(...) Men når nu vi taler om Jüngers og Kleist[s] fiktionsværker, kan jeg ikke lade være med at tænke, at det netop er den produktive ambivalens i digt eller fiktion, som jeg ofte kommer til at savne i selvbiografisk tekst. Idfiskens forord taler om kantet, skarp og frisk skrift, og det er måske rigtigt, og man føres med, men altid ind i en beholder af pålidelig førstepersonsberetning, jeg får en fornemmelse af tunnelsyn derinde, jeg føler mig mindre fri som læser end i digt og fiktion. (...)

- Jeppe Brixvold i sin tidsskriftsanmeldelse i Standart #1/2010.