet. Men mere af almen interesse for kulturpolitik.

Findes der en mere overordnet kulturpolitisk debat af de her spørgsmål nogen steder? Den ville være interessant. For brevet ovenfor er i hvert fald mere skrevet på basis af egne umiddelbare behov end på basis af en overordnet tanke for habilitetsspørgsmål i forvaltningen, det vil sige kulturpolitisk bevidsthed.

Lad mig komme med et eksempel. Der står: "Og hvis vi vil sikre at kunststøtten går til høj kvalitet, skal udvalgsmedlemmerne selv være forfattere af høj kvalitet." Sådan er det jo ikke nødvendigvis. Det er et politisk valg. Filmstøtten uddeles eksempelvis af brancherepræsentanter. Det kunne litteraturstøtten sådan set også blive...med en anden fordeling til følge. Jeg siger ikke, at det ville være bedre, men prøver blot at illustrere, at reglerne for, hvordan udvalg skrues sammen og støtte tildeles, baseres på politisk betingede valg og målsætninger - ikke nødvendigheder.

Til anonym: Journalister tjener i al almindelighed væsentlig mindre end en halv million om året.

Anonym sagde ...

@ Vibeke Nielsen.
"Med en anden fordeling [af fondspenge] til følge". Er dette et nødvendigt resultat af en ændret sammensætning af udvalget? Det er det vel ikke partout?

Og nej, mange journalister tjener mindre (jeg tænkte på "rigtige" journalister, ikke de freelancende kulturfolk), men der var alligevel næppe mange, heller ikke andre steder i litteraturbranchen, der for 80.000 kr. er klar til at levere et års arbejde. Derfor kunne man hæve lønnen.

Vibeke Nielsen sagde ...

Hvis man lytter til dem, der sidder inde hos DFI, så er det altså et reelt eksisterende resultat. Brancherepræsentanterne har det med at forgylde dem, de ser en potentiel eksportsucces i. Generelt forsøger de på at skabe store stjerner og er mere kommercielt orienterede. Vi taler filmindustri. Vi kunne også tale bogbranche. Jeg siger, ikke vi skal gøre det, men det er en mulighed. Med konsekvenser. Partout.

lars-e sagde ...

intet sker uden statsstøtte